Ammassalik Østgrønland 2009
Til fotoalbum, som hører sammen med denne beretning - inkl. kortskitse. (Indeholder 94 fotos).
Indledning
Østgrønland har gennem tiden været den lidt glemte og bortgemte del af Grønland p.g.a. meget vanskelige adgangsforhold fra naturens hånd. Forrevne klippekyster, utallige udløbere fra Indlandsisen og meget storis langs kysten har lagt sine store begrænsninger på færdselen her. Østkysten blev sent udforsket; og først i 1884 fandt man frem til en isoleret grønlandsk befolkning i Ammassalik.
Kysten er i dag tilgængelig for overkommelige penge p.g.a. flyruter fra Island. Der er muligheder for flotte vandreture i visse områder. Herunder Ammassalik (i dag betegnelse for et område med hovedbyen Tasiilaq - tidl. Angmagssalik). Turene byder på imponerende udsigter over isfjord, indlandsis, mange gletchere og alpint terræn, men også frodige dale med smuk arktisk plantevækst. Terrænet har dog en del svære passager, herunder udpræget blokmark samt bratte skråninger. Man skal ikke regne med at møde andre på turen og må klare sig selv. Man skal være i besiddelse af fjelderfaring.
Gruppen og litteratur
Sidst på sommeren 2009 var jeg med på en 3 ugers vandretur i Ammassalik. For mig var det første gang i Østgrønland, anden gang i Grønland.
Som følgesvende havde jeg 4 grønlandsveteraner, som ud over flere ture i Vest- og Sydgrønland samt Scoresbysund også tidligere havde bevandret Ammassaliks fjelde flere gange. To af dem har været med til at rekognoscere og beskrive ruter til bogen "Vandreruter i Østgrønland", der er udgivet af "Udvalget for Vandreturisme i Grønland". Bogen, beskriver mulige vandreruter i området nord for Tasiilaq og er ledsaget af 2 kort i str. 1:100.000, som hører sammen med bogen. Pakken kan bestilles hos Nordisk Korthandel (www.scanmaps.dk).
Alle 5 deltagere i turen er medlemmer af Vandreforeningen Natur og Fjeld (www.natur-fjeld.dk ).
Området og ruter
Ovennævnte bog og de tilhørende kort beskriver væsentligst Ammassalik-øen og en lidt større halvø nord for denne. Halvøen begrænses mod nord af et udstrakt netværk af gletchere og udløbere fra Indlandsisen (ca. 70-80 km nord for Tasiilaq) og mod vest af den storslåede Sermilik Isfjord, der som navnet antyder er smækfyldt med isbjerge. Nogle af de beskrevne ruter kræver gletcherudstyr og -erfaring. På nærværende tur undgik vi gletchervandring.
De med rødt aftegnede ruter på kortene skal tages med forbehold, idet de ikke altid anviser den bedst egnede rute. Den personlige vurdering skal altid med. Men uden for de beskrevne ruter vil det stort set ikke være muligt at lave et længere sammenhængende forløb. Der findes enkelte lette etaper; men som nøgleregel skal man ikke forvente dagsetaper på mange kilometer.
Specielt ved isfjorden er det fint at indlægge nogle overliggerdage til at nyde udsigterne og samle kræfter til de næste etaper. Der findes nogle fint egnede teltpladser med udsigt fra første parket.
Der findes også frodige dale samt idylliske søer. De fleste planter er gengangere fra den skandinaviske fjeldkæde; men der er også en del specifikke grønlandske.
Kortskitse af vore ruter i Ammassalik-området.
Transport til og i området.
Fra Danmark: Rutefly Kastrup-Keflavik (v. Reykjavik). Flybus Keflavik-Reykjavik (ca. 55 km). Fly Reykjavik-Kulusuk (ca. 2 timer).
Kulusuk lufthavn er en simpel plads på Kulusukøen, beliggende 20-25 km fra Tasiilaq. (De mange amerikanske éndagsturister hertil skaber grundlaget for de mulige flytransporter til overkommelige penge).
Den officelle transport videre til Tasiilaq går normalt med helikopter til 685 kr (skal bestilles hjemmefra over nettet).
Modsat kan man som vi chartre en lokal bådfører til at sejle sig direkte til et konkret bestemmelsessted, hvorfra man ønsker at starte sin vandring. Vores kontakt var Lars Anker Møller (www.travellodge.dk), der ud over at være autoriseret bådfører, fanger og turarrangør også er god for mange oplysninger om Østgrønland. Er han forhindret i at sejle, kan han helt sikkert anvise en anden troværdig kontakt.
1. dag: Kulusuk-Laksesøen
D. 24. juli landede vi i Kulusuk Lufthavn kl. ca. 13 lokal tid. Det øsregnede, så den grusede og lerede landingsbane var fyldt med vandpytter. Vi skyndte os ind i den beskedne lufthavnsbygning, hvor der i en lille biks sælges sælskind, pelse og tupilakker. Der var intet bagagebånd, men derimod en kæde af grønlændere, mellem hvilke bagagen vandrede fra hånd til hånd ind i hallen, hvor vi kunne tage det.
Lars Anker, vores bådkontakt, stod pludselig i døren i gummistøvler og gul regnfrakke og råbte på vores kontaktperson. Snart efter hjalp han med at bære bagagen den gode km til kysten, hvor han havde fortøjet sin båd ved nogle klipper. Der er et lille bolværk; men da det var ebbe, var det ikke muligt at kravle i båden derfra. Så vi balancerede ned over nogle store klippeblokke og ud i båden og fik bugseret rygsækkene med ud ved fælles hjælp.
