Jenses Vandringer/ Vandreture


Fjeldture Norge 2017

Beskrivelse udbygget 6. maj 2018. Og kort med indtegnet rute uploadet i fotoalbum for første tur.


Links til fotoalbums m.v. i tilknytning til beskrivelsen:


Fotoalbum for turen fra Bjåen til Kinsarvik (det nordligste Setesdalsheiane samt Hardangervidda Vest). Indeholder nu også et kort med indtegnet rute.


Fotoalbum for turen i fjeldet vest for Sørfjorden



Beskrivelse af områder, som turene indbefattede:


Hardangervidda  er kendt som Nordeuropas største højfjeldsplateau. Og det meste af Hardangervidda og da også et relativt fladt plateau, beliggende i 1200-1400 m’s højde. Der findes dog betydeligt mere kuperede dele af området, specielt den vestlige del, som ligger ud mod Odda og Sørfjorden og kulminerer med højder omkring 1700 m på massivet Nupseggi samt med horsten Hårteigen, 1690 m.o.h.,  som ligger lidt nordligere samt den nordligste del af Hardangervidda op mod Finse, som bl.a. indbefatter en af Norges store bræer, Hardangerjøkulen, hvor der nås højder på næsten 1900 m..


Mod nord glider Hardangervidda over i fjeldområdet Skarvheimen og Filefjeld. Mod syd glider det over i Setesdalsheiane. Alle disse højfjeldsområder hører samlet med til fjeldkæden, Langfjeldene. Samlet ligger stort set hele dette område over trægrænsen med en tundraligninde arktisk vegetation.


Hardangervidda er bl.a. kendt som hjemsted for Nordeuropas største vildrenstamme. En stor del af Hardangervidda, 3422 km2, er desuden fredet som Norges største nationalpark.



Setesdalsheiane er højfjeldsområdet, som ligger umiddelbart syd for det vestlige Hardangervidda, og ligger i forlængelse af denne. Setesdalsheiane strækker sig vest for den lange dal, Setesdalen, som man kører gennem, hvis man kører i nordlig retning fra Kristiansand. I lighed med Hardangervidda har Setesdalsheiane sit system af DNT-hytter og mærkede ruter at vandre på. Alle hytter  i Setesdalsheiane er selvbetjeningshytter (med udlagt proviant) eller ubetjente hytter (uden proviant), hvorimod Hardangervidda også har en del hytter med betjening.


For begge områder gælder, at de fleste hytter ligger langt fra veje, og at                     Parti fra ruten mellem Hellevassbu og Litlos

forsyningen af dem sker med små fjeldfly med vandski eller helikoptere, om               

vinteren evt. med snescootere. Der er rimeligt uberørt i begge områder. Dog har der

i Setesdalsheine været en del vandkraftudbygning, hvilket især medfører, at der er en del opstemmede søer med reguleret vandstand.



Sørfjorden på Langs - overordnet:

Fjeldet vest for Sørfjorden er ikke for nybegyndere, som agter sig ud på egen hånd. Men er man lidt fjeldvant, fortrolig med navigering med kort og kompas og er indstilliet på, at turen kræver gode kræfter (rigtig mange højdemeter) og evt. byder på overraskelser, er det et fint terræn at vandre i. Der findes nogle uofficielle ruter, som nogle lokale folk har taget initiativet til at mærke af. Men disse kan ikke aflæses på nogle kort. Derfor er det undertiden lidt spændende at støde på disse ruter og derpå langsomt finde ud af, hvor de ender! Hist og her kan der også være opsat nogle skilte med navne på specifikke toppe eller andre steder i terrænet. Man kan også med fordel følge disse. Man da de ikke er med på kortet, er det svært at planlægge efter dem.

Der er ingen afmærkede DNT-ruter. Men på DNT’s kort ut.no/kart kan man dog godt fremklikke et forslag til rute for en tur med telt. Man skal bare selv navigere og finde vejen.

Jeg havde udskrevet denne rute og nogle kort fra ovennævnte website. Men må efterfølgende konstatere, at jeg nok burde have anskaffet nogle købte kort. Kvaliteten af det udskrevne bliver lidt mangelfuld, når man har brug for at aflæse højdekurver, forløbet af vandløb, kanten af søer osv. præcist! Man har brug for noget præcist, når man navigerer her.

