Peru 2007:

Afvikling: 30. juni - 30. juli 2007.



Indledende bemærkninger om beretningen.


De første 2 afsnit blev bragt under rejsen. Det sidste efter hjemkomst. Rejsen var i hovedsagen baseret på to treks i bjergene. Salcantay-trekket a 5 dage og Huahuash de Cirkuit a 12 dage. Her ud over akklimatiseringsdage og rejse mellem de forskellige landsdele. Et ophold ved Titicacasøen blev opgivet.


Overskrifterne hedder fra øverst (med angivne datoer for udgivelse):


"Ankomst til Cuzco, 4. juli."


"Salcantaytrek og Macchu Picchu, 11. juli."


"Til Huaraz og Huayhuash, Silkeborg d. 3. august."


Til fotoalbum fra rejsen til Peru  (indeholder 103 fotos inkl. kortskitser). Fuldskærm kan vælges.


.................................................................................................................................................


Ankomst til Cuzco, (skrevet 4. juli).


Efter godt et doegns tid i Lima, har vi nu vaeret det meste af et par dage i Cuzco. P.g.a. busplaner med meget natkorsel, valgte vi i stedet for busrejse at flyve til Cuzco, idet rejsen fra Kobenhavn til Lima (med skift i New York) i forvejen ikke levnede meget sovn.


Det var rigtig dejligt at lande i Cuzco i 3400 meters hojde og hoj sol i de smukke bjerge, der omgiver den lige saa smukke gamle by med krogede og snävre gyder og indiansk folklore. Efter godt et dogn i taage, smug og stoj i storbyen Lima med 8 mill. indbyggere! Fik dog bl.a. set byens katedral m.m..

Cuzco er inkaernes gamle hovedstad, og der er adskillige gamle mure helt fra den tid. Flot og praecist haandvaerk.

Kan godt maerke den pludselige ankomst til den store hojde; men det hjaelper. Det hjaelper ogsaa med at genfinde dognrytmen (Peru-tid er 7 timer efter dansk tid).

Det er op til 19 graders varme i dagtimerne, hvilket skal vaere usadvanligt i Cuzco paa denne tid (det er jo vinter her), mens temparaturen om natten naermer sig frysepunktet.


Vi bor paa Niños Hotel 2 (Bornenes Hotel 2), der i 1996 blev oprettet af et hollandsk par med det formaal at skabe et overskud til at hjaelpe traengende gadeborn i Cuzco. Der er nu to niños hoteller og et par restauranter med samme formaal. Livsbekraeftende ind at se de glade born, der ind imellem dukker op inde fra privaten og her faar en haandsraekning til et anstaendigt liv. De rare unge mennesker, der klarer tjansen i receptionen m.m. er ogsaa tidligere gadeborn, der er blevet hjulpet op. Det er nok disse hotellers fortjeneste, at tiggende gadeborn ikke ses i bybilledet.

Niños Hotel 2 er et sted, hvor man befinder sig godt.


Vi bruger tiden i Cuzco til stille og roligt at daske omkring og akklimatisere inden det forste trek, som starter paa fredag. Og nyde byen og den lokale mad m.m. til roerende billige priser. Befolkningen er venlig og imodekommende.

Har haft vanskeligheder med at haeve paa et Visa-kort! Men jeg har laant af Hans Werner, der har Master Card.


I morgen tager vi paa bustur til Sacret Valley. Og derefter skal det blive rart at komme i bjergene.


Nok her fra Cuzco nu. Haaber, at der kan folge lidt fotos med naeste gang, som maaske bliver ca. d. 13.-14. juli efter besoeg paa Taquileoen.


Og til Inge: Til lykke med fodselsdagen loerdag.! Haaber, du maa faa en god dag.

Hav det godt allesammen.




Salcantaytrek og Macchu Picchu. 11. juli.


Hej igen, alle derhjemme.


Ankom i aftes til Cuzco igen efter 5 dages trek i bjergene. Skulle i dag have vaeret med bussen til Puno (ved Titicacasoen), men hele Peru er fra i dag ramt af strejke paa transportomraadet, saa der er ingen bus til Puno. Vi bliver ind til videre paa Niños Hotel 2. Byen er i dag naesten uden biler, men der er mange gaaende. Der er store demonstrationer mod regeringen - det er lidt maerkeligt at vaere her.


