Laplandstur 2018. 13.-30 juli

Sulitjelma-Staloluokta-Ritsem-og en rundtur nord om søerne til Sitasjaure- og retur til Ritsem

 

Til fotoalbummet, der hører sammen med denne beretning (ca. 100 billeder - der medfølger kortskitse af turen)

 

 

Indledning:

Planen for årets fjeldtur var at gå fra Sulitjelma i Norge, krydse grænsen til Sverige og følge markerede vandreruter til samevisten Staloluokta, hvorfra vi ville forlade afmærkningerne og gå mod øst ind i Sarek (stor svensk nationalpark uden hytter eller markerede vandreruter, gik også der i 2008) omkring Alkavare Kapel og krydse over et par højtliggende områder, Loutholahko og Pårte i sydøstlig retning og slutte turen i byen Kvikkjokk, der ligger syd for Sarek Nationalpark.

Usædvanligt varmt vejr kombinereret med et maveonde fik os dog til at ændre planen, så vi, i stedet for at gå ind i Sarek, fortsatte ad den lettere rute, Padjelantaleden nord for Staloluokta til søen Akkajure, hvorfra overfart til Ritsem Fjällstation på den anden side. Til sidst (hvor maveondet var ovre) en improveseret 4 dages rundtur i området nordvest og nord for Ritsem, først ad Grensleden og dernæst uden for markerede ruter rundt om søerne Ubmas, Sievgokjaure og Kätsak og via Sitasjaure retur til Ritsem. I sidste ende blev turen således alligevel en interessant og spændende tur med mindst lige så meget vandring som oprindeligt planlagt.

 

 

Gruppen:

Vi var 2 erfarne fjeldvandrere på turen, Ole, der bor på Falster samt undertegnede. Ole har mest sin fjelderfaring fra mangfoldige ture på Grønland, men har dog også været på tur i Finmarken og i Skotland m.m. Jeg har hovedsageligt min fra Skandinavien og en del andre steder, herunder også Grønland. Vi har sammen været på ture, bl.a. i Østgrønland i 2009.

 

 

Fra ruten i Sulitjelmafjeldene

Detlaljeret turbeskrivelse:

 

Rejsen til fjeldet foregik med fly, for mit vedkommende fra Billund via Oslo til Bodø. Ole fløj fra København, også via Oslo til Bodø, hvor vi mødtes på vandrerhjemmet sen aften fredag d. 13 juli. Lørdag skulle vi ud i byen og have købt gas, som vi jo ikke må medbringe i et fly. Desuden havde jeg planlagt en dagstur til bl.a. Bodøgaard Kunstsamling, som jeg besøgte som afslutning på min Laplandstur i 2014. Dette bl.a. for at få det til at passe med rejseforbindelsen videre til Sulitjelma. Der var kun forbindelse fra Bodø til Sulitjelma 1 gang dagligt, nemlig kl. 7.45 om morgenen. Vi kunne altså først komme på fjeldet søndag!

 

Ophold i Bodø og komplicerede rejseforbindelser: Vi fik købt vores gas og diverse småting, som vi efterlod på vandrerhjemmet og begav os derpå i retning af landsbyen Bodin med bl.a. en gammel kirke med en historie fra Norges første demokratiske valg i 1814. Vi gik derpå til Bodøgård Kunstsamling, som desværre viste sig at være lukket, siden jeg sidst var der i 2014. En stor skam, synes jeg. Der var en meget flot samling guldaldermalerier, hovedsageligt med motiver fra det nordlige Norge. Vi gik lidt rundt på de rolige og idylliske stier i lokalområdet omkring Bodin og passerede også skiltet til minde om krigsfangelejren, som fandtes i Skeiddalen under 2. verdenskrig.

Restaurantbesøg om aftenen samt tur til stationen for at købe togbilletterne til søndag morgen. Trods de mange tjek, som jeg syntes, jeg havde gjort: Toget kl. 7.45 gik ikke om søndagen! Vi fandt derefter ud af, at bussen, der skulle fortsætte de ca. 40 km fra Fauske til Sulitjelma som den eneste daglige forbindelse heller ikke gik om søndagen! Altså ingen forbindelser til Sulitjelma på en søndag!

 

Ny søgning på mobilos. Vi fandt, at der var bus til Fauske tidligt søndag morgen. Den tog vi; og så måtte vi jo se, hvordan vi kom videre. Nu skulle vi bare bort fra Bodø Vandrerhjem, som Ole efterhånden betegnede som et åbent fængsel! Fjeldet kaldte!

 

Vejen til Sulitjelma og fjeldet: Med nogen usikkerhed fik vi fundet bussens afgangssted i Bodø. Et sted, der hed Orestad Park. Bussen holdt ca. 100 m fra stedet, hvor vi ventede på den kl. 7.15. Vi løb og nåede den og kom dermed til Fauske Station som planlagt kl. 8.20. Derefter morgenmad på jernbanecaféen på Fauske Station. Herefter en kort diskussion: Skulle vi tomle den til Sulitjelma eller tage en taxa. Vi enedes om at ofre på en taxa, da vejen til Sulitjelma nok ikke var særligt befærdet. Dette viste sig overordentligt rigtigt, idet vi overhovedet ingen biler passerede på vejen til Sulitjelma!

