Jenses VandringerVandreture



Vestgrønland, Arctic Circle Trail 2016


(den udvidede version helt fra Indlandsisen til Sisimiut) i perioden d. 18. juli til 8. august.



Til fotoalbummet, der knytter sig til denne beretning. Indeholder også et par kortskitser.



Indledning om turen:


Et område i det midterste Vestgrønland mellem Indlandsisen og Sisimiut (tidligere Holsteinsborg) udgøres af det bredeste stykke isfri land på Grønland, idet der her er ca. 200 km fra iskanten til kysten. Dette område kaldes også Frederik d. 9.’s land og er kendt for sin store bestand af vildrener og nu også moskusokser, som på et tidspunkt er blevet udsat og nu lever i bedste velgående og er jagtdyr for lokalbefolkningen. På store dele  af strækningen er der ret frodigt med f.eks. masser af de blåbærlignende mosebølle samt revling, som vandreren kan mæske sig i. I de dybeste dale er der enkelte steder højt pilekrat, til over hovedhøjde. Egentlig et ret grønt Grønland!


Der har i mange år eksisteret en rute mellem Kangerlussuaq (tidligere Sdr. Strømfjord) og Sisimiut, som dels har været brugt til hundeslædeløb, dels til det årlige skiløb, Arctic Circle Race. Og i lidt mindre omfang til vandreture. Denne rute er på 165 km. Vandreruten har de seneste år fået lidt et boost, efter at der i 2009 er udgivet en udførlig bog om ruten, skrevet på engelsk, ”Trekking in Greenland – the Arctic Circle Trail” af Paddy Dillon. Det anslås, at ca. 2-300 personer hver sommer vandrer denne rute. Vandreruten kan udvides med yderligere knap 40 km, hvis man starter med transport helt ind til kanten af Indlandsisen ved pkt. 660 og starter vandreturen derfra.


Det skal understreges, at denne vandrerute kræver fjelderfaring, da det er en lang tur i et øde område uden indkøbsmuligheder undervejs. For mange vandrere er turen på ACT deres første vandretur i Grønland.


Sommeren 2016 var vi 4 personer, alle medlemmer af Vandreforeningen Natur og Fjeld, som valgte at vandre den udvidede version af ruten fra iskanten ved pkt. 660 til Sisimiut      Vandring på højderyggen vest for Russels Gletcher. Indlandsisen og Sandflugtsdalen ses

over Kangerlussuaq.                                                                                                           


Siden 2002 har der været en grusvej helt fra Kangerlussuaq til pkt. 660, i alt 37 km – det eneste sted i Grønland, hvor der kan køres bil på så lang en strækning. Via en lokal kontakt i Kangerlussuaq, fik vi transport derind. Og her startede vores ca. 200 km lange vandring med en kort tur på Indlandsisen og teltovernatning tæt ved iskanten.                   


I alt vandrede vi 15 dage på denne strækning. Vi efterlod et depot af proviant ved Kangerlussuaq, som vores lokale kontakt, Holger, derefter transporterede til sin hytte ved Kangerlussuaq havn, hvorfra vi så fyldte op med proviant til resten af vandreturen efter ca. 2½ dag. Vi overnattede primært i telt og til dels i nogle af de små hytter, der findes på den officielle rute mellem Kangerlussuaq og Sisimiut. Der findes i alt 8 hytter. Det er primært gamle små fangsmandshytter, ca. 8-10 m2 store, og et par enkelte lidt større og nyere. Disse står til vandrernes rådighed og kan bruges kvit og frit. Der er sovehemse eller køjer samt nogle af stederne madrasser. Vandrerne bruger eget medbragt kogegrej.


Til sidst indbefattede turen 3 dage i Grønlands næststørste by, Sisimiut (tidligere Holsteinsborg), med overnatning på vandrerhjem. En af disse dage besteg vi højdepunktet Kællingehætten, 781 m, lige uden for byen. Fra udrejse til hjemkomst gik godt 3 uger.



Kangerlussuaq.

Kangerlussuaq (tidligere Sdr. Strømfjord) er primært Grønlands hovedlufthavn, hvor flyene fra Danmark lander, og hvorfra trafikken også udgår med mindre fly og helikoptere til forskellige destinationer i hele Vestgrønland. I den kolde krigs tid var der også en amerikansk base her. Kangerlussuaq er også udgangspunktet for en del videnskabelige ekspeditioner på bl.a. Indlandsisen.


Byen har ca. 500 indbyggere, hvor stort set alle har funktioner, der knytter sig til lufthavnen. Kangerlussuaq er det eneste beboede sted i Grønland, som ikke ligger ved kysten. Det ligger nemlig helt inde i den inderste krog af en 170 km lang smal fjord. Af den grund er klimaet fastlandspræget og nedbørsfattigt. Stedet er valgt til den vigtige lufthavn, netop p.g.a. det stabile klima.




Køreturen til iskanten (pkt. 660).


