Turkana, Kenya 1995


Link til mit fotoalbum for den aktuelle tur i Turkana (inkl. kortskitse).   


PS: Alle billederne er scannede efter dias fra 1995. 



Indledning om et afrikansk eventyr.


Året hedder 1995. Jeg var i 3 mdr. gæst i Tanzania, men tog meget ud på egne eventyr, også i nabolandet, Kenya. I en verdensdel, hvor man ingenlunde skal forvente, at tingene går efter planen. I hvert fald ikke, hvis man som jeg, rejser på de lokales vilkår. Turkana, en ørken i den nordlige, lidet kendte og vanskeligt tilgængelige del af Kenya, var et mål på min færden. Måske var det netop uforudsete hændelser, der gjorde det muligt for mig at opleve dette ejendommelige stykke Afrika. Turkana bebos af Turkanafolket, et konservativt og meget særpræget afrikansk nomadefolk. En anvisning på at tage på tur her kan jeg ikke give, i det en tur her nok altid vil være lidt på lykke og fromme.



Om at rejse på egen hånd i Afrika


I Sukumaland i Tanzania vekslede jeg håndtryk med Mungu Wa Piti, den store medicinmand, hvis navn betyder "Den anden Gud", og som ud over at kunne kurere sygdomme i vanlig forstand også kunne forebygge, at man mistede popularitet i samfundet eller mistede sit job. Mungu Wa Piti var uddannet hos forfædrene, der boede under Victoriasøens bund og konfererede stadig af og til med disse. Ingen fik dog lov at følge med ham! Hvad højere kan man opnå i livet end at få lov at trykke hånd med en sådan?


Ved Lake Naivasha oplevede jeg at leje en båd og dernæst blive jagtet af en flodhest! Uden at se den var jeg roet ind mellem den og dens unge. Den største provokation, man kan udsætte et dyr for.


Jeg rejste rundt i lande, hvor der ikke fandtes andre køreplaner, end den, at bussen kørte, når den var fuld. - Hvor man af og til måtte ud af bussen, når der var punktering, motorstop, man var kørt fast i en mudderpøl, eller man blot skulle passere et vanskeligt sted. - Hvor jeg også oplevede at måtte vente i 14 dage på at rejse ud på en strækning mellem to større byer, ind til en sammenbrudt bro var blevet repareret!

Jeg skal sige, at vejene i Kenya gennemgående var af bedre standard end i Tanzania.


Jeg havde været i Afrika det meste af mine 3 måneder inden entréen i Turkana. Så en del havde jeg allerede oplevet. Skal vist også lige nævne Mt. Kenya, som jeg også kom på - én af de 3 toppe.


Jeg oplevede Afrika som verdensdelen, hvor følelserne konstant bevæger sig i store svingninger, fordi der altid sker noget uforudset. Det lunkne midtpunkt fandtes næsten ikke.



Første del af rejsen mod ørkenen.


Fra byen Nyahururu kørte jeg med matatu (hvide toyota-rugbrød, som i Kenya bruges meget i stedet for store busser, da de er hurtigere fyldte og derfor kommer hurtigere afsted) til byen Maralal, der er de offentlige transportmidlers sidste udpost før ørkenen. I adskillige timer kører man op over en øde savannestrækning. Det er et område med mange vilde dyr, hvilket også ses af, at alle mennesker langs vejen her færdes med spyd eller bue og pile for at kunne forsvare sig. Allerede her nogle nomadestammer, der minder meget om masaierne, men dog er lidt anderledes i beklædningen - rigt og flot udsmykkede med halskæder og kæder, der er bundet op over hovedet o.s.v.. Kvinderne er kronragede og har typisk tunge blylodder hængende i ørerne. Undertiden er der fra brystet og til hagen stoppet fuldstædigt ud med halskæder, så tæt, at man slet ikke kan se halsen. Mændene har undertiden mærkelige frisurer. Håret kan være indfarvet af en blanding af mudder og okker, der gør det rødligt eller gulligt. Sammen med de stave, som de alle bærer, er dette med til at markere deres status i samfundet. Det er værdige og stolte mennesker, man møder her - med en helt anden rejsning, end dem, man møder syd på. Kort sagt: En andens slags mennesker.


Jeg kom til Maralal med én eller anden diffus idé om at kunne få kørelejlighed med nogen tilfældige nordpå. Den gang var jeg endnu uvidende om, hvor få transporterne i grunden var i et område, hvor det eneste transportmiddel, man normalt regner med, er de flade konvolutter.



Til Byen Maralal med besværligheder.