Ellers har vi det glimrende i dette fantastisk storslaaede land med de store kontraster og en venlig befolkning, der er ved at faa ojnene op for de muligheder, turisterne giver dem. Et land i udvikling! Ingen ubehagelige oplevelser.


Siden sidst har vi foerst vaeret paa en dags bustur til The Sacret VAlley of the Incas. Flot og meget interessant tur med incaruiner og ogsaa indblik i de lokales bearbejdning af alpaca-ulden) en slags lama). Og umaadeligt storslaaede udsigter.


Men foerst og fremmest har vi vaeret paa det 5 dages Salcantay-trek, som endte i Macchu Picchu, den beroemte incaby, som netop er blevet udnaevnt som verdens 4. stoerste under - noget der pirker til den lokale nationalfolelse og naermest har skabt en folkefest.


Vi blev hentet paa hotellet kl. 4.45 morgen (det er ganske normalt her at hente turisterne paa deres indkvartering) og koerte foerst 3-4 timer til landsbyen Mollepata - igen fantastisk flot koeretur - hvor vi startede trekket efter morgenmad paa et lille primitivt pensionat.


......................................................................................................................................................................................................................................................

(Hvad er Salcantay-trekket. Læs).   


Dette trek, der går igennem bjergkæden Vilcabamba, er et alternativ til den berømte Incatrail, der er blevet overbelastet af mange menneskers færden på den. Incatrail er derfor blevet pålagt begrænsninger for færden af den peruvianske regering. Max. 500 personer pr. dag. Dette betyder ventelister på flere måneder, og at mange derfor opgiver at vandre på Incatrail. Det er kun tilladt at færdes på Incatrail i grupper med guide. Vandring på Incatrail tager 4 dage.


Salcantay-trekket er blevet åbnet som et alternativ. Den slutter som Incatrail ved den velbevarede inca-ruin-by, Macchu Picchu, men starter et helt andet sted og har et noget anderledes forløb. Ikke så mange historiske steder, men derimod en udpræget flot naturvandring, der i højder veksler mellem 4600 og 1600 meter, hvilket gør den meget varieret - man passerer gennem skiftende naturtyper fra sneen til regnskoven. Varighed fra 3-5 dage, bl.a. afhængig af, hvor meget, man medtager i vandringen, idet der er transportmulighed det sidste stykke. Trekket kan gås i grupper eller på egen hånd. Der er officielle teltpladser undervejs. Som noget nyt nu også et par refugier med mulighed for indendørs overnatning.

Trekket starter i 2800 m, og på 1½ dag stiges til 4600 m (i passet ved Salcantay-bjerget, 6400 m). Herefter går stort set resten af trekket ned ad. Efter overnatning i Aguas Calientes brat opstigning til Macchu Picchu (hvis bussen ikke vælges i stedet)

.......................................................................................................................................



     

Et sted på Salcantay-trekket. Trekket varierer i højde ml. 1600 og 4600 m.o.h.


Foerste dag mest ad et sandet hjulspor til lejrpladsen Soraypampa, der ligger lige foer opstigning til passet mellem Salcantaybjerget (6400 m) og et andet stort bjerg. Langstrakt jaevn opstigning hele dagen. Hoej sol og varmt hele dagen, natten derefter var det nattefrost. Vi laa i 3600 meters hojde.

Vi var 6 trekkers paa turen, foruden en guide, en hestemand, en kok og en kokkeassistent. Det meste bagage paa hesterygge - saa vi selv kun skulle baere til dagens fornoedenheder, bl.a. rigeligt med vand) som her koebes paa flasker.

Mad om aftenen i spisetelt. Fornemt!


Naeste morgen 3-4 timer med opstigning til passet i 4600 meters hojde. Her fik Hans Werner alvorlige problemer med luften og maatte hjaelpes med ilt (som guiden fra en anden gruppe tilfaeldigvis havde med) og transport paa hesteryg over passet. Herefter fortsatte han paa egne ben. Paa resten af trekket gik det mest nedad - til Santa Theresa i 1600 meters hojde. Men han var udmattet de naeste dage.


