Sarek Nationalpark, Svensk Lapland, 2008



Til  fotoalbum for den aktuelle tur til Sarek her.

(Indeholder 75 fotos inkl. rutekitse). Vælg evt. fuldskærm!


Ruteskitsen ses også her til højre. Klik på kortet  to gange for at se det i større format!



PS: For følge turen mere detaljeret end på ruteskitsen i fotoalbummet, kan et detaljeret elektronisk kort klikkes frem via  Sveriges Länskartor. Vælg Norrbottens Län og klik på "Öppna tittskåp". Zoom herefter ind på det aktuelle område. 


Indledning om turen i Sarek:


"Sarek Nationalpark i Svensk Lapland nord for polarcirkelen, varierer fra frodige dale til noget af det mest højalpine, Sverige kan byde på, og kaldes også Europas sidste vildmark. Det sidste er ikke helt ved siden af, for Sarek er ikke det lettest tilgængelige fjeldområde. Broer er få, turisthytter findes ikke, ej heller afmærkede vandreruter. Terrænet er dog overvejende letvandret, men besværlige vandløb, der skal vades, betyder, at det kræver fjelderfaring at færdes i Sarek. Samtidig skal du kunne klare 15-20 km. pr. dag med 20-25 kg. på ryggen."


Sådan indledte Evald og jeg vores fælles turannonce i "Rygsækken", der er Natur og Fjelds medlemsblad.


Evald og jeg havde hver især, uden at vide, at den anden gjorde det samme, budt ind med en Sarek-tur på programmet for 2008. Vi blev bedt om at samkoordinere. Resultatet blev til den tur, som beskrives i det følgende. Vi blev en lille gruppe på 5 i alt. 



Hvem deltog?


Evald havde vandret i Sarek flere gange før. Jeg selv havde ikke, men har til gengæld en del generel fjelderfaring siden barndommen. Derud over deltog Annette, forholdsvis nyt, men entusiastisk medlem, der de sidste par år har deltaget i alle ture, som hun kunne komme af sted med. Bente's hidtil eneste møde med fjeldet skete på en gruppetur fr hytte til hytte i Jotunheimen, beskrevet i en anden artikel af mig . Hun klarede det store spring på storslået vis! Derud over deltog Jørgen fra Femø, som ingen af os rigtig kendte. Ved tilmelding gav han       kort over ruten på Sarekturen 2008

dog indtryk af at have en del erfaring. Først efter en velgennemført tur kom jeg undervejrs med

Jørgens alder. 76 år!! Hvad siger I? Vi var 4, boende i Jylland og 1 med bopæl på Femø.

 


Rejsen mod legenden.


I fjor på tur i Peru med amerikanere og schweizere m.v. blev jeg klar over, at disse ikke var i tvivl om beliggenheden af denne naturens legende i det nordligste Sverige.

 

Rejsen mod legenden gik fra Göteborg med Norrbottenstoget til Boden, hvorfra nyt tog til Gällivare. I alt knap 20 timers togrejse, det meste i en kupé, hvor man selv klapper sæderne op til senge og i øvrigt forsyner sig i togets restaurantvogn. I Gällivare skift til bus de sidste ca. 1½ time til Sourva, der er en dæmning over den lange sø, Sourvajaure, længere oppe kaldet Akkajaure (jaure: samisk = sø). Dette sted ligger på vejen mod Ritsem. Ved Kebnats kunne vi sende vort skiftetøj m.v. med båden over til Saltoluokta Fjällstation, hvor vi planlagde at slutte turen ca. 2 uger senere.


Da vi blev sat af ved dæmningen truede mørke skyer. Vi gik godt 1 time til efter anlægget og fandt en passende overnatningsplads - inden for et rengærde (en indhegning, hvor renerne indfanges om efteråret) med frodigt græs, rig blomstervækst og lav birk.

Den drøje opstigning gennem tæt krat måtte vente til næste dag.


Så blev teltene slået op. Annette havde for vægtens skyld valgt et lille étlags telt. Bente havde købt et telt på tilbud til 100 kr i det lokale supermarked. 


Og hvad siger man så i den situation på dette sene tidspunkt?


Vejret viste sig at arte sig; og teltene klarede missionen.




Første hele vandredag: Sourva-Vouskeljavvre.


De truende skyer drev dog over i løbet af natten. Vi kunne glæde os over det lifligste solskin, da vi vågnede og startede trangiaerne op.

 

(Selv om det er fællestur er skikken i NFA, at hver sørger for sit eget telt, proviant, kogegrej osv. med mindre man aftaler noget andet indbyrdes. Jeg havde forud for turen sendt lidt pakketips m.v. til Bente, som var den nyeste vandrer).


