Zillertaleralpen Østrig 2012


Link til tysk pdf-beskrivelse af Berlinerhöhenweg. (Pdf-filen indeholder et detaljeret kort på den sidste side - man kan zoome ind på kortet!)


Klik her for at komme til mit fotoalbum for turen i Zillertaler Alpen. (Indeholder ca. 100 fotos).



Berlinerhöhenweg – udfordrende trekkingklassiker i Hochgebirgsnaturpark Zillertaleralpen i Tyrol



Indledning:


Først meldte jeg mig til en foreningstur i Montenegro med Natur og Fjeld, vel vidende, at jeg ønskede noget mere end denne for mig nok lidt tamme tur. Derfor søgte jeg på internettet informationer om bjergvandring i Østrig, der ligeledes som vandreland var et nyt land for mig. Fandt jeg en tysk beskrivelse af Berlinerhöhenweg (link ovenfor) som jeg møjsommeligt fik kæmpet mig igennem. Valgte denne 8 dages højalpine rute.  Det blev til en hytte til hytte-tur, dels fordi det i Østrig er forbudt at telte i nationalparkerne, men også fordi de mange højdemeter var udfordring nok i sig selv.

 

Zillertaleralpen ligger tæt op ad hovedbjergkammen gennem Alperne, som følger den østrigsk-italienske grænse. Naturparken grænser mod øst op til den større og mere kendte Nationalpark Hohe Tauern og udgør sammen med denne et kæmpe sammenhængende højalpint nationalparksområde.


P.g.a. rabatten på Alpenvereins-hytterne startede jeg med at indmelde mig i ”Östereichischer Alpenverein, sektion Zillertal”, som jo naturligvis måtte drive hytterne i Zillertaler Alpen!!!


Undervejs fra Kroatien til Tyrol.

Jeg kom til Wien med fly fra Dubrovnik i Kroatien og havde reserveret overnatning på et billigt hotel i Wien. Inden videre rejse med tog til Tyrol, blev det til besøg i den enorme Stephanskirche, som byen er kendt for, herunder en tur i toppen af det høje sydtårn, desuden Hundertwasserhaus, der er et monument for den verdensberømte kunstner og arkitekt, Hundertwasser samt Kunsthaus Wien med udstilling af samme.


Herefter 5 timers togrejse til Jenbach, Tyrol, hvorfra en times videre rejse med den private jernbane, Zillertalbahn, til byen Mayrhofen i dalen Zillertal. Mayrhofen er en by, der primært består af en masse hoteller. Ny hotelovernatning på Hotel Jägerhof.  Herfra er der udsigt brat op mod Zillertaleralpen, når nakken lægges godt bagover. En ekstra dag her p.g.a. problemer med at hæve penge på VISA-kortet. Jeg måtte jo have kontanter med til de små Alpenvereins-hytter i bjergene; så dette måtte først på plads. Udmærket afbræk, da det samtidig var en udpræget regnvejrsdag.




Første vandredag: Opstigning til Gamshütte.



Næstfølgende dag kunne jeg starte i flot sol. Først nogle km længere op i dalen til Finkenberg, dels ad vej, dels ad stier langs en dyb kløft. I Finkenberg starter Berlinerhöhenweg ved en bro, Teufels Brüche. Allerede her var jeg steget et par hundrede højdemeter. Så begyndte opstigningen til første hytte, Gamshütte, beliggende 1916 m.o.h.. Dagen startede i 600 m. 3 timer står der på skiltet fra Finkenberg. Nogle seje timer. Op ad og op ad, stille og roligt.  Gamshütte ligger nærmest på en hylde i enden af en bjergkam med enorme udsigter over to dale til hver sin side og til de høje Zillertaleralpen på over 3000 m mod syd og vest. På skiltet over hytten står, at den tilhører ”Deutcher Alpenverein sektion Otterfing”! Jeg ankom først på eftermiddagen og blev indlogeret på et ”notlager”, et lille anneks, hvor gæsterne sover side og side på to lange hylder over hinanden. Lige akkurat plads til bagagen, når man pakker det hele i rygsækken og indskrænker sig. Brusebad fra en slange foran hytten med udsigt over dal og bjerge bagved. Denne hytte havde, som en del andre hytter, som jeg senere kom til, en kabelbane fra dalen til transport af forsyninger (ikke til persontransport).