Ved ankomst til Maralal var jeg næppe på vej ud af bilens dør, før en ung knægt tog imod mig med præsentationen: "I am the cityguide! Do you know where to go?" Min første tanke var: Nej, ikke her også! Den slags påtrængende og anmassende sælgere, som hænger på én og ikke vil slippe én, havde jeg allerede mødt alt for mange af under mit ophold i Kenya. Sådanne kan ødelægge en god oplevelse. Jeg vidste, at hvis jeg svarede "yes", ville næste spørgsmål være: "where?", og hvad svarer man så på et sted, hvor man aldrig før har været?

Jeg svarede: "I need a hotel, where I can spend the night," i det spinkle håb, at jeg, hvis jeg først forsvandt ind på mit hotel, ville blive disse unge mænd kvit. Der var nemlig to. Jeg blev vist til mit hotel, fik mig indlogeret og fik et måltid mad i hotellets restaurant.


Men da jeg om aftenen ville gå ud for at indsnuse atmosfæren i byen og orientere mig om stedet, stod knægtene uden for og ventede på mig. På snedig vis fik de opsnappet, at jeg havde tænkt mig at blive et par dage og insisterede herefter på at strikke et minutiøst program sammen til mig. Et ørkesløst mundhuggeri fandt sted, ind til jeg forsvandt ind på hotellet, som var det eneste sted, hvor jeg kunne have fred for dem.


Problemet fortsatte næste morgen. For fredens skyld købte jeg et par programpunkter af dem og besøgte bl.a. en smed, der smedede spydspidser på gløderne af et bål. Kunne såmænd være udmærket, hvis jeg blot ikke havde vidst, hvad der fulgte bagefter.


Om eftermiddagen havde dog held til at få sneget mig ud i byen uden det plagsomme påhæng. Så nu var det med at udnytte tiden. Jeg begyndte at handle ind til nogle dage i ørkenen. Jeg købte ind, fortrinsvis af frugt og andet, som ikke krævede tilberedning. Jeg medbragte ikke kogegrej.



Planen for en ørkenfærd strikkes sammen.

Det blev mit held, at jeg havnede i en købmandsforretning (eller hvad man nu kalder sådan en lille biks i Afrika). Indehaveren, der hed Julius, blev nysgerrig p.g.a. mine indkøb; og da han hørte om mine idéer, lancerede han en flot plan for mig. I den næste by, Baragoy, et stykke mod nord, skulle jeg opsøge et par lokale mænd, som jeg fik en seddel med navne på. Den ene skulle være min guide, den anden æseldriver; og så skulle jeg leje et æsel til at bære bagagen. Jeg fik også instrukser om udstyr til en ørkenfærd, der skulle vare en uge og ende i oasebyen Loyangalani ved saltsøen Lake Turkana. Telt og unødvendig oppakning kunne blive hos Julius i butikken. I den varme ørken kunne man sove under åben himmel. En halv snes dage senere skulle jeg så igen havne i Maralal, kørende med en eller anden transport ad en elendig vej, som fulgte en anden rute end gå-ruten (på den anden side af en bjergkæde).


Selv om jeg efterhånden havde erfaret, at man ikke skulle stole på nogen i Afrika, virkede Julius så troværdig på mig, at jeg alligevel valgte at stole på ham - og dermed også på de mænd, som han sagde god for. Planen skulle altså forsøges!


Det var en glad mand, der forlod Julius´s butik med alle varerne samlet i en rissæk.



Rekreation før videre færd.

Jeg var dog stadig udmattet efter duellerne med de to unge "city-guides"; og for at sikre mig fred og ro, gik jeg til hotellet og tjekkede ud, hvorefter jeg tog en taxa til et hotel i den nærliggende nationalpark. Jeg kunne telte på en teltplads der. 3 vagtmænd med spyd skulle sikre, at jeg ikke blev angrebet af leoparder eller andre vilde dyr i området.

Jeg satte mig om på hotellets terrasse og nød synet over en åben slette, hvor der var zebraer, impalaer, tompsonsgazeller, vortesvin, bavianer o.s.v. Her var der masser af fred og ro. Og netop dette var præcis, hvad jeg trængte til den dag.




Forberedelser.


Efter det rekreative ophold fik jeg endnu en dags tid i Maralal med forberedelser i henhold til råd fra Julius. Måtte bl.a. i banken og hæve et begrænset beløb, som lige netop skulle række til færden i ørkenen (af sikkerhedshensyn); og alt skulle være i småmønter. Lidt tobak skulle også med, da der i Turkana er skik for at kvittere for en venlighed med netop lidt tobak.