Else og jeg landede i høj sol og 19 graders varme midt på dagen i den lille barakby i kanten af en landingsbane. Efter møde med Ole og Synnøve, der ankom dagen før, tog vi dagens middag på lufthavnens cafeteria, som faktisk er enkelt og billigt – efterfulgt af lige så billig kaffe. Herefter mødte vi vores lokale kontakt, Holger, foran byens posthus. Holger kom med sin landrover, i hvilken han transporterede os de 37 km ad grusvejen til pkt. 660. De første mange km går vejen gennem en dyb dal, der er centreret omkring en stor brusende smeltevandselv. Selvsagt er der ikke meget trafik; men det er almindeligt, at turister, der lander i Kangerlussuaq, køber en guidet udflugt til Indlandsisen, inden videre transport til den endelige destination. Vi kørte med Holger, der stammer fra Fanø, men de sidste 30 år har boet i Kangerlussuaq, hvor han er en blæksprutte med mange forskellige funktioner – bl.a. har han KTC (som vist nok står for Kangerlussuaq Trekking Center). Han er involveret i alt og ved alt om lokalsamfundet.


Efter få km passeres højdepunktet Sugarloaf, 353 m, der står som en stor bastant pyramide midt i dalen - og et område, hvor der forsøgsvis er plantet en del små graner. Ellers er der fra naturens hånd en del lavt pilekrat i dalbunden. Senere køres gennem Sandflugtsdalen, der er en udpræget bred smeltevandsdal, der som navnet antyder har store områder med bart flyvesand, der kræver god motorkraft. Ca. 20 km ude kører vi ret tæt på Russels Gletcher, en lille tunge fra Indlandsisen, ved hvilken vejen oprindeligt stoppede. Men i 2002 blev den ført videre til pkt. 660, idet VW-fabrikkerne den gang etablerede et testcenter på Indlandsisen. Testcenteret var placeret 120 km inde på Indlandsisen, fortalte Holger; men det er siden nedlagt. Længere fremme bliver det mere kuperet, og der forekommer stejle passager. Mange store og flotte udsyn til diverse gletchere, som alle er en del af Indlandsisen. Israndsdalen er et meget betegnende navn for et sted, hvor en høj brat iskant ligger lige på den anden side af den store elv, som fosser gennem dalbunden. Til sidst endte vi ved vejens ende, hvor vi blev læsset af tæt ved et sted, hvor nogle videnskabsmænd havde etableret en teltlejr. Nærmest på en halvø, der var omgivet af is på 3 sider.


Det havde været varmt; men her tæt på isen blæste der en heftig og kold vind. Så vi gik lidt rundt for at finde et sted med læ til lejrslagning. Og så blev der en lille udflugt ud på isen – nærmest på en etableret sti. Isen er her mest  grå og sort p.g.a en masse sten og grus, som den skubber sammen. En del af vejen ud gik vi faktisk på et stort lag af sten, der lå oven på isen. Vi vendte ved en lille smeltevandselv ude på isen, hvor der stod parkeret 4 pulke. Til aften gik vi til ro med isudsigt i en gryde, hvor der samtidig var nogenlunde læ! Vi lå blødt på et tykt lag af mos. Og egentlig var der forbavsende grønt.


(Stedet kaldes pkt. 660, fordi det ligger 660 meter over havets overflade).


Holger medbragte det meste af provianten og gassen til sin hytte, som lå 2 km vest for Kangerlussuaq havn. D.v.s. ca. 16 km vest for lufthavnen.



(OBS: I det følgende går jeg let hen over etapernes længder. Til sidst følger et samlet afsnit om dagsetapelængder og antal dage på turen m.v.. Og et afsnit om sikkerhed på turen.)




Første del af vandreturen: Fra iskanten til Kangerlussuaq.


Dag 1 efter iskanten: Om morgen jagede vi hurtigt en rype op, og snart efter fulgte et par sneharer, som vi kom ret tæt på. Der skulle senere følge en del flere. De er ikke særligt sky.


Det første lange stykke fulgte vi vejen og lod os bl.a. imponere af det flor at Storblomstret Gederams, som en del steder satte kulør på landskabet, også langs de grumsede smeltevandselve. Det er Grønlands nationalblomst, på grønlandsk Niviarsiaq (pige) – en rigtig flot karakterplante, som jeg også oplevede mange steder i Østgrønland i 2009.

Senere, da vi kom til Israndsdalen, forlod vi vejen for at følge en sti, der går langs den smeltevandselv, der her løber langs nogle høje imponerende isbræmmer på den anden side. Her fandt vi et godt frokoststed med isudsigt, hvor der var anbragt en sværm af borde- bænkesæt i en god gryde – vejen ligger ikke langt borte. Der var oven i købet et par flotte toiletskure, der ydermere var forsynet med skemaer over den regelmæssige rengøring! Senere fulgte vi igen vejen over et længere stykke og nåede faktisk at blive lidt træt af den – man rejser jo ikke til Grønland for at gå på en vej! En lille afstikker til Russels Gletcher. Og først efter at have rundet et højdedrag, 410 m, syd for søen Aajuitsup Tasia, forlod vi endeligt vejen for at følge en på kortet aftegnet rute på højderyggen mellem nævnte sø og Sandflugtsdalen. Der var også et ganske lille trampespor til start – det forsvandt dog hurtigt – og dukkede senere igen op i ny og næ. Men den rute fordrer i hvert fald, at man skal have styr på kortet! Der faldt dog kært og komme ud i terrænet med de udfordringer, der så også fulgte med dette. Vi slog lejr ved en lille sø lidt vest for pkt. 410.