Aftensmad på hytten indebar flere valgmuligheder. Jeg valgte en Bergsteigeressen, som jeg havde ladet mig fortælle om i forvejen. Morgenmad og medbragt lunchgepäck og te på termos næste dag. Regelen er, at man afregner alt om aftenen, inden man lægger sig i sin Hüttenschlaffsack (lagenpose) med hyttens tæpper over sig.


Hytten var næsten fyldt op; og jeg erfarede hurtigt, at de fleste havde planer om samme rute som jeg. Selv om jeg gik solo, blev jeg altså nærmest efterhånden en del af en gruppe. Alle andre var tyske.



Anden vandredag: Gamshütte-Friesenberghaus.



9 timer stod der angivet på skiltet. I turbeskrivelsen står:  1180 m opad og 580 m nedad. Man skal bare huske, at begge dele blander sig jævnt imellem hinanden dagen igennem; så det veksler konstant.


Høj sol, der var mere stabil end den foregående dag. Det meste af dagen gik man dog på langs ad en stejl skråning – brat ned til venstre og brat op til højre. Stien var smal og med mange vanskelige passager. De stejle skråninger nedad var gennemgående græsbevoksede og ville på en regnvejrsdag have været en ren glidebane. Mere end 1000 m nede lå dalen næsten konstant med små mikroskopiske veje og huse; og løftede man så blikket op mod horisonten, var der næsten lige så mange meter op til de høje toppe og kamme langs den italienske grænse. Der var konstant udsigt til flotte gletchere, som dog ifølge alle beskrivelser og gamle billeder har haft betydeligt større udstrækning tidligere, end de har nu. Mod sydvest dukkede snart højdepunktet Hochfeiler op, som er det højeste bjerg i Zillertaler Alpen, 3509 m højt.


Efter de første 2-3 timer passeredes Pitzenalm, en lille hytte (med kabelbane fra dalen), hvor man kunne forfriske sig med en Almdudler eller et glas Hollundersaft, som jeg valgte. Passer ikke! Jeg valgte to! Og dette valg holdt til en del flere gange senere! På et tidspunkt passeredes også en sætergård med køer. Og i Alperne bærer alle køer en klokke, ikke som i Norge, hvor kun førerkoen eller førerfåret bærer en klokke. Ellers var der ikke noget før Friesenberghaus, beliggende 2498 m.o.h.. Jeg tog mig god tid og brugte næsten de angivne 9 timer på turen. På en regnvejrsdag ville den afgjort have været sværere.


Friesenberghaus var en noget større hytte end Gamshütte og havde indendørs brusere! Jeg fik et 4-sengsrum for mig selv. Her var der også en del vandrere som fulgte Berlinerhöhenweg i modsat retning, bl.a. et hold israelere. Friesenberghaus drives  af DAV (den tyske Alpenverein), sektion Berlin. Efterhånden erfarede jeg, at alle hytter her hørte under en lokal sektion af DAV. Mit medlemskort til ÖAV sektion Zillertal gav dog uagtet rabat, også på de tyske hytter!



Tredje vandredag: Friensenberghaus-Schleegeis-Furtschagelhaus.



6 timer. 660 m op. 860 m ned står der i beskrivelsen af turen, der går forbi Olpererhütte og ned til søen Schleegeis, der er en opstemmet sø ca. 1780 m.o.h., langs denne og senere opstigning til Furtschagelhaus beliggende 2295 m.o.h.. En forholdsvis let dag, der startede i fin sol. Til aften trak skyerne dog sammen og skjulte bjergkammen langs grænsen. Her kommer det dårlige vejr som regel fra Sydtyrol (Italien) på grund af afkølingen, der får fugten til at falde som regn, når luften presses opad skråningerne fra den anden side (det man kalder et fønvindsprincip). Inden jeg nåede op over skråningen til Furtschagelhaus blev jeg ramt af et voldsomt regnskyl. Til aften passerede en væld af tågebanker, som indhyldede hytten en del af tiden. Jeg tænkte på den næstfølgende dag, hvor turens højdepunkt, Schönbichler Horn, 3134 m, skulle passeres, efterfulgt af en meget brat nedstigning på den anden side, sikret med stålwirer. Jeg læste spændt hyttens opslag om morgendagens vejr. Det lød ikke allerbedst. Skulle jeg måske ligge en dag over?


Mange gæster på Furtschagelhaus. En konsekvens af valgmuligheder med aftensmaden er, at det tager tid (modsat det system, jeg kender fra Norge, hvor alle får det samme –med mindre man er vegetar eller har andre specielle ønsker). Til sidst var der dog mad!