Båden var overdækket med en pressening (heldigvis - ellers bliver det en kold omgang), dog med en åbning i den bageste ende. Så tøffede vi forsigtigt ud mellem de første isbjerge; men senere blev der sat turbo på. 28 knob var den mest benzinøkonomiske fart, fortalte vores bådfører. Udsigter til fjelde, der rejste sig brat fra fjorden og utallige isbjerge. Et par timer gik det mod nord. Vi lagde en kort visit ind til bygden Kuumiit, hvor Lars Anker bor, for at få spritten ombord. Vi havde bestilt spritten gennem Lars Anker, da vi jo ikke må medbringe brændstof i flyet. I øvrigt delte Lars Anker generøst ud af sine oplysninger om Østgrønland. Han er sønderjyde, nu fanger og turistfører og ser ud til at stortrives i Ammassalik, hvor han har været i nu 9 år. På besøg i Danmark tager han også ud og holder foredrag om fangst. Lars Anker er endviderer forfatter til et digert bogværk: "Fangerne i Ammassalik". Bogen er fyldt med flotte fotos fra fangslivet året rundt.
Videre gik det mod nord gennem Ammasalik Fjord og senere gennem den lange bifjord, Qinngertivaaq. Inderst i denne blev vi losset af på nogle klipper, hvor landgangen var forholdsvis let.
Det kostede 2000 kr at chartre Lars Anker til denne sejltur.
Vi var nu overladt til os selv. Efter en lille pause gik vi vel ca. 4 timer til Laksesøen gennem en forholdsvis flad idyllisk dal - dog med en del knolde alligevel. Der var frodigt og grønt her med bl.a. den storblomstrede gederams, Grønlands nationalblomst, som vi også senere skulle komme til at beundre mange gange. Det var ophørt med at regne.
PS: Mine følgesvende kunne ikke huske, at der var så grønt her!
Efter en del op- og nedture fandt vi en egnet lejrplads ved den vestlige ende af Laksesøen. Efter en hurtig gang madlavning krøb vi alle i poserne efter en meget lang dag, der for nogle af os startede i Århus kl. 02.00 og sluttede ved Laksesøen ca. kl. 21 lokal tid (4 timer efter dansk tid). Altså i alt 23 timer på farten.
2. dag: Dagstur til Solporten
Der var af naturlige årsager ikke aftale om nogen starttid dagen efter. Men solen skinnede vellystigt ned i den grønne gryde, hvor dalen slår et knæk, og over de sneklædte fjelde og gletchere rundt om os.
Dog stod en kold vind ind fra vest, idet dalen Illinera virkede som en vindtunnel, der førte blæsten lige til os. Jeg sad i læ og kogte vand til kaffe i den østvendte teltudgang, mens jeg nød udsigten i bagende sol.
Aftalen lød på overliggerdag. De 4 af os valgte dog at tage på dagsudflugt til Solporten, et pas, der ligger i kanten af en gletcher, som nogle af de andre en gang gik ned over. Vi krydsede det sumpede delta i søens vestlige ende, hvilket medførte flere vad. De sydvendte skråninger på den anden side havde en enormt varieret flora med mange arter. Bl.a. nogle velvoksne eksamplarer af kvan, liden stenurt, topspirende pileurt og meget mere. Hvorfor kunne vi mærke, da vi kom derover. Her var der ingen vind; og temparaturen var meget høj - ganske sikkert et generelt godt mikroklima netop her. Så for en stund fortrød man, at man ikke havde valgt korte bukser og korte ærmer - der var dog en del myg. Vi steg stille og roligt 3-400 meter op over skråningen og kom ind i en ny dal, hvor det fladede mere ud, men også blev mere goldt. Og blokmarken blev mere og mere præget af store stenblokke, som vi måtte passere.
Mine følgesvende klagede over, at det var noget "skrammel at gå i", og at de ikke kunne
huske, at det var sådan. Mit spørgsmål: Hvordan kan man færdes i fjelde i så mange år og stadig overraskes over, at der er blokmark, når man kommer i højden?
I terrænet omkring Laksesøen
Vi steg yderligere til godt 600 meters højde ved Solporten, hvor Kalililat-gletcheren kom til syne på den anden side af en stor moræne. Hvilke enorme kræfter, der dog kan skubbe så store bunker af stenblokke sammen! Senere skulle vi se mange lignende.
Hvad navnet Solporten kommer af:
Mod syd ses udsigten direkte ned gennem kløften, dalen og videre gennem den lange Qinngertilaaq-fjord, som vi var sejlet op ad dagen forinden. På et bestemt klokkeslet om natten (ca. 22.30-23 må det være), hvor solen befinder sig næsten i nord, skinner den direkte gennem passet og finder herved vej ad den lige linie gennem kløft og dal og belyser herved hele den lange fjord i sin fulde længde. Heraf navnet Solporten. Det skal måske pointeres, at fjorden p.g.a. høje fjelde, ellers ligger i skygge meget af tiden.
At beregne længden på en tur:
Tilbage ved lejren måtte vi konstatere, at de anslåede 3-4 timer var blevet til godt og vel 8! Ole Ebbe, der var blevet tilbage og havde puslet og fisket lidt, morede sig over vores måde at bruge overliggerdagen til at samle kræfter på!
Vi sluttede dagen ved at samles omkring et lille bål!
Ja, faktisk fik vi bål de fleste aftener herefter - der var ved nok til at brænde i hvert fald i et kvarters tid!
3. dag: Dalen Illinera og møde med Sermilik Isfjord
Dagen stod på regn. Vi pakkede teltene våde sammen og gik vest på gennem dalen Illinera. Et par vadninger i starten, hvor jeg gentog et forsøg fra Sarek-turen i fjor og lod regnbukserne hænge ud over støvlerne, som jeg beholdt på. Det virkede næsten! - i hvert fald blev mine strømper og støvler ikke meget våde inden i.