Det viste sig at være temmelig besværligt at tage vand af den sø, idet man nødvendigvis måtte ud og synke i et dybt lag mudder for at komme ud, hvor det var muligt at samle vandet op. Ole og Synnøve valgte faktisk af den grund den lange vej ned til den store sø efter vand. De næstfølgende dage viste det sig ofte lidt vanskeligt at komme til drikkevandet, formentlig p.g.a. den tørre, varme sommer. Ikke som jeg er vant til fra Den skandinaviske Fjeldkæde, hvor der altid risler en lille bæk i nærheden!

I øvrigt var det blevet en rigtig varm aften, idet vi efterhånden var kommet på afstand af Indlandsisen. Så vi sad på et udsigtsfuldt sted og nød aftensmaden med solhat og bare arme. Der fulgte siden mange varme dage, idet det skulle vise sig, at vores grønlandstur fandt sted på en rekordvarm sommer i Grønland!


Vores rute på højderyggen fremgår af dette kort/billede.



Dag 2 efter iskanten fortsatte vi på højderyggen med flot sol og rigtig flotte udsigter i alle retninger, ikke mindst tilbage mod Indlandsisen, der faktisk ikke tog sig mindre imponerende ud på afstand. Vi måtte syd om pkt. 383 på bratte skråninger, derefter ned over en dalsænkning og op over pkt . 443, hvorfra udsigterne naturligvis kulminerede! Herefter brat ned til den østlige ende af søen Sanningasoq for at holde frokostpause på et sted, hvor drikkevand var tilgængeligt. Der var en fin sandstrand ved denne sø, som Synnøve tog en dukkert i. Herefter ca. 100 m brat opstigning for at fortsætte på højderyggen. Hvor sporet drejer ned i dalen ved Sugarloaf, forlod vi det for at skrå tværs over til Køkkenfjeldet, som ligger nord for Kangerlussuaq. Dette viste sig at være tungt. På det laveste sted var der tæt pilekrat til over hovedhøjde, som man måtte mase sig igennem et stykke. Derefter gik det jævn op ad i længere tid, hvor der desuden var høj blød mos, som vi sank dybt i for hvert skridt. Oppe på Køkkenfjeldet fulgte vi en øst-vestgående kløft med en række søer. Det lyder måske let; men det gik faktisk en del op og ned over klipper, når der ikke lige var den bløde mos. Vi overnattede lige efter den længste af de på kortet aftegnede søer i denne kløft, godt brugte efter en dag med 17-18 udfordrende km. Vi fandt en egnet teltplads på et lille plateau med udsigt både til den mega store smeltevandsdal lige syd for og tilbage mod Indlandsisen. Formentlig den mest vidtstrakte udsigt, vi fik fra en lejrplads på hele turen.



Dag 3 – Kangerlussuaq for anden gang og opfyldning fra depot m.v..

Vi fortsatte langs Kløftsøerne og ville ifølge den oprindelige plan have fortsat lige ud nord om Kangerlussuaq for at støde til vejen vest for byen. Men bl.a. fordi min ene vandrestav havde tabt en vigtig skrue til det yderste led (teleskopprincip), valgte vi alle at gå ned til Kangerlussuaq for at træffe Holger igen. Jeg mente, at skruen var faldet af under køreturen til iskanten. Vi fulgte en ATV-vej brat ned fra Køkkenfjeldet til byen.


Vel nede i byen fik vi kontaktet Holger, der desværre kom i et andet køretøj, end vi var blevet kørt ud til isen i! Holger tog mig herefter ud på en lille køretur, hvor jeg fik en del oplevelser og underretninger.


I første omgang kørte vi til Holgers lager af efterladte vandrestave, hvor den efterspurgte skruemodel dog ikke lige viste sig at forekomme. MEN dette lager havde altså til huse i en ikke helt tilfældig bygning. Det var nemlig en hal, der var propfyldt med et arkiv af  geologiske boreprøver fra hele Grønland, stablet højt på paller, hvor hver enkelt palle vejede ca. 1 ton, fik jeg at vide. Regelen var, at ved alle geologiske boringer i Grønland, skulle der afleveres en prøve til dette bibliotek over Grønlands geologi. Holger havde vist en funktion med at forvalte dette lager – var i hvert fald betroet en nøgle hertil.

 

Da jeg var ret sikker på, at den tabte skrue var at finde i det køretøj, vi blev kørt til isen i, indvilgede Holger omsider i at køre til sit værksted, hvor dette køretøj holdt parkeret. Det var på den anden side af lufthavnen. På vejen dertil gjorde Holger mig opmærksom på et lille herkulesfly, der holdt parkeret på landingsbanen. Dette fly var udstyret med landingsski og kunne lande på Indlandsisen, forklarede Holger mig, idet missionen for dette fly var at holde de forskellige videnskabelige ekspeditioner på Indlandsisen forsynede med forskelligt udstyr. P.t. arbejde ca. 165 videnskabsmænd ude på isen! Så fik man det med!


Mens Holger gik ind på sit værksted for at finde en brugbar skrue, gik jeg til det efterspurgte køretøj og fandt straks den savnede originale skrue, som hørte til vandrestaven. Den lå lige under det sæde, hvor jeg sad under køreturen til iskanten! Net

Nedgang fra Køkkenfjeldet mod Kangerlussuaq med lufthavnen                                             Herefter køretur tilbage til posthuset og til de andre.


