Rondane med Alvdal Vestfjeld 2019


Til fotoalbummet tilhørende denne beretning (indeholder også kortskitse)

 

Indledning om Rondane og Alvdal Vestfjeld.


Rondane ligger øst for det nordligste af Gudbrandsdalen, lidt nord for Otta, og er et højtliggende område, der rummer hele 10 toppe, som er mere end 2000 m høje.  Med sine 963 km2 er Rondane et relativt lille område til fortsatte fjeldvandringer fra sted til sted. Så det typiske formål for besøg i Rondane er nok topturene til de mange 2000-m toppe. Rondane kan dog fint kombineres med tilgrænsende fjeldområder. Herunder Alvdal Vestfjeld, som ligger lige øst for på den anden side af Atnadalen samt med det udstrakte Dovrefjeld, som breder sig umiddelbart nord for.


Alvdal Vestfjeld er et gæstevenligt fjeldområde umiddelbart vest for byen Alvdal i Østerdalen. Begge områder ligger ret østligt i Norge, hvilket medfører et tørt klima i fjeldene i modsætning til mere vestligt beliggende fjeldområder, hvor regnmængderne typisk er betydeligt større p.g.a. stigningsregn fra havet. Dette ses i en mere tørketålende plantevækst, herunder i udpræget grad forskellige laver, hvis grålige farver i høj grad præger landskabet især i Alvdal Vestfjeld, men også i nogen grad i Rondane.


Grundet de mindre nedbørsmængder, er snemængderne i fjeldene i Rondane, de store højder til trods, begrænsede.


Specielt i Alvdal Vestfjeld er der flere gamle sætre, hvor der stadig kommer køer på fjeldet om sommeren. Dette kommer også til at sætte sit præg på en vandring i Alvdal Vestfjeld. Man møder her selvsagt ikke så mange vandrere, fordi området er mindre kendt.                                                                                                                                                                                                   Store udsyn i Alvdal Vestfjeld                        



Mit valg af område.


Egentlig var planen en Sarek-tur; men grundet forskellige omstændigheder, som ramte mig i foråret, bl.a. en svag højre akillessene, valgte jeg i år et fjeldområde, der ikke skulle ligge alt for afsides, og hvor vejen ud af fjeldet skulle være overkommelig, om det blev nødvendigt at stoppe vandringen. I både Rondane og Alvdal Vestfjeld er der et antal hytter og sætre med deres egne små veje, som fører ud af området. Man er derfor ikke milevidt fra civilisationen.


Desuden havde jeg minder fra en af mine tidligste fjeldvandringer sammen med min far og bror, da jeg kun var 15 år gammel, og min bror var 12. Jeg havde ikke været i området siden dengang! Turen blev dog ikke identisk med turen dengang!


Jeg medbragte mit lille telt, som jeg overnattede i de fleste nætter, men brugte i mindre grad også hytter.



Turen dag for dag:


Rejsen ud: Jeg rejste med X-busser fra Silkeborg til Frederikshavn, hvor jeg havde booket overnatning på B&B Hotellet helt tæt på havnen, hvorfra jeg skulle afsejle næste morgen. Dagsejlads Frederikshavn-Oslo fra kl. 9.15  med ankomst Oslo kl. 18.30. Billig overnatning i Oslo på  Sagaposhtel, et billigt hostel ca. 1 ½ km fra Danmarkskajen, hvor man deler sovesal med primært unge rygsækrejsende fra hele verden. Der er også opholdsrum og gæstekøkken. Tidlig afrejse fra Oslo S ved 6-tiden med forbindelse til Alvdal, ankomst Alvdal ved middagstid. Togskifte i Hamar og videre op gennem Østerdalen.


Herefter et par små indkøb hos Spar i Alvdal, inden jeg tog en taxa til Dølbekksetrene ude i fjeldet. Herefter var jeg klar at vandre ca. ved 13-tiden.