På Lantmäteriets Fjällkartan BD 10 er der aftegnet en lille sti det første stykke op gennem krattet i sydvestlig retning. Sidst Evald havde været der, havde de ikke fundet stien. Vi fandt den. Den startede faktisk i rengærdet, hvor vi overnattede (aftegnet på kortet). Det gjorde utvivlsomt færdselen betydeligt lettere. Stien så faktisk en smule officiel ud. Et sted var der endog en lille bro over et vandløb, og stien fortsatte faktisk også efter, at vi var på barfjeld, og der i følge kortet ikke mere skulle være en sti - i sydlig retning. Ved elven Njavvejågåsj, drejede vi dog mod vest - videre op over skråningen, som vi havde planlagt. D.v.s. bort fra stien - og bort fra Evalds gammelkendte områder. Det blev en ret drøj opstigning med jævnlige pauser, både for at hvile og for at nyde de dejlige udsigter. Først i østlig retning, hvor bl.a. det karakteristiske kegleformede fjeld Slugga knejsede. Dette skal i følge Annette være et helligt bjerg i den samiske tradition. Efter at være kommet op -åbenbarede der sig nye udsigter i vestlig retning. Vi gik gennem den lille dal, Vouskelvagge (vagge: samisk = dal) til det sydøstlige hjørne af søen Vouskeljavvre, 930 m. Her slog vi lejr - lidt tidligere end den oprindeligt tænkte lejrplads. Den første vandredag med alle vore pakkenelliker var hård for flere. Bl.a. varmen gjorde det ikke bedre. Temparaturen var midt på dagen formentlig ca. 20 grader. Dagsetape ca. 12 km.


Vi havde herfra en fantastisk flot udsigt mod vest til massivet Akka. Vi vedblev herefter med at have udsyn til Akka ret foran os 3 dage i træk.

I det hele taget var det en fantastisk flot aften.


Skal lige nævne, at vi endnu ikke befinder os i Sarek Nationalpark, men indtil videre i den tilgrænsende Stora Sjöfallets Nationalpark.




Anden vandredag: Vestover i blokmark.


Næste dag kunne vi vågne op til en af disse fantastiske morgener, hvor det er helt blikstille, og fjeldene spejler sig i de totalt blanke søer. Hvor det ligefrem kan være svært at skelne, hvad der er reelt, og hvad der er spejlbillede.


Det tog en del tid at bevæge sig frem ad. Terrænet blev mere og mere til blokmark; og blokkene blev gradvist større og grovere. Ikke alle er lige gode venner med blokmark. For nogle er den en ren legeplads, hvor man let og elegant på bjerggedemanér springer eller glider fra sten til sten. Har man det sådan, behøver blokmarken ikke være nogen væsentlig bremse. For andre er den en effektiv hindring, som gør vandringen besværlig og tung. Sådan oplevedes den af flertallet på vores tur.


På trods af sten og blokmark, var der mellem stenene rimelig frodigt med rig variation af forskellige fjeldplanter. Det tyndede dog langsomt ud i plantevæksten, efterhånden som vi bevægede os vestover. Stilheden i fjeldene gennemtrængtes med jævne mellemrum af klare gennemtrængende fløjt fra hjejlerne, lige som også lille kjovernes skrig af og til trængte sig igennem.


Vi gik syd om søerne Garjep Atjek og Nuortap Atjek. Syd og vest for disse fulgte et par mindre vad. Herefter ind gennem et skar med en lille sø (954) syd om højdepunkt (1060). Efter runding af fjeldet på vores venstre side åbenbarede sig et stort landskab vestover med endnu mere udpræget blokmark. Men flot var udsigten til nye fjelde. Herunder det markante fjeld, Nijak, som vi sigtede efter at runde, når vi kom så langt. Efter hånden som vi kom fri af skråningen syd for os, blev der også udsigt til Sarekmassivet mod syd. Herunder højdepunktet Sarektjåkka, der er Sveriges næsthøjeste.


Sidst på dagen slog vi lejr på en lille åben mosbevokset slette - som en lille oase midt i en ørken af store stenblokke - lidt syd for en lille sø (924), efter at vi havde stengået Stahpajåkka (jåkka: samisk = lille elv). På den lille slette var der et netværk af små gange og indtørrede lemmingekskrementer, som vidnede om et leben af de små væsener, som ind imellem måtte være særdeles aktive. Jeg havde i løbet af dagen held til at få et par hurtige glimt af et par stykker.


Igen en fantastisk dag med op mod 20 graders varme. Dagsetape lyder måske ikke stort; ca. 9-10 km.