Yderligere beskrivelse af Sørfjorden på langs nederst på denne side.



Transport:

Kører man tog på Bergensbanen mellem Oslo og Bergen, krydser man ca. midtvejs på strækningen over den nordligste del af Hardangervidda, hvor toget normalt stopper ved Norges højest beliggende jernbanestation, Finse, der ligger 1222 m.o.h. Derimod er der ingen veje til Finse. Finse er et populært udgangspunkt for fjeldture, sommer som vinter. Skal man til den sydligste del af Hardangervidden med offentlig transport, kan man benytte Haukeliekspressen (bus) mellem Oslo og Haugesund og f.eks. stå af ved Haukelisæter Fjellstue. Kommer man fra Kristiansand, er der tilslutning til Haukeliekspressen via Setesdalsekspressen i Haukeli. Setesdalsekspressen har normalt én daglig afgang fra Kristiansand, nemlig om morgenen, så det passer bedst, hvis man overnatter i Kristiansand, hvilket f.eks. kan ske på Kristiansand Budgethotel, som ligger lige ved havnen. Færgeforbindelse til Kristiansand fra Hirtshals 2½-3 timer. Links til transport nederst i afsnittet "Andre relevante links".



Min opslåede fjeldtur i Outsite-regi på Hardangervidda Vest.


Turen gik fra Bjåen til Kinsarvik og indbefattede dermed også et stykke uden for Hardangervidda, nemlig strækningen fra Bjåen til Haukelisæter, der er en del af Setesdalsheiane. Bjåen-Haukelisæter kan vandres på et par dage, hvis man medbringer telt og kan overnatte midtvejs. Turen videre op over Hardangervidden var også planlagt som telttur, men kom dog til at indbefatte et par hytteovernatninger også, bl.a. p.g.a. det aktuelle vejrlig m.m.

Turen sluttede i Kinsarvik ved Sørfjorden – med stor nedstigning fra højfjeld til fjord. Der deltog dog kun 1, som havde tilmeldt sig min tur.


Rejsen til startstedet:

Vi startede med sejlads Hirtshals-Kristiansand om aftenen og ankom til Kristiansand ca. kl. 23. Vi fandt Kristiansand Budgethotel nogle hundrede meter fra færgen. Nøgle kunne på den tid af døgnet hentes på Shell-stationen ved siden af (når der var bestilt forud), hvor der også kunne købes morgenmad. Udmærket overnatning til vandrerhjemslignende pris og standard. Næste morgen kl. 8.45 steg vi på bussen Setesdalsekspressen (busstationen ligger også lige ved havnen) med kurs Evje-Hovden-Haukeli (søges via Agder Kollektivtrafik – se link nedenfor). Bussen var i Hovden ca. kl. 12.20 og i Bjåi ca. 10 minutter senere. Det er en meget varieret bustur, hvor højden stiger gradvist, og terrænet derfor også ændrer karakter gradvist.


Vandring fra Bjåi til Haukelisæter:

Denne strækning går gennem det nordligste stykke af Setesdalsheiane. Vi startede vandreturen ved Bjåi, men kunne også have valgt at starte i Hovden og gå via hytterne Sloaros og Holmevasshytta på vejen til Haukelisæter (en rute, jeg kender fra tidligere).  Ruten fra Bjåi til Haukelisæter er lidet befærdet, og der er ingen hytter. Distancen (ca. 30 km) passer med en overnatning ca. midtvejs, hvis man medbringer telt. Når man står af bussen ved Bjåi (ved fjellstuen lige efter søen Breidvatn), følger man først en lille blind vej mod vest de første ca. 1½ km. Vejen ender blindt ved en gammel hytte. Derfra begynder stien, der dog er dårligt afmærket på det første stykke, der starter med at stige op ad gennem birkeskov. Vi kom bort fra stien, men holdt dog retningen ved hjælp af kort og kompas og fandt igen sti og afmærkning, efter at birkeskoven holdt op. Man bør altså lige have styr på kompasset og kortet for at starte vandreturen der! (Bagefter kommer jeg dog til at se, at vi nok skulle være drejet fra vejen ca. 8-900 m inde)!! Efter at være kommet ud på det åbne fjeld, var det dog rimeligt let af følge afmærkningen på resten af strækningen. Der er desuden en trådt sti, som dog forsvinder lidt, når man går på sten eller i sne.  Vi teltede ca. midtvejs ved søen Langesæ. Det gik; men set i bakspejlet var der nok lidt bedre teltpladser i dalsænkningen ca. 1½ km før, hvor der også ville være mere læ for vestenvinden. Og masser af vand i elven.