Første vandredag: Dølbekksætrene til Sølnsjøen


Ved Dølbekksettrene, hvor jeg blev sat af var der stadig ca. 6 km ad en lille grusvej til Kvislåsæter, hvor vejen ender. Ca. halvvejs kan man dreje ad sti mod Korsberghytta, en lille selvbetjeningshytte. Jeg fulgte vejen til Kvislåsæter. Vejen steg stort set konstant over de 6 km. Dølbekksetrene ligger lige ved trægrænsen, så jeg kom hurtigt over træerne og gik resten af vejen på åbent fjeld med vide udsyn. På kanten af dalen ned mod Kvislåsæter, tog jeg frokostpausen på en lille hylde i fjeldvæggen med udsigt vestover mod Storsølnkletten, 1827 m, som jeg huskede fra min tur som 15-årig. Ved et kig nordpå skuede jeg også Snøhætta, der ligger langt nordfor i Dovrefjeld!


Undrede mig over, hvor sæteren lå! Kunne ikke se bygninger. Jeg så den først, da jeg igen rejste mig og fortsatte ned over skråningerne. Kvislåsæter ligger i en dyb dalsænkning, og man ser først den gamle sæter, når man er helt nede. Den gang var der en sæter med køer og også en overnatningshytte for fjeldvandrere. I dag er var der bare nogle tomme bygninger. Jeg fortsatte over elven på en lille spang og steg derefter op ad skråningerne på den anden side. Sejt at komme op ad med den tunge rygsæk med telt og proviant til de mange dage (hjemmefra var sækken vejet til ca. 20 kg – det skulle være OK!)


Vejret var gråt, men tørt. Kom efterhånden op til de store udsyn, som i høj grad præger Alvdal Vestfjeld. Og de skønne grålige farver af rensdyrlav og andre laver, som også er karakteristisk for området. Snart hørtes også af og til en hjejles melankolske fløjt og nu og da også stenpikkernes skvæt skvæt på stenene. Ellers dyb stilhed.

Efter passage af en lille bæk, Fjordungsbækken, viste kortet, at der skulle dreje en sti fra og gå i nordvestlig retning – ind i den snævre dal mellem Storsølnkletten og Veslesølnkletten og videre mod Follandsvangen. Jeg brugte noget tid på at søge efter stien, men fandt den ikke. Studerede omhyggeligt kort og kompas for at være sikker. Jo, den skulle starte her! Jeg gik alligevel i den retning, hvor kortet viste, at stien skulle gå. Gennem høj bevoksning, som fordrede høje knæløft. På et tidspunkt konstaterede jeg pludselig, at jeg havde mistet kompasset og måtte tilbage for at lede efter det. Heldigvis kunne jeg jo huske, hvor jeg havde kompasset fremme og fandt det også det pågældende sted ved elven. Fremad igen. På et tidspunkt, hvor det gik nedad, krydsede jeg en lille kærrevej. Jeg fulgte denne, til den sluttede ved Sølnsjøen. En enkelt firehjulstrækker havde fulgt kærrrevejen og stod parkeret ved søens bred, hvor kærrevejen endte. Herefter fulgte jeg et lille spor og passerede et bræt over et vandløb, og slog derefter lejr ved søbredden. Blødte min tørrede mad op, mens jeg rejste teltet. Mens jeg spiste, kunne jeg iagttage en lille robåd med et par personer, der fiskede på søen. Der ligger et par små fiskerhytter spredt ved Sølnsjøens bredder. Til aften blæste en vind op ude fra søen, så det var rart at kunne sætte sig i læ af teltet, mens jeg spiste. Jeg nåede ca. 12 km den dag.



Anden vandredag: Sølnsjøen til Tverrbekkdalen


Jeg tog min morgenmad i teltåbningen, idet der stadig blæste en kold vind. Pakkede sammen og begav mig ind gennem Veslesølndalen. Og nu fandt jeg faktisk en tydelig sti med de karakteristisk røde T-mærker med jævne mellemrum. Efterhånden varmede solen, så ja, det endte faktisk med at blive en varm dag.  I nordenden af dalen bredte terrænet sig igen ud med rigtigt store udsyn i nordlig retning. Brede dale og afrundede fjelde og overalt den skønne grålige farve af den altdominerende lavvækst. Har ikke set lignende i andre fjeldområder, som jeg har vandret i. Og en lidt sjov fornemmelse at træde i den knasende lav!