På et tidspunkt, hvor jeg fulgtes med Julius ude i byen, mødte vi igen de to "plastic-boys", som Julius kaldte dem. De var meget fortørnede over Julius´s "erobring" af mig; men nu havde jeg jo Julius som hjælp til at holde dem på afstand.


Det endte med, at Julius, efter at have konfereret med en bekendt, bestemte sig for at følge med mig til Baragoy. Der var der nemlig også fare for, at jeg kunne falde i armene på sådanne "plastic-boys", der ville kunne forpurre planen og forsøge at drage egen fordel af situationen. Dette betød, at han måtte rejse hjemmefra i 3 dage. Hans kone kunne passe butikken imens. Der skulle vise sig at være andre gode grunde til, at han rejste med.



Vejen til Baragoy.

Næste dag sad vi begge og raslede på ladet af en lastbil mellem en masse papkasser. Der var også en gruppe turkanas med, som skulle til Baragoy. Julius var dog den eneste, jeg kunne dele sprog med. Det officielle sprog i Kenya er engelsk; men på disse kanter talte kun få engelsk.


Det hændte dog, at Julius refererede samtalernes indhold for mig. Nogle mænd fandt det meget interessant, at nogen kunne rejse mange tusinde km med fly for at gå igennem deres land og igen flyve de mange tusinde km tilbage.

Og så kunne jeg jo nyde synet af de smilende og smukt dekorerede turkanas.


Turen gik først op over nogle lave bjerge, hvor køretøjet vringlede fra side til side langs kanten af en dyb afgrund. Senere fladede landskabet igen ud; og landskabet måtte nærmest betegnes som krat og busksteppe. Ørkenen kom først på den anden side af Baragoy, hvortil køreturen tog ca. 5 timer. Den vist nok eneste bebyggelse, vi passerede på strækningen, var en lille samling huse ca. midtvejs. Julius fortalte, at det var der, han stammede fra.


Da vi nærmede os Baragoy, ville en enkelt rejsende sættes af - lige præcis der - hvor der øjensynligt ingen markante kendemærker var! Lidt senere ville et par sættes af - lige præcis der!


Det mørknede, da vi ankom til Baragoy og gik til et lille sted, hvor vi kunne leje et rum. Bagefter gik vi ud og fik noget at spise. Julius fortalte velvilligt om mine planer til folk, han mødte.



Forberedelser i Baragoy.

De folk, Julius ville opsøge, boede et godt stykke uden for byen; så han tog alene afsted, mens jeg kunne betragte byen og købe udstyr. Bl.a. gryder og 4 store vanddunke, der skulle kunne rumme flere dages forbrug ad gangen.


Alle i byen hilste på mig; og de, som jeg kunne tale med, spurgte til mine planer og kom med gode råd o.s.v.. Hvor hurtigt kan et rygte sprede sig? I Baragoy gik det i hvert fald stærkt, for tilsyneladende vidste alle besked om mine planer. Jeg modtog også et råd om at måtte købe et spyd, så vi kunne forsvare os mod vilde dyr. Så det gjorde jeg. Nogle mænd prøvede spydet af, hvordan det lå i deres hænder, tog sigte o.s.v. og kommenterede, at det var et godt spyd. Det skulle dog vise sig, at der ikke var nogen grund til at medbringe et spyd, da der ikke er meget dyreliv i en ørken. Inderst vidste jeg det måske; men det var jo spændende med et spyd!


Om aftenen vendte Julius tilbage til byen med et par mænd og et æsel. Den første, Julius havde udset sig, havde været fuld; så han havde fundet et par andre. Der blev forhandlet priser inde på vores rum. Julius forhandlede på mine vegne. Det tog lang tid! Det interessante for mig var, at lejen for et æsel pr. dag var dyrere en daglønnen til en mand. Aftalen blev, at jeg skulle betale de to mænd halvdelen af beløbet inden starten af turen. Resten skulle udbetales, når turen var afsluttet. På det tidspunkt skulle også det indkøbte udstyr fordeles mellem de to.




Første dag i ørkenen.


Næste morgen skulle der pakkes æsel; og jeg skal love for, at der kom hjælp til dette. Om der var 10 eller 15 personer ved jeg ikke; men hjælpe skulle de, og selvfølgelig var der ikke meget arbejde til alle i det. Bagefter stod naturligvis forventningen om en skilling at læse hos dem alle. Så selv ham, der blot havde løftet et reb, så en anden kunne stikke noget under, fik sin betaling. Hvordan bærer man sig ad med at være retfærdig i sådan en situation?