I Vassdalen falder ruten sammen med ruten, der kommer fra Holmevasshytta syd derfor. Her skimter man svagt Haukelisæter, næsten 3 timer før, man ankommer til stedet!


Haukelisæter:

Vi ankom til Haukelisæter ved 18-tiden, samtidig med, at et stort regnskyl ramte. Vi indlogerede os på fjelllstuen og fik plads i en sovesal, hvor der ikke var andre. Vi spiste i cafeteriet, hvor der er en storslået panoramaudsigt til Ståvatn og de sneklædte fjelde på modsat side. Haukelisæter ligger ved Haukelifjeldvejen, som er en større fjeldovergang mellem Øst- og Vestnorge. Derfor er der også mange bilende gæster, og hytten er DNT’s største turisthytte, hvor man tjener overskud til driften af alle de andre små hytter, der ligger rundt omkring i fjeldene langt fra alfarvej.


Haukelisæter er meget brugt som startsted for fjeldvandringer, især på Hardangervidda, men også i Setesdalsheiane mod syd. Langtidsparkering mod betaling! Desuden passerer Haukeliekspressen mellem Oslo og Haugesund stedet flere gange om dagen. Busforbindelse også fra Kristiansand, hvis man skifter bus i Haukeli. Søg forbindelsen hos Norway Bussekspress.


Haukelisæter-Simleøyra-Hellevassbu:

Hidtil har vandringen foregået i det nordligste af Setesdalsheiane. Men nord for Haukelisæter kommer vi på Hardangervidda. Det ses, at ruterne her er en del mere befærdede, end de ruter, vi hidtil har fulgt. Ruten mod hytten Hellevassbu starter med stor opstigning på 3-400 højdemeter, hvorefter det går en del op og ned, men mest op. Ved Mannevatn runder man det østligste hjørne af det markante massiv, Nupseggi. Herefter går den i nogle højder med udsigt over søen Holmasjøen mod vest og det markante massiv på modsat side. Det fortsætter med at gå en del op og ned mod hytten Hellevassbu. 21 km fra Haukelisæter til Hellevassbu. Vi overnattede i telt lige efter en bro ved Simleøyra, godt 4 km før Hellevassbu. Om natten opstod en meget kraftig blæst, der holdt ved de næste par dage. Det blev derfor en kold morgen, så vi gjorde et mindre dagsophold i hytten mod at lægge kr 90. Vi brugte hyttens kogeblus og indtog en kop kaffe her, inden vi fortsatte vandringen. Jonas, min følgesvend, fik herved lejlighed til at stifte bekendtskab med det enestående hyttesystem i fjeldet, som indbefatter mere end 500 hytter, der ligger spredt rundt om i hele Norge. Hellevassbu er en selvbetjeningshytte. Man servicerer sig selv; men der var også en frivillig hyttevagt, som orienterede og tilså, at reglerne blev fulgt.


Hellevassbu-Litlos:

Den kraftige og kølige blæst fortsatte; men der var også flot sol stort set hele dagen. Det fortsatte med at gå en del op og ned, og der var store sneflader, som skulle passeres. Disse var lettest at gå på først på dagen, men blev blødere og derfor mere anstrengende op ad dagen, hvor temparaturen blev højere. Af og til nogle små vad; men der er broer de fleste steder, hvis man følger ruten. Plantevæksten er meget sparsom det meste af vejen på de bare og stenede flader; men i lavningerne, typisk langs rislende bække, forekommer små frodige pletter med græs og en varieret flora af forskellige blomstrende fjeldplanter.