Efterhaanden kom vi ned i skovomraader med spredte beskedne quechua-bebyggelser med koer og senere dyrkning af forskellige frugter og kaffe. Overnatning paa etablerede lejrpladser, hvor ogsaa andre selskaber logerede.


Jo laengere, vi kom nedad, jo hyppigere blev de beskedne bebyggelser, og ofte havde beboerne oprettet boder med drikkelse og snacks langs stien, som vi benyttede os af.


Dalen, som vi gik igennem blev dybere og dybere og frodigere og frodigere. Vi fik saaledes et saerdeles varieret trek.


Det sidste stykke paa tredjedagen kom vi dog til vej og blev transporteret ad en smal gruset vej gennem taet urskov til Santa Theresa, hvor vi overnattede paa en simpel campingplads. Her koerte vi gennem floder og maatte bakke for modkoerende.


Ved Santa Theresa var der mulighed for at svoemme i en varm kilde. Herligt. Der var etableret en slags anlaeg ved kilden - som noget helt nyt.


4. dag via tovbane over en bred flod og herefter gennem et stykke af Urubambadalen til Aguas Calientes, hvor overnatning paa hotel. Aguas Calientes, der ligger nedenfor Macchu Picchu, er selvsagt et stort turistmekka med bl.a. turistbanen fra Cuzco til Macchu Picchu. Her lidt luksus.


Moedtes om morgenen kl. 4 til morgenmad. Herefter opstigning til Macchu Picchu. Opstigningen skal man have med! Ellers koerer de mange busser i pendulfart.


Macchu er meget opreklameret, men er faktisk ogsaa en stor oplevelse, naar man er der.


Jeg var ogsaa paa Waynapicchu, som er den store knold, der ligger bag ruinbyen (ses på fotoet nedenfor). Flot og stejlt.


Til  fotoalbum fra rejsen til Peru  (indeholder 103 fotos inkl. kortskitser). Fuldskærm kan vælges!

                                                                                                                                               

                                                                                                                                                                                                            

Til sidst med den famoese turistjernbane og senere bus over en stor hojslette til Cuzco.               

Alt i alt et flot og afvekslende trek med store naturoplevelser, men ogsaa kulturelt indblik undervejs i    Maccchu Picchu set fra toppen af Wayna Picchu 

et storslaaet land med store kontraster.




Til Huaraz og Huayhuash, Silkeborg d. 3. august.


Da bussrejken i Peru udsatte vores rejse til Titicacasøen, forudså vi efterhånden, at det ville blive for knebent med tid til denne tur, hvis vi også skulle nå vort trek i Huayhuash, som vi havde bestilt fra d. 16. juli.. Så vi endte altså med at droppe Titicacasøen.

 

Busrejsen fra Cuzco til Huaraz gik i to etaper. Først Cuzco-Lima, en køretur på ca. 20 timer, og efter overnatning her en ny bustur på 8 timer inden ankomst til Huaraz.

 

Busserne i Peru er rimeligt præcise, og vejene på de store stræk er rimeligt gode (mit sammenligningsgrundlag er Tanzania og Kenya, som jeg besøgte for år tilbage). På de lange stræk har man store luksusbusser, nogle af dem er dobbeltdækkere. Der er stewardesse om bord til at servicere de rejsende med mad og drikke, toilet samt video til adspredelse undervejs. Der spilles også undervejs en omgang bingo med mulighed for at vinde en gratis returrejse. En udmærket mulighed for at få øvet tallene på spansk.


V i mødte hos ”Cruz del Sur” i Cuzco en halv time før afgang (i Peru møder man ikke på en central busstation, men hos det konkrete selskab), som vi havde fået at vide, at vi skulle. Bagagen skulle nemlig checkes ind, akkurat som når man skal med fly, og der var også et sikkerhedscheck. Vi kunne jo have våben med. Det var i det hele taget temmelig bureaukratisk. Vi skulle have lidt penge retur, fordi vi var blevet flyttet til en anden afgang – det tog tid, da flere personer var involveret i at administrere denne alvorlige transaktion. Der gik altså over en time, før bussen kom afsted. Da vi så først var afsted, da blev vi så til gengæld også serviceret.