Det første stykke var ret letgået, om det ikke havde været for de 28½ kg, som jeg lagde ud med. Senere gik det en del op og ned for ikke at havne i de søer og vandløb, som lå i dalens midte. Små stigninger, men dog ret bratte.
Efterhånden fik vi udsigten over den store isfjord, der dog var noget begrænset p.g.a. det ikke særligt sigtbare føre. Indlandsisens hvide kuppel lod sig ikke se over fjeldene på modsat side af fjorden - som lovet! Så jeg drillede med, at dette nok blot var et stort bluf-nummer, og at der nok slet ikke var nogen indlandsis!
Vi slog teltene op på et fladt plateau, omtrent lige over, hvor elven fra Illinera løber ud i isfjorden. Herfra var der udsigt fra første parket! Sermilik Isfjord har på dette sted en bredde på 15-20 km.
Til aften, hvor det lysnede, blev der et rigtig flot lys over fjorden. Og et mylder af isbjerge i alskens former og størrelser. Også tidevandet kunne iagttages, idet små isbjerge strandede på kysten ved ebbetid. Også de høje imponerende fjelde i nord var betagende. I nordvest kunne anes en stor udløber fra Indlandsisen, som endte helt ude ved fjorden. Det er her, isbjergene kælves. Og nu kunne der også anes en stor hvid kuppel over fjeldene på modsat side! Så jeg fik vished for, at det med Indlandsisen ikke var et bluf-nummer.
Og så fangede Ole K. en fisk (som sagtens kunne have været en laks). Der blev et stykke til alle.
Efter godnathistorie (Bjarne læste op ad Flemming Jensens "Vejledning i sælfangst" - der på yderst underfundig vis beskriver forfatterens erfaringer som lærer i en nordgrønlandsk bygd) var der betragtning af solnedgangen, som på disse kanter kan være MEGET lang og foregå i flere omgange!
Fjerde dag: Dagsudflugt til Kalililatgletcherens fod
Dagen blev solrig fra først til sidst. Vi besluttede, at dette sted var så flot, at det krævede TO overliggerdage (hjemmefra var det bestemt, at der skulle være god tid til at nyde og gøre studier i naturen).
Den første overliggerdag brugte Bjarne, Willy og jeg dog til en dagsudflugt mod nord til Kalililatgletcherens fod ved isfjorden. De to Ole'r blev tilbage og koncentrerede sig om at fiske.
Det skulle vist være overflødigt at nævne, at det blev en smuk tur med den lette dagsoppakning. Isbjerge kan man betragte meget, længe og intenst. Deres antal, deres størrelser, former, hældninger m.v.. Man undres. Hvordan er dette eksemplar blev så sort og smudsigt langs den ene side. Hvorfor har et andet eksemplar nærmest en sokkel af sort is nederst. Hvordan er der oven på en stor flad kolods havnet en stor pyramideformet bunke af mindre stykker. De to ved siden af hinanden kunne have hængt sammen som ét stykke.
Man følger isens bevægelser: Den lange karakteristiske gigant, hvis ene ende i morges befandt sig ud for det bestemte bjerg, har nu bevæget så og så langt. De små eksemplarer får man til at ligne alskens figurer.
Når der med jævne mellemrum lyder et tordenskrald, skuer man forgæves ud over mylderet af hvide kæmper for at få øje på netop det ene eksemplar, hvorfra der netop er brækket et stort stykke. Og angående lyde: Isbjerge "snakker"! En hyggelig lyd, som er der næsten konstant, når man færdes tæt langs vandet.
De høje fjelde, som der var udsigt til mod nord imponerede også. På denne plads ved Sermilik Isfjord boede vi et par dage på første parket!
Terrænet på dagens tur var kuperet og fyldt med vanskelige passager. Kysten er høj og skråner stejlt ned mod isfjorden, og skråningerne består mange steder af glatte klippeflader, som ville have været endnu sværere med den store oppakning. I regnvejr ville de have været lumske. Ofte måtte der kravles langt op eller nedad i søgen efter mulige passager. Såvel hænder som fødder var i anvendelse.
Hukommelsen fra tidligere ture hos mine ledsagere rakte tilsyneladende ikke altid!De huskede ikke terrænet som så bøvlet!
Tidevandet kan også have gjort en forskel fra den ene gang til den anden. Måske må der søges højt op, hvor det en gang var muligt at færdes langs vandet ved ebbetid.
Skal tilføje, at der mange steder i Ammassalik findes løst materiale, der kan skride.
Der var for mine følgesvende nostalgi i at finde tidligere teltpladser og steder. Kalililatgletcherens fod var en af stederne. De havde været der i hhv. 1994 og 2004. Gletcheren havde trukket sig langt tilbage i løbet af årene. Nogle enorme randmoræner af kæmpe stenblokke, som vi måtte krydse, viste hvor langt isen havde strakt sig.
Fauna: Der er i almindelighed ikke mange fugle; men denne dag bød på flere forskellige arter: Nogle præstekravelignende vadefugle, nogle ravne, et par ryper, hvoraf den ene med unger samt 5 havlitter, der holdt til i en lille bugt lidt nord for teltpladsen. Den almindeligst forekommende fugl viste at være én, der i utrolig grad ligner en laplandsværling, men vist er lidt skarpere i farverne. Til aften krydsede 15 gæs over os.
For vægtens skyld har man ikke en tung fuglebog med for de relativt få fugle, man møder. Derfor de noget upræcise bestemmelser.
