Vintertur Vellingskovene, Vrads Sande, Hjøllund og Gludsted Plantager                         24.-26. januar 2020


Vinterturen kommer til at finde sted i et storslået, øde og også meget varieret naturområde i det midtjyske. Der kommer til at indgå både løvskov, store østjyske morænebakker, ådale, heder og udstrakte nåletræsplantager på mere vestjysk prægede hedesletter. Større variation i naturtyper kan man næppe forestille sig. Overnatningerne bliver på nogle af Naturstyrelsens simple teltpladser, hvor der ikke er mange andre faciliteter, end en plads til at slå teltet op på, samt et borde- bænkesæt, et bålsted og et skovlokum (det sidste kun et af stederne).
Og dog! Skulle vinteren vise sig fra sin værste side med store snemængder og vanskelig adgang til brændsel i skoven har jeg også taget højde for dette med en alternativ nødplan!


Turen dag for dag:


Fredag aften: Vi mødes på rastepladsen i Velling Skov (i det skarpe sving i skoven mellem Bryrup og Katrinedal – på vejen mellem Nr. Snede og Silkeborg). Find rastepladsen via dette link: http://udinaturen.dk/facilitet/Rastepladsen-i-Velling/1045. Herfra er der godt 1 km at gå til den primitive teltplads ved Hundsø. Vi har aftenen til at samles i. Men det er mest smart at følges ad, da denne teltplads kan være svær at finde, hvis man ikke har været der før.

Teltpladsen kan findes via dette link: http://udinaturen.dk/facilitet/Hunds%C3%B8-plads/2155.


Lørdag: Vi går mod vest gennem Velling Skov og krydser senere Salten Å på en lille træbro. Herefter et stykke på nordsiden af ådalen på kanten af Vorret Skov med lyngarealer på sydsiden – det en del af det kendte Vrads Sande. Efter at have krydset Bryrupbanestien (Horsens-Silkeborg) og Hærvejen følger en lang strækning, hvor vi krydser gennem Skærbæk Plantage, der konstant veksler mellem åbne mose- og hedestykker og nåletræsbevoksede arealer i et småkuperet landskab. Vi krydser et stort åbent lyngareal, hvor der går vildheste i Septstrup Sande – som en del af naturplejen. Herefter krydser vi Funder-Ejstrup Natursti, også kaldet Den skæve Bane. Her kan der overnattes på pladsen Banedammen i tilfælde af, at besværligt vinterføre kommer til at afkorte turen. Ellers fortsætter vi over det åbne hedestykke, Kolpendal og videre ind i Gludsted Plantage på den anden side af hovedvej A13. Vi lægger nok vejen forbi skovfogedboligen Kolpensig for at tanke vand, inden ankomst til overnatningspladsen ved Trotylsøen, der ligger 3½ km sydligere. Tro mig: Kolpensig er den nærmeste bebyggelse fra lejrpladsen! Trotylsøen er en dejlig lille søidyl midt i den store plantage. Det går også an at tanke drikkevand af søen, hvis man renser eller koger det! Søens navn får I en historie om på turen. Dagsetape ca. 20 km – for en stor del i terrænet uden for veje og stier.


Søndag: Fra Trotylsøen følger vi nogle lange snorlige skovveje gennem den store plantage i helt fladt terræn. Gennem St. Hjøllund og videre gennem Bredlund Plantage og indlandsklitterne i Vrads Sande til landsbyen Vrads, hvor vi nok gør stop ved den famøse frivilligt drevne købmandshandel, som er en oplevelse i sig selv! Til sidst fortsætter vi gennem Snabegård Plantage og Velling Skov i stærkt kuperet terræn. En lille afstikker til udsigtspunktet Velling Kalv sydfra. Herfra stort udsyn over Salten Ådal. Vi slutter ved rastepladsen i Velling Skov efter ca. 17 km.


Mødested og tid: Rastepladsen i Velling Skov fredag d. 24. januar sidst på eftermiddagen (nærmere tidspunkt følger senere).


Offentlig transport: Meget let. Tag bus 215 (Vejle-Silkeborg) og stå af lige ved rastepladsen.


Medbring alt til en telttur i januar, herunder mad til hele turen.


Tilmelding online i Facebookgruppen Tursækken eller ved tilmelding til nyhedsbrev. Skriv email for tilmelding til nyhedsbrev.



Tilbage til overblikket på Tursækkens hovedside.

                                                                                                                                                                                 

Copyright © All Rights Reserved