Setesdal Vesthei Nord  (Norge)                                                                          18.-25. juli 2020


Tursækkens første fjeldtur, sommeren 2020, går til den nordligste del af Setesdal Vesthei. Du kan tage turen som en slags intro-fjeldtur og blive introduceret til fjeldet. Alle er dog velkomne. Og der er faktisk rigtig flot højfjeldsterræn på den relativt korte strækning mellem Hovden og Haukelisæter. Turen tænkes afviklet som hytte-til-hytte-vandring. Telt kan medbringes; men der må beregnes en afgift ved teltning ved en hytte med brug af hyttefaciliteter.

Der er ikke veje og heller ikke velanlagte grusstier. Terrænet er helt, som det er lagt fra naturens hånd – stenet og med ujævnheder og et lille vandløb, der skal passeres hist og her. På visse kortere etaper vil du endog opleve at gå i sne!


Til gengæld vil du kunne nyde de mageløst store udsyn, bl.a. til snefjelde, utallige søer og også fjeldfloraen, når du kigger helt tæt på! På stort set hele turen befinder vi os over trægrænsen. På den relativt korte fjeldtur vil du have en konstant oplevelse af at være langt ude i vildmarken! Vi drikker vandet af søer og bække, uanset hvor vi bevæger os – uden at skulle bekymre os om vandets renhed!

Undervejs overnatter vi på små selvbetjeningshytter i fjeldet. D.v.s. hytter med udlagt proviant, men uden bemanding. Proviantforsyningen sker om sommeren v.h.a. små fjeldfly eller helikoptere, som typisk fylder hytterne et par gange i løbet af en sommer (om vinteren benyttes snescootere). Hytterne er åbne – og der afregnes via engangsfuldmagt i et system, der bygger på tillid! Du stifter bekendtskab med et unikt norsk hyttesystem!

Vejrliget i højfjeldet kan vise sig fra sin smilende og venlige side, som vi håber. Men det kan også rase og vise tænder. Derfor hører hue, vanter og lange underbukser med i din oppakning.
Vidste du forresten, at der lever rener i fjeldene så langt mod syd?


Turen dag for dag:


Lørdag d. 18. juli: Vi afrejser med Colorlines aftenforbindelse mellem Hirtshals og Kristiansand kl. 20.45-23.59. I Kristiansand overnatter vi på Yess Hotel – billigt hotel tæt ved færgen. (Såfremt vi rejser med offentligt)


Søndag d. 19. juli: Vi tager bussen, Setesdalsekspressen, fra Kristiansand til Hovden, afg. Ca. kl. 8.45, ank. Kl. 12.20 (forbehold for ændringer i køreplan).  Vi indlogerer os på Hovden Fjellstoge og tager senere en eftermiddagstur nogle timer ud i terrænet.

(Alternativt kan vi, hvis vi har biler, tage en formiddagsfærge om søndagen og nå til Hovden sidst på eftermiddagen og derved spare overnatningen i Kristiansand).


Mandag d. 20. juli: Vi giver os god tid til den forholdsvis korte etape op i fjeldet fra Hovden til hytten Sloaros. Turen er godt 14 km lang og er normeret til 5 norske timer (ikke fjeldvante danskere skal gange med ca. 1,5). På turen stiger vi fra ca. 750 m.o.h. til ca. 1050 m.o.h. Altså ca. 300 m stigning. Gode udsigter under den langsomme opstigning. Etapen er ret gæstevenlig.
Sloaros er en lille hyggelig hytte med i alt 16 sengepladser, proviant, køkkenfaciliteter og service. Der er gaskomfur og brændsel til brændeovnen.


Tirsdag d. 21. juli: Etapen fra Sloaros til hytten Holmevasshytta er på ca. 17 km og normeret til 5 norske timer. Terræn er forholdsvis jævnt og vekslende i højde fra 1050 til 1200 meters højde. Vi ender ca. 1130 m.o.h. ved Holmevasshytta. På en del af strækningen er der blokmark (store stenblokke, som ligger hulter til bulter). Vi har hele dagen til at gennemføre etapen!
På en del af turen har vi stort udsyn over søen Holmavatnet. Holmavasshytta ligger højt med udsyn over søen. Hytten har 20 sengepladser og faciliteter tilsvarende som forrige hytte.