 

Turen gik over Nazca, som ligger på kystsletten. På kortet ser der ikke ud til at være gevaldig langt fra Cuzco til Nazca ( se kort ). Men faktisk var vi undervejs mellem de to byer fra ca. kl. 20 til ca. 10.30.

Da, det er bælgragende mørkt i Peru om natten, kunne vi ikke se meget, men mærkede jo nok, at det gik meget op og ned, og at vi drejede rundt i et væld af hårnålesving. Da det begyndte at blive lyst, kørte vi stadig i ca. 4000 meters højde. Efterhånden blev det mere tørt; og omsider begyndte det også at skråne ned ad mod kystsletten. Her begyndte ørkenen at brede sig – det lignede faktisk mest landskaber, som man har set i westerns fra Arizona og New Mexico. Sådan var Peru altså også!


Ørkenerne fortsatte nede på kystsletten. Faktisk ligger Nazca midt i ørkenen. At det var tørt og sandet, havde jeg nok læst mig til. Men alligevel. Dette!


Fra Nazca videre mod Lima. Ørkenen afbrydes med jævne mellemrum af store, frodige oaser, hvor der dyrkes bananer, kaffe, appelsiner, citroner, sukkerrør, vin og meget mere. Og mellem oaserne vekslede det så mellem områder med kæmpe sandbanker og store, flade sandsletter. Så det var en køretur, hvor der var nok at se på.

Desværre blev der ikke tid til et besøg ved Nazcalines, da det nok ville have kostet en hel ekstra dag.


Efter adskillige timer gennem sand, nåede vi Lima, der har en ret trist indfaldsvej, når man kommer fra sydsiden. Kæmpe slumområder. Som sidst tåge over Stillehavskysten og Lima, som følge af mødet mellem den kolde havstrøm (Homboldtstrømmen) og den varme luft. Sådan er det vist oftest i Lima.

 

Taxa til Miraflores. Trafikken i Lima er et kapitel helt for sig! Hektisk. Det gælder om at mase sig frem, hvis man ikke selv vil mases. Ofte er det et under, at der ikke sker kollision.

 

Overnattede hos en dame i Miraflores, der er den rige bydel, hvor man forskanser sig bag jerngitre med skarpe spidser øverst og elektrisk strøm! De kunstfærdige jerngitre er dygtigt smedehåndværk.


Flot køretur til Huaraz dagen efter. Et langt stykke ad vejen på en flot højslette i 4000 meters højde med udsyn mod den hvide bjergkæde, Cordillera Blancas. Huaraz ligger godt 3100 m.o.h..

 

Ved et held fandt vi i Huaraz et lille hyggeligt hotel, beliggende lidt af vejen i et ikke særligt prangende kvartér. Jordgader, simple huse osv. Men inden for var der pinligt rent og fine værelser. Det viste sig at være en meget familiært sted, hvor man næsten blev inddraget som en del af familien. Dette sted blev vores base i Huaraz, når vi ikke var på trek. ”Auberge Ishinca”. Jeg kan anbefale stedet og formidler gerne kontakten, hvis nogle skulle have det behov.


I det hele taget viste alle i Huaraz sig fantastisk hjælpsomme.

 

Også på ”Peruvian Andes Adventure”s kontor, hvor vi havde bestilt trekket, blev vi hilst velkomne. Man huskede vore navne fra korrespondancen, hvor vi allerede havde fået en del tips inden ankomst. Bureauet drives af familien Morales. Brødrene driver det videre efter deres far, og Anne på kontoret (kommer fra New Zealand) ordner gladelig  de rejsendes problemer, også med indkvartering, busreservationer og andet, der ikke lige har med selve trekket at gøre. Peruvian Andes laver et professionelt stykke arbejde og kan varmt anbefales, hvis nogle skulle agte sig på treks eller bestigninger i Huayhuash eller Cordillera Blancas.

 

Vi havde en dag til at få ordnet forskellige løse ærinder; og derefter startede det sidste 12 dages trek så. 