På tilbageturen til teltpladsen besøgte vi en gammel fangsthytte ved fjorden. Forfald og et ubeskriveligt roderi og svineri prægede hytten og dens nærmeste omgivelser.
Det blev en dagstur på ca. 11-12 timer.
Femte dag: Soloudflugt i Illinera
Anden overliggerdag i træk. Solen stod fortsat højt. Vi startede dagen med at hyggesludre nogle timer foran teltene i den betagende udsigt.
Herefter pakkede jeg toppen af rygsækken (kan afmonteres og bruges som en rummelig bæltetaske til dagsture).
Jeg krydsede elven og gik ind i dalen Illinera på dennes sydside, hvor vi et par dage tidligere havde gået på den nordlige side. Jeg fotograferede bl.a. mange blomster, herunder nogle flotte enge med kæruld og de største og mest pragtfulde eksemplarer af storblomstret gederams, som hele turen bød på. Hen imod en meter høje.
Senere ved en sø betragtede jeg turens største fugleflok på afstand, en stor flok gæs, anslået ca. 80 individer, som jeg lidt usikkert har bestemt til at være bramgæs, til dels ud fra geografien. Kan det have været oversomrende ungfugle?
Kravlede om eftermiddagen op på skråningerne på dalens nordside med et par mindre toppe i sigte, som jeg dog ikke nåede. Men man får jo altid en anden vinkel på udsigterne, når man kommer i højden.
Kælvning af isbjerge: Da vi til aften stod omkring lejrbålet (for koldt til at sidde) tordnede og buldrede det længe og vedblivende fra fjorden. Intet til syne; og vi gættede, at det måtte være kælvning af isbjerge fra Indlandsisen et eller andet sted. Adskillelige minutter senere skyllede en massiv stime af bølger i hvert fald i land på vores side af fjorden! Der var ellers blikstille. Det kunne være sjovt at opleve en kælvning på tæt hold.
Sjette dag: Mod Paarnakajiit
Endelig brød vi op fra den storslåede lejrplads for at bevæge os mod syd. Vejret var i den grad med os!
Vi bevægede os stadig langs isfjorden. Igen stejle skråninger og svære passager! En betagende, men også bøvlet og energikrævende dagsetape. På et tidspunkt skiltes gruppen p.g.a. uenighed om, hvor terrænet så bedst og sikrest ud. Vi mødtes igen længere fremme.
Igen senere krydsede vi en elv/fjord (tager sig ved højvande ud som en fjord, men er på kortet blot aftegnet som mundingen af en elv), hvis munding skulle vades ved ebbetid. Et vad på godt ½ km på behagelig sandbund (ca. 20-30 cm vand det meste af vejen, hist og her bart og til sidst lidt dybere).
Ved dette sted mødte vi, som den eneste gang på vores tur, andre mennesker på tur. En tysk gruppe på 12 personer, som var på arrangeret tur med dagsturssække og fik bagagen fragtet fra sted til sted med en båd. Jeg husker ikke, hvad selskabet hed. Men det havde hjemsted i Tasiilaq.
Også det sidste stykke blev bøvlet; og til sidst kom vi brat ned af en meget stejl skråning til bugten, hvor vi havde planlagt at slå lejr.
Nedefra ser man tydeligt, hvor man i stedet burde være kommet ned!
Igen havde vi nået én af følgesvendenes udvalgte lejrpladser.
Bugten ligger kort før et næs, Paarnakajiit, hvor der i tidligere tider lå en lille boplads, og der senere blev bygget en fangsthytte.
Endnu en overliggerdag skulle bringe os ud til Paarnakajiit. Der er 4 plateauer med en ravine mellem hver. Vi teltede på det sydligste af de 4 plateauer.
Til aften bød Ole Ebbe på dessert. En frugtsuppe, bestående af bl.a. solbær og æbler avlet i egen have på Falster - medbragt i tørret tilstand! En himmelsk afslutning på en hård dag.
I dagbogen skrev jeg: "Rygsækken er for tung. Jeg må have lært mig at lave loganbrød".
Jeg medbragte hjemmetørret mad til middagsretterne, men pumpernikkelbrød og speltbrød med ost og spegepølse til frokost. Til morgenmad en müsliblanding med gryn, hasselnødder, rosiner og græskarkerner. Jeg havde blandet mælkepulveret ind i denne blanding hjemmefra, så det ikke klumpede.
Dagens etape har været på 14-15 km i det knoklede terræn (målt på kortet). Jeg husker ikke antallet af timer, som vi gik; men vi var sent fremme.
Syvende dag: Ved den gamle boplads, Paarnakajiit
Høj sol! En lidt stille formiddag ved isfjorden i bugten, der ligger nærmest i en gryde. Først nogle dovne timer. Derpå hjembragte Ole'rne fisk til alle (en slags ørred vist nok; for mig kunne det være laks). Det blev til fisk hele to gange i løbet af dagen.
Og så bestemte vi forresten, at der også dette sted skulle være to overliggerdage.
Jeg gik en eftermiddagstur, hvor jeg bl.a. iagttog snespurve og på tæt hold et isbjerg, der rullede omkring i vandet og fandt et nyt tyngdepunkt efter et knæk. Der gik adskillige minutter, inden klumpen havde fundet hvile i det nye leje.
Bopladsen Paarnakajiit: Aftenturen ud på næsset med den gamle boplads blev dagens højdepunkt. Den forholdsvis korte vej ud på næsset var særdeles kuperet og besværlig. De gamle grønlændere har færdedes til og fra deres boplads, ikke over land, men over vandet. Efter en stor pukkel ved næssets "rod" fulgte en ret flad dalsænkning, som kunne have givet fint læ til en samling huse. Men de gamle fangere har prioriteret udsigten til byttedyrene og placeret deres boplads på skråningerne yderst ude på næsset, der ofte må have været meget vindblæst.