Det var egentlig planen at overnatte i dalsænkningen ved Nordre Belebotn; men bl.a. p.g.a. den kraftige vind, valgte vi at fortsætte til Litlos Turisthytte. Vi indlogerede os på hytten, som er en betjent hytte, med fuldforplejning, hvilket indbefattede 3 retters menu og stort morgenbord samt sovepladser i en sovesal på tagetagen med lange sovehemse.


Det viste sig, at Jonas, min følgesvend havde fået en betændt vable på hælen, der efterhånden havde vokset sig betænkeligt stor. Vi så vablen an natten over; og om morgenen besluttede Jonas så, at han måtte stoppe vandringen der. Og hvad gør man så der langt ude på vidda? Jeg kontaktede værten på stedet og spurgte om muligheden for, at Jonas kunne få en helikoptertransport ud af fjeldet. Dette kunne lade sig gøre, fordi en helikopter var ventet med forsyninger samme eftermiddag. Det endte med, at Jonas fik en flyvning på lidt favorable vilkår til Tyssedal, hvorfra han kunne tage bus til Odda og finde rejseforbindelse videre derfra.


Litlos-Torehytten:

Jeg fortsatte derfor den videre vandring alene. (I 2014 i Lapland endte jeg også med at gå alene, fordi en anden måtte flyves ud af fjeldet. Jeg gik efter hjælp og kom derfor for langt bort fra gruppen, der i mellemtiden havde bevæget sig et stykke. (vi var faktisk 3 turledere på den tur) Jeg er lige ved at sige, at det næsten er et mønster).


Nord for Litlos kommer man ud på et højtliggende plateau, hvor den kraftige vind havde meget frit spil. Flere søeer, af og til en mindre dal og også flere udstrakte hårdtblæste sneflader, som måtte passeres - og så ikke mindst den markante horst Hårteigen, som ruten går lige forbi – og som ses vidt omkring fra en stor del af Hardangervidden. Hvor ruten passerer på den sydøstvendte side af Hårteigens stejle sider, går en lille markeret rute op gennem en meget stejl kløft til toppen, som regel på en hårdtblæst sneskråning, hvor man bogstavelig talt må sparke trappetrin ind i sneen med støvlerne, skridt for skridt. Jeg var deroppe i 2004. Turen op og ned tager ca. 1½ time. Denne gang lod jeg toppen være top og fortsatte vandringen helt frem til Torehytten, hvor jeg indskrev mig i hyttebogen. Skal lige huske at nævne den dybe karakteristiske kløft, som må passeres, kort før Torehytten nås.


Der var flere overnattende gæster på hytten, som jeg valgte, dels p.g.a. vinden, men også for at have selskab. Det er altid hyggeligt at snakke med andre vandrere på en hytte. En ung student fra Oslo havde valgt at tage hyttevagten i 14 dage. Fyrens mor var også på besøg et par dage. Desuden havde flere grupper nordmænd indlogeret sig. Til aften til kom desuden en gruppe unge hollandske studerende, som slog telte op udenfor p.g.a. økonomien. Disse brugte dog også hyttens faciliteter til ophold - og udtrykte sig overordentlig begejstret om det smukke land, som de besøgte for første gang! Bl.a. hørte jeg spørgsmålet: ”Do all norwegians hike?” He he!


Torehytten ligger smukt ved Øvre Solvatnet, hvor der altid, når jeg har været der, har været nogle flotte isformationer på søen, og desuden har været fyldt op af sne i kløften ved en stor karakteristisk fjeldhammer tæt ved. Desuden er der en bakke med interessant flora lige øst derfor. Her så jeg de første blomstrende fjeldsimmer (eller reinrose eller dryas – kært barn har mange navne). Når man bevæger sig til tops på bakken, fås desuden pludselig internetdækning på mobiltelefonen!

Vinden stilnede til aften, så det endte med at blive en smuk aften.


Torehytten-Stavali-Grøndalen:

Jeg fortsatte på en dag med stort set vindstille og overvejende gråt, men tørt vejr. Det klarede dog op sidst på dagen. Ruten fra Torehytten til Stavali er gennemgående præget af, at man går højt på nogle højderygge og derfor har rigtigt store og flotte udsyn. Af og til ned en i en dal og derefter op igen. Af og til et mindre, stenet stykke; men gennemgående ret let vandret. Det bliver dog mere stenet det sidste stykke mod Stavali, hvor man går gennem en nedadgående dal.


