Betragtninger om friluftsliv?

 

Nogle mennesker i den moderne verden holder af at forlade civilisationens bekvemme liv for en tid og begive sig ud i vildmarken i ny og næ og leve der under enkle vilkår. Jeg er én af dem.

 

Men hvorfor er det lige, at vi gør det? Og hvad er det lige, det gør ved os? Det kan være svært at definere.

 

På Outsite Magazine var der en gang en længere polemik, hvor der blev udtrykt noget om at finde sit indre "urmenneske", hvad det så end er!

 

Nedenfor har jeg lavet nogle sammenfatninger. Den første dialog er mit eget hjemmestrik. De to næste er hentet andre steder fra og udtrykker hver især nogle essenser, som jeg selv finder meget mening i. Det sidste lille digt "Det ultimative", er inspireret af en film fra det nordvestlige Canada, som jeg en gang så.

 

 

Norge er dejligt.

 

"Hvor skal du hen i år?" spørger bilisten.

"Til Norge," svarer fjeldvandreren.

"Der er også dejligt i Norge!"

"Ja, der er fantastisk!"

 

Der er enighed om, at Norge er dejligt.

Alligevel er de to faktisk ikke mødtes! De taler om to vidt forskellige lande!

 

 

 

Ensomheden i naturen!

 

På en vandring i Nordnorge mødte jeg en finne, som refererede fra en samtale med to schweizere, som hun havde mødt. De to schweizere vandrede hvert år i de norske fjelde.

 

Finnen havde spurgt schweizerne om, hvorfor de ikke i stedet vandrede i Schweiz, der jo var fuldt af bjerge. Svaret var, at schweizerne i Norge mødte en ensomhed i naturen, som de slet ikke kendte fra det tætbefolkede Schweiz. I Alperne møder man folk overalt, uanset hvor højt, man kommer op i bjergene, lød svaret!

 

 

 

"skrælle alle forstyrrende lag af og være 100 % til stede"

 

Forleden læste jeg på Outsite et pars beretning fra en vandring med telt på Hardangervidda. Skribenten kommer i det filosofiske hjørne og skriver (citat):

 

" Jeg tænker på en artikel, jeg har læst i Den Norske Turistforenings ”Vejviser til Vidda”. Her skriver Anders Waage Nielsen:

 

”Sett med ettertidens øyne er det lett å konkludere med at turen [...] endret noe i meg. Kanskje var det kammeratskap og guttebarsk humor. Kanskje var det de storslåtte øyeblikkene, da skyene revnet og solen viste vei. Eller kanskje var det noe så enkelt som lærdommen om, hvor godt det er å bli varm, nå man har vært kald, hvor tilfredsstillende er å bli mett, når man har vært svært sulten, hvor godt det er å hvile når man virkelig sliten...”

 

Jeg synes, det er essensen af det, fjeldet og naturen gir mig – gir os begge. At de mest simple ting i livet er de allervigtigste. At kunne nøjes med at tænke på at holde sig tør, varm, mæt og få søvn. Det er måske ikke meningen med livet, men ganske enkelt forudsætningen for livet. At leve i naturen er at skrælle alle forstyrrende lag af, og være 100 procent til stede, der hvor kun selve livets forudsætning er tilbage."

 

Skrevet af Rikke Halberg Mandsholm.

 

 

 

"Fjeldsind" - en udviklingsproces!"

 

Drivkraften er oftest en udpræget naturglæde kombineret med trang til udfordringer i vild natur. Oplevelsen af en indre harmoni i den store ensomhed er også en del af det.

 

At færdes i fjeldet/vildmarken er da også oftest forbundet med disse ting. Undertiden kan det være psykisk helende.

 

Men naturen er bare ikke altid behagelig. Mødet med vildmarken og dens kræfter kan under visse vilkår virke voldsom og skræmmende. Man må udvikle et fortrolighedsforhold til den mægtige natur og til sig selv i den.

 

I artiklen ”Fjellsinn” (kilder nedenfor) har Erik Arentz beskrevet udviklingen af fjeldsind gennem en proces bestående af forskellige stadier. Det behøver ikke være fjeldet, men kunne også være ørkenen, pampaen, regnskoven m.m. Men fordi Erik Arentz er nordmand, kommer det til at handle om fjeldet.

 

Han beskriver 3 fjeldprøver, som hver for sig må bestås, inden indtræden i det næste stadium kan finde sted. Prøvelserne består af forskellige voldsomme oplevelser i ensomt møde med den store natur. (F.eks. at fare vild i uvejr og usigtbart føre og måtte tilbringe natten ude uden ly og uden at vide, hvor man er). Når man er i stand til at gennemleve en sådan prøvelse i behersket sindsro, er man styrket og klar til at gå næste større fjeldprøve i møde. Eller man er kommet nærmere et forhold til fjeldet, præget af ”venskab” og fortrolighed.

 

Én af de 9 fjeldregler siger: ”Gå aldri alene”. Dette er en sikkerhedsregel. Erik Arentz påpeger dog, at det ultimative forhold til fjeldet netop opnås alene i selskab med kun fjeldet. (I selskab med en god ven, behøver man jo ikke nødvendigvis andet selskab).

 

Erik Arentz fremhæver perspektiver i processen, som rækker langt videre end blot til forholdet til naturen. Han påpeger et generelt personlighedsudviklende aspekt ved lange ensomme ophold i store og øde områder – og fremhæver her f.eks. nogle af historiens store tænkere og profeter. Også Fridtjof Nansen, der efter sine store bedrifter i polarområderne fik en central rolle i hjælpearbejdet for flygtninge efter første verdenskrig, fremhæves.

 

For Erik Arentz handler det om at udvikle en sund originalitet i samspil mellem det ensomme liv i naturen og den aktive konstruktive medvirken i et forjaget samfundsliv, hvor han ser en fare for ensretning og for udvikling af mennesker, der blot assimilerer og "følger strømmen". Begrebet "originaler" får hos ham en positiv klang!

 

(Artiklen ”Fjellsinn” blev første gang bragt i DNT’s årbog fra 1950 og siden gengivet i bogen ”Friluftsliv fra Fjidtjof Nansen til våre dager” fra det norske ”Universitetsforlaget”, der er en samling af det bedste litteratur om friluftsliv i Norge).

 

Trods det, at artiklen bærer præg af at være fra en anden tid, tror jeg, mange stadig vil kunne finde noget meget aktuelt i den. Oplevelsen af mødet med fjeldet er i hvert fald universel.

 

 

 

Det ultimative.

 

 

Han jagede bjørnen

 

- den skånede ham - .

 

Pagten blev livslang.

 

 

Jens Brun