 

Forhandling med taxachaufføren om pris: Til Sulitjelma by: 1000 NOK. Til Ny Sulitjelma Fjellstue: 1200 NOK – fordi vejen op til Ny Sulitjelma var en meget stejl vej med mange hårnålesving, som var hård ved bilen. Efter at have kørt og oplevet turen, viste dette sig at være fair nok! Men en rigtig flot tur op. Vi blev derved sparet for en opstigning i starten, som ville have taget adskillige timer!

 

Da jeg sidst besøgte Sulitjelma for mange år siden, var denne en mineby, hvor der blev produceret kobber. Der boede den gang nogle tusinde mennesker. I dag er kobberproduktionen indstillet, da produktionen ikke var i stand til at honorere tidens miljøkrav. Sulitjelma er derfor en døende by med kun nogle hundrede indbyggere tilbage. Dette giver også en ganske god forklaring på de dårlige trafikforbindelser til byen! Taxachaufføren fortalte velvilligt om historien og stedet m.m. og viste os et rigtig flot udsigtspunkt over Sulitjelma på vejen op.

 

 

 

Første vandredag. Ny Sulitjelma-Sårjusjaure:

Kl. ca. 10.45 var vi i fjeldet ved Ny Sulitjelma Fjellstue, der er en ubemandet hytte ved vejens ende. Hytten kan benyttes til overnatning. Vi havde altså en lang dag foran os. Vejret var gråt, og de højeste fjeldtoppe var dækket af skyer. Underlaget var grønt, frodigt og venligt med mange blomstrende fjeldplanter. Stille og roligt begav vi os på dagens vandring og begyndte at få fjeldet ind under huden. Vi steg op i større højde og fik hurtigt nogle store flotte udsyn over snefjelde og delvist isdækkede søer samt mere goldt og stenet terræn. Jævnlige små vandløb, som vi kunne mæske os i. Ret hurtigt mødte vi også de første flokke af rener. De blev fulgt af flere og større flokke dagen igennem. Vi passerede også flere større snepassager samt nogle mindre elve, der skulle vades. Dog ikke nogle, hvor støvlerne skulle af. Terrænet er ret stenet det første lange stykke mod grænsen.

 

Ud på eftermiddagen passerede vi den lille Sårjushytte, som jeg husker fra en gang i 80’erne, hvor jeg overnattede der sammen med min far og en fælles ven på en hytte-til-hyttetur fra Abisko til Sulitjelma. Den gang var der kun en enkelt lille hytte med max. 8 sovepladser. I dag er den første hytte suppleret med et par andre, som er bygget på stedet senere. Ubemandet overnatningshytte uden proviant. Vi fortsatte langs søen Sårjusjaure til østbredden af dennes udvidelse, hvor man ser ind i Sverige (grænsen er dog ikke synlig) og fandt der en velegnet teltplads i nogenlunde læ ved et lille vandløb. Selv efter, at vi havde slået lejr, kom der rener forbi ret tæt på.

Vi fik brænderne fundet frem og fik tilberedt det første tørrede aftensmåltid i fjeldet.

Dagens etape på 15-16 km blev tilbagelagt i behageligt vandrevejr. Et par enkelte mindre byger.

 

 

 

Anden vandredag. Sårjåsjaure-Jållevare:

Selv i løbet af natten røbede små grynt i ny og næ, at renerne var tæt på uden for teltene. Og da vi stod op kl. 7, sås de på afstand.

Vi indtog vores müsli og nescafe, mens skyerne langsomt fortrak sig, og det tegnede mere og mere til en solrig og varm dag. Vel en god halv time efter start passerede vi en hængebro eller måske rettere gyngebro (fordi den virkelig gyngede) over elven med smeltevand fra bræen ved Kokedalstinden. Vi fortsatte højt langs sydsiden af Sårjåsjaure, og efter endnu en halv time passerede vi et par overdækkede skilte ved den mærkede sti, som tydeliggjorde, at nu passerede vi grænsen til Sverige og Jokkmokks Kommune. Vi stødte her endnu en gang på et par store flokke af rener, som søgte at svale sig på nogle store snefaner, hvor de nok også har været fri for myg og andet kravl.

 

Efter endnu et par timer passerede vi den lille Sårjåsjaurestugan i søens østlige ende. En ganske lille hytte med nogle få sengepladser. Vi stoppede og tog en sludder med nogle andre vandrere, som havde gjort pause her. Et svensk ægtepar og to hollandske mænd.

 

Efter yderligere nogen vandring gennem en dal, holdt vi frokostpause på en lille knold i dalen. Efterhånden var det blevet rigtig varmt. På sådan en varm dag, finder jeg det naturligt at tage en lidt lang middagssiesta i de varmeste timer, som det i øvrigt er almindeligt i sydlige lande. Det var det ikke for Ole. Dette medførte en lidt hed diskussion. Vi fortsatte østpå gennem dalen, passerede broen over elven Staddajåkka og den lille klynge hytter ved samme navn (overnatningshytter for vandrere). Fortsatte langs elven Stalojåkka.

 

Varmen påvirkede mig en del. Vi fik dog tilbagelagt ca. 19 km, inden vi slog lejr på en lille hylde ved fjeldet Jållevare (nogle km før Staloluokta sameviste). Jeg tror, varmen gjorde, at specielt jeg var godt brugt den dag.