Det vil sige: Vi begyndte med at køre en tur på 5-6 timer. Den sidste halvdel af vejen, hvor vi kørte i et meget afsides område, krævede både et robust køretøj og en chauffør med særlige evner. En grus- eller rettere stenvej med dybe huller samt dybe afgrunde uden afskærmning, spinkle træbroer over vandløb og en enkelt gang kørte vi direkte gennem floden. Til sidst endte vi ved landsbyen Llamac, hvor vi overnattede på sportspladsen. Teltene blev slået op, mens poderne spillede fodbold.

 

Her begyndte trekket så næste morgen. Gruppen bestod af 6 trekkers. Et par fra USA, en mand fra Schweiz og en mand fra Italien foruden altså Hans Werner og jeg. Vi havde en guide, Marco, fra ”Peruvian Andes Adventures”. Desuden et hold porters, bestående af en kok, to kokkeassistenter og et par stykker mere, fortrinsvis til at pakke og drive æsler, ordne telte osv. Hvor mange æsler, vi havde til at bære alt udstyret ved jeg ikke, men nogen stykker i hvert fald. Det meste af vort udstyr fik vi således båret på æslerne, så vi kun selv skulle bære til den enkelte dags fornødenheder. Herunder vand og skiftetøj til de skiftende vejrlig, der bliver i løbet af en dag i bjergene.


Første dag startede vi ad en lille jord/sandvej, som steg langsomt hele dagen. Vel som en slags let akklimatiserings-start. Passerede her undervejs en mine, hvor der skal produceres sølv og guld.

Som på forrige trek fik Hans Werner også denne gang problemer med højden. Vi bevægede os i ca. 4000 meters højde. Næste morgen valgte han at springe fra og tage tilbage til Huaraz. Det var sidste chance for dette, da vi ikke ville komme til mere vejforbindelse på resten af trekket. Da der overnattede flere grupper på samme lejrplads (i Huayhuash overnatter man på specielt anviste pladser; denne hed Quartelhuain), fik Marco arrangeret hans tilbage-transport med nogle andre. Et stykke til hest – og senere med bil. 

Landsbyen Llamac, hvor trekket startede



 Hans Werners afbræk.

Hans Werner vendte tilbage til Auberge Ishinca, vores base i Huaraz, tilbragte her nogle dage i ro og kom senere på 3 én-dags treks. Han fik desuden meget ud af udforske byen. Godt, at det var et familiært sted med en god værtinde. Jeg tror, at Hans Werner alt i alt syntes, at han havde en god tur alligevel.

Efter afskeden startede den øvrige gruppe med en brat opstigning på nogle hundrede meter til et pas, hvorefter det det gik mere langsomt nedad mod næste overnatningsplads, der lå på en flad slette i bunden af en dal – ved Laguna Mitococha. Her en del græssende kvæg og mange får.


Til fotoalbum fra rejsen til Peru  (indeholder 103 fotos inkl. kortskitser). Fuldskærm kan vælges!


Huayhuash (udtales efter vanlig dansk stavemåde som: ”waywash”) er, selv om man er langt borte fra vejene, ikke en egentlig ødemark som sådan. Der er en spredt beboelse af indianere, som her frister en kummerlig tilværelse med deres køer, får, geder og svin, som fouragerer på de frodige græsgange i de dybe dale – mellem de høje, hvide, imponerende tinder, som området er kendt for. D.v.s. bunden af de dybe dale ligger i 3500 til 4500 meters højde, mens tinderne når op over 6000 meter. Vi mødte med jævne mellemrum befolkningen og så deres huse. Vi mødte mest deres børn, som godt viste, at turister ofte bærer karameller og andre lækkerier med sig. Enkelte gange så vi i øvrigt også alpacas og lamaer.


........................................................................................................................................................................................................................................................




(Læs om Huayhuash og se kortskitser

Byen Huaraz, hovedstad for regionen Ancash, er udgangspunkt for hiking, trekking og klatring i bjergområderne Cordillera Blanca og Cordillera Huayhuash. Begge store massiver med nogle af Perus højeste tinder.


Den typiske vandring i Huayhuash (Huayhaush de Cirkuit) går rundt om selve massivet, der består en lang række 6000-meter-toppe, nærmest beliggende midt i en stor gletcher. Varighed fra 10 - 12 dage er typisk. I vort trek indgik et par overliggerdage med mulighed for mindre topture.