Nu spiste vi dagens middag på lufthavnens cafeteria for at få lidt afveksling i kosten og desuden spare lidt på provianten. Ifølge ny aftale med Holger blev vi herefter kørt til hans hytte ved Kangerlussuaq havn, hvor han havde kørt vort depot ud. Også her er der en vej. Og denne vej er asfalteret.

Hytten lå 2 km vest for havnen ad en lille traktorvej. Ude på fjorden lå et mindre krydstogskib.


Holger hentede vort depot fra hytten i en trillebør, hvorefter vi pakkede vore rygsække med den tunge bagage til de mange dage – i bagende hede – på Grønland.

(Skal lige medtage, at planen med at placere depotet i hytten ved havnen, først blev præsenteret for os under køreturen til iskanten, hvorfor der var detaljer i planen, som nok ikke var helt gennemtænkt! Vi kunne godt have tænkt os at være taget med på råd lidt tidligere!


(Vi havde hver især bestilt gas i 230 g’s dåser, men fik det leveret i 425 g’s dåser, hvilket gav os lidt problemer. Jeg havde f.eks. bestilt 3 stk. 230 g’s dåser, men valgte at holde mig til én 425 g’s dåse og lod altså en dåse gå fra mig af vægthensyn. Dette viste sig at holde til hele turen for mig, men var faktisk et sats! Det holdt bl.a. fordi jeg, når vi kom til en hytte, benyttede mig af efterladte gasrester der!)


Nå! På med de tunge sække. Derefter ad et par sandede hjulspor det første stykke og med en rute, som Holger havde tegnet ind på et kort. P.g.a hyttens beliggenhed vest for havnen var vi kommet på lidt afstand af selveste Arctic Circle Trail, der fra havnen går stik mod nord og altså gik længere borte fra fjorden, Vi skulle derfor krydse tværs over fjeldet for at ramme ruten et sted mellem to søer – der skulle ifølge Holger findes en trampet sti, som vi kunne følge derover! Vi fulgte hans rute og fandt de på kortet aftegnede søer og højdedrag – jeg er ikke i tvivl om, at vi gik den rigtige vej! Men ikke et eneste sted fandt vi antydning af et trampet spor! Der var kuperet, og vi gik tungt i højt blødt mos, hvor vi sank dybt i for hvert skridt. Så det var drøje kilometer, vi gik tværs over fjeldet – i den varmeste sommerhede – med de tunge rygsække!


Et par km inde i land og vel knap hundrede m højere fandt vi frem til en sø, som vi slog lejr ved. Det var et nydeligt sted, som vi nød. Vi havde en smuk aften der, hvor vi i øvrigt et par gange fik besøg nogle enlige rener, der kom til søen for at drikke og senere en mor med kalv. Da Ole på et tidspunkt var ovre på søens modsatte bred for at bade, stod en ren faktisk på ganske kort afstand og betragtede ham i nøgen tilstand, hvilket han ikke selv så, men først blev fortalt, da han kom tilbage til vi andre.  Dette skabte lidt morskab.




På den officielle sti, Arctic Circle Trail:



Dag 4 – til selve ruten

Næste morgen fortsatte det uforlignelige vejr. Det var meget klart, og terrænet var også uovertruffent. Kuperet og med udsigt til en del søer, bl.a. Hundesøen, ved hvilken der ligger en af de små hytter på ACT. Vi kunne svagt skimte denne hytte i en kikkert. Vi nød de flotte scenarier; men vi brugte også kræfter, idet der både var kuperet og meget blød vegation. Efter ca. 4 timer ramte vi ruten og havde i det tidsrum tilbagelagt ca. 6 km! Vi havnede herefter på en god fast trampesti.


Omtrent da vi nåede trampestien bemærkede jeg, at en syning ved min rygsæks højre skulderstrop var ved at gå op. Jeg frygtede, at sækken ikke vilde holde langt på turen. Ole, der er tandlæge og ret fingersnild fik det dog mesterligt ordnet. Else kunne supplere med en meget kraftig sikkerhedsnål, der kom til at indgå som en permanent del af syningen. Alt i alt kom rygsækken til at holde turen ud, når jeg tog mine forholdsregler.


Efter en stor sø fulgte den første større stigning på Arctic Circle Trail (dog ikke den første for os, der jo havde været uden for ruten!). Vi holdt en lang siesta ved en mindre sø i de varmeste timer, hvilket næsten blev fast skik de følgende dage. Under siestaen denne dag passerede en helikopter hen over os i lav højde. Den fulgte øjensynligt vandreruten – jeg fandt, at det kunne se ud som om, den var på eftersøgning efter nogen! Denne fornemmelse skulle vise sig rigtig, fandt jeg senere ud af!


På denne vores første dag på selve ruten, mødte vi for første gang andre vandrere undervejs. Hele 4 hold. En gruppe på 3 schweizere, en enlig tysker og en mand fra Denver, Colorado passerede os under siestaen. Hen under aften, hvor vi havde slået lejr ved en smal passage mellem to søer, passerede yderligere et tysk par. Alle havde samme retning som vi.


Sidst på eftermiddagen og først på aftenen blæste en kraftig vind op. ”Eftermiddagsblæsten” viste sig næsten at blive et fast dagligt mønster! Ole, der har vikarieret som tandlægevikar i Grønland i flere perioder kunne genkende dette mønster fra sine ophold.