Vi startede med at gå; og der fulgte en lang hale af folk efter. Et langt stykke. De støjede og larmede. På min forespørgsel gjorde Raphael, min guide, mig opmærksom på, at følget ikke agtede at vende om, før de fik penge. Efter nogen tid så jeg ikke anden mulighed end at få møntposen fundet frem. Alle fik 10 kenyanske shillings. Derpå vendte de om!


Derefter var der roligt. Og vi fortsatte i det lille følge, Raphael, æseldriveren (hvis navn jeg ikke husker), æslet og jeg. At der også fulgte én mere med, tænkte jeg i første omgang ikke over. Vel en ven, der ville følge Raphael på vej. Raphael var den eneste, jeg direkte kunne kommunikere med. Æseldriveren virkede dog tiltalende på mig med et venligt, stille og beskedent væsen.


Endnu vil jeg ikke kalde det, at landskabet havde ørkenkarakter, om end der var karrigt og knastørt. Lave forveddede planter i ind til knæhøjde og spredte akacietræer jævnt fordelt, undertiden tættere, undertiden mere åbent. Relativt fladt, dog efterhånden med en mindre bjergkæde på vores højre side. Den på det første stykke meget brugte sti, svandt efterhånden ind til et utydeligt spor. Meget stenet. Efterhånden fandt jeg i øvrigt ud af, at Turkana mest er en stenørken. Der er ikke specielt meget sand.


Efter en dags fredfyldt vandring gennem disse landskaber, kom vi til et lille bosted bestående af 4-5 små cirkelrunde, kuppelformede hytter. Typiske små turkana-hytter. Der var kun nogle få kvinder og et lille barn hjemme. Mændene var langt ude i bushen med kvæget. Mine ledsagere var lidt misfornøjede med, at jeg ikke medbragte telt, da vi endnu ikke var så langt ude, at det forblev rigtig varmt om natten. Og de medbragte ikke andre ejendele end det tøj, de gik og stod i. Det endte med, at vi lånte en hytte af en ung mor, som dernæst rykkede over til naboerne med sin baby.



Madproblemer.

Så skulle vi have provianten fundet frem. Da jeg gjorde mine indkøb hos Julius, havde jeg mest tænkt på at skulle være alene i ørkenen. Så jeg havde mest frugt og ting, der ikke skulle tilberedes. Havde vel også tænkt, at vi kunne købe kød hos de lokale. Men efter at have rejst i Afrika i 2½ måned burde jeg nok have vidst, hvad der er uundværligt for en afrikaner. Jeg havde ikke købt majsmel til ugali, som er en fast grundbestanddel i de fleste måltider i Kenya og Tanzania. Så jeg måtte indse, at det var noget elendigt noget! Man kunne ikke leve af frugt i ørkenen, fik jeg at vide. Den unge mor var også henne at kigge i sækken - med en bekymret mine. Det var dog heldigvis ikke mig, men Julius, der blev lastet for manglerne. Jeg kunne jo ikke vide bedre!

Vi købte noget mel af beboerne på det lille sted. Og så gav mine ledsagere sig til at samle af det sparsomme brændsel, der var at finde. Utroligt, hvor lidt der skal til at for at lave et bål, der kan laves mad på! De lavede ugali, et melprodukt, der minder lidt om en dej. Jeg husker ikke, om vi fik kød.



Overnatning i en typisk turkanahytte.

Så måtte vi ind i hytten. En dejlig hytte. Et rundt kuppelformet skelet af flettede grene, på det nederste stykke klinet med komøg og på det øverste stykke dækket af oksehuder. Indgangen var, som i alle andre turkanahytter, jeg senere stødte på, konstrueret efter et lignende princip som indgangen til et sneglehus. Så kan det nemlig ikke blæse ind i hytten. Dette er turkanaernes særkende. Andre stammer, som også lever i ørkenen, har ikke denne type indgang. På jorden var der bredt gedeskind ud, som man lå dejligt blødt på. Luften i hytten var behagelig. Komøg er et fantastisk dejligt materiale, når det altså bare er tørt. Let og luftigt og samtidig isolerende, tror jeg. Disse hytter bruges kun til at sove i. Alle gøremål foretages udendørs.


Jeg skal vist også lige nævne, at der uden for gik nogle geder i nogle indhegninger, der var lavet af skærmakaciens grene. Den variant af skærmakacie, der vokser spredt over hele Turkana, er nemlig fuld af lange drabelige og sylespidse torne, der er mindst 5-6 cm lange. Et hegn lavet af disse er vist det mest effektive hegn, man kan forestille sig. Intet dyr slipper helskindet igennem.




