En bid af Bohusleden og Svartedalens Naturreservat, Sverige - påsketur             (12.) 14.-17. april 2022


Max. 10 deltagere

Vi vil tage på påsketur i Sverige, nærmere betegnet i landsdelen Bohuslän, som strækker sig fra Göteborg op mod den norske grænse. På det meste af turen vil vi følge et stykke af vandreruten Bohusleden, der går 370 km gennem hele landsdelen. Ruten snor sig på afsides stier gennem skove stort set hele vejen.

Vores vandring starter i Kungälv, der ligger godt 20 km nord for Göteborg. Vi følger Bohusleden i 3 dage, hvorefter vi på sidste dag drejer mod øst til bygden Lilla Edet ved Götaelven, hvor vi slutter vores vandring. Turen går bl.a. gennem det vilde og smukke Svartedalens Naturreservat (https://www.lansstyrelsen.se/vastra-gotaland/besok-och-upptack/naturreservat/svartedalen.html), der er kendt som Vestsveriges største sammenhængende fyrreskovsområde. På hele turen vil vi passere adskillige smukke svenske skovsøer og vandløb og vandre i et stadig vildere terræn med skove og klipper. Et par pæne stigninger vil også forekomme hist og her. Terrænet er gennemgående ret stenet, hvilket kan udfordre knæ og ankler. Hist og her kan der også være sumpede steder, hvor vand skal passeres. Hvis man f.eks. har vandret på etaper af Skåneleden, vil man opleve, at terrænet på Bohusleden er vildere.


Få et forhåndsindtryk af strækningen via min beskrivelse og album her: http://jensesvandringer.dk/ture-i-norden/bohusleden-2014.html

Til Bohusledens egen hjemmeside her: http://bohusleden.se/
Vi kommer til at færdes på Bohusledens etape 7-10, såfremt man vil tjekke strækningerne ud!

Jeg tænker rejse med offentlig transport.


Program for turen:

Skærtorsdag: Nordjyske turdeltagere tager morgenfærgen Frederikshavn-Göteborg og går et par km til Nils Ericsonterminalen, mens deltagere fra Sjælland, Fyn eller Sydjylland rejser med Bus4you fra København til samme terminal i Göteborg på ca. samme tid. Samlet tager vi lokalbus videre til Kungälv, hvor vi forventes at være klar til at starte vandreturen ca. kl. 14.
Vi følger herefter Bohusleden ca. 12 km til søen Romesjön, hvor vi overnatter i tilknytning til et par sheltere/vindskydds. Dette første stykke er forholdsvis let vandret, smukt og varieret.


Langfredag fortsætter vi ad Bohusleden og kommer ind i Svartedalens Naturreservat. Turen er smuk og ret vild og har hist og her nogle lidt svære passager p.g.a. klipper og kuperet terræn. Mange særdeles smukke søer. Vi slår lejr mellem et par småsøer, Stora og Lilla Igelkjärr efter ca. 15,5 km. Der forefindes shelter.  Efter lejrslagning tænker jeg, at vi tager en mindre rundtur i den centrale del af reservatet uden rygsækken, 8-10 km – valgfrit.


Lørdag vandrer vi videre ad Bohusleden i et ret kuperet terræn, der fortsætter med skove og mange søer i et gennemgående øde område. Vi slår lejr ved et shelter ved søen Djupevatn efter ca. 19 km.


Påskedag vandrer vi stadig lidt mod nord ad Bohusleden, hvorefter vi runder Gundersvatnet og derefter går mod øst til bygden Lilla Edet, som ligger på østsiden af Götaelven. Vi skal passere en bro for at komme derover. Etapen er ca. 9 km. Kan blive lidt længere, afhængigt af rutevalg.

Fra Lilla Edet tager vi bus til Lödöse og derfra tog videre til Göteborg Centralstation. Forbindelse videre om eftermiddagen til hhv. København og Frederikshavn.


Bestilling af kort til  turen
Jeg kan desværre ikke i skrivende stund finde, hvor man køber gode fysiske vandrekort. Brug en god app’ (jeg bruger Topo GPS og Outdooractive pro+) eller udskriv kortudsnit fra Bohusledens hjemmeside. Link ovenfor.

Mødested og tid: Kungälv Resecentrum torsdag d. 14. april kl. ca. 14.


Offentlig transport: Stena Line på Frederikshavn-Göteborg (www.stenaline.dk), Bus4you på København-Göteborg (www.bus4you.se) og svenske busser og tog i henhold til www.resrobot.se.
Nærmere om rejsetider og bestilling vil følge senere. Den enkelte bestiller selv sin rejse.


Evt. overnatning i forbindelse med udrejse: Behøver man overnatning i København eller Frederikshavn onsdag aften i forbindelse med udrejse, kan anbefales B&B-hotellet i Frederikshavn eller Danhostel Copenhagen City. Jeg tænker, at overnatning med fordel kan bestilles samlet.


Pris: Egen forplejning på turen samt egne rejseudgifter. (Bus4you København-Göteborg koster ca. 185 danske kroner hver vej. Sejlads med Stena Line ca. 150 kr hver vej +/-)


Medbring: Alt til en telttur i 4 dage i de svenske skove. Ingen indkøbsmuligheder undervejs.


OBS: Udvidet tur: Jeg overvejer selv at starte mandag eller tirsdag før helligdagene og gå ad Bohusleden øst om Göteborg op til Kungälv og møde gruppen der. Oplys gerne i mailen eller i begivenheden, hvis du er interesseret i en sådan udvidet tur.

Turleder: Jens Brun


Skriv email for tilmelding til nyhedsbrev.       (Medlemmer af FB-gruppen kan tilmelde sig online under begivenheden)



Tilbage til overblikket i Turkalenderen.



Til Tursækkens forside