Efter Evalds idé, havde vi alle fået opgaven at skulle bidrage med en overraskelse i turens løb. Første af slagsen faldt på denne aften, hvor Annette forestod med en dessert. Vi mødte alle op medbringene en mug, og så blev herlighederne fordelt mellem os. En chokolademusse, som hun havde medbragt i pulverform, suppleret med tørrede jordbær. Nu slap hun for at bære videre med sin overraskelse.


Efter lidt nødtørftig vask i elven kunne vi atter lægge os i en smuk og stille nat. Sidst i juli. Tiden for midnatssolen er ganske vist overstået; men der er alligevel fortsat lyst om natten.




Tredje vandredag: Ind i Sarek Nationalpark.


En ny varm og solrig dag ventede.

Efter at have forladt den lille gæstmilde mosbevoksede slette gik det gennem uren af lutter store sten. Det trak ud med passagen af disse; og da vi hen mod midten af dagen skulle krydse den øverste del af Guhkesvaggejåkka, måtte vi konstatere, at vi på i alt 3 timer var nået ca. 2 km. Elven kunne stengås ganske kort før udløbet i Nuortap Tjievrajavvre. Pigerne foretrak dog vadesandalerne frem for balancegangen på stenene. Frokostpause og solsiesta efter vadningen.


Med denne vadning havde vi omsider også passeret grænsen til Sareks Nationalpark.


Fortsatte forbi et hjørne af søen Gassajavvre og krydsede videre, idet vi sigtede lidt til højre for Nijak. Slog lejr på en hylde med udsyn over den store sump syd for Souttasjavvre samt over kløften med elven Souttasjågåsj med forgreninger og delta. Desuden den mest fantastiske udsigt mod Akka over sumpen og søen.


Måtte konstatere, at dagens strabadser i alt havde bragt os formidable 8-9 km!

Det tyndede ud i blokkene nu. Men næste morgen ventede gletscherelven Souttasjåhka, der både synede stor, dyb og strømstærk. Jeg foretog en rekognoscering om aftenen og fandt det bedste vadested langt nede mod sumpen - på det bredeste sted.






Morgenmad med fjeldet Akka i baggrunden


Fjerde vandredag: Souttasjåhka-Routesvagge.


Det varme vejr har sat god gang i gletscherafsmeltningen; og Souttasjåhka viste sig følgelig at blive hele turens største vad. Ikke nok med, at den er dyb og strømstærk. Det grumsede gletschervand gør desuden, at man ikke kan se, hvor dybt der er. Vi havde 3 par vandrestave i gruppen og fordelte disse således, at alle havde minimum 1 stav. Både til at lodde dybden med og som hjælp til balancen.


Derudover gjorde jeg selv et forsøg, som jeg en gang så en norsk pige demonstrere under en vadning. Lod regnbukserne hænge ud over støvlerne i håb om, at de forhindrede, at der løb vand oven ned. De har nok begrænset tilstrømningen; men våde fødder og støvler fik jeg nu alligevel. Jeg vendte efter dette tilbage til min gammelkendte metode: Aftage støvler og bukser og iføre mig et par dertil bestemte vadesokker, som konstant hang uden på rygsækken. Sokkerne gør, at man står mere fast end i bare tæer. Men metoden kræver måske lidt "fodfornemmelse". Nogle foretrækker de våde støvler, nogle vadesandaler; det er nok individuelt.


Alle kom sikkert over, selv om nogle blev mere dyppede end andre under "heltedåden".


Vi fortsatte nogle timer mod vest. Langs nordsiden af fjeldet Nijak er der nogle lidt sumpede strækninger. Det vedbliver med at være sumpet, selv om man holder sig relativt højt oppe ad skråningen. Vandet pibler frem over alt.

Vi rundede det karakteriste fjeld, som vi havde sigtet mod de sidste 3 dage og kom herefter ind i dalen Routesvagge, der løber mod sydøst og er noget mere befærdet, end de strækninger, vi hidtil havde passeret. Med kikkerten for øje kunne vi nu med mellemrum iagttage andre vandrere. Trampestien går på den anden side af elven i dalbunden. Vi slog lejr lidt før søen Routesjavvre og kunne tilfredse konstatere, at dagens etape var på 14 km; og at det tabte nu stort set var indhentet. Vi kunne holde vores plan.


Den aften ventede turens anden overraskelse. Bente havde som Annette ligeledes                       

tiltænkt os en dessert. Hun havde slæbt råvarer med i sækken. 5 færdige vacuumpakkede    Souttasjåkka blev det største vad på vores tur

frugtcocktails, lige til at servere. Det må have været en lettelse at slippe af med disse!                     

Og en overraskelse må man jo bestemt kalde det!


Til aften besøg af et par unge nordmænd i færd med deres 3. etape af strækningen fra Nordkap til Lindesnæs (Norges sydligste punkt). Sarek og Sverige hører jo med i fjeldkæden. Frisk pust. (En drøm jeg også selv har i en fjern fremtid - måske hele strækningen over nogle måneder).