 

Fra lejrpladsen var der udsyn til den store sø, Virihaure, som samevisten ligger ved.

 

Efter opblødning af min tørrede mad samt kogning af denne, fik jeg af vanvare væltet hele gryden ud til fuglene! Det blev derefter det kolde bord til aften.

 

Vi lagde os godt brugte i soveposerne, mens den varme sol stadig bagte på teltdugene. Kort sagt blev det også en varm nat. Vi lå oven på soveposerne den første tid og krøb ned i dem ud på natten!

 

 

 

Tredje vandredag. Jållevare-Staloluokta:

Det blæste og luftede lidt mere til morgen. Og vi fandt et nyt sted til indtagelse af morgenmaden – på den anden side af en klippe, der gav læ. Jeg fik med møje indtaget min müsli, hvorefter jeg kastede noget af indholdet op. Efter at vi startede på dagens etape, fortsatte jeg med at have opkastningsfornemmelser og måtte stoppe op med hyppige mellemrum. Jeg valgte derfor at stoppe dagens etape allerede ved Staloluokta efter kun godt 6 km. Jeg indlogerede mig på den udmærkede fjällstuga, idet jeg tænkte, at en god sengeplads i skygge og lidt hyttefaciliteter ville være godt, da nu muligheden var der. Jeg trængte til en restitutionsdag.

 

Vi enedes om, at det nok var bedst at ændre turplanen og ikke gå ind i Sarek, som det så ud nu – med varmen og med min mave. Og valgte som alternativ plan at fortsætte ad Padjelantaleden til Ritsem. Dette var i modsætning til Sarek en mærket vandrerute med spredte hytter og helt sikkert en lettere strækning, end den hidtil planlagte rute gennem Sarek ville være.

 

Ole valgte at fortsætte lidt op ad stien og overnatte i telt lidt nord for Staloluokta. Der ville vi så mødes, når jeg fortsatte næstfølgende formiddag. Jeg tog altså en dag og en nat i hytten.

 

Sammen fik vi dog lige set den lille kåtekirke i Staloluokta, inden Ole fortsatte. En samisk kåte bygget som kirke. Hyggeligt indrettet med birkeris og renskind på gulvet til at sidde på samt et bålsted i midten og et alter samt en luge i loftet, som røgen kunne sive ud af, når der var bål. Kåten skal være bygget i 1971. Jeg husker den også fra min tur med min far og den fælles ven en gang i 80’erne.

 

Om eftermiddagen gik jeg til Parfas Kiosk for at handle. Den ligger nogle hundrede meter fra fjällstugan. En same har her indrettet en lille bod med salg af diverse produkter, bl.a. knækbrød, diverse pålæg, frysetørrede retter m.v. samt chokolade og andre gode sager til vandreturen – også lidt läsk. Det var derfor planlagt, at provianten her skulle suppleres til den resterende del af turen. Parfa havde et pænt stort udbud, så

Indendørs i kåtekirken i Staloluokta

der var god mulighed for at proviantere herfra. Inden turen havde jeg korresponderet lidt med Parfa via hans facebookside for at orientere mig om udbuddet!

 

Der var helikopter på heliporten flere gange i løbet af dagen, idet en del vandrere vælger at tage helikopteren til Staloluokta og starte eller slutte vandreturen her. Helikopterturene hertil udgår mest fra Kvikkjokk og Ritsem.

 

Den dag blev der i øvrigt målt 28 graders varme i Staloluokta, der ligger ved en idyllisk bugt i det sydøstligste hjørne af den kæmpestore sø, Virihaure, i hvilken samerne også driver fiskeri, når de om sommeren opholder her.

 

 

 

Fjerde vandredag. Staloluokta-lidt nord for Arasluokta:

Dagen startede med en tur til stugans toiletskur. På vejen passerede jeg et rypepar, som spillede vingeskudte for at aflede min opmærksomhed fra nogle unger. Som jeg egentlig så ofte har oplevet det Jeg tænkte bare, at hvis der var en rede netop her, måtte det skuespil finde sted umådelig tit!

 

Morgenmad og herefter ud på ruten. Først gennem samevisten og op ad skråningen efter denne. Efter nogen opstigning fulgte nogle store udsyn over søen Virihaure. Efter en times tid passerede jeg en lille sø, hvor Ole havde valgt at telte natten over. Han ventede her. Da jeg fortalte, at jeg igen på vej op til ham, havde været ved at kaste op, gav han mig en citrustablet, som jeg opløste i en liter vand, som jeg derefter indtog. Citrustabletter er ret gode til at få appetit af til at drikke vandet, blev jeg klar over på denne tur! En del op- og nedture fulgte på det næste stykke - og til stadighed store flotte udsyn.

Stadig sol og varmt. Dog luftede det lidt mere den dag, da der var en ret kraftig vind fra vest.

 

Efter en frokostpause gik vi ned i dalen ved Arasluokta (luokta = bugt på samisk), hvor der også ligger en sameviste og en stuga. Vi passerede stugan for at komme af med lidt affald. Derefter steg vi op over skråningen på den anden side dalen og kom igen op over birketræerne. Vi slog lejr på en god plet med drikkevand i en bæk samt stort udsyn over Virirhaure og slyngningerne fra en stor elv, Miellädno, som dovent slyngede sig ud mod den store sø. Bag søen var der også udsigt til snefjelde på den anden side. Alt i alt en udsigt, man godt kunne blive lidt beruset af!