En tur ud efter maden gav udbytte. Dyr! Jeg så både en ræv og et murmeldyr. Dog ved nærmere betragtning hørte begge til den slags, der blev, hvor de var! Næste morgen befandt de sig stadig på samme plads.


Furtschagelhaus, der nærmest ligger på en hylde med udsigt til gletchere, tilhører også Deutcher Alpenvereins sektion Berlin. Ifølge gamle billeder har gletcherne været betydeligt større, end de er i dag.




Fjerde vandredag. Schönbichler Horn og nedtur:



Vågnede op til vandrende skybanker, der ind imellem indhyldede hytten i tåge og ind imellem gled forbi og afslørede udsynet til gletcheren og bjergene bagved. Jeg trak morgenmaden ud og overvejede længe, om jeg skulle starte på turen over Schönbichler Horn eller ligge over og afvente bedre vejr.


På et tidspunkt så det temmelig klart ud; så da startede jeg. Snart efter mødte jeg dog et tysk par, der vendte tilbage og havde fået kolde fødder p.g.a. skybankernes bevægelser. Endnu et par overvejelser; men jeg fortsatte og steg op og op mod højdepunktet, som jeg allerede inden ankomst til Østrig havde været spændt på. Det så pænt ud meget af vejen.  Efterhånden kom jeg op i blokmark og sten; og det blev efterhånden så stejlt, at der var anbragt stålwirer som hjælp og sikkerhed. En haglbyge varede et stykke tid. Bagefter lå der et let lag løs nysne tilbage, som gjorde stålwirerne endnu mere nødvendige, end de var i forvejen. Der var ikke langt til kammen nu, så jeg fortsatte, til jeg var helt oppe. Jeg kunne herfra se stejlt ned på den anden side i et stort hul af bare tåge! Jeg søgte forgæves efter en nedgang videre, men kunne ikke finde afmærkningen. Først da der fulgte et hold mere, fandt vi ved fælles hjælp frem til, hvor nedgangen var. Man skulle lidt op ad kammen til venstre og over nogle store stenblokke i tågen, og der var pilen, og wiren, som skulle følges brat nedover . I den tætte tåge. Der lå løs sne på de smalle afsatser!


De andre fortsatte nedover langs wirerne i tågen. Jeg valgte at returnere de ca. 900 højdemeter ned, som jeg var kommet fra. Wirerne var sikkert sikre nok; men jeg var ikke tryg ved det. Nu havde jeg været på det højeste punkt på Berlinerhöhenweg, godt 3100 m! Om man skal træde varsomt – så er det altid hurtigere at gå nedad end opad. Jeg var nede ved Furtschagelhaus lidt over middag. Her spiste jeg min madpakke, orienterede mig om vejrudsigten, der ikke umiddelbart lød bedre, og fortsatte videre ned til søen Schleegeis og langs denne. Langs denne sø går der en smal vej, som jeg fulgte den foregående dag. Da havde der været vej HELE vejen. Det var der ikke i dag. Et sted havde der været et stenras i mellemtiden – så i dag var der ingen vej, men i stedet en ravine af sten, der var skredet fra skråningen oven for! Det voldsomme regnskyl har måske sat dette i gang.


Natten blev tilbragt på den lille private Dominikus Hütte ved nordenden af søen. Den viste sig at være et prima sted med hjertelige værtsfolk, der interesserede sig for at tale med gæsterne; så man følte sig meget velkommen. Og så kunne man smide sit vasketøj i en kurv og få det rent og tørt tilbage næste morgen! Hytten lå ved en vej fra dalen, og der var cykelvej videre til Italien gennem et pas; så der var også cyklende gæster her. Der var udsigt til søen og den store dæmning, som opstemmede den. Men bjergtoppene bagved og rundt om var fortsat skjult over et låg af skyer.


Min plan ind til videre var at følge en vandrerute, der gik ned i dalen for igen at finde op til en af hytterne ved Berlinerhöhenweg, blot længere fremme på ruten. Der skulle være en fin rute i skovterræn nedad; og i øjeblikket virkede dette mere indbydende end de tågede højder, hvor man ikke så en hånd for sig.


Dagens højdemeter. Tjah; først ca. 900 m op – og 900 m ned. Derpå yderligere 500 m ned til søen, altså ca. 1400 m nedad. Til en privat hytte, som blev den eneste østrigsk drevne hytte på vandreturen!