Paarnakajiit består af en simpel nutidig fangsthytte (og i modsætning til den forrige af slagsen var der orden her) omgivet af 5-6 tomter fra små tørvehytter, som hver for sig har huset en familie. Flere steder er der placeret kors for de afdøde. En lille samling kors med nogle initialer og tal har været sat for en flok mindre børn med aldersangivelse - gættede vi.
De små tørvehytter målte ikke meget mere end 3-4 m på hver led. Hvor mange individer har familien
Gammel hustomt med kors i den gamle bygd, Paarnakajiit mon talt? Hytterne var drysset ud over de stejle skråninger, som også gamle mennesker har måttet
færdes på.
Her har man så levet år efter år i de mørke vintermåneder og i de få lyse sommermåneder.
Den nutidige fangsthytte var lille, men velholdt. Inden for var der en slags køjeseng med plads til 2-3 mand på hver etage og derud over ikke plads til meget andet end en primus på et lille kvadratisk bord. I hytten var der en gæstebog, hvori vi skrev og også kunne finde de andres indlæg fra 2001 og 2004. At dømme efter mængden af indlæg var der et begrænset antal besøg på en sommer.
Selv om der ikke var et menneske ud over os, var stedet fuldt af liv. Mange ting, herunder plantevæksten, er altid anderledes på et sted, der har været præget af menneskers virke. Mælkebøtten, der er menneskets trofaste følgesvend, ses ikke ellers i terrænet på Grønland, men florerede her i et væld.
Paarnakajiit var alt i alt et sted, der vakte tanker og følelser.
____________________________________________________________________________________________________________________________
OBS: Mennesker i Østgrønland
Så sent som i 1884 fandt man på Konebådsekspeditionen en isoleret og indtil da ukendt grønlandsk befolkningsgruppe i Ammassalik. De på det tidspunkt eneste mennesker i Østgrønland levede her en tilværelse på grænsen til det mulige. Først 10 år senere fik man etableret handelsstationen Angmagssalik. I de mellemliggende år svandt befolkningstallet ind med ca. 1/3, antageligt på grund af sult. ________________________________________________________________ __
Aftenens godnatlæsning om Flemming Jensens erfaringer som lærer i en nordgrønlandsk bygd fandt sted herude mellem tomterne i Paarnakajiit. Bagefter betragtede vi solens nedgang bag et hav af karakteristiske isbjerge og fjelde på fjordens modsatte side med Indlandsisen hvide kuppel over. Vi var tættere på Indlandsisen end på noget tidligere tidspunkt på turen.
Ottende dag: Toptur solo
Denne dag, der også var bestemt til at være overliggerdag, tog jeg selv på solo tur til en 1000 meter top i nabolaget. Bjarne fulgte med halvvejs op. Jeg nåede næsten toppen, men valgte at opgive det sidste stykke, da det blev for stejlt til, at jeg fandt det værd at fortsætte. Men det giver jo altid nye perspektiver at komme lidt op.
"Laks" som supplement til aftensmaden, også den dag.
Niende dag: Bort fra isfjorden - og bort fra hinanden
Det gode vejr holdt sig.
Vi startede dagen med at pakke og begav os mod syd, bort fra isfjorden. Efter den første lille times vandring gennem en slugt holdt vi en lille pause.
Få minutter efter start fra pausestedet var jeg kommet forrest og så mig tilbage. Ikke et øje i syne! Jeg ventede et stykke tid. Ingen dukkede op. Jeg lod rygsækken ligge og gik tilbage til pausestedet på nogle klipper og fandt heller ingen her. De andre var som sunket i jorden. Mod syd skulle vi ud over en ret flad strækning, hvor det burde være muligt at få øje på folk på stor afstand. Men nej; uanset hvor meget øjet søgte i terrænet fandt jeg ikke noget, der bevægede sig. Jeg gik tilbage til overnatningspladsen for at se, om de skulle være gået tilbage efter noget, de havde glemt. Men nej! Ingen andre mennesker.
Jeg gik så atter frem til stedet, hvor jeg havde efterladt rygsækken og fortsatte herefter ufortrødent. Heldigvis var det aftalt, hvor vi skulle slå lejr for natten - på en flad plads i den inderste krog af en lille smal fjord, Amitsivartiva. Der ville vi finde sammen til aften.
Dagens etape blev den lettest vandrede på hele grønlandsturen. Fladt og grønt terræn, kun med mindre og jævne stigninger og ikke udpræget stenet. Forbi et lille nor med de sidste små isbjerge og dernæst forbi en kæde af søer gennem en lang dal. Hist og her lidt sump med kæruld. Men ikke voldsomt.
Dog kom der sidst på dagen et større vad, hvor støvler og bukser måtte aftages samt en bred ravine, ud over hvilken elven må brede sig i mere regnfulde perioder.
I kanten af en langstrakt sø (med højdetal 13) gjorde jeg på et tidspunkt holdt for at tanke vand af en lille bæk. Her blev jeg pludselig råbt op af Willy. De andre tog middagslur på en lille afsats lidt oppe og havde set mig passere. Vi fik følgelig diskuteret, hvordan adskillelsen kunne finde sted. Vi var naturligvis gået forskellige veje; og de andre havde bevæget sig bag en lille højderyg, hvor de ikke var synlige for mig.
Den langstrakte sø havde i øvrigt samme karakteristiske grønne farve som søen "Gjende" i Jotunheimen, nok p.g.a. meget tilstrømmende gletchervand.
Vi slog lejr på et lille plateau lidt syd for søen (midtvejs mellem søen og Mitsivartiva, før nævnt. Ved fjorden skal der være lidt sumpet med oversvømmelsesrisiko, hvis vandet stiger).