Og endnu et besøg. Turens første ren passerede tæt forbi lejrpladsen.




Femte vandredag: Midt i Sarek.


Det viste sig at være let at passere over til den anden side af dalen, idet Routesjavvre ligger lige ved et vandskel midt i Routesvagge. Vi kunne herved komme over til trampestien, hvor færdselen skulle være lidt lettere. Selv om der ikke er afmærkede vandreruter i Sarek, er der dog opstået nogle rimeligt tydelige trampestier på de mest befærdede strækninger i de gennemgående dale. Og det er altid lettere at følge en sti.


Dog, efter kort vandring fulgte et nyt stort gletscherløb, Smajlajåhka, der dog kom i flere forgreninger. Evald og jeg fandt ret hurtigt over, men måtte vente længe på resten af flokken, der usikkert vedblev med at søge bedre egnede steder længere nede ad løbet. Det brede flodleje viste dog, at elven til tider er langt større.


Senere fulgte et par småløb, der var for intet at regne.

På turen gennem Routesvagge ser man brat op på en række toppe og deres smukke omgivende gletschere.


Sidst på dagen nåede vi det centrale punkt i Sarek, hvor der skulle ligge en hytte, Mikkastugan (formentlig en renvogterhytte), som dog viste sig at være brændt. Den lille hytte med nødtelefonen samt Sareks sikkert eneste toiletskur, stod der dog endnu. Trods stadig varmt vejr, valgte vi at invadere den lille hytte og tilberede en kop kaffe indendørs på en trangia. Bænkede i det lille rum fyldte vi hytten ud og fik her besøg af et par svenske vandrere, som hilste på. Vi efterlod en lille besked i hyttens gæstebog. D. 30. juli 2008, såfremt andre skulle finde stedet.


Efter kaffeslabaras i hytten stod næste punkt på Skarja. Ganske kort neden for hytten ligger denne imponerende kløft med elven, der styrter sig ned gennem snurrige og listige sving og fald ned mod den næste dybere dal, som må være starten på Sareks centrale frodige Rapadal. Kløften kan ikke beskrives. Den skal ses og opleves!


Næste dag stod på overliggerdag; og da nogle af os havde planer om Axel Hambergs Top, bevægede vi os mod vest for at finde en lejrplads i dalen Gouhpervagge.

Vi endte lidt højt oppe ad skråningen og slog lejr tæt ved ryggen mellem de to dale, Gouhpervagge og Routesvagge, ca. ved 900 m kurven. Og tog vand ved et lille kildevæld her.


Gode udsigter mod vest og sydvest gennem Gouhpervagge og sidedalen

Alggavagge med tilgrænsende høje fjelde og gletschere. Rigtig fint i aftensolen fra

vest. Først næste aften kiggede jeg op over ryggen til den anden side og kom til at

se,  at vi mod nordøst havde formidabel udsigt til toppen af Sarek, nemlig højdepunktet

En af vore lejrpladser i midten af Sarek                                                                  Sarektjåkka, 2089 m, med omgivende gletschere. 





Sjette vandredag - overliggerdag med topture.


Efterhånden havde jeg forudset, at jeg måske ville blive alene om en tur til Axel Hambergs Top, 1821 m (efter inspiration fra en artikel på Outsite , da de øvrige vist mest trængte til en hviledag. Men på falderebet meldte Evald sig pludselig interesseret.


Dagen viste sig dog at være turens første grå dag med regn i udsigt - og tunge skyer, der skjulte de omkringliggende toppe. Vi begav os dog fortrøstningsfulde afsted - med erindringen om andre topture, der var startet i gråt og vådt vejr og alligevel var blevet særdeles flotte i enden. Og afsted gik det - uden den tunge rygsæk - blot med dens top brugt som bæltetaske - med lidt mad og regntøj.


En lidt større vadning, hvor de to dale løber sammen og derefter videre på sydøstsiden af elven gennem Alggavagge. Steg langsomt op ad langs fjeldsiden for at få stigningen fordelt over en lang strækning. Endte herved oppe i nogle kæmpestore broksten og søgte ned ad igen. Rundede hjørnet af fjeldet Skårvatjåkka og kom langt nok til at kunne se fjeldet, som var turens mål. Men toppen var langt borte i skyerne; og regnen tog til. Vi endte med at enes om, at det ikke var værd at forsøge bestigning den dag. Desværre!


På hjemturen passerede vi en flok med 36 rener, voksne og kalve, og gjorde også et lille kig i den lille renvogterstuga nederst i Alggavagge. Hyggelig hytte med 6 sengepladser og hyggelige køkkenfaciliteter for samerne, når de samler renerne sammen om efteråret.