Efter nogle timer passerede jeg Follandsvangen, der er en gammel sæter, hvor der stadig er køer på fjeldet om sommeren, dog næppe malkekøer. Der var også folk på sæteren, hvor der tidligere også skal have været overnatningssted for vandrere. Det er der ikke mere. Også her ender der en vej, så her er det almindeligt at parkere og vandre ud i fjeldet. Jeg mødte faktisk en gruppe nordmænd med let oppakning til dagstur. Efter Follandsvangen op ad endnu en lille vej til Nyhussætra, hvor vejen reelt ender. Også her var der køer på sæteren. Jeg holdt en lille kaffepause ved en bæk der, inden jeg begav mig op over langfjeldet. Tankede mine vandflasker her, så jeg også kunne have vand til frokostpausen. Store flotte udsyn tilbage mod Sølnkletterne. I det tørre klima er der længere mellem vandløbene end i mere vestligt beliggende fjeldområder. Så man skal tænke lidt længere frem m.h.t. vand.


Frokostpausen tog jeg i en lun gryde på Langfjeldet med udsigt til de markante toppe mod vest i Rondane. Der var faktisk vand i en lille bæk her, hvilket jeg jo ikke kunne vide, inden jeg begav mig opover. Efter frokostpausen fulgte en lang nedtur. Nede i dalsænkningen passerede jeg Bjørnsætra, hvor der ikke var folk, men dog køer på græs. Bjørnsætra ligger for enden af en lille simpel kærrevej, der sikkert er århundreder gammel! Ved en af bygningerne var der ophængt en lille postkasse, hvor turister opfordredes til at skrive en lille hilsen i en bog og fortælle om deres besøg. Opfordringen blev fulgt! Hyggeligt lille sted med hyggelige gamle bygninger og hegn!


Herefter havde jeg igen lidt besvær med at finde stien fremad. Jeg begav mig ud i terrænet uden om en mose, og derefter ramte jeg et spor, som jeg kunne følge fremover i retning mod Mjovassdalssæter.


Først et stykke gennem en dalsænkning i åbent fjeld. Derefter gik det ned i lidt lavere højde, hvor det begyndte med spredt birkebevoksning. Ramte igen en gammel kærrevej, der gik nedad. På et tidspunkt konstaterede jeg pludselig, at det spor, jeg fulgte, havde en forkert retning og endte nede i en dal, Grimsdalen, hvorfra det ville svært at komme ind på det rette spor igen. Op ad igen en god halv times tid, ind til, jeg kunne passere Tverrbækken. Efter at være kravlet op på den anden side, fandt jeg det rigtige spor. Jeg tankede mine flasker med vand i bækken og gik lidt frem og slog lejr.


Underlig fornemmelse at slå sit telt op oven i et tykt lag af knasende lav! Jeg valgte et sted i læ af nogle lave birketræer, da det igen begyndte at blæse lidt op. Smukt sted med udsigt over Tverrbekkdalen. Dagsetape ca. 20 km + den fejlagtige ned- og optur!


Nej, det var nok ikke de mest brugte ruter, jeg havde valgt. Derfor mistede jeg af og til sporet! Til gengæld rigtigt smukke landskaber, jeg passerede.


Tredje vandredag: Tverrbekkdalen til Dørålstjørnin.


Jeg vågnede op til en dag med truende grå skyer. Fortærede min morgenmad og havde egentlig lovet mig selv, at det skulle blive en relativt kort vandredag, da jeg faktisk syntes, at jeg havde brugt kræfterne rigeligt de første par dage. Sådan skulle det ikke helt komme til at gå!