Herfra var der udsigt til et imponerende "Matterhorn" i Ammassalik disktrikt, Østgrønland. Der var også smukke omgivende gletchere og nye karakteristiske farver og lag i bjergmassiverne. Rustrøde og kobberagtige farver i de udpræget lagdelte klippeskråninger var fremherskende her. Lagdelingen var lige som blevet tippet lidt på et tidspunkt, så lagene i hele landskabet omkring os nærmest havde en ret ens hældning.
Til aften forsvandt solen tidligt bag fjeldet, som lå vest for os. Mens vi var samlet bag en lægivende klippe omkring Flemming Jensens underfundige bygdeerfaringer, kunne vi til gengæld betragte et ualmindeligt smukt sollys på fjelde og gletchere øst for dalen, mens vi selv sad i skygge. Og efterhånden som nogle skyformationer bevægede sig, kom der også nye høje, sylespidse tinder til syne i sydlig og sydøstlig retning.
Tiende dag: Højderyggen Tiniteqilaaq
Næste morgen stod for en gangs skyld på regn. Vi udsatte starten et par timer, hvilket viste sig at være en fornuftig disposition. Vi lagde ud ved 13-tiden i tørvejr og sol og kunne pakke teltene tørre sammen.
Efter passage af en dal måtte vi herefter stige til bjergkammen, der går på langs ned over halvøen Tiniteqilaaq mod bygden af samme navn. Da vi havde god tid, valgte vi at dele denne etape i to og slå lejr på et udsigtsfuldt sted højt oppe undervejs.
Stigningen var lang og krævende, og vi snoede os gennem en labyrint af lagdelte klippeblokke. De andre havde, sidst de var her, været omgivet af tæt tåge, som havde gjort det besværligt at finde vejen, og var hurtigt ude med en gennemgående kompasretning. Der blev lidt diskussioner om vejen - af den slags, der som regel ender med, at man finder ud af, at man egentlig er ret enige og strides om ubetydeligheder.
(I øvrigt skal man på Grønland indregne en misvisning på kompasset, der p.t. er på +28 gr. - det ændrer sig over tid).
Da vejret var klart, var der reelt ikke problemer med orienteringen. Vi steg til ca. 400 meters højde og fandt en lille egnet teltplads mellem stenbrokkerne på kammens vestlige side. Vand fandtes i en lille sø lige derved.
Igen havde vi nu stort udsyn over Sermilik Isfjord. Indlandsisen kunne nu følges som en næsten ubrudt linie over fjeldene på fjordens modsatte side. Nogle store udløbere til fjorden var tydeligt i sigte.
Når man bevægede sig rundt i teltpladsens nærhed, kunne man betragte farvespil og strukturer i de flotte stenblokke, som al "roderiet" bestod af. Samtidig kunne man i sydlig og østlig retning se ud over nye Udsigten fra vores lejrplads på højderyggen Tiniteqilaaq
fantastiske udsigter, herunder sundet til Ammassalik-øen og mere og mere fascinerende alpine toppe og
bjergformationer. Desuden et utal af betagende gletchere i de vilde, bratte og utilgængelige fjelde på begge sider af sundet. I samspil med de spredte skyformationer i konstant bevægelse gav dette alt i alt nogle helt ubeskriveligt flotte scenerier. Det samme gjaldt udsigterne mod vest.
Vindstille. Ikke så meget som lyden af en klukkende bæk heroppe!
Dagens etape på ca. 4 km (i fugleflugt) blev tilbagelagt på 4 timer.
Ellevte dag: Videre ad bjergkammen
Igen god tid. Vi startede kl. 12 på etapen mod bygden Tini. Dette navn er den forkortede og lettere version af navnet Tiniteqilaaq.
Vi brugte 4-5 timer på at tilbagelægge de 5½ km (i fugleflugt på Ole Ebbes GPS) gennem en masse "skrammel" og et par omveje i jagten på den passable rute. De skiftende udsigter og glimtvis flot flora mellem blokkene m.v. var dog besværet værd.
Vi slog lejr ved en lille sø-idyl ca. 1½ km før bygden, så vi var på afstand af nysgerrige børn og hunde, der kunne finde interesse i telte, proviant og grej. Lidt vask i søen, der havde ret varmt vand.
Afbrækket i bygden den næstfølgende dag skulle give både grundig vask og lidt supplerende proviantering i bygdens butik. Vi satsede på oversejling til Ammassalik-øen til aften.
Tolvte dag: Afbræk i bygden Tiniteqilaaq
De ca. 1½ km til Tini tog mindst en time. Da blev vi også budt velkomne, først af hundene og senere af en grønlænder, der bød os en smut ind i sit hus. Hos ham boede en ung italiensk rygsækrejsende, der midlertidigt havde taget bolig i Tini. Værten var fanger, en betegnelse der vist er anvendelig, når man en gang imellem kan erstatte den faste ydelse med lidt fangst.
Vi havde dog travlt med at komme til vaskehuset, som vist er en ret obligatorisk ting i grønlandske bygder, da der i de fleste huse ikke er indlagt vand. I vaskehuset var der desuden et lille samlingssted, hvor man kunne købe rigtig kaffe til 5 kr pr. kop. Vi benyttede os selvfølgelig af dette på denne vores lille base i bygden og fik en sludder med værten og et skorstensfejerpar, der p.t. var på turné til bygdens huse. De beklagede sig over ikke at træffe folk hjemme. Idéen med at træffe aftaler er nok ikke rigtig introduceret her.
Bygdens børn spillede fodbold på en lille plads lige uden for vaskehuset; og de voksne beboere underholdt sig som tilskuere.