Aften og tilbage i lejren. Tørvejr igen! - og sol! De øvrige havde været en ny tur nede ved Mikkastugan - efter at have daset til kl. to.


Men måske var det Jørgens overraskelse, der kom til aften. Han var gået ud for at hente vand, havde han fortalt; og hans telt stod piv-åbent. Der gik dog nogle timer uden, at vi så ham. Til sidst satte vi en systematisk eftersøgning i gang, hvor vi afsøgte i hver vores retning og aftalte et bestemt mødetidspunkt.

Da vi atter mødtes, havde Jørgen lagt sig til at sove i sit telt; for vi andre havde nok lagt os!

Hans tur efter vand havde langsomt udvidet sig. Hans nysgerrighed havde ført ham længere op ad skråningen - og til sidst førte den ham helt op på toppen af fjeldet over lejrpladsen. Bedst som han troede, at toppen var der, kom der mere til syne bagved. Og sådan var han fortsat, til han nåede den rigtige top!


Et lettelsens suk! Godt, at det ikke stod værre til, Jørgen!

Men hvor har et fjeld dog mange små kringelkroge, hvor en mand kan gemme sig!




Syvende vandredag: Mod Spökstenen og Snavvavagge.


På ny en dag med storslået solskin. Fantastisk!


Vi vendte næsen mod øst, fulgte "ryggen" eller "hjørnet" af fjeldet ned mod Mikkastugan igen, forbi denne og krydsede dernæst den store elv på én af Sareks 4 broer. Fortsatte herefter oppe på skråningerne langs den øverste del af Rapadalen. Grønt og frodigt terræn med masser af dværgbirk, krybende pil og andre lave forveddede vækster. Af og til en lidt sumpet strækning. Et par elve. Den første kunne stengås - vist nok af os alle. Den næste, Tjågnårisjågåsj, var større; så man søgte lidt tid efter det bedste sted, inden man afførte sig støvler og bukser. De fleste var snart ovre; men Jørgen fulgte elven laaaaangt op i jagten på et sted, hvor den kunne stengås. Omsonst!

Jørgen endte til sidst igen nede hos os andre og måtte bide i det sure æble - afføre sig støvler o.s.v..


Fortsatte efter middagspausen mod Snavvavagge (neden for fjeldet Låddepakkte), via Spökstenen, hvor skråningen bliver stejl og samtidig stenet.

Kort før denne, indlagde Evald en pause, hvor han kogte suppe til alle - vi skulle styrkes inden det stejle stykke (Evald er en betænksom mand). Er man træt, træder man lettere forkert.


Stien går i det væsentlige på langs af skråningen. På det stejle stykke går den en hel del op og ned i passagen af flere klippeskråninger; og der er ret stenet. Man skal passe på, naturligvis; men jeg finder ikke noget svært alarmerende. Udsigten ned over den slyngede og forgrenede Rapaelv med det blågrønne vand er smuk. Ligeledes er plantevæksten på skråningen præget af et særdeles godt mikroklima. Høj vækst og mange arter, lidt lavlandspræget vegetation, faktisk. Her stødte vi for første gang på planten linnéa, opkaldt efter den verdensberømte svenske naturforsker, Carl von Linné, der gennem sin forskning opbyggede den botaniske systematik. Til sidst går det ret brat opad, inden skråningen flader ud i Snavvavagge.


Trætheden hos flere bestemte, at vi lagde lejrpladsen her i den vestlige ende af Snavvavagge, hvor der var stort udsyn mod vest over den øverste del af Rapadalen og faktisk tilbage mod vores forrige lejrplads. Men også vind fra vest, der tog til mod aften og gjorde, at vi fik en kold nat.


Alt i alt en flot dag med stor variation i naturen, rig plantevækst, fugleliv og en hel del rener. Der færdedes rener ganske tæt ved lejrpladsen.




Ottende vandredag med toptur til Låddepakkte.


En ny fin dag, hvor Evald som den eneste valgte at blive tilbage fra topturen til Låddepakkte (han havde været der før).


Låddepakkte ser ikke ud af at være et gevaldigt stort fjeld, når man kommer fra denne side. En stor rodet bunke sten, der nærmest ligner et kæmpe muldvarpeskud fra nordsiden. Til modsat side er der dog en høj lodret klippeskråning ned mod den nedre del af Rapadalen, som der er er et fantastisk udsyn over. (bakkte: samisk = klippeskråning).