For variationens skyld fra tidligere, tog jeg en afstikker bort fra ruten. Ved Båtadalstjørni bøjede jeg af og fulgte i stedet Båtadalsbekken og dernæst søen Veivatnet til lidt efter Langanæsset, hvorefter jeg krydsede nordover mod Kyrmyssane for igen at støde til ruten ved Heinaberg. Dette sidste viste sig dog en del mere kuperet og besværligt, end jeg lige havde tænkt. Mest af alt kom jeg kort før Kyrmyssane til en brat nedadgående klippeskrænt, som det tog mig en del tid at finde en passende vej nedover. Og lidt efter måtte jeg af med støvlerne for at vade Rekadalselvi (dette var dog forudset). Herefter brat op for at ramme stidelingen ved Heinaberg. Dette var en flot afstikker, der bl.a. gav udsyn til en lille bræ ved Jarnhaugen, men er i øvrigt ikke en afstikker, jeg vil anbefale nybegyndere. Hold jer til den mærkede rute!


Derefter igennem Lonaskaret (skar = pas) og derefter forbi Lonavatnet, ned gennem en ret grøn, men også ret stenet dal forbi hytten Stavali. Jeg fortsatte rundt om et fjeldhjørne til Grøndalen, knap 3 km længere fremme, hvor jeg slog telt op. Udmærket at telte, selv om der er ret høj forvedet bevoksning af dværgbirk, som gør det lidt vanskeligt at slå teltet op. Til gengæld giver det en blød bund, når det er rejst! Der var fin sol nu. Og det blev en smuk aften i grøndalen. Anslået dagsetape ca. 22-23 km. Distance fra Torehytten til Stavali ad den officielle rute er ca. 19 km, normalt normeret til ca. 6-7 norske timer.


(Stavali) Grøndalen-Kinsarvik:

Fra min lille lejrplads i Grøndalen ventede nu, efter krydsning af elven, en mindre opstigning på vel ca. 100 m. Derefter et kortere stykke gennem Vierdalen. Herefter består resten af turen af en lang  og brat nedtur fra ca. 1100 m.o.h. til 0 m ved Hardangerfjorden. Sine steder går det på bratte skrånende klipper, hvor man skal passe godt på, især hvis det regner. Det gjorde det heldigvis ikke denne dag. Det meste af vejen ned følges elven Kinso, der tordnende kaster sig ned i nogle høje vandfald med jævne mellemrum.  Stien bliver efterhånden mere befærdet, idet mange blot tager en dagstur eller går nogle timer fra Kinsarvik op til vandfaldene på Kinso. Til sidst havner man på en vej, der snor sig nedad det sidste stykke til byen og videre til havnen i den lille bugt. Dernede er der campingpladser, hoteller og turistliv. Og der er bilfærge til Utne, der ligger på Sørfjordens modsatte side.


Alt i alt en rigtig smuk nedtur fra fjeldet gennem flere klimazoner!



Sørfjorden på Langs:

Overordnet om denne strækning: Læs i det indledende afsnit øverst.


Turen udskudt:

Efter ankomst til Kinsarvik var det min plan at tage færgen over til Utne og gå op i fjeldene på Sørfjordens vestlige side og gå ruten ”Sørfjorden på langs”. Men jeg tjekkede vejrudsigten og kunne se, at var udsigt til regn de første dage og dermed sandsynligvis lave skyer, og at jeg med fordel ville kunne udskyde denne tur nogle dage. Jeg valgte derfor at tage til Bergen med første forbindelse og fremskynde et planlagt familiebesøg der og derefter vende tilbage til Utne nogle dage senere for at gå i fjeldet på den side.! Dette viste sig at være et godt valg.