Anden dag i ørkenen.


Om morgenen, da vi skulle drage af, fik jeg lov at fotografere den unge mor med sit barn på ryggen (det kan være et problem at få lov til at fotografere mennesker i Afrika). Flere billeder blev det til. Hun var utrolig smuk i sig selv; men naturligvis var det først og fremmest udsmykningen, der fangede interessen. De mange halskæder, der næsten skjulte halsen, de tunge blylodder, der havde trukket øreflipperne lange. Selv om den unge mor først vægrede sig, var hun dog tydeligt stolt over beæringen.


Efter, at hun havde modtaget sine mønter og lidt tobak for sine tjenester, drog vi af.


Eller forresten! Jeg glemte at fortælle, at vi lejede et ekstra æsel i denne landsby. Vores ene æsel gik nemlig ret langsomt; og mine ledsagere mente, at dette skyldtes, at dyret manglede selskab af et andet æsel. Derved kunne vægten desuden fordeles på de to. Eller var de bare solidariske med landsbyboerne i, at de også måtte kunne profittere lidt af situationen!


Vedrørende vores fjerde mand på turen. Så var han stadig med! Jeg var efterhånden klar over, at han agtede at følge os helt til Loyangalani. Han lukrerede blot på mig og fik derved en gratis rejse. Jeg lod ham blive. Senere fandt jeg ud af, at sandheden også havde et andet aspekt!


Endnu en dags vandring gennem bushen. Jeg husker, at vi på en lang strækning, næsten hele dagen, tror jeg, konstant havde en mor og hendes datter et langt stykke forude, flimrende i varmedisen, vandrende med hver sin krukke på hovedet.


Til aften nåede vi en lille skole, der lå helt for sig selv midt i bushen. Lidt derfra lå et lille hus, hvor jeg blev fortalt, at der boede en irsk missionær. Ellers ingen mennesker. Og så har der nok været mulighed for at tanke vanddunkene her. Vi lejrede os uden for et dige, der omgav skolen.

Da vi stadig ikke var helt rigtigt i ørkenen, og det stadig blev lidt køligt om natten, endte det med, at jeg lånte Raphael mit regnsæt, så han bedre kunne holde varmen. Senere bad han om at måtte få regnsættet - som en erkendtlighed! Undertiden undres man over, hvad afrikanerne forventer og konstaterer, at fattigdom ikke er lig med ydmyghed!


Af og til mødte vi folk, som gjorde os en lille tjeneste, som skulle påskønnes. Efterhånden begyndte jeg at se, at min pengebeholdning svandt hurtigere ind, end jeg havde regnet med. Ville den række til hele turen?




De følgende dages vandring.


Her må jeg bekende, at jeg mangler et væsentligt afsnit af mine optegnelser fra vandringen, som ellers er nedfældet i en række mails, som jeg på et tidspunkt sendte til en bekendt. Så det næste må bero på min nuværende hukommelse, som altså er godt og vel 12 år gammel (artikel udgivet 2007). Ud af 6 breve mangler jeg nr. 5.


Vi fortsatte nordover, hvor landskabet dag for dag blev mere og mere tørt, bart og ørkenagtigt. Først et par dage gennem nogle bjerge, hvor stenene glødede i flotte farver. Røde, blå og gule. En strækning, hvor vi i flere dage ikke mødte et menneske. Flotte udsigter o.s.v.. Efterhånden begyndte landskabet igen at flade ud. Jeg husker, at vi undertiden måtte vandre i flere timer, blot for at finde et træ, så vi kunne holde vores middagspause i skygge. Dagene blev varmere og varmere. Vi startede tidligt om morgenen, hvor det endnu var bælgmørkt og stoppede i regelen midt på eftermiddagen under et skyggefuldt træ - inden varmen toppede.


Derpå lavede mine ledsagere et bål af det altid sparsomme brænde, der var at finde, for at kokkerere. De tålmodige æsler havde også brug for pauserne til at græsse. Det sidste gjorde, at det selvfølgelig ikke var ligegyldigt, hvor vi overnattede. Der skulle være lidt græs.


Vi sov under den åbne himmel. Nætterne var varme - efterhånden så varme, at sveden drev, selv om man lå uden en trevl på kroppen. De var ikke blot varme. Når mørket faldt på, begyndte desuden en orkanagtig storm at rase. Og den rasede hele natten, lige til det lysnede. Man kunne ikke køle sig i vinden, da det var varm luft, det blæste med! En højere magt havde simpelthen tændt en kæmpe varmluftblæser. Man fandt et hul i håbet om at kunne svale sig lidt der.