På vandringen i Huayhuash færdes man på hele trekket fra 3500 til 5000 meters højde.


(Huayhuash udtales efter alm. dansk stavemåde som: "Waywash").)

Kortskitse over Huayhuash ses til højre (klik for stort kort)





.....................................................................................................................................................................

 

Fugle- og dyreliv.

I de grønne dale (eller lidt gule på denne tid af året - vinter) er der også ofte et artsrigt fugleliv. F.eks. ved Laguna Mitococha, hvor vores amerikaner, William, der er ivrig zoolog i arbejde og fritid, flittigt stillede op med alt sit fine fotoudstyr på jagt efter gode scener. Jeg er selv fugleinteresseret; men det er jo en stor ting at begynde i en ny verdensdel. Af fugle i bjergene kan i første omgang nævnes kondoren, som vi havde lejlighed til at iagttage flere gange, en enkelt gang ret tæt på. Også andre store rovfugle - og andean seagull, en stor måge, som ejendommeligt nok lever helt deroppe, langt fra havet. Adskillige andearter og vadefugle og meget interessant også nogle få arter kolibrier, som man ellers mest forbinder med regnskoven. Morsomme fugle! Af vilde dyr i bjergene ser man ikke så mange; men der er nogle. Vi så en enkelt gang noget hjortevildt, der kunne ligne vore hjemlige rådyr og en enkelt gang kunne vi længe betragte nogle vicunas, der bevægede sig omkring på en skråning. Det er nogle gazelle- eller antilopelignende dyr, der bevæger sig omkring i bjergene.


Næstfølgende lejrplads ved søen Carhuacocha, ligger på et usandsynligt smukt sted i dybet med udsigt til de kridhvide tinder i baggrunden. Så her blev vi to nætter med en dag imellem til udflugter. Italieneren Andrea (på italiensk faktisk et drengenavn) og jeg besteg en mindre top med flotte udsigter til tinder og gletchere. Tinderne i Huayhuash ser spidse, drabelige og bestemt ikke gæstevenlige ud, oftest med stejle isskråninger øverst. Og der er vist også ganske længe imellem, at de bliver besteget. På min forespørgsel angående et af dem, Jirishanca, svarede vores guide, Marco, at den blev besteget for 10 år siden.

Italieneren Andrea er i øvrigt ivrig klatrer og havde efter dette trek planer om at prøve kræfter  med Alpamayo, der er en teknisk krævende top i Cordillera Blanca.

 

Søen Jahuacoccha skal også nævnes som et specielt sted, hvor vi også tog en overliggerdag med bestigninger af mindre toppe. Fantastiske udsigter her. Og også rigt fugleliv her. Angående stednavne. Det er indianske navne fra sproget Quechua, der er et udbredt sprog i Perus bjergområder.


Temparaturerne i bjergene svinger meget. Om dagen, når solen skinner, er der oftest rimelig varmt. Op mod 17-18 grader. Jeg tror derimod, at vi havde frost alle nætter på trekket. Nogle mere end andre. Vi havde ikke termometer; men skønsmæssigt var der den koldeste nat mellem 10 og 15 graders frost – ved Laguna Vicunadi, tror jeg, det var. Så længe, man ligger godt i sin lune sovepose og har den snøret godt til, har man det fint; men skal man ud at tisse, er det jo en større historie. Morgenmaden spiser man måske spiser med hue og vanter på. Når først man kommer i bevægelse, er det ikke det store problem mere. En enkelt nat var der faldet sne og isslag, som lå i et lag på teltdugen.

 

Ved landsbyen Huayllapa var der et par stop ved stien, hvor vi måtte betale afgift til landsbyen. Landsbyen ligger uden vejforbindelse. Et par andre steder på turen måtte også betales afgift, da Huayhuash jo er et område, der ejes af private, som har deres dyr på græs.