Min tur Sørfjorden på Langs (en ikke helt gennemført tur):

Jeg rejste med bus fra Bergen til Norrheimsund og sejlede derefter med en turistfærge fra Norrheimsund til Utne. Når man står af båden ved færgekajen og vil gå nævnte rute, går man lige op forbi kirken. Og snart efter begynder en lille kærrevej, som stiger op gennem en opstigende kløft/dal, Utnesdalen. Langs denne fandt jeg til min overraskelse en afmærket rute. Jeg fulgte denne og havde egentlig tænkt at fortsætte i kløften til Grimselvi - ca. ved trægrænsen - og derefter følge Grimselvi opad mod Grimsnuten, 1233 m.


Inden jeg kom så langt, nok lidt før 500-m kurven, stødte jeg dog pludselig på en lille malet skilt, der pegede op ad til højre med teksten ”Grimsnuten”. Jeg endte med at følge denne op gennem en masse krat og op gennem en slugt/kløft i nogenlunde stik vestlig retning – en retning, som jeg længe tænkte ikke var helt rigtig. Men efter flere hundrede meters stigning, bøjede afmærkningen efterhånden også mere sydover og indtog en retning, som huede mig bedre. Under opstigningen fik jeg jo efterhånden mere og mere udsyn over Sørfjorden fra stadig skiftende vinkler. Til sidst endte jeg på toppen af Grimsnuten, 1233 m. Omkring varden på toppen var der fæstnet en postkasse med noget reb. I kassen befandt sig en lille bog, hvori de, der havde besøgt toppen, havde indskrevet sig med navn, bosted og dato for besøget. Det samme gjorde jeg. Hidtil var der vistnok kun indskrevet norske navne og bosteder i bogen. Jeg kunne primært se meget lokale stednavne fra bygder i nærheden. Jeg husker ikke bestemt, om der var afmærkning det næste stykke. Jeg tror det. I hvert fald kom jeg snart til en ny top, Hausanuten, lidt tættere på Sørfjorden, med flot udsyn over denne. Også her var der en bog, som de besøgende på stedet, kunne indskrive sig i. Og det gjorde jeg selvfølgelig også!


Jeg overnattede kort efter Hausanuten på et udspring med stort udsyn over Sørfjorden. Man kunne også se Jåstadnuten, som jeg agtede mig op over den følgende dag. Og så kunne jeg se lige over til bygden Lofthus på fjordens modsatte side. Det blæste noget op til aften; men teltet blev stående.

Dagen var begyndt med skyet vejr, skyerne var langsomt lettet. Til aften var der stadig spredt skyet.


Den følgende dag blev en rigtig flot solskinsdag. Jeg pakkede telt og rygsæk og vandrede ned over et dalstrøg fra vest, inden om en kløft og gik igen op ad på sydsiden mod næste top, Rundenuten, hvor der også var en postkasse med en bog, man kunne indskrive sig i. Ind til videre var der afmærkning. Efter Rundenuten kunne jeg se, at terrænet blev betydeligt mere vanskeligt frem mod Jåstadnuten. Der var

Min overnatningsplads kort efter Hausanuten. Sørfjorden ses nedenfor.


nogle markante stejle klippeskråninger, som stillede sig i vejen for, hvor jeg egentlig havde troet, at jeg skulle gå. Jeg fandt nogle mærker, der gik mod vest. Og dem fulgte jeg så. Der blev længere og længere mellem de steder, hvor jeg kunne se mærkerne, måske fordi en del af den mærkede rute lå under sne. Jeg fik i hvert fald et par lange opstigende sneovergange og havnede oppe i noget blokmark. Ruten blev ved med at gå mod vest og drejede tilsyneladende ikke af mod Jåstadnuten, som jeg havde tænkt. Jeg havde måske troet, at terrænet ville blive lettere, når jeg først var kommet i højden, så det ville gå hurtigere frem. Men jeg måtte konstatere, at det vedblev med at gå op og ned konstant, og at jeg ikke kunne beregne, hvor de tilfældige afmærkede stier, jeg løb på, endte! Selvfølgelig kunne jeg i stedet tage en kompasretning og følge denne til Jåstadnuten og videre frem. Men som terrænet var, ville dette helt sikkert også give overraskelser. Så  jeg begyndte at se et probem i at nå ”Sørfjorden på langs” til ende inden for den planlagte tid i forhold til planlagt hjemrejse.