Da vi i regelen overnattede under et træ, husker jeg, at jeg havde den ejendommelige oplevelse, at uanset hvor meget det blæste, bevægede grenene på de stive og hårdføre skærmakacier sig overhovedet ikke det mindste. Som kunne de være forstenede.


Jeg husker også, at vi en dag stødte på en plante, som mine ledsagere vidste, at min malariamedicin var lavet af. Jeg smagte på grenenes saft og konstaterede, at smagen faktisk var identisk med smagen af malariapillerne.


Lad mig også nævne, at vi jævnligt passerede wadier, udtørrede flodlejer, som vidnede om, at det undertiden regnede, og at der på disse tidspunkter måtte være stærke strømme.




Lake Turkana - og saltvand!


Efterhånden kom den store saltsø, Lake Turkana (på nogle kort benævnt som Rudolfsøen) til syne forude. Søen ligger centralt i Turkana og er livsgrundlag for en del af befolkningen, som lever af at fiske her. Søen er uden afløb. Vandet forsvinder simpelthen via fordampning i varmen. Gennem en årrække havde der været så meget fordampning, at søen var svundet ind; og landsbyer, som før lå ved søen, havde nu 3-4 km ud til den. Vi kom til den sydlige ende af den ca. 300 km lange sø, hvis nordlige ende stikker ind i Etiopien.


Her ved Lake Turkana oplevede jeg noget, som jeg ikke havde troet muligt. Æslerne blev trukket ud i søen, så de kunne drikke og slukke deres tørst - i saltvand!


Da vi lidt senere kom til menneskelige beboelser, erfarede jeg, at også mennesker her drak saltvand - i mangel af bedre!


Ja!



Fattig for en periode!

Vi købte selvfølgelig fisk. Og sparede i øvrigt på maden! En fisk til middag - uden noget andet til. Eller en portion ugali - uden tilbehør. For efterhånden havde jeg måttet dele min bekymring med ledsagerne angående pengene. De svandt for hurtigt ind. Og som Raphael ganske rigtigt sagde: Derved fik jeg jo også prøvet at være fattig! - for en kort periode. Og igen var det Julius, der måtte have på hattepulden for at have vejledt mig så fjollet! På grund af det mulige problem med at afregne restbeløbet for turen til mine ledsagere, foreslog jeg på et tidspunkt, at jeg kunne sende pengene med posten efter turen, når jeg var kommet tilbage til områder, hvor der fandtes banker. Det gjorde der ikke i Loyangalani eller i Turkana i det hele taget! Da Raphael vægrede sig ved dette, måtte jeg jo spørge, om han da ikke stolede på mig.


"Jo!" Han stolede på mig. Men han stolede ikke på det kenyanske postvæsen!!! Breve, der nåede frem, havde været åbnet undervejs o.s.v.. Korruptionen og svindleriet i dette land nåede ud i alle afkroge. Ergo måtte vi spare, så jeg kunne afregne mine ledsagere ved turens afslutning. Og i grunden gik det helt fint med at klare sig med lidt mindre. Når det nu skulle være.


Der var dog én ting, jeg manglede. Vi spiste ugali, gedekød og fisk på skift. Ingen vegetabilsk føde i ørkenen. Og selv om jeg normalt ikke er den mest udprægede grøntsagsfanatiker (spiser vist nok almindeligt fornuftigt) - savnede jeg dette.


Ydermere blev jeg efterhånden klar over, at min "blinde passagér" (hvis navn jeg desværre ikke husker) faktisk havde en funktion på turen. Han udfyldte nemlig et tomrum for Raphael, der ikke kendte den sidste halvdel af vejen på vores tur. Her var det ham, altså den "blinde passagér", der var guiden!


Dette medførte et yderligere problem, som opstod ved turens afslutning!




Loyangalani - en oase i ørkenen


Et par dage langs den sydlige ende af Turkanasøen; og oasebyen Loyangalani nærmede sig forude. Idylliske udseende skyggefulde palmer kunne ses længe i forvejen.


Loyangalani er centreret omkring nogle varme kilder. I byen bor skønsmæssigt 3-4000 mennesker, stort set alle i de små kuppelformede turkanahytter som tidligere beskrevet. Et simpelt hotel og også et lidt finere (hvem der boede der, ved jeg ikke - jeg mødte ingen andre turister) og en italiensk missionsstation. Uden for byen findes der en lille flyveplads. Jo, der fandtes også en campingplads, som af og til besøges af folk, der kører rundt i robuste 4-hjulstrækkere. Der skal MEGET robuste køretøjer til her!