Man skal ikke tage fejl. Låddepakkte bestiges bedst fra nordsiden. Vi holdt lidt langt mod øst for at nivellere ruten ud, d.v.s. undgå for meget ned- og optur. Men dette førte os desværre op på nogle lidt stejle skråninger, hvor hænderne måtte tages til hjælp i noget klatring. På et ganske kort stykke ganske vist; men dette var desværre nok til, at pigerne opgav og vendte om. Jeg tror faktisk, vi havde passeret det værste, da de vendte om. Derefter søgte Jørgen og jeg lidt vestover og steg op gennem en masse grov blokmark. Toppen kan ikke ses fra den vestlige ende af Snavvavagge; derfor overraskedes Jørgen over afstanden til toppen. Men udsigten var enestående, da vi nåede så vidt.


Rapaelvens snoede løb og talrige forgreninger og laguner og hvad ved jeg. Hvordan bærer vandet sig egentlig ad med at finde vej gennem dette indviklede netværk?


Og derpå udsigten mod vest til bl.a. den top, som vi skulle have været på 2 dage tidligere med Sveriges største gletscher foran (med et samisk navn, som jeg ikke hverken kan udtale eller skrive).


Turen op tog ca. 2½ time, nedturen tog mærkeligt nok ca. det samme. Blokmarken var sej for Jørgen. Han var træt flere dage efter.


Vel nede ventede så Evalds overraskelse efter topturen. Pandekager og blåbærsuppe. Slurp!! Det var sager! Men det tog tid for ham. Ting, man steger eller bager, har det med at hænge fast i de trangiapander.

                                                                                                                                                                         

                                                                                                                                                               Sareks centrale Rapadal set fra toppen af Låddepakkte, 1537 m


Derpå flyttede vi lejrpladsen en god times vandring østpå til den anden ende af Snavvavagge, tæt ved punkt 1066 ved en lille sø. Lå her i læ, da vinden nu pludselig kom fra øst og tog til.

Der var et stort antal rener i Snavvavagge; og inden vi forlod den første lejrplads var jeg faldet over et pragteksemplar af et gevir, der var tabt. Efter nogen overvejelser kom jeg frem til, at geviret måtte hjembringes. Jeg bar det herefter oven på rygsækken på vandreturens sidste 5 dage.




Niende vandredag: Ned i Rapadalen.


Vi vågnede op til kraftig blæst, gråt og regn. Dog, vi lå som sagt i rimeligt læ. Jeg satte trangiaen i gang i teltets apsis, hvad jeg egentlig ikke bryder mig om (og konstaterede lige i teltets manual, at der egentlig ikke står, at man ikke må tænde en brænder deri; blot at den skal holdes på afstand af sider og tag). Men pigerne havde ikke denne mulighed og måtte stå ude i regn og kulde med hætte og vanter på.


Vi udsatte starten en times tid og fik herved tørvejr til at pakke sammen i. Vi kom hurtigt efter start til den bratte nedstigning til Rapadalen. Herved klarede det op - idet vi kom under skyhøjde og kom nærmest til at gå som i en gryde med låg på.

Frodigheden i Rapadalen er overvældende, når man kommer fra barfjeldet. For at nævne nogle enkelte navne: Hønsebær, nordisk stormhat, Kong Karls spire, skovstorkenæb, kvan, nogle høje flotte tidselarter og en del, som jeg ikke kender danske navne på. Og Annette, der er vild med svampe fik også sin lyst styret her. Store flotte eksemplarer af birkerørhat m.m..

Der ud over masser af lav birk, som gror på de mest sumpede steder, nogle steder nærmest direkte i vand.


Og så kom problemet. Jeg måtte snegle og kringle mig igennem med mit gevir, som lå på tværs oven på rygsækken og ville gribe fat i grene og træstammer ved smalle passager.


Det meste af vejen er der en tydelig trampesti. Og uden denne ville færdselen gennem Rapadalen være uhyre besværlig. Vi måtte igen krydse et par gletcherløb. Efter et af dem mistede vi sporet, som vi skulle færdes ad. Jeg gik forrest og fandt et utydeligt spor, som jeg mente måtte være stien. Efter at have fulgt dette spor et stykke tid, havnede vi pludselig lige bag en stor elgko, som måtte være sporets mester. Den sprang forskrækket nogle meter frem og stod dernæst og gloede nærmest lidt irriteret tilbage på os. Hvad skulle vi dog der? Efterhånden begyndte den dog at rykke blade løs af grenene og syntes ikke særlig forstyrret af vores tilstedeværelse. Vi kunne gennem et kvarters tid følge den på vel ca. 20-25 meters afstand, hvor den ganske langsomt bevægede sig fremad efter føde; og Evald og jeg tog flittigt billeder. Derpå valgte vi stille og roligt at trække os og lade elgen have fred.

Der er ikke jagt i Sarek; og dette er vel grunden til, at elgene ikke er særlig sky.