 

Dagsetape: Ca. 12-13 km. Vi lagde os, efter at jeg med møje havde fortæret min aftensmad. En lang nat fulgte.

 

 

Femte vandredag – overliggerdag:

Dagen startede med, at jeg indtog min kaffe og min müsli og derefter kastede al indholdet op. Det var ikke min dag! Det var Ole, der venligt foreslog, at vi tog en overliggerdag – og evt. gik et lille stykke om eftermiddagen. Dette forslag bekom mig vel. Det meste af min formiddag blev tilbragt i teltet. Solen bagte, og jeg smed soveposen over teltet nogen tid for ikke at blive bagt derinde! Ole gik nogle småture i området.

 

Ud på eftermiddagen var jeg ved at være klar til at fortsætte; men så trak det op til torden. Der fulgte nogle kraftige regnskyl, som gik og kom resten af dagen. Det fortsatte næste nat med. Så vi blev!

 

 

 

Sjette vandredag. Lidt nord for Arasluokta-Låddajåkka:

Gråvejr og lave skyer, der skjulte fjeldtoppene. Jeg var friskere, så vi startede op igen. Vi havde dog ikke gået langt, før jeg igen fik opkastningsfornemmelser. Vi måtte hyppigt stoppe af den grund og tage længere pauser, som gik med at drikke vand med citrustabletter, som Ole gavmildt gav mig. Efter at have krydset broen over Miellädno, fulgte en lang, jævn og ikke særligt stejl opsigning på ca. 2-300 højdemeter. Efter at have krydset passet øverst, fulgte en lige så lang og jævn nedstigning på den anden side. Imens forsvandt skyerne langsomt; og solen fik igen magt. Over broen over elven Låddejåkka og lidt videre langs elven på den anden siden til stugan med samme navn. Et lille skilt med teksten ”Røkt fisk og glötkaker” ved stugvärtens residens bekom mig vel! Der var udsigt til noget andet aftensmad en den tørrede mad. Det var lidt over middag; men efter endnu en halvskrantende dag, valgte jeg igen en nat i hytte. Ole valgte at telte lige uden for mod betaling. Der var en del andre overnattende også, både ude og inde. Aftensmaden blev fortæret ved et borde- bænkesæt udenfor med udsigt til elvens brusen og nogle teltliggere på den anden side, som badede i elven. Der var også udsigt til nogle af Sareks sneklædte toppe og gletchere i øst!

 

Og jeg nød at spise noget mad, som jeg ikke havde besvær med at fordøje!

Udsigt over Vastenjaure

 

 

Syvende vandredag. Låddejåkka-de tre broer ved Sallohaure:

Næste morgen. På ny en flot solskinsdag ved borde- bænkesættet. Jeg lod müslien ligge og spiste i stedet knækbrød med ost og spegepølse, som jeg stadig havde samt rökt renost m.v., som gled lettere ned. Herefter ingen problemer med maven!

 

Da vi startede dagens etape, havde vi en samtale med 4 danskere – 2 generationer - som havde genkendt mig, fordi de kendte min hjemmeside! De havde også genkendt mig på en tur på Söderåsen i Skåne for et par år siden, sagde de! Vi havde en god snak!

 

Ole og jeg steg op over højderne og kom igen op på et plateau med nogle af de vide udsigter, som Padjelanteleden er kendt for. Denne gang var udsigterne rettet mod en ny stor sø, Vastenjaure og senere Sallohaure også med flotte snefjelde i baggrunden. Vi tog frokostpausen på et sted, hvor der var udsigt til en ny lille sameviste på en ø, Sallohaure. Længere fremme fik vi udsyn til det mægtige fjeld, Akka, som ses viden om, og som jeg efterhånden har set fra rigtig mange vinkler på flere af mine ture i svensk Lapland. Denne gang fra sydvestlig retning – ny vinkel!

 

Vi sluttede dagen med at passere den længste gangbro, jeg har set noget sted på fjeldet, nemlig den første af 3 broer ved samevisten Sallohaure. Ole skridtede broen ud til at være hele 85 m lang! Lige kort efter broen fulgte en god plan teltplads, hvor der i forvejen var et par telte. Vi valgte i hast også at telte her, idet vi kunne se, at et kraftigt regnskyl nærmede sig hastigt. Vi nåede lige akkurat at få rejst teltene og få sat os sammen under Oles oversejl, hvor han i tråd med tidligere dage på turen, gav en lille whisky efter lejrslagning. Vi nød whiskyen og udvekslede historier og erfaringer, mens regnen hamrede løs på teltdugen.

 

Efter en god times tid stilnede regnen af; og solen fik igen magt. Da fik vi kontakt med en ældre svensker, som også havde valgt at telte på pladsen, som han betegnede som sin yndlingslejrplads. Og fin var den da også – på en lille ø i et større delta. Der var broer til begge sider og en vidunderlig lyd af strømmende vand konstant, som dog heller ikke var for høj. Den ældre svensker var radioamatør og havde en lang antenne fra sit telt. Derfra kunne han så kommunikere med hele verden ved at morse – tror jeg nok! Det endte dog med, at svenskeren holdt en lang trættende enetale, som vi langt om længe fandt passende anlednnger til at trække os fra og tog et par småudflugter i det smukke terræn omkring den lille ø, som vi lå på. Derefter kastede svenskeren sig over den tyske kvinde, som også lå på pladsen. Så var det hendes tur til at lægge øre til! Dette varede til længe efter, at Ole og jeg havde lagt os i poserne!