Vi gik først til det simple hotel, hvor det var hyggeligt at blive modtaget familiært i en lille stue med en sofa. Og en kop chai (te med mælk lavet på en speciel måde).

Jeg blev installeret i en lille hytte, som jeg havde helt for mig selv. En enkelt seng og et stort gulv af sand. På taget blikplader, som bestemt ikke holdt varmen ude! 10 kr pr. nat.



Regnskabets time.

Her måtte regnskabet så afsluttes. Aftalen, som jeg havde indgået, var jo indgået med Raphael og æseldriveren. Det var dem, jeg måtte afregne det resterende beløb med - og fordele udstyret imellem.


Inden det kom så langt, fik jeg pludselig besøg af to politibetjente i min hytte (med maskinpistoler, som sådanne altid bærer i Afrika).

Min "blinde passagér" havde meldt Raphael til politiet for på snedig vis at have listet penge fra mig - uden at jeg opdagede det. Jeg tror ikke, det forholdt sig sådan. Der skete jo forskelligt i starten af turen, som til dels kan forklare, at pengebeholdningen svandt ind. Det egentlige problem var, at min "blinde passagér" ville have del i betalingen, da han jo havde været den reelle guide det sidste stykke. Forståeligt nok, måske. Men da jeg var i bekneb, måtte jeg holde mig til min indgåede aftale, som ikke indbefattede ham. Hvad der kunne være af yderligere problemer, var noget internt mellem de to, som de selv måtte udrede med hinanden. Dette forklarede jeg politibetjentene, som understøttede mig i dette.


Jeg fik fordelt penge og udstyr med undtagelse af det indkøbte spyd, som jeg gerne ville beholde som en souvenir. Desværre mistede jeg senere spyddet under en offentlig transport, hvor det gik lidt stærkt med afstigningen.


Herefter skulle mine følgesvende vandre hele vejen tilbage og aflevere æslerne, hvor de var lejet.


Efter afregningen havde jeg ikke mange skillinger tilbage. Jeg satsede på en transport tilbage til Maralal så snart som muligt. (Det, der ret flot kaldtes en vej, gik øst om den bjergkæde, som vi var gået vest om).




Ventetid i Loyangalani.


Dagen efter, at jeg havde afregnet med mine ledsagere, støvede jeg byen rundt for at opsnuse, om nogen vidste noget om transportmulighed sydpå. Forgæves! Jeg spurgte i alle afkroge - bl.a. på den italienske missionsstation og på den lille campingplads, der var tom. Jeg mødte vist også én af politibetjentene igen. Men ingen vidste noget om transport.


Desuden husker jeg, at min mave efterhånden skreg efter vegetabilsk føde. Kun få hundrede km syd for Turkana ligger de centrale dele af Kenya, hvor der dyrkes kaffe, te, bananer og meget mere. Men i Loyangalani kunne der ikke opspores så meget som én banan - eller en appelsin! Jeg fik altså fortsat kun den ensformige kost bestående af fisk, kød og ugali - og en enkelt gang vist nok ris.


Den næstfølgende dag støvede jeg igen byen rundt. Samme resultat. Ingen transporter! Jeg var dog endnu rolig for, at det nok skulle komme. Så tilbød hotelfolkenes søn at guide mig en tur ud til en landsby, der lå et stykke nordligere - en éndagstur. I denne landsby havde man lavet den ordning, at når der kom turister (de kom jo altså ind imellem), kunne disse mod at betale et éngangsbeløb til landsbyens høvding, få lov at fotografere ubegrænset. Så de fleste af mine fotos med mennesker på fra Turkana er altså taget i denne landsby. Folk stillede sig velvilligt til skue her.


Og så havde jeg på denne tur den sjældne oplevelse at være i følge med én, som jeg havde svært ved at følge trop med.




Fortsat venten på transport - og betænkelighed.

Næste dag begyndte jeg at blive betænkelig, da der stadig ikke viste sig transportmulighed. Jeg levede for mine absolut sidste penge nu. Så det var småt med måltiderne. Èn nat mere; og det ville være slut. Det var ikke mit indtryk, at nogen her ville bekymre sig om dette. For tredje gang opsøgte jeg den italienske missionsstation ud fra tanken om, at de dog måtte have kontakt til omverdenen. De blev mere og mere irriterede for hver gang. Deres opgave var at udøve mission - ikke at sørge for transporter af strandede turister (hvilken kristendom)! Igen kiggede jeg på campingpladsen, der stadig var tom. Og så henvendte jeg mig på det lille turisthotel i håb om, at der kunne hæves på mit VISA-kort. Desværre! Dette kunne ikke lade sig gøre.


