Harzer Baudensteig – en vandrerute i Harzen                    12.-18. oktober

                                                                                  

DEADLINE FOR TILMELDING TIL DENNE TUR ER PASSERET! Der er nu booket rejse og overnatninger til de 9 deltagere!


Som i fjor laver jeg igen en vandretur i Harzen i efterårsferien. Der findes et utal af forskellige længere vandreruter i Harzen. Disse kan kombineres på mange måder.


Vores tur kommer til at finde sted på vandreruten Harzer Baudensteig, der er ca. 100 km lang. Denne rute er især kendt for at være flot som efterårsvandring, da den går i forholdsvis lave bjerge, primært i løvskov gennem den sydvestlige del af Harzen – også kaldet ”die Sonnenseite” - solsiden. Dette skal dog ikke forlede til at tro, at den ikke er kuperet. Der vil forekomme mange og ret store stigninger på vandreturen, idet højderne på turen vil veksle mellem ca. 250 og 750 m.o.h.. Til gengæld er der tale om gode stier og skovveje etc. på velafmærkede ruter. Og selvfølgelig masser af flotte udsigter i det gæstfrie bjerglandskab.


Turen vil foruden 5 vandredage indbefatte en udrejsedag og en hjemrejsedag, altså i alt ca. en uge. Overnatninger vil ske indendørs på hoteller, pensioner og vandrerhjem o.l. i de små hyggelige bjerglandsbyer, vi passerer, så der skal ikke vandres med tung teltoppakning.


Jeg satser på rejse med tog med forbehold for evt. tilbud om kørsel i privatbiler.


For en appetitvækker kan man jo besøge min side om turen i fjor på Harzer Hexen-Stieg: http://jensesvandringer.dk/ture-i-vrige-europa-2/harzer-hexenstieg.html.

Vejledende dagsprogram for turen.


Etapelængderne kan blive lidt anderledes fordelt end her skitseret, afhængigt af, hvor vi får booket overnatninger. Og jeg kan altså ikke booke, før jeg kender gruppen!


Lørdag d. 12. okt.: Udrejse fra Danmark til Bad Grund. (Togrejsen, der indbefatter flere skift undervejs, varer en hel dag).


Søndag d. 13. okt.: Vandring fra Bad Grund til Lerbach - ca. 20 km


Mandag d. 14. okt.: Lerbach til Sieber – ca. 21 km


Tirsdag d. 15. okt.: Sieber til Bad Lauterberg – ca. 15 km


Onsdag d. 16. okt.: Bad Lauterberg til Wieda – ca. 26 km


Torsdag d. 17. okt.: Wieder til Walkenried (klosterkursted) -  ca. 17 km


Fredag d. 18. okt.: Hjemrejsedag fra Walkenried til Danmark.


Økonomi:
På turen i fjor kom alle overnatninger til at koste mellem 180 og 400 kr pr. overnatning, som indbefattede morgenmad og madpakke til dagsturen og nogle steder også et aftensmåltid. Andre steder måtte aftensmåltidet findes ude i byen. Dertil togrejse til lidt mindre end 1000 kr hver vej. Så beregn i alt et budget for turen på ca. 4500 kr. Så skulle alt være medregnet inkl. ud- og hjemrejse.


Det anbefales at medbringe rigelige tyske kontanter, da tyskerne ikke er nær så langt fremme med brug af kortbetaling, som vi er vante til!


Mødested: I toget (evt. bilen) på vej til Bad Grund d. 12. okt. på et tidspunkt, der angives efter tilmelding.


Medbring: Alt til let oppakning til vandretur med indendørs overnatninger. Evt. mad til en enkelt overnatning.


Kort: Fysiske vandrekort str. 1:30.000 kan købes her: https://www.schmidt-buch-verlag.de/titel-uebersicht/kartografie/wanderkarten-harz/. De 2 aktuelle kort, som dækker vores tur og kan anbefales er ”Der Oberharz” og ”Der Südharz”. Det kan anbefales at købe Wetterfest.


Hvis man vil købe virtuelle kort via GPS-app’en Viewranger, er det delstaterne Niedersachsen og Sachsen-Anhalt, der er aktuelle.


Tilmelding til turen gennem Facebookgruppen Tursækken eller ved tilmelding til nyhedsbrev. Skriv email. Tllmelding senest 20. september, så der kan nås at bookes overnatninger til turen!

Copyright © All Rights Reserved