Det endte med, at der lige faldt lidt småregn, som hurtigt var overstået. Jeg pakkede sammen og gik ad stien mod Mjovassdalen og dermed næste sæter, Øvre Mjovassdalssæter. Også denne er en ældgammel sæter med smukke og karateristiske gamle træbygninger. Der var køer på fjeldet, også her, men ingen mennesker. På den anden side kom jeg til at følge vejen, der fører til Mjovassdalssæter. Igen en simpel kærrevej, som er den eneste forbindelse til denne sæter. Sikkert adskillige hundrede år gammel. Meget ujævn. En traktor kan nok køre her – måske også en firehjulstrækker med god vilje. Men den er ikke til lastbiler! Hvordan får de køerne hertil? Vejen er særdeles kuperet. En stor optur på flere hundrede højdemeter, efterfulgt af en stor nedtur – ca. 6 km til fjeldbygden Stodsbuøye i Atnedalen! Køerne må stadig blive drevet herud de sidste 6 km ad denne vej! Og så bare tænke sig, hvilket arbejde de pågældende folk har haft for flere hundrede år siden med at etablere vejen med datidens midler!


Jeg passerede Stodsbuøye, der ligger øverst i Atnedalen i knap 800 meters højde. Fra gammel tid formentlig også en lille sommerfjeldbygd med en samling sætere. I dag er det vist mest en samling feriehytter i gamle rammer.


Jeg passerede vejen gennem Atnedalen og havde herefter igen lidt besvær med at finde stien videre frem. Det lykkedes ved at studere kortet nøje. Det kan undre, at der ikke står et lille skilt om, at her starter DNT’s mærkede rute, der fører til            På et stykke løber Atnaelven nede i denne dybe kløft                                                      Dørålsæter! Når først stien er fundet, er der en tydelig sti – og røde T-mærker! Det                                                                                                                               første stykke her gik gennem en meget lysåben fyrreskov, stadig med en skovbund, hovedsageligt bestående af knasende gråt lav. Jeg holdt min frokostpause ved kanten af Atnaelven, hvor der jo var drikkevand. Og tændte min mobiltelefon i forventning om, at når jeg nu var nede i Atnedalen og havde passeret en vej, så kunne der være dækning – og det var der! Lidt småkorrespondancer og FB opdateringer!


Fortsatte efter frokostpausen og havde på kortet udset mig en bestemt lille sø, Langtjørni, ved hvilken jeg ville slå lejr. Det første stykke går stien langs Atnaelven. Det gør den i virkeligheden; og det gør den også på kortet. Lidt nord for stien går der en vej, der fører til Dørålsæter. Ifølge mit kort går stien ud til vejen omtrent ved den sø, hvor jeg havde tænkt at slå lejr. I virkelighedens verden fortsatte stien langs Atnaelven, som efterhånden kommer til at løbe nede i en dyb kløft, hvor man ikke sådan bare lige kravler ned for at hente drikkevand! Til den anden side, hvor vejen skulle gå, var der voldsomt kuperet, og jeg kunne ikke se nogen vej. For så vidt kunne jeg bare slå lejr, for der var lækre pladser med udsigt over den kløft, som elven løb i. Men jeg manglede vand, og der var ikke rigtig nogen små vandløb! Derfor måtte jeg jo fortsætte og konstaterede på et tidspunkt, at nu måtte jeg for længst have passeret stedet med den tænkte lejrplads ved søen ved vejen! Pludselig fandt jeg et spor, der drejede til højre. Jeg fulgte det brat op ad. Sporet gik ikke helt ud til vejen, men bragte mig dog til et sted, hvor jeg kunne se den. Så skød jeg tværs over og fulgte derefter vejen en lille km til en helt anden sø, Dørålstjørnin, som ligger 4 km længere fremme end den tænkte sø. Jeg slog lejr ved denne sø!


Det var en fin sø med fine omgivelser. Bl.a. var her et særdeles rigt fugleliv, lidt ud over, hvad jeg er vant til at opleve på fjeldet. Jeg kunne genkende både troldænder, thorshøns, bjergvipstjerter (ganske mange af slagsen) og derudover flere arter, som jeg desværre ikke formår at sætte navn på!