Efter nogle længere sumpede strækninger slog vi lejr lige efter en mindre bakke, nærmest en høj kort før en mellemstor elv, Lulep Vassjajågåsj. Dagsetape anslået ca. 12 km, når man tæller streger på kortet.




Tiende vandredag: Nederst i Rapadalen.


Vi fortsatte gennem dalen, der længere nede bliver lidt mere åben. Havnede igen på et tidspunkt borte fra sporet og måtte krydse op ad en ret høj stejl skråning gennem tæt krat for igen at finde stien - omkring højdepunktet Lulep Spadnek. Vi slog tidligt lejr lidt før fjeldet Namasj, idet planen var næste morgen at gå til nationalparksgrænsen for herfra at sejle til Aktse Fjällstation. En same her forestår denne sejltur, som benyttes af de fleste, der går gennem Rapadalen.


Jeg gik til aften en lille inspiceringstur til bådstedet en halv time længere fremme, hvor der er et stort skilt og en lille postkasse med en walkie talkie spændt fast med en lænke. Her kan man kalde bådføreren, der ved bestilling kommer på bestemte tidspunkter. Nogle svenskere, der havde slået lejr på stedet, havde dog forsøgt og ikke fået walkie talkien til at virke. Jeg forsøgte også uden held.


Om aftenen lavede vi bål; og dernæst ventede min overraskelse på turen. Den var mere happeningpræget end de andres og bestod af en række opgaver, primært balanceøvelser, idet balancen jo er relevant ved færdsel i fjeldet i blokmark og ved vadninger m.m.. Det blev en konkurrence med to dystende hold i en duel, hvor det både drejede sig om hurtighed og kunstnerisk udførelse. Jeg holdt mig selv uden for, idet der jo også skulle være en dommer.

Af hensyn til evt. fremtidig brug af samme afholder jeg mig fra nærmere beskrivelser. Men holdene fandt snurrige og kreative løsninger; og Jørgen fik lejlighed til at vise sin rytmiske sans (fra hans dyrkelse af dans) i udførelsen, hvilket både morede tilskuerne og talte godt på den kunstneriske pointliste. Der var delelige præmier til begge hold. Derefter var der café latte Undertegnede ved Rapaelven                                                                       omkring bålet. Jørgen medbragte dette i pulverform.

 

Det var en mild og smuk aften.




Ellevte vandredag. Aktse Fjällstation og højdepunktet Skjerfe.


Efter det med den defekte walkie talkie var vi lidt spændte på, om båden nu ville indfinde sig. Men den var der ca. ved 10-tiden som ifølge skiltet. Det var en lille båd, der lige passede til vores lille gruppe. Svenskerne måtte vente - de havde en anden destination - skulle mod syd, hvor vi skulle mod nord.

300 svenske kr pr. person - der er nok heller ikke så meget andet at leve af på disse kanter; og sæsonen er jo kort!

Bådføreren demonstrerede supergodt kendskab til bundforholdene - ved jævnlig skiften mellem hurtig og langsom sejlads og smidige og snurrige sving på passende steder i forhold til banker og stengrunde - gennem netværket af forgreninger i deltaet. Til sidst i stor fart over søen Laitaure til anløbsbroen ud for Aktse Fjällstation.


Uden for Sarek - og nu på den befærdede Kungsleden. Fjällstationen ligger ca. 1 km fra anløbsbroen, og på denne strækning går man på planker hele vejen. Det går bare derudad!


Et ophold ved den lille hyggelige fjällstation på en lille lysning, hvor der nok tidligere har været lidt smålandbrug. Og lidt indkøb til de sidste par dage ad Kungsleden mod Saltoluokta Fjällstation. Og mulighed for endeligt at slippe af med sit affald fra hele den hidtidige tur.


Efter Aktse følger en lang sej opstigning ad lien mod nord. Ca. 300 meters stigning til trægrænsen og skiltet, der peger til venstre mod højdepunktet Skjerfe.

Her holdt vi vores frokostpause - omtrent hvor en gruppe spejdere fra Göteborg havde slået lejr for at par dage.


De 4 af os valgte afstikkeren til Skjerfe, mens Jørgen, der stadig var udkørt efter turen til Låddepakkte, valgte at fortsætte et stykke ad Kungsleden og her finde en lejrplads til vi andre, når vi nåede så langt.


Afstikkeren til Skjerfe tog ca. 5 timer tur/retur. Den er absolut turen værd. Der er en god sti, så der ikke er nogen tvivl om vejen. Fra toppen ser man fra oven de dele af Rapadalen, som vi var færdedes gennem de sidste par dage og det fantastiske delta m.m.. Mod vest Sareks vilde fjelde; mod øst og syd langt mere myge og bløde kurver i de lave skovområder. Landskabet her er stille og idyllisk på en helt anden måde end Sarek. Det er svært fuldstændigt at beskrive forskellen; men den er meget markant. Med Kungsleden er et helt nyt kapitel af vores vandring begyndt.