 

Stierne var gennemgående rimeligt lette at gå på, om end der var meget op- og nedstigning. Gennemgående havde hver dag sit pas – en enkelt dag to pas – som vi måtte op igennem. Stigningerne var dog normalt ikke på mere end 4-500 meter. Men højden taget i betragtning, kan det godt koste en del kræfter alligevel. Sine steder er der dog ret stenet (lidt blokmark), og til forskel fra skandinaviske fjelde ligger der oftest en del løst materiale, som man kan skride i. Så som ved bjergture i almindelighed kræver det en god balanceevne og koordination. Da perioden maj-september er den tørre tid på året i Peru, er der ikke mange vandløb, der skal passeres, og de fleste er rimelig lette at komme over. Hvor floden ikke kan stengås, er der oftest en lille bro. De fleste, som er fortrolige med vandringer i skandinaviske fjelde f.eks., vil ikke have problemer med et trek i Huayhuash, om end der er højden til forskel. 

En af adskillige kolde morgener på turen



Om rytmen på et trek.

Om rytmen på sådan et trek. Vi blev gerne vækket ca. kl. 6.30 af vore portere, som trakterede med kaffe eller te (mange slags, udvalget var stort) efter ønske ved teltet, så den første kop kunne nydes liggende i soveposen. Derefter pakkede vi alt vort personlige grej sammen, sovepose, liggeunderlag og andre ejendele. Under dette forehavende blev der gerne stillet en balje med opvarmet vand uden for teltet, så man kunne få sin morgenvask. Efter at have pakket sammen lagde man sin store rygsæk udenfor, så de to æseldrivere kunne pakke den på æslerne. Når teltet var ryddet, pakkede de også dette sammen. Herefter var der morgenmad i spiseteltet, hvor der var stillet et havebord og nogle klapstole op. Vi fik et godt måltid med pandekager, frugt og brød, undertiden var der også yoghurt med müsli eller cornflakes. Undertiden et spejlæg – eller scramblet egg. Det skiftede. Vi kunne vælge brev-te eller pulverkaffe. Oftest valgtes koka-te. Koka-blade, som er forbudt i Danmark, da det betragtes som stoffer, bruges helt normalt i den daglige husholdning i Peru og skal være godt mod bl.a. højdesyge. Jeg har aldrig oplevet at blive hverken høj eller afhængig af det.

 

Ja ja; lidt kunne man vel klare selv, tænkte man de første dage. Og havde en lidt mærkelig smag i munden ved dette tilsyneladende herre-tjener-forhold. Men man lærte at affinde sig ved tanken om, at dette betød arbejde og brød på bordet for nogle mennesker, som her igennem havde et for dem godt job. Og så var det jo egentlig også rart nok.


Vandringen begyndte gerne ved 8-tiden (enkelte dage var tidspunkterne lidt anderledes), mens det stadig var koldt; men man fik snart varmen. Porterne med æslerne startede gerne, så snart de        Der er befolket højt op i Andesbjergene. Her nogle quecha-børn

var klar, d.v.s. lidt senere, og overhalede os gerne på et tidspunkt i løbet af dagen.                                                                                                                               


Marco satte tempoet. Det var gerne stille og roligt med små skridt, afpasset. I højderne skal der mindre til, før man bliver forpustet. Det mærker man snart, hvis man speeder lidt for meget op. Selv om natten i soveposen kan man undertiden mærke det. Pauser for hver ca. 1½ time, tror jeg, eller hvis der var noget specielt at betragte, f.eks. fuglevildt, hvor William (zoologen) eller schweizeren, Claudie, skulle have stillet deres fotoudstyr op. I den forbindelse blev der ofte spredning i gruppen, så vi andre måtte vente. Således blev det sjældent rigtig hårdt. Også når vi efter lang tids opstigning kom til et pas, skulle udsigterne nydes og fotograferes. 

 

Ved frokosttid ventede kokken og hans to assistenter gerne på et godt sted med læ og havde her tilberedt vores frokost, altid noget peruviansk med ris, majs, bønner eller andre grøntsager, et let måltid – suppleret med koka-te eller andre te-typer.


Vi var gerne fremme ved lejrpladsen midt på eftermiddagen, hvor der stadig var flere lyse timer tilbage på dagen. Når man så havde fået sig installeret i sit telt (som porterne i regelen havde fået stillet op inden vores ankomst), kunne man jo tage sig en ekstra lille tur. Men da de omgivende toppe oftest var for store til en lille smuttur på en time eller to, faldt valget ofte på soveposen i stedet. Så kunne man læse der eller blot hvile. Lidt dumt, måske!