Min hjemmetørrede mad, som jeg for en gangs skyld supplerede med ris for at prøve noget nyt, gled let og elegant ned og spist med velbehag. På sidste års fjeldtur i Lapland havde jeg lidt problemer med fordøjelsen af den tørrede mad. Konklusionen er herefter, at det ikke er den tørrede mad, der er problemet, men derimod det, jeg supplerer den med. Jeg har mest brugt kartoffelmos.


Dagsetape ca. 18 km.



Fjerde vandredag: Dørålstjørnin til Langglupdalen.


Jeg vågnede op til en smuk og vindstille morgen ved søen. Efter indtagelse af lidt kaffe og en portion müsli pakkede jeg sammen og begav mig afsted ad vejen mod Dørålsæter.


Ved Dørålsæter ligger der hele 2 turisthytter, som samarbejder med DNT. Nedre og Øvre Dørålsæter. Jeg lagde vejen ind omkring nedre Dørålsæter, idet jeg lige trængte til en god kop ægte kaffe (ikke nescafe) og et stykke brød. Det endte med, at jeg fortærede så godt, at jeg acceptere at betale for en fuld morgenmad!
På Nedre Dørålsæter havde de i øvrigt også en sort gris med navnet Fred, som gik rundt og hyggede sig med gæsterne!


Efter Dørålsæter passerede jeg et lille skilt om, at nu passeredes grænsen til Rondane Nationalpark! Lidt ude af stien passerede jeg et par norske damer med let oppakning, der spurgte efter stien til Høgronden. De stod ved et skilt, hvor der stod vist vej til Rondvassbu og Bjørnhollia, men ikke til Høgronden, som de ville bestige. Jeg læste mit kort og fortalte dem, at stien delte lidt ude. Gad egentlig vide, om de havde et kort??


Langsom stigning i stenet terrræn gennem en opstigende kløft gennem Bergsdalen de næste timer. Nu mødte jeg med jævne mellemrum andre på ruten. På et tidspunkt, når man er højest oppe, passeres en stor sidedal mod syd, Rondvassdalen, der ender nede ved den store centrale turisthytte i Rondane, Rondvassbu.


Jeg fortsatte sydøstover gennem Langglupdalen i retning mod Bjørnhollia. På et tidspunkt har man Rondanes højeste punkt, Rondeslottet, 2178 m, på sin højre side.

Stejle klippeskråninger op til dette imponerende bjergmassiv. På den anden side af Langglupdalen ligger så Høgronden, 2115 m.o.h.. I selve dalen er man nok i ca. 13-1400 meters højde i den højstliggende del af dalen. Derefter skråner det gradvist nedad.


Jeg havde været lidt spændt på den sydøstvendte dal, idet vindretningen den seneste tid havde været netop sydøstlig - mest med henblik på at finde en god teltplads. På dagsetapen mærkede jeg dog ingen specielle problemer i den retning. Terrænet er stenet med decideret blokmark en pæn del af vejen. Derfor er der ikke mange steder, hvor det er egnet til teltopslagning.


På et tidspunkt, hvor jeg var igennem det meste af dalen og var kommet ned i lavere højde med større grønne partier, fandt jeg en dejlig plan slette, hvor der tilmed var udsigt. Der var også en bæk med vand lige derved. Kun meget minimal vind, der virkede til at komme fra en kløft i fjeldet oppe ved Rondeslottet. Altså ikke lige den retning, jeg havde regnet med.


Jeg slog mit lille Hellsport Ringstind Superlight 1-2 op med fodenden vendt imod vindretningen, som det egentlig er beregnet, at man skal. Der gik dog ikke lang tid, før det begyndte at blæse mere kraftigt; og jeg trak et andet sted hen for at finde læ til at tilberede en frysetørrret ret (fordi jeg ikke ville bruge tid på at bløde min hjemmetørrede mad op). Lidt senere begyndte det også at småregne. Det endte med, at jeg spiste i teltet.