Ved proviantering i Pilersuisoq (den grønlandske afdeling af Brugsen) blev det naturligvis også til lidt basser som supplement til kaffen. Et telefonopkald til Danmark blev det også til.
Husene i de grønlandske bygder kan gennemgående godt trænge til en upshining. De er almindeligvis ret små; og at dømme efter mængden af vasketøj på tørresnoren, kan der alligevel godt bo temmelig mange i dem. I Tini bor der ca. 170 indbyggere.
Vi gjorde en dags ophold i bygden Tiniteqilaaq
Sidst på dagen fik vi vaskehusets vært, Otto, til at sejle os over på den anden side af sundet. 200 kr ville han have for transporten. Der var ca. 5 km; og han måtte sejle 2 gange, så han har brugt mindst en time!
Vi slog lejr på et sted med læ mellem klipperne nogle hundrede meter inde.
Trettende dag: Øverst på Ammassalikøen
Vi startede dagen i høj sol til opstigning til ca. 400 meters højde, igen gennem et hav af stenbrokker.
Efter omtrent overstået opstigning blev jeg klar over, at jeg på et pausested havde glemt min korttaske og måtte bruge en del tid på at gå tilbage og søge. Det er et handicap at undvære kortet på en sådan tur. Jeg fandt heldigvis kortet på trods af, at et så stenet landskab kan være lidt af en labyrint at finde ting i.
Den nordligste del af Ammassalik-øen er meget kuperet og overordentlig præget af blokmark, ofte med store blokke. Imellem stenblokkene kan der hist og her være kviksand og ler, som man kan synke i. På en lang strækning gik vi på sne. Vi gik et stykke langs kanten af en stor gletcher og måtte til sidst op over en stor pukkel af løst materiale ved gletcherporten, inden vi til sidst fandt ned i en dalsænkning med et par små pletter jord, hvor vi med nød og næppe fandt plads til teltene mellem stenbrokkerne.
Vejret udviklede sig til vind og gråvejr og til sidst regn. Godnatlæsning og lejrbål blev sparet den aften. Vejret var bedst i teltene.
Selv om dagens mål havde været Sø 5, slog vi lejr, da vi var godt og vel halvvejs. Gruppen var ved at være kørt træt i det tunge terræn. Dagsetape i fugleflugt, ca. 7 km.
Fjortende dag: Ved Sø 5
Vi nærmer os områdets hovedstad; så på Ammassalik-øen er en række af søer centralt på øen nummererede fra nr. 1 til 5. Dette kommer vist af, at strækningen bruges en del til hundeslædeudflugter om vinteren. Og måske nogle snescooterture, gætter jeg. Ved Sø 5 er der desuden placeret et par små hytter/shelters til at overnatte i ved sydenden af søen.
Vi ankom til søens nordlige ende først på eftermiddagen efter nogle få timer og slog lejr her, omtrent hvor den på kortet aftegnede rute kommer ned fra nordvest. Så kunne Ole'rne få lejlighed til igen at prøve fiskelykken her.
Søen ligger grønt og idyllisk, i hvert fald i sammenligning med de golde områder, som vi netop kom fra.
Vejret var igen med os. Den eneste gene, som dog kunne være slem nok, var en sværm af små stikfluer, som man fik i mund, næse, øjne og ører for et godt ord. Vore myggemidler havde ikke meget virkning mod disse; så vi fiskede myggenettene frem og fik dem smidt over hovedet under en bredskygget hat. De infame fluer forfulgte os fortsat de næste dage på turen ned over øen.
Efterhånden havde vi fået læst alle afsnittene fra Flemming Jensens "Vejledning i sælfangst". Så fra nu blev det mig, der forestod godnatlæsningen, idet jeg medbragte en bog af Jørn Riel: "Den kolde jomfru og andre skrøner" om de berømte originaler i fangsthytterne i nordøstgrønland.
15.-18. dag: Hovedruten på Ammassalik-øen
Jeg vil ikke i nærmere detaljer beskrive terrænet ad denne rute ned over øen. Man skal ikke forstå "hovedrute" sådan, at man møder en lind strøm her. Vi mødte faktisk ingen, før der var et par timer til Tasiilaq.
Terræntyperne har jeg vist rigeligt beskrevet. Man følger i det væsentlige en dal syd over og passerer her Sø 3, 2 og 1. Omgivelserne består af vilde fjelde og gletchere. Ruterne er forholdsvis letgåede, sådan da! Der er stadig sten og klipper og af til en kløft o.s.v..
15. dag passerede vi Sø 4, 3 og 2 og gik fra den sidste gennem en kløft til Sø 1 (også kaldet Qorlortoq Sø), hvor vi teltede på en fint egnet plads på en lille odde, hvor elven fra Sø 2 munder ud i Sø 1.
16. dag overliggerdag, som jeg benyttede til at krydse elven og kravle op på højderne nord for Sofias Fjeld til en kam i kanten af en stor gletcher øst derfor. Herfra er der vid udsigt mod øst til de fjordsystemer, som vi startede med at sejle op gennem den første dag efter landingen i Kulusuk.
17. dag gik vi vest om den store Qorlortoq Sø og slog på ny lejr ved en lille sandstrand i den sydlige ende af søen.
Skal lige nævne de karakteristiske islommer, som svømmede omkring i Qorlortoq Sø. Meget smukke fugle, når de betragtes i en kikkert. Her var der også en svømmefugl, som at dømme efter bevægelsesmønsteret har hørt til vandhønsefamilien (i lighed med blishøne og rørhøne). Skal også nævne de par ræve, vi fik besøg af på jagt efter rester.