Femte vandredag. Ned i dalen og igen op i højderne:


Jeg startede med at gå ned til bunden af den 135 m høje dæmning, som opstemmede søen Schleegeis. Herefter fulgte jeg en sti i nedadgående retning. Det meste af vejen var der også en vej; men der var en god sti nogle timer frem til hytten Breitlahnerhütte. Herefter skulle der være en sti fortsat, eller rettere en lille vej, som også egnede sig til mountainbikes m.v.; men denne viste sig spærret p.g.a. rasfare – og nu havde jeg jo lige set en forsvundet vej dagen før! Jeg fulgte derfor pænt landevejen nedad mod landsbyen Ginzling, hvor der lå et lille naturparkhaus med udstilling om Naturpark Zillertaler Alpen. Jeg var derinde på en lille runde og kunne her se bjergene i nye perspektiver. Legende let at styre gennem bjergene i virtuelt flyperspektiv foran en skærm!


Jeg fulgte derefter en anvisning fra et skilt og bestilte en taxa  til starten af materielbanen til Greizer Hütte, en af hytterne på Berlinerhöhenweg. Herefter ville der være et par timers opstigning til hytten til fods. Få minutter senere var jeg på vej opad på en lille smal vej, der efterhånden blev til en grusvej (pænt sagt). Turen gik gennem tykt og tyndt, herunder at flere vandløb krydsedes på køreturen op. Til sidst nåedes materielbanens start og vejens slutning.


Jeg begav jeg mig ud på de sidste 5-600 højdemeter til hytten – og tågen. Men der var en god vejrudsigt for den følgende dag.


Der var gået 2 dage siden Furtschagelhaus; og da Greizerhütte lå 2 dagsture længere fremme på Berlinerhöhenweg, mødte jeg igen nogle af de samme mennesker, som jeg havde truffet tidligere på ruten til stor forundring for disse. Og god anledning til nye samtaler. Et par hold kom fra det tidligere DDR, hvor man ikke lærte meget engelsk i skolen, så jeg var henvist til at bruge mit tyske efter bedste evne.

Der var meget fyldt op i hytten, og der var en meget høj stemning. Det tog rigtig lang tid at få mad, da personalet jo skulle administrere alle ønskerne! Fik plads på et bettenlager i den godt slidte hytte. Tæt tåge udenfor, men en meget lovende vejrudsigt for den følgende dag.


Fra Schleegeis til Ginzling faldt terrænet fra ca. 1800 m til ca. 1000 m, altså 800 m nedad og 500 meter op ad fra materiaelbanens start til Greizerhytten, der ligger 2227 m.o.h..






Sjette vandredag: Greizer Hütte- Kasseler Hütte - samt en redningsaktion



Klart vejr fra morgenstunden til en rigtig flot dag med høj sol. Hytten har en fantastisk beliggenhed, som jeg ikke så¨meget af aftenen før. Nærmest på en hylde. Udsigt brat ud over dalen samt til høje tinder og en markant gletcher i baggrunden, som dog tidligere havde langt større udstrækning, end tilfældet var nu jvf. gamle billeder i hytten. Hørte en ytring om, at der om 20 år ikke mere ville være en gletcher. Måske ikke!


Lagde ud på dagsturen, først med opstigning til dagens pas, godt 2700 m, efterfulgt af brat nedgang på den anden side. Derefter rundt om enden af en dyb dal i en stor bue for at undgå en kæmpe nedstigning efterfulgt af en lige så stor opstigning bagefter. På rundgangen var der således udsigt til dagens mål, Kasseler Hütte, allerede 3 timer før man nåede den. På samme rundgang måtte man konstant færdes på skråninger, hvor det gik meget brat ned til siden; og der var løst materiale. Gentagne smalle passager, der var sikret med stålwirer og jernspigere i klippen til at placere foden op ad, så man ikke skred ud.


Jeg holdt frokostpause i enden af rundgangen tæt ved en flok geder med stort udsyn over dalen. Trak tiden lidt ud og var fremme kl. 14, igen ved en hytte, der var rigtig flot placeret på en hylde med storslåede udsigter. Igen udsyn til en gletcher, der engang var langt større, end den er nu.  Kasseler Hütte drives af DAV, sektion Kassel, og ligger 2177 m.o.h..


Nød en øl og æbletærte på hyttens udsigtsfulde terrasse. I det hele taget en hyggelig og net hytte. Sov på et 3-sengsrum sammen med to andre.