Snart begyndte et vejr med kastevinde, der i starten godt mest kom fra den kløft oppe ved Rondeslottet, men senere også begyndte at komme fra alle mulige uventede retninger. Et Hellsport Ringstind Superlight 1-2 har kun én teltstang, og vinden skal helst ikke komme fra hovedenden, hvor teltdugen går skråt ned. Så det blev faktisk en særdeles spændende nat, der ikke levnede meget tid til søvn. OK, jeg hvilede selvfølgelig og fæstnede min lid til, at teltet nok skulle holde; men det larmer jo gevaldigt i sådan et telt, når vinden tæsker løs og rykker i alle mulige retninger!  Buen i teltstangen blev jo nogle gange næsten lagt ned, men rejste sig hver gang igen! Regnen blev også mere kraftig og fortsatte natten igennem.


Dagsetape: Ca. 20 km.



Femte vandredag: Langglupdalen til Bjørnhollia. Og hytteovernatning.


Jeg havde egentlig tænkt, at jeg kunne ligge og lade vejret drive over, før jeg pakkede sammen. For egentlig havde jeg det jo helt fint i teltet. Men så pludselig kom vinden mest fra sydøst, altså fra teltets hovedende. Med min længde på 195 cm og teltets længde på 235 cm, der går skråt ned i hovedenden, så skal der vist ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan teltdugen med den vindretning blæste ind omkring mit hoved og fik yder- og indertelt til at falde sammen, så vandet går igennem. Det gik nogen tid ved, at jeg manuelt holdt teltdugen ude. Så tog jeg en hurtig gang müsli i teltet – kaffen måtte jeg droppe den morgen! Så pakkede jeg alt inde i teltet sammen og pakkede det i rygsækken, som jeg dernæst satte udenfor. Teltet blev, som altid, pakket sammen til sidst og så ned øverst i sækken. Derpå afsted!
Stort set alt i teltet forblev dog tørt, undtagen min fleezetrøje, der var lidt våd på den ene side, fordi den havde ligget helt oppe i teltets hovedende, hvor inder- og ydertelt faldt sammen!


Herefter fulgte godt et par timers vandring på en stenet sti til Bjørnhollia. Lidt op og ned hele vejen med udsigter mod Atnedalen og Atnesøen i det tunge regnvejr og den kraftige vind.


Nede i et hul så jeg, at en anden vandrer havde slået sit telt op. Han havde vist valgt en mere heldig placering dernede!


Jeg havde tænkt at kunne indlogere mig tidligt på Bjørnhollia og så få noget af den søvn dækket ind, som jeg var blevet snydt for om natten. Men nej, på Bjørnhollia indlogerede de ingen før kl. 14, fordi alt skulle vaskes først! Så jeg opholdt mig udenfor og fandt en lille kåte, hvor jeg kunne sidde og spise noget frokost.                     Efter en stormfuld nat i Langglupdalen

Derefter var det jo ganske hyggeligt at blive indlogeret på en norsk DNT-hytte. En kop kaffe i pejsestuen og en snak med andre vandrere, som også ofte har nogle spændende fjeldeventyr at berette om. Jeg traf sammen med et svensk par fra Göteborg, som havde vandret mange af de samme steder i det nordlige Sverige, hvor jeg også selv har vandret, bl.a. på Padjelantaleden. Også dette par vandrede med telt, men havde i dagens anledning fundet det passende at indlogere sig. Der var også et dansk-norsk par, hvor manden kunne fortælle, at han havde besteget samtlige Norges 235 toppe, som var over 2000 m høje! Jeg placerede mig sammen med disse to par ved middagsbordet om aftenen, hvor der var 3-retters menu, som det er kotumen på disse hytter. Og det var god mad! Derefter kunne man tage sin kaffe/the med i pejsestuen.


Fik tørret teltet i hyttens tørrerum. I øvrigt stilnede regnen senere samme dag, så det ville være blevet tørt alligevel!
Dagsetape: Ca. 6 km.



Sjette vandredag: Bjørnhollia til Rondvassbu.