 

Til aften holdt jeg mig fra den tørrede mad og nøjedes med at koge en Knorr suppe og supplerede med knækbrød og pålæg. Det kunne maven klare!

 

 

 

Hvad var det lige, der var i vejen med min mave???

Jeg har på rigtig mange ture gennem mere end 10 år baseret min turmad på forskellige hjemmetørrede middagsretter kombineret med kartoffelmos, som jeg i regelen har brugt til at jævne med samt min hjemmeblandede müsli med tørmælk i blandingen til morgenmad. Dette har i almindelighed været min basiskost på turene. Ole brugte noget lignende, som han også har brugt gennem mange år, dog gennemgående med ris i stedet for kartoffelmos. Flere af dem, jeg har været på ture med, har gjort tilsvarende. Men på nærværende tur var det som om, min mave reagerede, både på müslien og den hjemmetørrede turmad, som jeg på nærværende tur igen og igen kastede op. Efterhånden fandt jeg ud af, at jeg blot skulle undgå disse produkter for ikke at få mine tilbagevendende maveproblemer og opkastninger.

 

Noget andet, der måske også har spiillet ind: Den sidste aften før Staloluokta var Ole så flink at hente vand til mig – jeg var godt brugt p.g.a. varmen. Da bemærkede han, at der var en muggen lugt ved den ene af mine 2 drikkeflasker, en metalflaske med en lille åbning foroven – dette vakte hans mistænksomhed. Denne flaske blev senere smidt ud. Min teori er, at denne flaske kan have startet mine maveproblemer. Jeg tænker at fordøjelsen af müsli og tørmad kræver en del af maven, og at fordøjelsen af disse produkter derfor er det første, der bliver ramt, hvis der opstår maveproblemer. Jeg kunne godt fordøje andre produkter, herunder schwarzbrot, knækbrød og diverse pålæg samt fisk og glötkaker, som vi købte af stugvärden på Låddejåkk. Da vi senere ankom til Ritsem Fjällstation og provienterede til yderligere 4 dage derfra, købte jeg nogle frysetørrede retter, som jeg heller ingen problemer havde med at fordøje.

 

Når jeg tænker tilbage, har jeg også tidligere glimtvis haft lidt problemer med fordøjelsen af tørmad på lange ture, hvor jeg ikke havde alternativer, herunder på dele af min grønlandstur i 2016 og nogle dage på Laplandsturen 2014. I disse tilfælde har jeg dog kunnet løse problemet ved kun at tage en halv portion tørmad og i stedet spæde mere kartoffelmos til, hvilket øgede appetitten. Dette virkede bare ikke på turen i år. Til gengæld kom så muligheden for at proviantere med noget alternativt. Og dette var formentlig grunden til, at vi alligevel endte med at have en fin tur.

 

Under alle omstændigheder kommer jeg nok til at genoverveje mit madkoncept på fremtidige ture!

 

 

 

Ottende vandredag: De 3 broer til lige før nedgang til Vaisaluokta:

Om formiddagen gråt vejr og lave skyer, som skjulte de højeste fjeldtoppe samt let fugtig luft.

 

Fra øen ved de 3 broer har man to valgmuligheder, hvis målet er Ritsem. Vi valgte det vestlige alternativ over Kutjaurestugan til Vaisaluokta, da denne rute holder sig på åbent fjeld på et længere stykke end den østlige, som går i mere skov. Den vi valgte er egentlig en del af Nordkalotleden, men Padjelantaleden er den østlige.

 

Efterhånden som skylaget lettede, fik vi udsyn til det efterhånden ret berømte Allak fjeld, hvor en ung dansker, Joey Ravn, i 2012 forsvandt sporløst og har været genstand for gentagne eftersøgninger siden, men aldrig er fundet. Joey og hans kammerat havde slået lejr i nærheden af Kutjaurestugan. Joey gik alene til toppen af Allakfjeldet uden at medbringe et kort. Inden han skulle ned, havde tågen pludselig indfundet sig. Hvad der siden er sket, kan man jo kun gætte på!

 

Det første lange stykke til Kutjaurestugan går over nogle ret flade moser med en del pilekrat og stillestående vand. Godt at vi overnattede på øen, for det ville have været svært at finde gode lejrpladser her med adgang til rindende vand. Vi passerede broen over den rivende strøm, Sieberjåkka og dernæst Kutjaurestugan, hvorefter en længere opstigning fulgte. Vi passerede endnu et par mindre broer og gik langs søen Gårsajaure, ved hvilken vi holdt frokostpausen med udsyn til Allaktoppen på den anden side af dalen. Senere forbi en lille nødhytte, også med navnet Gårsajaure, og videre gennem en stenet dal, hvor der også var en hel del vidjekrat – lavt krat, som dog undertiden kan være vanskeligt at trænge igennem. Jo længere, vi bevægede os gennem denne dal, jo sværere forekom det at finde velegnede teltpladser. Til sidst, efter et rengærde og kort før nedstigningen til Vaiseluokta, fandt vi dog et sted tæt ved et vandløb, hvor vi valgte at telte. Grunden var ujævn, og da der ikke var meget jord at stikke pløkkerne i, måtte vi tage sten til hjælp for at holde dem på plads. Dagsetape ca. 18 km.