Dag 5: Langs søen Amitsorsuaq

Resten af turen fulgte vi den afmærkede rute. Der er en tydelig trampesti det meste af vejen, som dog forsvinder en gang imellem og nogle gange splitter op i flere stier. Så man skal holde øje.


Først op over et par højder, og efter et par timer kom vi til den lille Kattifik-hytte, som ligger i østenden af den lange sø, Amitsorsuaq, som fulgte de næste 2-3 dage. Kaffepause i skyggen i hytten i det varme vejr, inden vi fortsatte. Hytten havde en lille hems med plads til 2-3 sovende personer og måske et lignende antal på gulvet under hemsen og desuden et lille køkkenbord og en bænk langs den ene væg. Man skal bruge eget kogegrej. Der var også en gæstebog, som det af sikkerhedsgrunde anbefales, at man efterlader en hilsen i. Dette er der på alle hytterne.


Er man heldig ligger der ved Kattifikhytten nogle kanoer, som kan benyttes til strækningen på søen. Der var ingen kanoer, da vi kom. Så vi havde ikke andet valg end at gå langs sydsiden af den lange sø. Først en fantastisk fin sandstrand i østenden. Siden fulgte mere kuperet terræn og på en mindre strækning en del kæmpe klippeblokke langs bredden, som vi måtte finde vej hen over – og lidt højt pilekrat. Senere måtte vi gå ret højt i terrænet for at komme uden om det værste blokkede stykke.


Til aften slog vi lejr på en lille pynt, hvor der på kortet var aftegnet en teltplads. I princippet kan man telte hvor som helst; men på kortet er der markeret nogle særligt velegnede pladser. På disse pladser er der som oftest et bålsted og et pænt antal efterladte rensdyrgevirer, som fint lader sig bruge som tørrestativer. Og så er det i regelen let at rejse teltet på disse pladser p.g.a. lav eller næsten ingen vegetation.


Skal lige nævne, at jeg på turen medbragte et par bøger og gennemførte et dagligt ritual med højtlæsning før, vi krøb i poserne. Først brugte jeg skuespiller Flemming Jensens humoristiske erindringsbog om hans tid som lærer i en nordgrønlandsk bygt, ”Vejledning i sælfangst”, og senere en Jørn Riel bog ”Den kolde jomfru og andre skrøner” om de gamle fangstmænds eskapader i Nordøstgrønland. Et indslag, som blev vældigt populært på turen.



Dag 6: Videre langs søen Amitsorsuaq.

Etapen næste dag var forholdsvis let og fulgte søen. Vi kom til rutens største hytte, Kanocenteret, allerede ved 13 tiden om eftermiddagen efter ca. 14 ret lette km. Vi gjorde stop her for at restituere på et sted, hvor der var en god hytte. Der var et par større soverum med vel omkring 20 køjepladser i alt samt et stort opholdsrum og køkken. Vi plejede vore forskellige skavanker, der var opstået på turen, og havde hytten for os selv. Kort før, vi nåede hytten, så vi i øvrigt en gruppe passere i kanoer på søen i modsat retning.


Om aftenen prøvede jeg fiskelykken, idet jeg kort før turen havde købt en teleskopstang som et nyt indslag. Fiskeriet strandede nok lidt på uerfarenhed med grejet, og jeg mistede min ene spinder, der hagede sig fast på nogle sten på søbunden.



Dag 7, 8 og 9: Strækningen fra Amitsorsuaq til Ole Lakseelv.

Næste formiddag nåede vi enden af søen, Amitsorsuaq, hvor der var en kano parkeret på bredden, og der var placeret et stativ til redningsveste. Herefter fulgte en strækning gennem en lang nedadgående dal med et lille vandløb i bunden. På vej ned gennem dalen mødte vi enkelte nysgerrige rener, som kom ret tæt på.


Efter dalen fulgte nye flotte udsigter over søerne Kangerluatsiarsuaq og Tasersuaq og nye markante fjelde i baggrunden med nye farver. Et udpræget kobberagtigt skær var her karakteristisk og vidnede om, at Grønland er et land med mange mineraler i jorden – selv om udvindelse af dem sjældent viser sig rentabelt. Smukke og betagende var de nye scenarier. Nævnes skal det markante fjeld, Pingu, godt 1300 m højt, på den anden side af søen Tasersuaq.


Efter dag 7 overnattede vi ved en fantastisk flot lagune bag en stor bred sandstrand med det fineste sand, hvor den sidste del af eftermiddagen samt aftenen blev nydt. Der blev badet, og fiskesnøren blev smidt ud.


En del tid blev brugt på blåbærplukning (egentlig af mosebølle er jeg senere kommet frem til., De kan være svære at skelne), som især Ole fandt megen glæde i. Det skete næsten dagligt, og "blåbærene" blev brugt som tilskud til müslien om morgenen. Nok var der mange bær, og modne var de også. Bærene var dog ikke så saftige, formentlig p.g.a. den varme, tørre sommer. Der blev også spist lidt revling, også kaldet sortebær (som også kendes fra klitten og heden i det jyske).


