Bornholm Kyst og Højlyng                        
                                                           7.-13. juli 2023


Max. 6 deltagere
Vi vil vandre 5 dage fra lørdag til og med onsdag.
Ruteskitse, som er en kombination af Kyststien og Højlyngstien, fremgår af vedhæftet billede i kommentar herunder. Ruten er på ca. 96 km.

Ud- og hjemrejse: Fredag d. 7. juli med Kombardoekspressen fra København til Rønne via Ystad om eftermiddagen (så jyderne kan nå til København om formiddagen)
, og vi rejser hjem torsdag d. 13. juli fra Rønne til København via Ystad med Kombardoekspressen med afgang om formiddagen.


VANDRETRUREN DAG FOR DAG:

Fredag-lørdag overnatter vi i en baghave i Rønne via Brug min Baghave.


Lørdag:

Vi starter dagen med at tage bus til Lyngholt Camping, ca. på højde med Vang Havn. Vi indlogerer os og rejser telte, hvorefter vi vandrer med daypack ud til kyststien, som vi følger mod nord, forbi Hammershusfæstningen og Hammer Havn og går Hammerknuden rundt, til vi rammer Sandvig, hvor Højlyngstien begynder. Vi følger herefter Højlyngstien i sydlig og sydøstlig retning, bl.a. forbi Opalsøen. Vi rammer herefter Lyngholt Camping efter ca. 17 km's vandring.

 

Søndag: Vi fortsætter ad Højlyngstien i et terræn, der blander sig med skov og åbent land. Senere passerer vi Rutsker Højlyng og igen senere Rø Plantage med nogle sprækkedale og lidt søer. Vi ender ved en lille søidyl, Ravnekær, i den nordvestligste ende af Almindingen efter knap 24 km. Igen på meget primitiv teltplads i skoven.

 

Mandag: Dagens etape krydser ud og ind gennem Almindingen og passerer bl.a. Rytterknægten, der er Bornholms højeste punkt samt Ekkodalen m.m.. Efter knap 21 km skovvandring, ender vi ved Pedersker Jagthus, der er et kombineret madpakkehus med shelter i Pedersker Plantage. Dagsetape knap 21 km.

 

Tirsdag: Vi går gennem Poulsker Plantage og Paradisbakkerne, inden vi kommer uden for skoven og går ad et par km ad landevej, inden vi rammer Årsdale ved kysten. Vi fortsætter ad kyststien til Svaneke, hvor vi overnatter på Hullehavn Camping, hvor vi kan få et tiltrængt bad og evt. gå ud i byen og spise om aftenen. Dagsetape: 18 km.

 

Onsdag: Vi starter dagen med at tage bussen fra Svaneke til Gudhjem. Vi fortsætter ad kyststien vest for Gudhjem i et klippeterræn, der bliver mere og mere spektakulært og kulminerer med Helligdomsklipperne. Herefter drejer vi ind i land og går gennem Døndalen, der har nogle store vandfald. Efter Døndalen når vi ind i sprækkedalen Kleven, hvor vi følger kombineret gang- og cykelsti i bunden af sprækkedalen. Vi slutter i Klemensker, hvorfra vi tager bussen til Rønne og indlogerer os på camping, inden hjemrejse om torsdagen. Dagens etape: 16.5 ret kuperede km.

DRIKKEVAND: På stykket på Højlyngstien kan der være ret langt mellem vandposterne. Og da, der ikke er vand ved lejrpladserne, må man forvente at skulle bære vandet et længere stykke, evt. gå et ekstra stykke fra lejrpladsen for at hente vand ved en vandpost efter ankomst.

 

MEDBRING: Alt til en 5-dages telttur, herunder mad til det meste af turen. Et par aftener til sidst på turen vil der være mulighed for at handle eller spise ude i en by.

 

PRIS:

Egen forplejning + billetter til kombardoekspressen (ca. 250-300 kr) + 3 campingovernatninger (ca. 3-400 kr) samt busbilletter på 3 lokale busture på Bornholm.

Turledere: Jens Brun og Jacob Ejsing Jensen 

                            
                                                                                                                              

Her ses skitse af ovennævnte rute.



Skriv email for tilmelding til nyhedsbrev. (Medlemmer af FB-gruppen kan tilmelde sig online under begivenheden)



Tilbage til overblikket i Turkalenderen.



Til Tursækkens forside