 

 

 

Niende vandredag: Nedstigning til Vaisaluokts, overfart til Ritsem Fjällstation og planlægning:

Nedture skaber altid nye store udsyn. Også denne, som går ned til den kæmpestore sø, Akkajaure, som er en reguleret sø, der indgår i den svenske vandkraftudbygning. Da søen er reguleret, har den tydelige døde bræmmer hele vejen rundt på det stykke, hvor vandstanden kan variere. Vi kom ned i birkeskoven, og hernede ligger der en større sameviste med ganske mange spredte hytter i terrænet. Det samfund strækker sig flere km langs den sydlige kyst af Akkajaure. Her passerede vi endnu en lille kåtekirke. Vi fulgte også stranden et stykke til den besynderlige bådebro, der er indrettet på et par lange skinner, på hvilke, den kan højdejusteres i forhold til den skiftende vandstand på den regulerede sø. Vandstandens skiften har et spænd på hele 30 m.

 

Vi satte os ved broen nogle timer for at vente på båden og indtog frokosten her. Vi havde en samtale med en same, som boede tæt ved. Han havde 4000 rener i fjeldet, og om sommeren skulle kalvene mærkes. Og så fortalte han, at han en gang havde spurgt sine børn, om de kunne nævne 3 danske byer. Svaret blev Aalborg, Tuborg og Carlsberg!!

 

Vandstanden var meget lav, nok som følge af den tørre sommer, så man måtte kravle langt ned over klipperne for at komme til bådebroen. Folk ankom i god tid og balancerede på stenene med større byrder, der skulle med over på den anden side. Stugvärden fra den nærliggende Vaisaluoktastugan bar f.eks. nogle store tunge batterier, som efter sigende vejede 40 kg! Ole bemærkede flere gange, at den adgang til en bådebro aldrig var gået i Danmark. Det gør den nok heller ikke i Sydsverige; men her nord for polarcirkelen er det nok noget andet!

 

Overfarten med båden Storlule til Ritsem varede det meste af en time. Betaling kunne foretages med kort!

 

Derefter et lille stykke på den landevej, der kommer fra Gällivare og ender ved

Vi har nået søen Akkajaure Fjällstationen.

 

 

Vi teltede ved fjällstationen og købte adgang hyttens faciliteter. Ritsem har ikke servering, men er baseret på selvhushold og har et veludstyret gæstekøkken, som vi benyttede. Der er også en lille butik, hvor der kan provianteres. Første indtryk var, at Parfas kiosk i Staloluokta havde et større udvalg!

 

Da, vi havde nogle dage til overs, planlagde vi en 4-dages rundtur, først ad Grensleden mod Norge og derefter uden for mærkede ruter nord om søerne Ubmas, Sievgokjaure og Kätsak til Sitasjaure og retur til Ritsem. Strækningen nord om søerne gik jeg også i 2014, hvor jeg fra Sitasjaure skød vestover mod den norske grænse og Nordkalotleden. Jeg fandt, at den strækning var værd at genopleve og ville gerne vise Ole den. Vi provianterede derfor til 4 dage og købte et kort over området (som jeg jo af gode grunde ikke havde medbragt)!

 

MEN vore svenske kontanter slap ret hurtigt op her. Og fjällstationens kortlæser fungerede ikke disse dage. Stugvärden endte dog med at love os, at kortlæseren nok skulle virke, når vi vendte tilbage 4 dage senere. Vi blev derfor skrevet til denne dag, idet han bedyrede: ”Jag liter på jer!”

 

Aftensmaden kom til at bestå af pizza, som vi varmede i ovnen og en Norrlands Guld øl til. Et rent luksusmåltid, som rustede os til yderligere 4 dages spændende vandretur.

 

Akka! Denne majestætiske fjeldtop på sydsiden af Akkajaure ses også fra Ritsem. Her nordfra ses den i en vinkel med markante gletchere, som jeg kendte lidt bedre fra tidligere!

 

 

Grensleden – et EU-støttet venskabsbyprojekt.

Grensleden er et EU-støttet venskabsbyprojekt mellem Gällivare Kommune i Sverige og Tysfjord Kommune i Norge. Stien forbinder de to kommuner, som grænser op til hinanden, men i øvrigt mangler en grænseovergang for biler. Kørsel med bil mellem de to kommuner medfører en meget stor omvej. Grensleden er på skovstrækninger afmærket med små stribede brikker, der er hængt op i træerne med snore, som på et tidspunkt rådner og falder ned. Heldigvis findes der noget gammel afmærkning fra før Grensledens tid, malet på sten og træer. Denne afmærkning kan man nogenlunde stole på, selv om der kan være lidt langt mellem mærkerne. Grensleden er der ud over forsynet med nogle spredte arkitekttegnede picnicsheltere med borde og bænke, som er fine nok at indtage frokosten i. Til overnatning på den ca. 65 km lange strækning er vandrerne derimod henvist til egne telte. Jeg tænker, at ressourcerne måske havde været bedre brugt på nogle overnatningsegnede sheltere/vindskydds! Grensleden går fra Ritsem (ca. 4 timers busrejse fra kommunens hovedby, Gällivare) til Sørfjorden i Norge, hvorfra der er bådforbindelse til selve Tysfjord/Køpsvik 3 gange ugentligt i sommermånederne! Så man må planlægge at slutte der på en dag, hvor båden går!