Fin dag med overvejende sol. Turen mod Rondvassbu starter med noget opstigning til Illmanndalen, som man herefter vandrer igennem. Bratte fjeldsider op til begge sider. Midt i Illmanndalen ligger nogle søer. I mikroklimaet i denne dal var der i korte perioder meget varmt.  Til sidst nedstigning til Rondvassdalen og dermed Rondvassbu, der er DNT’s største hytte i området. Ved Rondvassbu er der også mulighed for at leje teltplads med adgang til hyttefaciliteterne så som f.eks. toilet og bad samt tørrerum m.v. Det valgte jeg. Teltpladsen ligger umiddelbart nord for hytten lige ud til Rondevatnet. Dagsetape ca. 13 km.


Der fører en vej til Rondvassbu; men da Rondvassbu ligger inden for nationalparken, må der ikke køres til Rondvassbu i private biler. Derfor ligger der en stor parkeringsplads ved nationalparksgrænsen ved Spranget ca. 6 km syd for Rondvassbu. Herfra kan man så leje cykel og cykle til hytten og få bagagen transporteret på Rondvassbu’s store trailer. På den måde kommer mange gæster lige til hytten. Mange tager et kort ophold med bestigning af en af de toppe, der ligger i omegnen. Og derefter ud til Spranget igen. Der er en vrimmel af lejede cykler omkring Rondvassbu.


Jeg valgte at spise middag på hytten den første aften. Der var rigtig mange til spisning; og der var 2 bordsætninger i løbet af aftenen. En bordsætning omfattede ca. 130 personer (eller der omkring), så der er altså blevet bespist ca. det dobbelte antal personer. Det siger sig selv, at der ikke er plads til alle de mennesker i pejsestuen. Og jeg var godt tilfreds med at ligge i telt, frem for at skulle ligge i en stor sovesal med så mange!

Syvende vandredag: Bestigning af Storronden.


Jeg valgte at tage en overliggerdag og få hvilet lidt og bestige Storronden. Dette lyder måske lidt selvmodsigende. Men til sådan en dagstur, der går samme vej op og ned, afmonterer jeg toplommen fra min rygsæk og bruger den som bæltetaske (den kan spændes rundt om maven) og bærer de få ting deri, som skal med på en dagstur. Så kan man klare mange hundrede højdemeter. Turen op og ned viste sig at være klaret på mindre end 4 timer. Storronden har en højde på 2138 m.


Og så havde jeg jo egentlig rigelig tid til at få hvilet ud bagefter. Jeg kunne eksempelvis også have valgt en tur til Rondeslottet og brugt et større antal timer på dette. Rondeslottet er 2178 m højt på det højeste sted.


Til aften spiste jeg af min egen tørrede mad tilsat ris. Spiste med velbehag.



Ottende vandredag: Rondvassbu til Høvringen:


Man starter med at gå nogle hundrede meter sydpå ad vejen fra Rondvassbu. Derefter drejes mod vest på bro over elven, og efter at have passeret dalen, stiger man op over skråningerne på den anden side. Så følger en fantastisk flot etape med rigtig store udsyn. Man ser bl.a. fjerne snefjelde, beliggende så langt borte som i Jotunheimen, når man ser mod sydvest. Nede i dybet aner man også undertiden, at dernede ligger Gudbrandsdalen. Og man ser Mysusæter mod syd.  I nord har man hele dagen nærmest en mur af høje fjeldtoppe. Og så skinnede solen fra en næsten skyfri himmel.


Midt på dagen passeres Peer Gynthytta, der ligger for enden af en lille kærrevej fra Mysusæter. Peer Gynthytta er nærmest et lille traktørsted, hvor der sælges vafler     Fra opstigning mod Storronden. Udsyn i sydvestlig retning                                                og kaffe, som kan nydes i solen eller indenfor. Efter denne hytte fortsættes                                                                                                                                           gennem en snæver dal langs Vassebekken, der stiger ganske lidt hele vejen. Ca. 4 km længere fremme passeres Smuksjøsæter Fjellstue ved en sø. Efter et kort stykke vej fortsættes ad sti til Høvringen.


Høvringen er en større samling feriehytter, hoteller og andre turistfaciliteter på kanten af fjeldet over Gudbrandsdalen. Der skal være jævnlig busforbindelse ned til Otta. Der er også en landhandel i Høvringen.