18. dag gik vi det sidste stykke til Tasiilaq. Vi gik til mundingen af en elv 2½ km før byen, hvor også byens kraftstation ligger placeret i en lille blåmalet bygning. Herfra gik vi lidt mod vest ind i dalen og slog lejr på et plateau lidt oppe. Her kommer der ikke nysgerrige børn eller hunde.
Tasiilaq
Lejrpladsen i dalen ved kraftstationen blev vores faste plads de næste 3-4 dage. Herfra gik vi dagligt ad sti ind til byen for at vaske, handle, spise og opleve byen.
Byen er smukt beliggende på høje skråninger. Der findes vist ikke nogen steder, hvorfra der ikke er flotte udsigter. Gaderne er stejle; en flad strækning findes næppe. Børnene må få gode ben af de mange ture på deres BMX-cykler, ligesom også kvinderne gør det, når de skubber barnevogne op og ned i byens afkroge. Øverst oppe over byen troner Hotel Angmagssalik. Byen har 1700 indbyggere og rummer dermed godt halvdelen af Ammassaliks befolkning (betegner som nævnt hele området inkl. bygder).
Jeg skal bemærke, at byen var meget ren at se til.
Som i Tini er der også her et vaskehus med brusere og vaskemaskiner. Et andet oplagt mødested er "Verdensuniversitetet", som jeg allerede har nævnt. Dette er en meget blandet biks, der egentlig giver sig ud for at være en boghandel, men hvor man også køber slik og gammeldaws is og kan få serveret kaffe på terrassen. Og så kan man købe Lars Anker Møllers (vores bådførers) pragtværk, "Fangerne i Ammassalik".
Man kan også møde andre, som man her får en god sludder med.
Posthuset i byen Tasiilaq
Spørgsmål om byen bør stilles til Gerda i Verdensuniversitetet frem for på turistbureauet, hvor de
evner at udlevere folderen om byen og leje kajakker ud.
Handle gør man i de to afdelinger af Pilersuisoq (Brugsen i Grønland) og vist nok en lille nærkøbmand i den fjerneste ende af byen. I Pilersuisoq har de alt, hvad man behøver. Spise kan man på et pizzaria i bygningen med det flotte navn, Hotel Nansen, i den fjerneste ende af byen, lettere mad i "pensionistpakninger" i cafeteriet i sportshallen, den vist mest benyttede del af sportshallen samt på Hotel Angmagssalik øverst oppe. Sidstnævnte sted kun hvis der er plads for deres logerende gæster. Stedet Red House opgav vi at få lavet en aftale med. Kundeservice er en vare, som det tager tid at introducere.
Til steder, der bør opleves, hører Filateliet, hvorfra man designer, sælger og distribuerer grønlandske frimærker. Salg foregår også med henblik på samlere verden over. Vist nok det mest indbringende foretagende, der findes i Tasiilaq. 16 ansatte, hvoraf 2/3 lokale. På bestemte ugedage kl. 13 laves her rundvisning for turister. Det er opløftende at opleve, at en så væsentlig funktion for Grønland er placeret i Tasiilaq, og at man her virker til at have forretningssans.
I den gamle kirke er der indrettet et museum om Ammassaliks historie fra Konebådsekspeditionen i 1884 og frem til i dag. Dette museum bør besøges, hvis man gæster byen. Udstillingen omfatter også et gammelt tørvehus ved siden af kirken. Den nye kirke kan man også få adgang til. Det er en moderne og behagelig bygning, bl.a. med udsmykninger af den verdenskendte grønlandske kunstner, Akka Høegh. Kirkeskibet er i øvrigt udformet som en konebåd.
Man skal også unde sig at læse i de to konkurrerende grønlandske dagblade, Atuagatdliutit og Sermitsiaq. Alle artikler er skrevet på både grønlandsk og dansk; og der er mange gode.
Hjemrejse
Transporten fra Tasiilaq til Kulusuk-øen havde vi selvsagt en aftale med Lars Anker Møller om. Aftaler skal tages med forbehold; men her fejler vi ikke. Lars Anker ventede på os på det aftalte sted, da vi ankom en halv time før den aftalte tid. Han lavede en lille ekstra udflugt for os for øge chancerne for at se hval. Dette gav dog ikke gevinst. På forespørgsel sejlede han os til Kulusuk by, ca. 2 km fra lufthavnen, da vi havde god tid, og han vist desuden havde ærinder at gøre der.
Lars Anker tog halvdelen af, hvad en helikopterbillet ville koste.
Det blev på hjemrejsen nødvendigt med en overnatning på Island. Vi overnattede på camping ved Motel Alex i Keflavik by. Værtsfolkene sørgede her for transporten til lufthavnen tidligt om morgenen.
Konklusion
Ammassalik-områdets storslåede udsigter, alpine terræn og ind imellem flotte flora kan med få ord betegnes som "Jotunheimen x 10". Terrænets vanskelighed forudsætter dog både fjelderfaring og god træning. Jeg må pointere det sidste, da jeg selv fik en lille overbelastningsskade, som dog først udmyntede sig på hjemrejsen. Trods generelt megen fysisk aktivitet og fjelderfaring.
Østgrønland er en speciel oplevelse på en tur. Som tilbagevendende turterræn over en årrække er valgmulighederne dog begrænsede sammenlignet med f.eks. Den skandinaviske Fjeldkæde, som for mange er stedet til fjeldvandring. Svært terræn findes også her; men der er gennemgående større tilgængelighed, ligesom også flora og fauna har en større variation i det skandinaviske højfjeld, herunder Lapland.
Links
Til fotoalbum, som hører sammen med denne beretning - inkl. kortskitse. (Indeholder 94 fotos).
Lars Anker Møller (for sejltransport)
l