Jenses Vandringer/ Vandreture
Harzer Hexen-Stieg – en vandrerute i Harzen
Til fotoalbummet, der knytter sig til denne beretning
Indledning om turplanen:
Jeg havde aldrig besøgt Harzen og ville gerne undersøge, hvad det var. Jeg lavede et turoplæg om efterårsferietur i Natur og Fjelds blad, Rygsækken, med et par måneders varsel. Hvis nogle ville følge med, var det fint. Og ellers ville jeg selv rejse. 2 personer meldte sig og fulgte med.
I tiden op til turen researchede jeg selvfølgelig en del og fandt ud af, at der faktisk findes et hav af vandreruter på kryds og tværs i Harzen foruden cykelruter og mountainbikeruter. Området bruges også en del til vintersport. Det er meget besøgt, da rigtig mange millioner tyskere jo har området forholdsvis tæt på.
Harzen som vandreområde:
Der findes bl.a. følgende længere vandreruter: Harzer Hexen-Stieg, Harzer Baudenstieg, Harzer FörsterStieg, Karstwanderweg, Harzer Grenzweg, Kaiserweg, SelkethalStieg, blot for at nævne nogle. Der ud over findes der et netværk af såkaldte Harzklub vandreveje, som kan kombineres og stykkes sammen på mange måder. Hvordan overnatter man så? I Harzen er der ikke allemandsret som i Norge og Sverige; og der findes heller ikke, i Tyskland, frie overnatningspladser i naturen, som vi efterhånden har så mange af i Danmark. Og da man jo ikke kan regne med, at alle campingpladser holder åbent i oktober, faldt valget derfor på diverse indendørs overnatningsmuligheder på små hoteller, vandrerhjem samt en enkelt pension. Dette kom til at fungere ganske godt. På alle overnatningssteder var det muligt, mod betaling, at smøre sig en madpakke (lunchpackete) og medbringe på dagsturen, og et par steder fik vi også noget drikkelse og et stykke frugt med. I Harzen har man indrettet sig så meget på vandrere, at dette vist er standard på alle overnatningssteder. Vi bestilte alle overnatninger hjemmefra, hvilket jeg tror var klogt.
Vandreruterne er generelt godt afmærkede, og underlaget er stabilt. De fleste er skovveje og fasttrampede grusstier m.m. Enkelte steder bliver det lidt mere terrænagtigt og stenet. Harzen er mest små hyggelige skovklædte bjerge, der dog på det Udsigt fra Marienblick, første dag på heksestien
højeste sted, Brocken (på dansk oftest benævnt som Bloksbjerg), tårner sig op i 1141 m.o.h.
De lavere områder er gennemgående dækket af blandet løvskov, i vidt omfang bestående af spidsløn, ask, lind og avnbøg m.m., mens de højereliggende områder er mere ensformige med udstrakte rødgranskove. Der forekommer desuden nogle højmoser i de højstliggende områder. Kun på selve Brocken ligger et mindre areal over trægrænsen.
Harzer Hexen-Stieg: Se en løselig kortskitse over denne rute her.
Det endte med, at mit valg faldt på ruten Harzer Hexen-Stieg, der starter i byen Osterode i vest og slutter i Thale i øst. Ruten har et par varianter, idet man kan vælge at gå over Brocken eller syd om bjerget. Der findes endnu en delingsmulighed længere mod øst. Da det jo for os (i hvert fald for mig) var første gang i Harzen, valgte vi turen over Brocken. Denne rute er knap 100 km lang. Varianten, der går uden om Brocken er lidt længere. De sidste 35-40 km går stort set langs floden Bode og gennem dalen, Bodetal, der på det dybeste og mest markante sted nærmest får canyonkaraktér og er kendt som Harzens Grand Canyon.
Vi valgte at dele turen over 5 vandredage med varierende etapelængder. Dertil en rejsedag i begge ender. Vi rejste med tog, idet der er stationer i både Osterode og Thale.
Vores tur på Harzer Hexen-Stieg, efterårsferien 2018:
Rejsen til Osterode: Bente og jeg startede allerede fredag aften med sammen at køre fra hhv. Viborg og Silkeborg til Hovborg i Sydjylland, hvor Mogens bor. Vi overnattede hos Mogens, og alle 3 blev vi lørdag morgen kørt til Lunderskov St. hvorfra vi rejste med tog kl.9.06. Efter en rejse med skift i henholdvis Flensburg, Hamburg, Göttingen og Bad Herzburg endte vi på stationen i Osterode am Harz kl. 16.46. Vi gik ca. ½ km til Hotel Harzer Hof, hvor vi havde bestilt overnatning. Det var i øvrigt en meget varm dag af at være midt i oktober. Under togskiftet i Göttingen, registrerede vi, at temparaturen var hele 26 graders varme.