Dag 8 startede med en 3-400 meters stigning til et højdedrag, endnu en gang med nye betagende udsigter, bl.a. til den store dal, som Oles Lakseelv løber igennem. Den store elv starter i søen Tasersuaq, som vinterruten går hen over. På vandreruten om sommeren må man i stedet stige op over højderne. Et sted i højderne kom vi til den lille Ikkatoqhytte, som vi, bl.a. p.g.a. kraftig blæst og dårlige teltpladser, valgte at sove i alle sammen. Hytten var lille, så vi 4 fyldte godt op i den. Den var også hyggelig.

                                                                                                                                              Pause med udsyn tilbage efter opstigning. Søerne Tasersuaq og Kangerluatsiarsuaq ses


Den dag mødte vi i øvrigt en gruppe på 3 unge danskere, som gik i modsat retning og derfor kunne fortælle os om, hvad vi kom til.


Dag 9 måtte vi først stige endnu lidt op over nogle højder, inden det gik ned over den store dal med Oles Lakseelv i bunden. Elven, der skulle vades, har et ry for undertiden at føre vand i op til brysthøjde. Da vi skulle vade den, gik vandet dog ikke over knæene; og den voldte ikke problemer. Efter en lang frokostpause fulgte vi elven nogle km i et frodigt terræn, bl.a. med meget kæruld og pilekrat m.m.  Senere rundede vi et hjørne af et fjeld, steg et stykke op i terrænet og kom til endnu en lille ensomt beliggende hytte, Eqalugaarniarfik.  Dagsetapen blev kort, kun 11 km.



Ved hytten Eqalugaarniarfik – eftersøgning efter savnet turist:

Vi forberedte at indlogere os, også i denne hytte. Men pludselig kom der flere. Et par grønlandske damer, der dukkede op, var blevet sejlet til den nærliggende fjord fra Sisimiut og var gået ind til hytten derfra. Deres mission var at søge efter en 27-årig kineser, der var forsvundet på sin vandring fra Sisimiut til Kangerlussuaq. Han var blevet meldt savnet, efter at han skulle være mødt på arbejde. Og nu havde politiet i Sisimiut så bedt nogle frivillige lokale om at medvirke i en eftersøgning. Andre, der medvirkede, var blevet sat af andre steder. Lis og Pauline skulle søge omkring hytten Eqalugaarniarfik.


De delte gæstfrit ud af deres grønlandske specialiteter, som de havde med, herunder noget røget hellefisk samt hvalkød. Især hellefisken smagte himmelsk! Det blev til nogle gode samtaler, inden damerne næste morgen skulle ud i terrænet.


Senere på aftenen dukkede endnu et par gæster op, som gik i modsat retning som os. En ung grønlænder fra Sisimiut, der studerede jura i København havde taget sin hollandske medstuderende med til Sisimiut og var nu undervejs tilbage til Kangerlussuaq for at tage flyet videre til Danmark!

 

Da ingen af de andre medbragte telte, endte vi i vores gruppe med at rømme hytten for at telte ude.


Vi mødte igen Lis og Pauline, da vi nåede Sisimiut!



Dag 10, 11, 12 og 13. Overliggerdag og den lange grønne dal, Nerumaq.

Ny opstigning på 3-400 m efter Eqalugaarniarfik. Herefter gik vi en strækning nærmest på toppen af en kam med nye flotte udsigter. Senere gik det igen ned ad, og vi fulgte nogle søer. Den dag endte med, at Else og jeg teltede et sted på en lille hylde, mens Ole og Synnøve fortsatte frem til den nye Innajuatoq-hytte 6 km længere fremme. Næste dag fortsatte Else og jeg så også til hytten, hvor vi så alle sammen tog et længere ophold til næste dag. Der blev skrevet, vasket, hvilet og ordnet og sendt satellitbesked til Danmark m.v..


Ved Innajuatoqhytten traf vi i øvrigt hollandske Maria, som havde fået problemer med sine ret nye vandrestøvler. Hun brugte Hanwags, som også jeg bruger. Men på hendes støvler ville sålerne ikke hænge fast. De var løse og truede helt med at falde af.  Så er man altså på den, når man ude midt på ACT! Maria havde forsøgt at fikse det med sportstape (som normalt bruges til fødder) og reb m.v. På fjeldet er man jo alle i samme familie! Og Ole måtte igen i gang med sin fingersnilde og fik ordnet Marias støvler, så de kunne holde hendes tur ud. Han brugte noget ståltråd, som egentlig var beregnet til de lokumsposer, der var ved lokummet ved hytten. Dem var der heldigvis rigeligt af.


Dag 12 kom vi til en lang, smuk og grøn dal, Nerumaq, som vi gik gennem de næste par dage. Vi overnattede på et smukt plateau et sted i dalen. Næste morgen havde vi, som den eneste gang på turen frost. Jorden var dækket af rim, og vore vandflasker var frosne, lige som der var dannet et tyndt lag is på nogle vandhuller. Temparaturen steg dog hurtigt, og vi fortsatte gennem dalen, der her snor sig ud og ind mellem høje, bratte fjelde og derfor har et godt mikroklima dybt nede. Enkelte steder var der højt pilekrat, der gik op over vore hoveder, og som vi til dels måtte mase os igennem. Da, der løber en elv gennem dalen, er der her let adgang til vand overalt. I det hele taget var der knap så tørt som tidligere på turen. Med jævne mellemrum passerede vi nu også små tværgående vandløb, hvad vi ikke gjorde tidligere, lige som der også af og til forekom sumpede steder. Desuden kom vi til at par vad over elven, hvor støvlerne måtte af.