 

Første gang, jeg stødte på Grensleden, var på min tur i 2014 (afsnittet ”Dag 12 og 13: Off-piste fra Sitasjaure nord om søerne til Nordkalottleden”), da jeg efter at være passeret nord om søerne pludselig stødte på nogle gevaldige monumentvarder, som virkelig undrede mig. Jeg fulgte monumentvarderne et kort stykke, til jeg nåede Nordkalottleden og fulgte derefter denne sydpå til Hellemobotn i Norge.

 

 

 

Tiende vandredag: Grensleden fra Ritsem til Akkajaures vestende:

Et lille stykke ad vejen, der går til Sitasjaure. Derefter passerer man et stort skilt i et sving i venstre side, der markerer, at her begynder Grensleden. Man stiger brat op ad et langt stykke. Og på et tidspunkt når man også op over birketræerne og får et flot udsyn over Akkajaure og endnu en gang – fjeldet Akka syd for denne. Senere går stien igen ned i birkeskov. Stien følger stort set søen på nordsiden; men den går rigtig meget op og ned. Normalt tilstræber afmærkningen på vandreruter at udjævne højdeforskellene lidt, så man derved ikke bruger unødigt mange kræfter på stigninger og nedture. Dette princip synes helt at være fraveget på Grensleden. Mange små op- og nedture betyder samlet et stort antal højdemeter i løbet af dagen – det giver så ganske vist også nogle gode udsigtspunkter med jævne mellemrum. Men det kræver altså ganske mange kræfter.

Der ud over måtte vi jævnligt stoppe op og bruge tid på at kigge efter næste mærke, evt. gå tilbage til forrige mærke for at finde ruten igen.

 

Det passede lige akkurat, at vi nåede et af de berømmelige picnicsheltere til frokosten, præcist som en enlig dame, der gik i modsat retning, forlod det. Det kom belejligt, da der netop faldt en lille regnbyge.

 

Fortsatte efter frokosten, hvor det på en længere strækning var lidt svært at finde drikkevand. På et tidspunkt kom vi dog helt ned til Akkajaure og kunne der bevæge os ud over den brede golde bræmme og tage vand af søen. Herefter op over endnu et højdedrag, inden det igen gik ned ad til en bro over udløbet fra søen Ubmas. Efter broen mistede vi stien og gik langs vandkanten. Vi ledte forgæves efter shelteret/vindskyddet, der skulle ligge i Akkajaures vestende, men fandt en ganske god plads at telte på i skovkanten, hvor der samtidigt var udsigt til søen og til fjelde på sydsiden.

 

Vi gik godt brugte i poserne den aften efter anslået at have tilbagelagt 23 stærkt kuperede km.

 

 

 

Ellevte vandredag: Akkajaures vestende til nord for Ubmas og Kätsak:

I løbet af natten fik vi naboer, som teltede lidt tættere på søen. Nogle der var kommet ad vandvejen!

 

Fra vores lejrplads skråede vi lidt ind i skoven og fandt igen afmærkningen på Grensleden. Efter at have fulgt denne et kort stykke, fandt vi picnicshelteret inde mellem træerne. Dette var alligevel ikke meget bevendt til overnatning, så ikke meget at fortryde herpå! Herefter fulgte en brat opstigning på nogle hundrede højdemeter. Denne varede et par timer og trak tænder ud. Men den gav også ganske gode udsigter tilbage over Akkajaure! På et tidspunkt begyndte ruten igen at gå nedad, og vi enedes om, at tidspunktet var kommet til at forlade Grensleden, der bestandigt gik op og ned.

 

Vi forlod ruten – først op over en højderyg og dernæst et stykke ud og ind mellem nogle søer for at komme vest om søen Ubmas. Vi fandt en let overgang vest for sø 641. Vi holdt vores frokost i regnvejr ved et par klipper tæt ved denne. Herefter gik vi i østlig retning på langs ad en lang skråning, idet vi omhyggeligt undgik at tabe højde. Igennem et mindre pas, og derefter passerede vi sø 728 i udløbet. Støvlerne skulle af for at komme over her; men det var i øvrigt ikke et voldsomt vad. På dette tidspunkt havde vi allerede set flere større flokke af rener. Der var faktisk rigtig mange, som viste sig med jævne mellemrum. Efter sø 728 holdt vi stadig en smule til nord – derefter stort set stik øst. Vi kunne se søen Ubmas stort set hele tiden. På et tidspunkt, hvor vejret igen var klaret op, kom søerne Kätsak og Sievgokjaure også til syne. Nu var vi kommet til de udsigter, som jeg var gået for og fandt, at det var rigtig fedt! Det gav Ole mig helt ret i! Efter en udsigtspause, fortsatte vi til en lille dal med læ og flere vandløb, omtrent hvor jeg også overnattede en nat i 2014. Dagsetape anslået ca. 22 km.