Derfor endte jeg med at vende om. Jeg sigtede mod at gå ned til Sørfjorden. Havde tidligt på dagen passeret et skilt, der viste til en nedgang til bygden Jåstad.  Denne nedgang sigtede jeg nu efter. Jeg gav mig herefter rigtig god tid. Vejret var prima; og når jeg bare kom lidt ned i læ, var der også rigtig varmt. Det blev til endnu en nat på en hylde med stort udsyn over både Sørfjorden og Eidfjorden.


Næste morgen. Nedgang til Jåstad. Først på højfjeld og senere gennem skov ned over de stejle skråninger til Sørfjorden, hvor det blev varmere og varmere. Det meste på en smal sti. Efterhånden endte jeg på nogle små grusede veje. Og til sidst havnede jeg helt nede ved de berømte frugtplantager. Hardangerfjorden er jo kendt som Norges frugthave p.g.a. det frodige mikroklima langs alle fjordens kroge og bifjorde. Her så jeg marker med både kirsebær, mirabeller, pærer og meget andet.


Jeg havnede på en lille vej, hvor jeg havde fundet frem til, at bussen ville passere kl. et eller andet – fordi busser i regelen kører igennem småbyerne for at samle passagerer op. Men jeg måtte konstatere, at jeg så bussen passere på den store vej nogle hundrede meter længere nede! Derfor endte det med, at jeg tomlede til Odda, hvilket faktisk gik utrolig let! Jeg kom simpelthen med den første bil, jeg stoppede! Og kom altså let til Odda, som er en gammel mine- og industriby i sydenden af Sørfjorden.


Og så gik jeg op til den sydlige ende af byen (og jeg siger opad, for det går ret meget op ad i Odda!) og indlogerede mig på Hotel Trolltunga, hvor jeg også tog aftensmad, inden busrejse til Kristiansand dagen efter.



Hjemrejse:

Efter morgenmad på hotellet, pakkede jeg og gik igen ned til centrum. Herfra tog jeg med Haukeliekspressen til Haukeli, hvor jeg fik et par timers ventetid, inden jeg kunne omstige til bussen til Kristiansand. Hele denne busrejse kan søges samlet på Norway Bussekspress (se link nedenfor). Hvis man evt. skulle rejse fra Kinsarvik, kan man søge strækningen Kinsarvik-Odda på skyss.no, som er rejseplanlæggeren for Vestnorge. Dette link ses også nedenfor.


Samme aften nåede jeg færgen fra Kristiansand til Hirtshals og var i land der ca. kl. 23.30. Jeg havde reserveret Bed &Breakfast i Hirtshals og meldt ud, at jeg ankom sent med færgen. Togrejse videre fra Hirtshals dagen efter.



Mine links:


Link til fotoalbum  fra turen fra Bjåen til Kinsarvik. Med billedtekster.


Link til kort over området for turen. Angivne stednavne i billedteksterne kan findes på kortet.


Link til fotoalbum med billeder fra området vest for Sørfjorden. Med billedtekster.


Link til kort over turen ”Sørfjorden på langs”.



Andre relevante Links:


Den norske Turistforening (vandre- og trekking organisation – driver bl.a. ca 500 turisthytter spredt i hele Norge)


Planlægningskort over hele Norge: Ut.no/kart.


Colorline Hirtshals-Kristiansand. Colorlines terminal ligger med let adgang fra Hirtshals Station.


Fjordline Hirtshals-Kristiansand. Ved rejse med Fjordline, skal man være opmærksom på, at der er langt fra Hirtshals Station ud til Fjordlines terminal. Der skal beregnes god tid til at gå dette stykke eller tage en taxa.


Kristiansand Budgethotel. Lige på havnen og ved busstationen (passer med eneste daglige bus gennem Setesdalen)


Agder Kollektiv Trafik: (Rejseplanlægger for Sørlandet)


Norway Bussekspress: Ekspresbusselskab med lange busruter i hele Norge.


Skyss.no (Rejseplanlægger for Vestnorge)


Kortbestilling norske vandrekort: Kartbutikken.no. Hvis det ikke lykkes at handle her, benyt i stedet www.scanmaps.dk, som er dyrere og tager længere tid; men det virker!  


Copyright © All Rights Reserved