Efter dag 13 overnattede vi i enden af en sø ganske tæt på den inderste krog af  fjorden, Kangerluarsuk Tulleq, der herfra løber mod vest ca. 20 km til kysten. Det lakkede mod enden af vandringen. Vejret var stadig ualmindeligt smukt. Dog oplevede vi netop den eftermiddag, for første gang i hele perioden på Grønland, at der gled en sky for solen i et stykke tid, og at dette kølede. Samme eftermiddag kunne vi i øvrigt betragte en ørn i ganske imponerende størrelse, der kredsede rundt over en sø. Holder mig tilbage fra at bestemme arten.


På en lille aftentur til fjorden øjnede jeg flere små spredte hytter på den modsatte side, tæt ved vandet. Vi var nu kommet inden for det opland, hvor befolkningen i Sisimiut har små sommerhytter spredt rundt omkring. Fra byen er det let at sejle ad fjordene til disse hytter.



Dag 14 og 15. Over det sidste højdedrag mod Sisimiut.

Næste morgen vågnede vi op til meget lave skyer, der skjulte alle toppene. Vi skulle på dagsetapen stige op og passere en lidt højtliggende dal på vejen mod Sisimiut. Så vi havde ikke travlt med at komme af sted op i tågen, hvor det ret let lader sig gøre at miste sporet, når det er tåget. Vi startede forsigtigt op, steg lidt i højde og gik et stykke lige ud, til vi mistede sporet af syne. Herefter tog vi ophold ved en hytte, som tilfældigvis dukkede op lidt til højre for os (en af hytterne, der hører til ACT). Ved denne hytte mødte vi flere vandrere, som havde taget ophold af samme grund, bl.a. hollandske Maria og et par tjekker, der havde samme retning som os. Der ud over sad der i hytten et par danskere, der gik modsat vej som os. De havde vandret samme rute flere gange før, og dem fik vi en sludder med over en kop kaffe. En far og søn. Faren skulle efter turen hjem og fejre sin 70-års dag!


Omsider lettede tågen. Når tågen letter, og der for en tid forekommer svævende skybanker i forskellige højder, giver det altid nogle utroligt flotte scenarier i et fjeldlandskab! Solen fik igen magt, og vi fortsatte, først på skråningerne langs fjorden – og efter en lang frokost brat op til 3-400 meters højde. Vel oppe på kammen passerede vi et fantastisk flot toiletskur på et udsigtsfyldt sted! Vi fortsatte gennem en dal oppe i højden og fandt en fin overnatningsplads med læ for eftermiddagsblæsten på en flot eng med kæruld – med en lille rislende bæk midt imellem os – og de flotteste storblomstrede gederams ved bækken. Sidste smukke aften inden Sisimiut.


Sidste dag videre gennem dalen fulgt af et par større nedstigninger med et plateau imellem, hvor vi bl.a. passerede Kællingehætten, 781 m, som vi besteg et par dage senere. Efter sidste nedstigning passeres byens drikkevandssø, hvorefter man havner på en grusvej de sidste km ind til byen. Først passerer man hundebyen, hvor alle slædehundene står i bånd. Vel inde i byen færdes man pludselig på asfalterede veje, går forbi højhuse og passerer biler og busser m.v..



Dage i Sisimiut.


Byen er Grønlands næststørste by med ca. 4800 indbyggere og huse i mange farver, der ligger drysset ud over klipperne i meget varieret arkitektur. Der er også en del højhuse med lejligheder. Byen har en driftig havn, hvor der arbejdes og landes fisk, der også sendes bort i containere på fragtskibe. Der er også et historisk museum, der absolut kan anbefales og et flot kulturhus med bl.a. biograf og cafe, der er placeret ved en central sø, der nærmest kan karakteriseres som byens folkepark. Der er adskillige supermarkeder samt forskellige slags butikker. F.eks. sælges der garn af moskusokseuld, skind af samme dyr m.v. Der er også en del salgsboder og forretninger med udskæringer i ben samt perlebroderier m.v., som henvender sig til turister. Mens vi var der, var der bl.a. besøg af et krydstogtskib, hvilket vist sker ret ofte.


Vi boede på vandrerhjemmet, som skal være Grønlands mest moderne. Der er fine 2- og 4-sengsrum med køjesenge, gæstekøkken og opholdsrum udstyret med alt nødvendigt for at klare egen forplejning. Man kan også bo på Sømandshjemmet, der ligger på havnen, efter sigende til vandrerhjemslignende priser. Desuden er der Hotel Sisimiut. Der skal også være en officiel campingplads.


På vandrerhjemmet var vi igen sammen med nogle af de vandrere, vi havde truffet på ruten. Det er almindeligt at slutte her. Hollandske Maria skulle ud at have købt nyt fodtøj!


Når man kommer, kan det anbefales at tage en tur rundt i byen med bybussen. På ca. 45 minutter får man derved et hurtigt overblok over byen. Der er bybus alle steder ca. hvert 20. minut!