 

Fra starten var det jo ikke planlagt, at jeg skulle komme her igen. Men det var værd at gense! Selv Akka kunne også ses herfra.

 

Teltplads med udsigt til søen Kätsak

 

Tolvte vandredag: Nord for Ubmas og Kätsak over Sitasjaure til Autajaure.

Vi sigtede efter Sitasjaure og holdt lidt til nord for ikke at tabe for meget højde og kom derved nok lidt rigeligt langt nordpå og ramte derfor sø 967 og måtte gå rundt om et stor fjeldknold, 1115, før vi vadede elven Njouvtjavjåkka, lidt langt oppe ad løbet. (Hvis jeg havde givet mig tid til at tage kompasset op af lommen, havde vi nok gået lidt mere præcist!) Derefter gik vi på langs ad en skråning i sydøstlig retning et langt stykke langs højdedraget Alitoavre. Mange små tværgående kløfter langs denne. Flot udsyn over den slyngede elv nedenfor, som munder ud i Kätsak. Syd for dette højdedrag drejede vi østover mod Sitasjaure på en betydeligt fladere strækning. Her var der igen mange rener, som også var lidt nysgerrige. Der fulgte en stor nedstigning til Sitasjaure, som fik Ole til at bemærke, at jeg godt nok måtte have haft en sej optur der i 2014, da jeg gik modsat!

 

Helt nede i Sitasjaure ligger en del hytter samlet i en sameviste. Der er også en mindre dæmning og nogle vandkraftanlæg, oprettet af elselskabet Vattenfall. Vi fandt ind på den lille grusvej, som ender blindt her i Sitasjaure. Desuden findes en STF-stuga, som jeg benyttede i 2014.

 

Vi fulgte vejen nogle km mod syd til søen Autajaure, hvor vi fandt en udmærket teltplads på en bakke på et næs med udsigt over søen. Her overnattede vi. Høj sol og en varm nat.

 

Ved Sitasjaure havde vi tilbagelagt ca. 20 km. Inden vi slog lejr på næsset, havde vi tilbagelagt ca. 27½ km.

 

 

 

Trettende vandredag: Grusvejen til Ritsem. Afslutning her.

Ca. 14 km ad grusvejen til Ritsem. Vi tog endnu en nat i teltene med adgang til hyttefaciliteterne, tog bad, vaskede lidt tøj, spiste pizzaer til aften og drak Norrlands Guld.

Kortlæseren på Ritsem virkede stadig ikke! Dog kom der en chance til aften for at få afregnet med stugvärden, idet han lånte en kortlæser af bådføreren på båden Storlule, som muliggjorde, at vi kunne afregne hans tilgodehavender med kort!

 

 

 

Hjemrejse:

Lørdag kl. 10.15 afrejse med bussen, som ankom til Gällivare kl. 14.15 – inkl. en halv times pause ved Stora Sjöfallet. På vejen var der udsigt til Sareks fjelde i syd, på en strækning, som jeg vandrede på i 2008. Vi passerede også den store dæmning ved Sourva, hvor vi startede nævnte Sarektur i 2008.

 

Vi tog overnatning på Gällivare Camping og rejste søndag videre med toget til Luleå, der er en meget venlig og smuk havneby i den inderste del af den Botniske Bugt. Byen er hovedstad for Norrbottens Län.

I Luleå fik vi en billig overnatning hos City Sleep, der er et lille internetbaseret hotel, hvor man booker online. På dagen for ankomst modtager man så en SMS med en kode til hoveddøren og ens værelse. Den eneste personale, vi mødte under overnatningen, var en, der gjorde rent!

 

Mandag rejste vi hjemover med fly. Skift i Stockholm.

 

 

 

Tele- og internetdækning på den tilbagelagte rute:

På intet sted på ruten oplevede jeg at kunne gå på nettet eller have teledækning på mobilen. Dog oplevede jeg på Ritsem Fjällstation, at der var andre, som kunne gå på nettet og have telekontakt der. Konklusionen er derfor, at det afhænger af, hvilket teleselskab, man har abonnement hos. Ole fik heller ikke teledækning i Ritsem. Jeg har abonnement hos selskabet 3, som er i Sverige, men åbenbart ikke dækker der.

Endvidere havde jeg inden turen en korrespondance med Parfas Kiosk i Staloluokta via dennes facebookside, hvorved jeg fik et indtryk af udbuddet. Parfa må derfor også have en internetdækning i Staloluokta, som jeg ikke kunne bruge.

 

Til gengæld medbragte jeg som på alle fjeldture min inreach satellitkommunikator, med hvilken jeg kunne korrespondere med mine pårørende derhjemme og, hvis uheldet skulle være ude, foretage et nødkald!

 

 

Links:

 

Til fotoalbummet, der hører sammen med denne beretning (ca. 100 billeder - der medfølger kortskitse af turen)

 

Min Laplandstur i 2014

 

Min Sarektur i 2008

 

Rejseplanlæggeren for Nordland Fylkeskommune

 

Den svenske rejseplan, Resrobot

 

Den norske Turistforening

 

Svenska Turistföreningen

 

STF om Padjelantaleden

 

Padjelantaleden

 

Om Grensleden

 

 

Copyright © All Rights Reserved