Introtur 2021                                                                                                  5.-6. juni 2021


Max. 12 deltagere
Hvad skal jeg pakke i rygsækken? Hvad kan jeg klare mig med? Hvilket mad skal jeg medbringe? Disse og andre spørgsmål kan du formentlig få afklaret på denne tur.


Turen henvender sig primært til nye vandrere, der skal gøre erfaringer på ture med overnatning i det fri. Alle er dog velkomne – vi kan sikkert alle have et udbytte med hjem. Og det er altid en fordel, at der bringes erfaringer fra flere vinkler!

Turen indbefatter én overnatning og to dagsetaper på hver mellem 11 og 13 km. Det vigtige er ikke, hvor langt vi går, men at vi tager hjem efter turen med et udbytte, som vi kan bruge på fremtidige ture!

Vi starter på p-pladsen med en gennemgang af hver enkelts oppakning med henblik på at frasortere overflødigt udstyr. Det overflødige lader vi blive tilbage i bilerne – og så tager vi på vandretur med resten! Efter turen tages måske en ny snak, hvor vi afklarer, om der var noget med, som ikke blev brugt! Eller om noget manglede. Vi skal kun bære det nødvendige!

Herefter vandrer vi gennem noget at det skønneste, dansk natur byder på – langs med søerne og i skovene syd for Silkeborg til området ved Slåensø, der er Danmarks reneste sø.

Fremme på lejrpladsen pakker vi igen ud og ser på hinandens telte, rygsække, soveposer, liggeunderlag, kogegrej osv. og snakker om plusser og minusser ved det, den enkelte nu har, for at lære af det og blive bedre rustet til kommende ture med overnatning ude – med det mål, den enkelte nu har for sig selv! Og vi ser på, hvad vi hver især provianterer med, og hvordan det fungerer for os.

Vi ser desuden på, hvordan vi pakker rygsækken og efterjusterer diverse remme og indstillinger på sækken, så det bliver en nydelse frem for en belastning at gå med den.

Vi kommer altså alle til at blotte os lidt!


Turen dag for dag:
Hvis du ankommer fredag aften, kan der overnattes i Vesterskoven ca. 1 km i sydvestlig retning fra p-pladsen, hvor du kommer ind i et område, hvor der er fri teltning (fri teltning starter, når du har passeret en tværgående cykelsti, Bryrupbanestien. Ellers kan alternativt anbefales overnatning på shelterpladsen ved De små Fisk på vejen mellem Silkeborg og Sejs.

Lørdag: Vi mødes på P-pladsen ved Østre Bad på Horsensvej syd for Silkeborg. Når vi er færdige med ovennævnte gennemgang af oppakningen, vandrer vi ud gennem Østerskoven og Sønderskoven langs med søerne, til vi når lejrpladsen Østre Gåsekær, der ligger på et idyllisk næs, som stikker ud i Borresø. Vi har booket pladsen. Der er bålplads og god plads til telte samt et skovlokum. Vi sidder på træstammer rundt om bålstedet. Drikkevand henter vi i Slåensø, som ligger 3-400 m syd derfor – evt. i Millingebækken, der er Slåensøens udløb. Vi befinder os i meget naturskønne omgivelser her.


Søndag: Når vi har pakket lejren sammen finder vi alternativ rute tilbage til udgangspunktet ved Østre Bad. Søndagsturen bliver nok en smule mere kuperet end lørdagsetapen, idet vi går gennem skovene på lidt større afstand af søerne og dermed lidt højere i bakkerne.


Offentlig transport: Bybus 4 kan benyttes fra Silkeborg Station, hvor togene også kommer. Desuden passerer bus 215 (Silkeborg-Vejle) og bus 110 (Silkeborg-Horsens) forbi Østre Bad, hvor der er et busstop. Søg samlet rejse på www.rejseplanen.dk.


Mødested og -tid: P-pladsen ved Østre Bad på Horsensvej syd for Silkeborg lørdag kl. 10.

Pris: Egne rejseudgifter og mad på turen.


Tilmelding online i Facebookgruppen Tursækken eller ved tilmelding til nyhedsbrev. Skriv email for tilmelding til nyhedsbrev.


Tilbage til overblikket i Tursækken.