Jeg startede med at gå til Brekkesæter, der på kortet var angivet som DNT-hytte, idet jeg regnede med at leje teltplads på samme vilkår som ved Rondvassbu. Denne mulighed viste sig ikke at eksistere der. Sovesal fandtes heller ikke. Man kunne leje et værelse og købe fuld middag. Et tilbud, som jeg fandt var alt for dyrt. Kiggede herefter til Haukli Hotel, hvor der var angivet at findes en campingplads. Jeg fandt en plads med autocampere og fandt, at det ikke lige var mig. Derefter gik jeg lige ned og fandt en dejlig plads under nogle fyrretræer ved en kløft med en brusende elv. Her slog jeg lejr og tog min sidste frysetørrede ret på min lille plet med udsyn over elven. Lidt længere nede lå en bålplads, hvor der var gang i noget bålhygge med nogle børn, som nok ferierede på et hjem i nærheden.
Dagsetape: 21 km.


Til aften gik jeg en smut for at finde stien mod Putten Sæter dagen efter. Jeg fandt den ret tæt på.



Niende vandredag: Fra Høvringen over Putten Sæter til Formo (i Gudbrandsdalen).


Det første stykke ad en snoet sti mellem hytter. Dette sluttede dog snart. Så fulgte en opstigning op gennem et pas. Herefter fulgte endnu en gang et stykke højfjeld over trægrænsen i sydlig retning. Herfra endnu en gang store udsigter mod Jotunheimen i vest. Forbi en sø, Harrtjønnin, og gennem en dalsænkning i sydøstlig retning mod Putten Sæter, der er et vandrerhjem. På vejen endnu en gang udsyn mod øst til de høje toppe i Rondane. Ved Putten Sæter et kort stykke på grusvej mellem nogle hytter. Herefter ud på stien til Formo-lien. Først et stykke lidt vandret på kanten af Gudbrandsdalen. Derefter gik det brat ned over adskillige hundrede højdemeter på fjeldsiden til nævnte dal. Jeg endte ved en lille samling gårde, Formo, ca. 9 km nord for Otta ved den store hovedvej, der går gennem Gudbrandsdalen. Etape: Ca. 11 km.

Herefter tændte jeg mobiltelefonen og kaldte en taxa for transporten til Otta Station.




Ophold i Lillehammer på hjemrejsen:


Om eftermiddagen kørte jeg i ekspressbus fra Otta til Lillehammer. Undervejs bookede jeg en lille lejlighed for et par overnatninger i Lillehammer gennem Airbnb. Jeg ville se lidt i Lillehammer, da det var mange år siden, jeg sidst havde besøgt denne by. Dagen efter besøgte jeg bl.a. Olympiaparken, Maihaugen Frilandsmuseum, der bestemt kan anbefales samt Norsk Olympisk Museum.


Om eftermiddagen næstfølgende dag – tog til Olso og derefter videre rejse med natfærgen Oslo-Frederikshavn med kahytsplads.



Opsummering:
Dette var min tur gennem Alvdal Vestfjeld og Rondane. Jeg ville se noget nyt og kom derfor ud på nogle lidet befærdede ruter, der derfor voldte en del besvær – hvor der delvist manglede afmærkning m.v. Dette gjorde, at jeg af og til kom på afveje og fik uforudset besvær. Det var dog en rigtig flot tur, især gennem Alvdal Vestfjeld. Rondane udmærker sig ved sine store toppe og højder. Men jeg finder Alvdal Vestfjeld langt smukkere! Og interessant med sine jævnlige sætere.

En lettere rute havde nok været at gå direkte over Kongsberghytta-Breisjøsæter-Bjørnhollia-Rondvassbu-Høvringen og slutte der. Evt. over Storgrytdalssæter og Rondetunet.



Links:


Til fotoalbummet tilhørende denne beretning (indeholder også kortskitse)


DNT Den norske Turistforening


Planlægningskortet Ut.no/kart


NSB De norke Statsbaner


www.en-tur.no Norges nationale rejseplanlægger



Copyright © All Rights Reserved