Der var pæn trafik af vandrere til Skjerfe; og på toppen var der i en boks gemt en gæstebog fuld af navne. Ved studier af bogen kunne det ses, at alle navne var fra de seneste 2 måneder!


Tilbage og videre ad Kungsleden, hvor vi måtte gå 1½ time, før vi ret sent nåede stedet, som Jørgen havde fundet til os på en skråning med udsigt over næste sø, Sitojaure. Der var nemlig ikke vand det næste lange stykke (hvilket jeg sjældent har oplevet i fjeldene). Til sidst havde Jørgen valgt et sted og hentet en dunk vand fra sted et pænt stykke længere fremme. Den Jørgen, altså! !




Tolvte vandredag: Sitojaure og Kungsleden.


Ad en pæn let befærdet sti gik det frem ad mod Sitojaure.. Ca. 4 km på en time, en del af vejen på planker.

Der er mulighed for en dyr motorbådskrydsning. Men de fleste benytter vist en af de 3 robåde, som vi gjorde - helt gratis. Hvis man havner på den ene side med alle 3 både der, må man ro hele vejen tilbage med den ene. Muligheden for at dette sker, er dog minimal med den trafik, der er på Kungsleden. Roturen tog ca. 5 kvartér. Vandet er lavt; og der er en del stengrunde, som man skal vogte sig for; så det betaler sig at følge bøjerne, selv om det betyder en stor omvej, kan jeg se i bakspejlet.


Frokostpause ved bådstedet og videre ad den letgåede Kungsled.

Slog lejr ved en elv et sted midtvejs mellem Sitojaure og Saltoluokta ret tidligt; så vi havde en lang aften på et fredfyldt sted.

Og dog: En jævn strøm af vandrere på den kendte sti. Til langt ud på aftenen.


Lidt bål af visne vidjer på et sted, hvor der for en gangs skyld virkede til at være brandfare; så man slukkede omhyggeligt efter til sidst.


Den nat var smuk; men der var også rim på teltene.




Trettende og sidste vandredag: Saltoluokta Fjällstation.


På sidste dags vandring bidrog jeg med endnu en overraskelse. Jeg fik et ufrivilligt bad i en elv, da jeg ville fylde min vandflaske og måtte stå på en stærkt skrånende sten for at gøre dette. Stor morskab over dette. Bukserne blev hængt til tørre på rensdyrgeviret oven på rygsækken, og i den varme sol tog det ikke lang tid at få dem tørre.


I løbet af dagen udsigter mod vest til Sourva og de områder, som vi startede i et par uger tidligere. Ringen var ved at være sluttet.


Fremme på fjällstationen lejede vi teltpladser til 135 svenske kr pr. plads, 90 for medlemmer! Mit medlemsskab i Den norske Turistforening giver også rabat i Sverige. Derpå et tiltrængt bad og skift til det tøj, som vi havde efterladt på fjällstationen. Efterfulgt af en super 3 retters menü med rødvin. Der var mange om budet, da der netop i de dage var svensk folkemusikfestival på stedet. Og folk, der dansede hambo, en svensk folkedans.


En festlig afslutning på en pragtfuld tur.




Hjemrejse.


Kl. 12 næste dag med båden over til Kebnats på søens nordlige side. Her ovre få minutters ventetid på bussen til Gällivare. 1½ time i denne by og derefter den lange rejse med toget sydpå.




Afslutning.


Vores tur blev en god tur for alle, tror jeg. Både p.g.a. Sarek med nærmeste omgivelser, som nu har fået mig selv til at hoppe med på vognen med at skævvride Outsite lidt til fordel for det nordlige Sverige. Men også p.g.a. det sociale aspekt på en tur under fælles ansvar, og hvor nogle fik lejlighed til at overskride nogle grænser. Sker det sidste ikke næsten på enhver fjeldtur?

Jeg tror, at alle i gruppen har fået fornyet appetitten på flere laplandsture - og også gerne ekstra besøg i Sarek.


Jeg anbefaler gerne hele vores rute for andre. De første dages tur fra Sourva nord om Sarekmassivet til Nijak var besværligt gået for de fleste p.g.a. meget blokmark. Alligevel tror jeg, at alle var enige om, at den del hørte med og absolut var strabadserne værd. Der er da også noget tilfredsstillende i at komme, hvor der slet ikke er stier, og man derfor selv må finde vejen. 


Til fotoalbum for den aktuelle tur til Sarek her.

(Indeholder 74 fotos).


Link til afsnit om forberedse og pakning til turen.


Link til toppen af denne side.


Copyright © All Rights Reserved