Onsdag d. 22. juli: Vi tager en overliggerdag på Holmevasshytta. Dagen kan bruges til en dagstur i terrænet vest for hytten. Evt. bestigning af Fitjanuten, 1504 m, for de, der har lyst til det. Alt er valgfrit.


Torsdag d. 23. juli. Vi vandrer etapen fra Holmevasshytta til Haukelisæter. Den er 15 km lang og normeret til 6 norske timer. Turen er flot og går i meget varieret fjeldterræn. Et højdepunkt er Turistskaret (et pas ca. midtvejs), som ud over at være en strækning med udpræget blokmark også typisk er fyldt med sne på en del af strækningen i ca. 1300 meters højde. Vi finder sammen de bedste veje gennem sneen og de bedste overgange over elvene – der kan være snebroer, som ikke altid bør bruges. Længere fremme kommer vi ned i den grønne Vassdalen, der typisk har en frodig vækst af diverse fjeldplanter. Der passeres nogle søer og en dæmning, inden vi ankommer til Haukelisæter, der er DNT største turisthytte. Den er bemandet og ligger ved riksvejen over Haukelifjell.
Vi indlogerer os på Haukelisæter, som vi vil opleve som luksuriøst efter de små hytter ude i fjeldet.
Haukelisæter har i øvrigt en fantastisk beliggenhed med udsigt over søen Ståvatn samt imponerende snefjelde på den modsatte side. Nord for Haukelisæter ligger et nyt stort højfjeldsområde, nemlig Hardangervidda.


Fredag d. 24. juli. Hjemrejsedag. Bussen Haukeliekspressen (Haugesund-Oslo), der passerer ved middagstid, kan benyttes til Haukeli, hvorfra der er videre forbindelse med Setesdalsekspressen mod Kristiansand. Sidstnævnte bus stopper i Hovden, hvis man har biler parkeret der! Ellers tages bussen helt frem til Kristiansand. I Kristiansand er der forbindelse med aftenfærge mod Hirtshals. Det bliver nok Fjord Line, der har de bedste rejsetider på hjemturen.
Vi booker overnatning i Hirtshals natten mellem fredag og lørdag, på Bed & Breakfast eller vandrerhjem.


Økonomi: Færgebilletter, ca. 650 kr. Overnatning Yess Hotel, Kristiansand, ca. 250 NOK pr. næse = ca. 185 DKR, busbilletter i Norge: 750 NOK = ca. 550 DKR. Fuldforplejning Hovden Fjellstoge: 800 NOK = ca. 600 DKR. Overnatning + proviant på selvbetjeningshytter 3 gange: 350x3=1050 NOK = ca. 780 DKR. Haukeliseter fuldforplejning: 800 NOK = ca. 600 DKR. Overnatning i Hirtshals: 250 kr pr. næse.
I alt godt og vel 3600 kr.


Afhængigt af gruppens størrelse vil jeg evt. med fordel kunne indhente samlet tilbud på turen hos DNT.


DNT medlemskab: Det betaler sig at melde sig ind i DNT (Den norske Turistforening: www.dnt.no), da dette giver medlemsrabat på DNT-hytter. Dette betaler sig ved minimum 4 overnatninger. Vi har 5, hvor der gives DNT-rabat.


Hvad kræver deltagelse i turen: Du skal være i rimeligt god form og kunne bære din oppakning til hytteovernatning. Du bør have vandret med rygsæk andre steder. Der fordres ikke specifikt fjelderfaring.


Medbring: Lagenpose, indesko samt tøj til indebrug, hue, vanter, lange underbukser. Toiletsager og personlig udrustning. (Der skal IKKE pakkes sovepose og liggeunderlag, da der forefindes senge med madrasser samt tæpper på hytterne. I tilfælde af overbelægning i sengene, lægges der madrasser ud på gulvene. Ingen afvises!)


Kort: Kan bestilles på www.kartbutikken.no.  Bestil kortet Hovden Nord, str. 1:50.000


Mødested: Colorline i Hirtshals lørdag d. 18. juli 2020, ca. kl. 20.


Deltagerantal: Max. 10


Tilmelding senest 1. juni online i Facebookgruppen Tursækken eller ved tilmelding til nyhedsbrev. Skriv email for tilmelding til nyhedsbrev.


Tilbage til overblikket på Tursækkens hovedside.

                                                                                                                                                                   

Copyright © All Rights Reserved