Redningsaktion: Lidt ud på eftermiddagen nærmede der sig en helikopter, der krydsede rundt i dalen. Det viste sig at være en redningshelikopter, der skulle hente en mand, der var kommet til skade i bjergene. Helikopteren landede på en flad plads tæt ved hytten, hvor to redningsfolk pakkede en line ud, som de derefter hægtede på helikopteren og hængte sig selv i, hvorefter de lod sig flyve over til ulykkesstedet på et stærkt skrånende sted på den anden side af dalen. Her lod de sig nedsænke og hægtede sig af. Helikopteren fløj et par runder og vendte derefter tilbage for at hente de to redningsfolk og en båre med den tilskadekomne. De landede igen på den flade plads ved hytten. Jeg og en person mere blev vinket op for at hjælpe med at løfte båren ind i helikopteren (husker, at jeg måtte kravle af frygt for at ramme hovedet op i propellen, der stadig snurrede rundt). En af redningsfolkene hentede samtidig tre store stykker æbletærte, som den tilskadekomne kunne komme i gang med at fortære. Herefter fløj helikopteren bort.


Jeg havde talt med den tilskadekomne samme dag om formiddagen, hvor han var på vej op fra Greizer-hytten sammen med 4 andre. Disse 4 andre ankom til hytten sent om aftenen og kunne da fortælle, at de havde fulgt en åbenbart forældet afmærkning, som stadig var meget tydelig. Her var de kommet i uføre og var havnet på noget stærkt skrånende is, som den tilskadekomne var kommet i skred på og derved var havnet i nogle klipper, hvor han havde brækket et underben.




Syvende vandredag: Kasseler Hütte – Edelhütte.


Endnu en flot dag på en lang rute, der var normeret til 9 timer til den sidste hytte, Edelhütte. Hele dagen gik  på skråninger langs en dyb dal ude  til venstre. Meget blokmark med store sten og flere vanskelige tværkamme, der skulle passeres undervejs. Hver gang sikret med stålwirer og andre hjælpemidler. Undertiden gik det meget brat ned til siden. Til sidst ned mod Edelhütten over en næsten lodret skråning med wirer.


Midt på turen holdt jeg en ca. 1½ time lang siesta i det varme solskin og fik derved turen til at vare næsten de normerede 9 timer. Jeg fik herved fortæret  det meste af min store lunchgepäck fra Kasseler Hütte, undtaget et kæmpe stykke chokolade, der også var vedlagt.  Et tysk par, som gik samme tur, havde en del problemer med dagens mange store stenblokke og havde godt brug for den normerede tid.


Igen kom vi til en hytte med enestående udsigter. Denne gang udsyn over den store Zillertal med Tuxeralpen på den anden side. Nede i dalen, 1600 m lavere, kunne ses flere byer, hvor der blev tændt lys om aftenen.  På græsarealerne omkring Edelhütte (2238 m, DAV sektion Würtzburg) græssede der et antal køer, der var forsynet med ringende klokker. Hyggelig konstant lyd som underlægningsmusik til de enorme udsigter. Også her var der en flot terrasse.




Ottende vandredag med nedstigning til dalen - og hjemrejse:


Edelhütte ligger 2238 m.o.h., og byen Mayrhofen ligger i ca. 600 meters højde. Så turens afslutning indbefattede altså godt 1600 højdemeter brat nedad. Normeret til 4 timer. Trods en lille forfriskningspause ved en lille alm undervejs tog nedturen til byen mig godt 2½ time (men havde sikkert varet længere i modsat retning).


Fik et gratis brusebad på Hotel Jägerhof, hvor jeg jo allerede var kendt, og gik derefter til jernbanestationen på Zillertalbahn og begav mig på hjemrejsen – med tog hele vejen til  Silkeborg, hvor jeg var fremme næstfølgende dag om eftermiddagen. På rejsen fik jeg et afbræk på en stemningsfyldt lummervarm sommeraften i storbyen München, inden videre rejse med nattog til Hamburg. Fra Hamburg gik det videre i et velkendt dansk IC3-tog!



Links:


Klik her for at komme til mit fotoalbum for turen i Zillertaler Alpen. (Indeholder ca. 100 fotos).



Link til tysk pdf-beskrivelse af Berlinerhöhenweg. (Pdf-filen indeholder et detaljeret kort på den sidste side - man kan zoome ind på kortet!)


Til Deutcher Alpenverein, DAV.


Til Östereichischer Alpenverein, ÖAV.



Kort:


Kompass str. 1:50.000 kan købes hos Nordisk Korthandel: www.scanmaps.dk


eller Serie Wandern "WK 5152" str. 1:35000 hos Freytag & Bernt i Østrig.




Copyright © All Rights Reserved