Den sidste dag besteg vi Kællingehætten, 781 m. D.v.s. jeg kom helt op som den eneste i gruppen. Der er meget stejlt det sidste stykke, hvor der er tove som hjælp til at komme op. Dette skulle overvindes, også for mig. Udsigten er selvfølgelig ubeskrivelig. Man kan også gå op på Præstefjeldet, der ligger nord for byen og kræver               Udsigt mod Sisimiut fra toppen af Kællingehætten.                                                                      lidt mindre.

                                   

En ca. 5-6 km lang vej fører til byens lufthavn. Derfra flyver man til Kangerlussuaq på mellem en halv time og tre kvarter. Derfra fly videre til Danmark.

Da vi skulle derfra, var tågen, som den sommer lå konstant ude over havet p.g.a. mødet mellem varm luft og koldt havvand, drevet ind over lufthavnen og kom til at forsinke starten med et par timer. Heldigvis ventede det store fly i Kangerlussuaq på os!




Den aktuelle gruppe.

Med mine 59 år var jeg den yngste i gruppen, som jeg vandrede med. Synnøve er fyldt 70 år. Else og Ole nærmer sig også de 70. Ole er i øvrigt tidligere tandlæge og har efter sin pensionering haft flere tandlægevikariater forskellige steder på Grønland. Vi har alle været på en del ture sammen før denne tur.




Dagsetapelængder og antal dage på ruten m.m..


De to første dage efter Indlandsisen gik vi omkring 18-19 km pr. dag.


Inden turen havde der været diskussioner om dagsetapelængder. Turen mellem Kangerlussuaq og Sisimiut skulle, ifølge den engelske guidebog, kunne gøres på 8-9 dage (hvilket svarer til ca. 18-21 km pr. dag), hvor vi havde afsat 12 dage til dette stykke (i snit 16,5 km pr. dag i 10 dage + 2 bufferdage som sikkerhed). I min verden er 16,5 km et højt dagsgennemsnit til en gruppetur i fjeldet med telt, og dels var vi blevet det anbefalet 12 dage fra andre, som havde gået turen tidligere – måske før bogens udgivelse i 2009!  Der kan være for og imod. Med korte etaper og derfor flere dage, skal der bæres mere mad og altså dermed tungere oppakning på hele turen. Med lange etaper og derfor færre dage bliver der mindre at bære på. Af dem, vi mødte på turen, vandrede stort set alle andre dette stykke på 8-9 dage. Hvorom alting var: Sækkene var tunge på den første lange del af turen. Derfor blev de planlagte etapelængder nok også nogenlunde passende. Efterhånden som sækkene blev lettere, fordi vi spiste af indholdet, kunne vi nok have sat etapelængderne lidt op, hvis det ikke lige havde været p.g.a. at Else havde problemer med sine knæ, som sagde stop på et vist tidspunkt hver dag på den del af turen, som fulgte efter Kangerlussuaq! Men summa summarum – så gennemførte vi faktisk turen på den planlagte tid. Og vi kom alle igennem – trods alt, selv om nogle af os bekymrede os for Elses knæ! Dog tilsyneladende ikke Else!


Medvirkende til knæproblemer kan have været de tunge sække kombineret med, at vi jo, efter at have fyldt op fra depot i Kangerlussuaq, måtte starte med at gå et stykke off piste i tungt terræn, før vi ramte selve ruten.


Skal lige nævne, at en enkelt tysk dame med ultra light oppakning vandrede hele strækningen fra Kangerlussuaq til Sisimiut på 4 dage!




Sikkerhed undervejs:


I Grønland, såvel som andre steder, hvor jeg har vandret i fjeldene i Den skandinaviske Fjeldkæde, er der ikke mobildækning. Derfor kan der være et sikkerhedsproblem, hvis der sker noget undervejs på turen. Vi skrev derfor i gæstebøgerne i de hytter, vi kom til. Og ikke mindst: Jeg medbragte en Inreach, hvormed der kan skrives emails via Satellit. Inreachen har desuden en såkaldt SOS-knap. Læs mere her. Inreachen er købt, fordi jeg undertiden vandrer alene i fjeldene. Den er dog også en tryghed, selv når man er i en gruppe. Med 4-5 dages mellemrum blev der sendt små hilsener til alle vore pårørende derhjemme. Vi modtog også et par hilsener den anden vej. Og vi havde lavet aftale med en lokal kontakt i Sisimiut, der ville kunne rykke ud med en båd, i fald vi sendte en melding om dette. Der kunne nemlig sejles til at par steder på ruten.




Kort:


Der findes 3 vandrekort i str. 1:100.000, som til sammen dækker hele den udvidede Arctic Circle Trail fra Indlandsisen til Sisimiut. De bestilles hos Nordisk Korthandel på www.scanmaps.dk.




Transport:


Sker gennem Air Greenland på www.airgreenland.dk. Vi gav ca. 6500 kr for en billet, der inkluderede København-Kangerlussuaq tur/retur samt fly fra Sisimiut til Kangerlussuaq på hjemrejsen.


Videre fra Kangerlussuaq benyttede vi en lokal kontakt, Holger fra KTC. Man kan også benytte taxa eller benytte de busser, som bringer turister på dagsture til iskanten. Endvidere ved jeg, at vandrerhjemmet i Kangerlussuaq er behjælpelig med oplysninger og transport m.v..




Til fotoalbummet, der knytter sig til denne beretning.




Copyright © All Rights Reserved