Gendarmstien - påsketur                                                                                   14.-17. april 2022


Start: torsdag d. 14. april kl. 14.00 Fra Haraldsdalvej i Padborg.
Slut: Søndag d. 17. april kl. Ca. 15.00 ved Sønderborg banegård.


Max. 12 personer


Påsketur for dem der ikke vil krydse grænsen men dog vil være tæt på.
Vi vil så vidt muligt følge Gendarmstien fra dens start i Padborg 62 km frem til Sønderborg,
Læs alt om Gendarmstien her: https://www.gendarmsti.dk/da/

Det kan være lidt udfordrende at finde overnatningspladser til 12 personer og derfor vil vi til tider afvige fra selve stien for at komme til pladser, hvor vi alle kan være. Ca. En måned før turen vil jeg sende deltagerne gpx. Filer og kort over ruten til deltagerne.


OVERNATNING: Første nat bliver i i shelterne ved Kollund mole (der er booket 3 stk. 6 pers. Shelters). Anden nat skal teltene frem ved Skodsbøl skov, lige ud til Nybøl Nor. Tredje nat bliver også i telt på spejderpladsen ved Skeldekobbel


LOGISTIK:
Hvis du kommer med tog, er det nemt at gå de 500 m til startstedet fra Padborg station.
Hvis du kommer med bil er der flere muligheder. Parkering er mulig lige ved starten på Haraldskærvej eller ved stationen. Jeg kan anbefale at parkere ved Tinglev station og tage toget til Padborg, Der går tog direkte til Tinglev fra Sønderborg når turen slutter.
Man kan naturligvis også parkere sin bil i Sønderborg, under broen på Dybbøl-siden og tage off. transport til Padborg.
Der går busser (med omstigning) til Padborg fra Sønderborg. Se rejseplanen.dk


TUREN DAG FOR DAG:


Torsdag: Vi mødes ved starten på Haraldskærvej og går langs med den dansk/tyske grænse og svinehegnet til Kruså og herfra ned til Flensborg fjord som vi kommer til at følge meget længe de næste par dage. Ved fjorden kan vi lave et hurtigt besøg ved ¨Danmarks mindste grænseovergang ved Skomagerhus. Herfra skal vi kun nogle få km igennem den smukke Kollund skov til shelterpladsen lige før Kollund Mole. Jeg har booket 3 stk. Her er der en smuk udsigt gennem træerne ud over fjorden.

Dagens etape er på godt 9 km.

Fredag: Vi fortsætter langs med fjorden og nyder de flotte udsiger og livet på fjorden hele vejen til Gråsten. Hvis vi bliver enige kan vi lave en lille omvej og efterproviantere ved Ulsnæscenteret i byen (kun 1,5 km ekstra). Vi går over Egernsundbroen og ned på den anden side, hvor det sidste off. Toilet inden lejrpladsen findes. Lejrpladsen før Skodsbøl Skov er stor og skøn med gode muligheder for at finde læ og stadig udsigt over Nybøl Nor som vi ligger ud til.

Dagens etaper er på 18,5 km (uden omveje)

Lørdag: Ind igennem skoven og herefter i sydlig retning til vi igen møder Gendarmstien og fjorden. Det blliver starten på den længste etape på turen. Vi følger igen længe Flensborg fjord ud på Broager land som er det sted, kragerne vender. Vi kommer bl.a. forbi teglværksmuseet Catrinesminde som fortæller noget om områdets mange teglværker. Ved Brunsnæs drejer vi mod øst og går i den retning resten af etapen. Jeg har valgt at undgå de ekstra 6-7 km ned om Kragesand for ikke at skabe en maratonetape. Lejrpladsen er en gammel spejderplads ved Skeldekobbel. Her er der forhåbentligt åbnet op for vandhanen og der er muldtoilet.

Dagens etape er på 20,5 km.

Søndag: Vi har nu forladt Flensborg fjord og tager nu ind mod bunden af Vemmingbund langs med vandet bl.a. ved Stensig klinter. Vi kommer forbi et par campingpladser som nok er ved at åbne op for sæsonen og der kan måske være muligt at få lidt snacks her. Fra den sidste campingplads og ind til Vemmingbund vil vi gå helt ude ved vandkanten. Hvis der er højvande er det ikke muligt og vi bliver nødt til at bruge den alternative rute (som dog udmærker sig ved at have en god ølbutik). Resten af vejen ind til Sønderborg følger vi stien langs med vandet og igennem noget af det historiske landskab ved Dybbøl Mølle og Banker.

Turens sidste etape bliver lige knap 15 km.

UNDERLAG og Vejr: Der vil være en god del stier og grusveje, men der vil desværre også være nogle stykker med asfalt. Nogle gange fordi stien er ført den vej og nogle gange fordi jeg har lavet ændringer i ruten.

April April, Den gør hvad den vil! Et gammelt ordsprog, men dog rammende for vejrsituationen i april. Jeg kan kun sige: Kig på vejrudsigten kort før afgang og tag tøj på efter det.


MEDBRING: Alt til en telttur i April, herunder mad til hele turen. Hav god plads til drikkevand. Der er enkelte steder hvor du kan supplere lidt op på maden. Er du i tvivl om, hvad du skal pakke, rådfør dig med turleder!


Udgift: 150 kr delt med antal deltagere = fra 12,50 kr. til shelterne den første nat.


Jeg har gået Gendarmstien på kryds, og tværs mange gange, og kender ruten og omgivelserne som min egen bukselomme.
Skriv eller ring gerne for råd eller forklaring


Turleder: Henrik Brøndum


Skriv email for tilmelding til nyhedsbrev.       (Medlemmer af FB-gruppen kan tilmelde sig online under begivenheden)



Tilbage til overblikket i Turkalenderen.



Til Tursækkens forside