Da der landede et lille fly på flyvepladsen, gik jeg piloten i møde og forelagde ham problemet. Efter at have forhørt sig om min nationalitet, svarede han overlegent leende, at der var MEGET langt fra Danmark til dette sted. "How did you come here?"

"Walking."

"Walking!" Han rystede på hovedet og fortsatte derpå.


Varmen var ulidelig. Jeg søgte forgæves efter steder, hvor jeg kunne opholde mig i skygge. Kunne ikke opholde mig i hytten, som jeg havde lejet. Blikpladerne på taget holdt absolut ikke varmen ude. Tværtimod!  Jeg fandt en palmelund centreret omkring den varme kilde. Palmernes bark havde skellignende skarpe spidser, som det ikke gik an at sætte sig op af. Så det var rimeligt ubekvemt. En flok børn, der fulgte efter, fandt stor morskab i dette.


Om aftenen viste en mand mig ud til et sted, hvor nogle børn dansede lokale stammedanse. Jeg tænkte ikke på, at han selvfølgelig ville have penge for tjenesten! Jeg ville ikke ofre min sidste mønt på ham! Til sidst må jeg have skåret så kraftigt igennem, at han opgav!




Rejsen ud af ørkenen.


Tidligt næste morgen kom hotelfolkenes søn til mig. Han havde fået oplyst, at et hold sydafrikanere, der havde overnattet på campingpladsen, skulle sydover. Jeg skulle skynde mig. Hurtigt ud af røret - og ganske rigtigt var der plads - jeg kunne lige nå at få min morgenmad for den sidste mønt.


Den åbne vogn blev fyldt op af folk, der skulle sydover; og heldigvis virkede det ikke til, at sydafrikanerne forventede betaling før efter afsluttet rejse.


Så gik det ellers over stok og sten! På trods af, at vejen var fuld af store kampesten - man kunne dårligt se, hvad der var vej, og hvad der var terræn - gik det faktisk hurtigt. Så man befandt sig lige så meget svævende en halv meter over sædet; som man sad i det! - Og så er det ikke en gang overdrevet! - og man suste gennem fantastiske vilde landskaber. Sidst på eftermiddagen et lille ophold i Baragoy med fast grund under fødderne. Derefter fortsatte den vilde jagt. Det var mørkt, da vi efter en lang dags rejse ankom til Maralal. Sydafrikanerne måtte pænt affinde sig med at vente på betaling til efter bankens åbningstid næste dag. De ville videre - var faktisk på vej - til Sydafrika!



Endelig vegetabilsk føde.

På mit hotel fra sidst var det ikke noget problem at få henstand til næste dag. De kendte mig jo. De første, jeg gjorde, var at bestille en frugtcocktail!

Præcis hvad min mave trængte til! Jeg spiste med glubende appetit og bestilte én mere af samme slags! Og efter også at have konsumeret denne endnu én! Til personalets "skjulte" morskab.




Rejseafslutning med detektivarbejde.


Da, jeg dagen efter indfandt mig i Julius´s butik, fik jeg at vide, at Julius var rejst til Nairobi. Og han medbragte min rygsæk og mit telt! Ville aflevere det på det backpackerhotel, som han vidste, at jeg benyttede, når jeg var i Nairobi. Jeg rejste til Nairobi, hvortil jeg ankom samme aften ved midnat. Julius havde været på hotellet, som dog havde nægtet at tage imod bagagen. Julius havde efterladt en seddel til mig med et telefonnummer. Der viste sig dog at følge et par dages detektivarbejde for at finde bagagen. Til sidst fandt jeg den - i et hus 20 km uden for Nairobi.


Hvorfor medbragte Julius mon min bagage? For at jeg ikke skulle slæbe på den? Eller havde han mon villet flotte sig over for andre kenyanere - og vise, at han havde forbindelserne i orden? - havde kontakter i den rige verden!


Der fulgte en lille 3-dages safaritur i Masai Mara.


Derefter gik det hjemad mod Danmark - efter 3 måneders eventyr i uforudsigelighedens verdensdel.




Link til mit fotoalbum for den aktuelle tur i Turkana   (inkl. kortskitse). 


Til toppen af denne side.


Copyright © All Rights Reserved