Kl. 16.00 var det te-tid – med te og snacks. (Det skal lige siges, at det tidlige stop nok også var af hensyn til æslerne, der skulle hvile og græsse – også et par hviledage var lagt ind – også mest af hensyn til æslerne – de havde jo et hårdt slæbearbejde, ofte op og ned ad stejle stier). Vi sad gerne og sludrede en times tid ved te-tid. Derefter blev teltene igen fundet ind til kl. 19.00, hvor aftensmaden var klar. På det tidspunkt var det bælg ragende mørkt, dog oftest med en smuk stjernehimmel. Så vi kom til spiseteltet med vore pandelamper tændt. Kunne dog slukke dem, da der var stillet stearinlys op på bordet. Kulden havde også gerne indsneget sig på dette tidspunkt, så vi kunne sidde i det mindste med huen på, om ikke vanter. Igen altid udpræget lokal mad – tre retter. Først suppe, dernæst hovedretten, altid med rigelige grøntsager og til sidst en frugtanretning. Efter dernæst at have sludret en times tid over en kop te, skulle der lige tisses af inden natten; og de lune soveposer blev fundet.

 

Gruppen bestod af erfarne trekkere, der havde trukket mange steder i verden og i det hele taget rejst meget, også på jungleture og safaris m.v.. Selv om jeg betragter mig selv som rimeligt berejst, var jeg nok den mindst berejste i denne gruppe. William, vores amerikanske zoolog, havde bl.a. gennem sit arbejde været med til at kortlægge New Guineas dyreliv. Han og konen Debbie kunne fortælle om rejser utrolig mange steder i Asien, Afrika, Australien, Alaska - og såmænd også Danmark og Norge kendte de til. Det var deres første gang i Sydamerika.

Bjerget Siula Grande, 6344 m, set fra et pas i 5000 m's højde


Andrea, italieneren, dyrkede også klatring.


De var alle vante til at trekke på egen hånd, hvor de kom fra. Så dette var jo, for os alle, et luksustrek.




Afslutning. (tilføjet d. 8.8.07)

På Huayhuash-trekkets sidste og 12. dag, endte vi igen i landsbyen Llamac, som vi også startede fra. Efter transport ad den lange og dårlige bjergvej endte vi igen i Huaraz, hvor Hans Werner ventede mig på Auberge Ishinca og kunne fortælle om de mange mennesker, han havde truffet, om hvad han havde fundet ud af om byens historie og om sine én-dags-treks med Peruvian Andes.


Huaraz ramt af jordskælv.

Jeg har vist ikke fået nævnt, at Huaraz i 1971 blev ramt af et voldsomt jordskælv, der næsten jævnede byen med jorden og dræbte en stor del af dens befolkning (det skal have drejet sig om ca. 70.000 mennesker). Genopbygningsarbejdet har varet næsten alle årene siden. Der er kun en ganske lille smule tilbage af den gamle bydel. Katedralen er endnu ikke fuldt renoveret. På Hans Werners forespørgsel til byens biskop (tror jeg såmænd det var), om ikke paven kunne hjælpe, lød svaret: "Paven ved ikke, hvor Huaraz ligger!"


Peru's selvstændighedsdag.

D. 28. juli, Peru's selvstændighedsdag, rejste vi med bus fra Huaraz til Lima, for herefter at flyve til New York om natten. Langs hele busruten blev der flaget med det peruanske flag, selv fra de simpleste beboelser. Det er en festdag i Peru - mange rejsende; man besøger hinanden.



****


Ophold i New York på hjemrejsen.


I New York havde vi næste dag 12 timers ventetid. Vi fandt ud af, at vi efter indcheckning af bagage til næste afgang mod København, havde fri adgang til gaden.


Det blev altså til, at vi tog bussen ind til Manhattan City og var i Empire State Building. Et afbræk, der gjorde, at hjemrejsen føltes kortere.

Vi ankom til København d. 30.6. om morgenen, trætte, efter at være blevet snydt for det meste af en nat!



Til fotoalbum fra rejsen til Peru  (indeholder 103 fotos inkl. kortskitser). Fuldskærm kan vælges.


Til toppen af denne side .




Copyright © All Rights Reserved