Kr. Himmelfartferietur Bohusleden - Svartedalens Naturreservat 
                       (20.)21.24. maj 2020                                                     

Vi vil tage på Kr. Himmelfartsferietur til Sverige, nærmere betegnet på en strækning i landsdelen Bohuslän, som strækker sig fra Göteborg op mod den norske grænse. På det meste af turen vil vi følge et stykke af Bohusleden, der en 370 km lang vandrerute gennem hele landsdelen. Ruten snor sig på afsides stier gennem skove stort set hele vejen.

Vores vandring starter i Kungälv, der ligger godt 20 km nord for Göteborg. Vi støder til Bohusleden lige uden for byen. Vi følger Bohusleden i 3 dage, hvorefter vi på sidste dag drejer mod øst til bygden Lilla Edet ved Götaelven, hvor vi slutter vores vandring og rejser tilbage. Turen går bl.a. gennem det vilde og smukke Svartedalens Naturreservat (https://www.lansstyrelsen.se/vastra-gotaland/besok-och-upptack/naturreservat/svartedalen.html), der er kendt som Vestsveriges største sammenhængende fyrreskovsområde. På hele turen vil vi passere adskillige smukke svenske skovsøer og vandløb og vandre i et stadig vildere terræn med skove og klipper. Et par pæne stigninger vil også forekomme hist og her. Terrænet er gennemgående ret stenet, hvilket kan udfordre knæ og ankler. Hist og her kan der også være sumpede steder, hvor vand skal passeres. Hvis man f.eks. har vandret på etaper af Skåneleden, vil man opleve, at terrænet på Bohusleden er vildere.

Få et forhåndsindtryk af strækningen via min beskrivelse og album her: http://jensesvandringer.dk/ture-i-norden/bohusleden-2014.html

Til Bohusledens egen hjemmeside her: http://bohusleden.se/
Vi kommer til at færdes på Bohusledens etape 7-10, såfremt man vil tjekke strækningerne ud!

Jeg tænker rejse med offentlig transport.

Program for turen:

Torsdag (Kr. Himmelfartsdag): Nord- og midtjyske rejsedeltagere tager morgenfærgen Frederikshavn-Göteborg med ankomst ca. kl. 12 og går et par km til Nils Ericsonterminalen, mens deltagere fra Sjælland/Fyn/Sydjylland rejser med Flixbus fra København til samme terminal i Göteborg på ca. samme tid. Samlet tager vi lokalbus videre til Kungälv, hvor vi forventes at være klar til at starte vandreturen ca. kl. 13.
Vi følger herefter Bohusleden ca. 12 km til søen Romesjön, hvor vi overnatter i tilknytning til et par sheltere/vindskydds. Dette første stykke er forholdsvis let vandret og smukt og varieret. Evt. fortsætter vi til næste shelter ved Grandalen for at afkorte næste dags etape.

Fredag fortsætter vi ad leden og kommer ind i Svartedalens Naturreservat. Turen er særdeles smuk og ret vild og har hist og her nogle lidt svære passager p.g.a. klipper og kuperet terræn. Mange særdeles smukke søer. Vi fortsætter ca. 23 km til vi har passeret reservatgrænsen igen. Der må nemlig ikke slås telte op inden for denne. Men lige så snart, vi er uden for, gælder den svenske allemandsret. Og jeg tænker, at vi telter ved den lille sø, Gaffeln, som ligger umiddelbart efter reservatgrænsen.

Lørdag vandrer vi videre ad Bohusleden i et ret kuperet terræn, der fortsætter med skove og mange søer i et gennemgående øde område. Jeg tænker, at vi forlader Bohusleden sidst på dagen for at slå lejr på østsiden af søen St.Gunnarsvatnet. Dagsetape godt 14 km. Vi kan også stoppe ved shelter ved Djupevatnet, der ligger lidt tidligere på ruten.

Søndag har vi en kort vandretur mod øst til bygden Lilla Edet, som ligger på østsiden af Götaelven. Vi skal passere en bro for at komme derover. Etapen er ca. 5½ km. Lidt længere, hvis vi overnatter ved Djupevatnet
Fra Lilla Edet tager vi bus til Lödöse og derfra tog videre til Göteborg Centralstation. Forbindelse videre om eftermiddagen til hhv. København og Frederikshavn.

Bestilling af kort til turen kan ske her: http://www.kartbutiken.se/lantmateriets-kartor. Vælg Topografiske kort og herefter kortserien Terränkartan str. 1:50.000. Aktuel på vores tur er kortene ”552 Norra Göteborg” og ”564 Uddevalla”.
Vil man finde online kort til udskrift, kan disse findes på Bohusledens hjemmeside. Link ovenfor.

Mødested og tid: Kungälv Resecentrum torsdag d. 21. maj kl. ca. 13.

Offentlig transport: Stena Line Frederikshavn-Göteborg, Flixbus København-Goteborg og svenske busser og tog i henhold til www.resrobot.se.

Evt. overnatning i forbindelse med udrejse: B&B-hotellet i Frederikshavn er et billigt tilbud lige ved havnen, hvis man rejser dertil onsdag aften. Hvis nogen har brug for en overnatning i København inden rejse med Flixbus, kan anbefales Danhostel Copenhagen Amager eller Danhostel Bellahøj.

Pris: Egen forplejning på turen samt egne rejseudgifter.

Medbring: Alt til en telttur i 4 dage i de svenske skove. Ingen indkøbsmuligheder undervejs.

Tilmelding i god tid og allersenest 8. maj. Jeg tænker, at hver deltager selv bestiller færge-/busbillet, men at evt. overnatning i Frederikshavn fra onsdag aften med fordel kan bestilles samlet. 
Tilmelding via Facebookgruppen Tursækken eller ved tilmelding til Nyhedsbrev. Skriv email for tilmelding til nyhedsbrev.


Max. deltagerantal: 12

                                          

Copyright © All Rights Reserved