Efter indlogering i Osterode gik vi til den smukke gamle bydel, der er præget af mange smukke, gamle og statelige bindingsværkshuse, en stor kirke og et stort og smukt gammelt rådhus m.m. Osterode am Harz har gennem tiden været en driftig handelsby, hvor højland og lavland har mødtes, idet der er gået mineraler fra minedriften i bjergene den ene vej og landbrugsvarer fra lavlandet til minearbejderne i bjergene den anden vej. Nogle skulpturer i byen illustrerer, hvordan varerne til bjergene er blevet båret på ryggen af æsler, der blev drevet af hårdtarbejdende småkårsfolk.
Der mangler ikke spisesteder. Vi havnede på en græsk restaurant, hvor vi spiste godt. Vi betalte med kontanter, idet VISA-kort ikke kunne bruges her! Det problem stødte vi på flere senere gange på turen!
Første vandredag: Osterode-Buntenbock:
Vi startede med at følge den lille flod, Söse, ca. 1½ km mod øst til begyndelsen af Harzer Hexen-Stieg, dog afbrudt af en lille afstikker til midtbyen for at se den flotte kirke indvendigt. Etapen til Buntenbock er ikke lang, i alt kun ca. 12 km; men det går en del op ad, idet Osterode kun ligger ca. 230 m.o.h., og Buntenbock ligger ca. 600 m.o.h. Ruten er dog meget gæstevenlig, idet den starter på en smal stejl asfaltvej, der efter passage af bygrænsen bliver til en grusvej. Stort set hele dagen gik vi på små grusveje, som også var farbare for cykler og mountainbikes – dog var motorkørsel forbudt. Den opstigende rute følger nærmest spidsen af en lang kam, hvorfra det skråner ned til en dal på hver sin side. Stort set hele strækningen er skovbevokset. Det første lange stykke var det blandet løvskov med meget spidsløn, ask, avnbøg, lind og vel også en del eg. Med jævne mellemrum åbenbarer en udsigt sig ud mellem træerne over de lave gæstevenlige bjerge og dale med små bebyggelser i dalbunden og nogle brud i det fjerne, hvor der brydes diverse mineraler. Specielt skal nævnes udsigtspunkterne Körnigs Eck og Marienblick. Sidstnævnte sted er der et skicenter om vinteren.
På sidste del af etapen, hvor man er steget en del højdemeter, ender man i den mere ensforminge skovtype, bestående af rødgran. For at komme til Buntenbock, forlader man heksestien et kort stykke, hvor det igen går en smule ned ad bakke. Buntenbock er en lille og meget stille by i smukke omgivelser. Byen er placeret ved et par små søer/damme (læs om Oberharzer Wasserregal lidt fremme i teksten) og har flere overnatningsmuligheder. Vi havde booket på en lille privat pension, Haus Hoheneck, hvor vi fordelte os i to hyggelige dobbelværelser.
I loftet i en mellemgang hang en heks med en riskost. Første signal om, at vi var på heksestien. Senere skulle følge flere lignende!
Aftensmaden blev indtaget hos naboen, der havde en lille restuaurant, som vist nok p.t. var det eneste, som havde åbent i Buntenbock. Ud fra menukortet valgte vi en omgang ”Fleischkäse”, som viste sig at være et farsprodukt, lidt i stil med forloren hare. Retten smagte udmærket, og vi blev også mætte. Efter at have konstateret, at der kun kunne betales med kontanter, var vi tæt på at være udgået for kontanter. Vi konkluderede, at man i Tyskland generelt ikke er nær så langt fremme med kortbetaling som i Danmark. Vi måtte nødvendigvis lægge turen omkring en bank/kontauautomat for at hæve kontanter til resten af turen.
Anden vandredag: Buntenbock-Oderbrück:
Under morgenmaden blev der snakket med det andet hold gæster, som boede samme sted, nemlig en ældre tysk dame, der var på vandretur med børnebørnene på hhv. 10 og 14 år. Pigen på 14 havde som fødselsdagsgave ønsket sig en vandretur i Harzen med Bedste. Efter at vi havde hørt lidt på bedstemorens engagement i vandringens glæder, begyndte vi forstå, hvori fødselsdagsønsket bundede! Der var noget, som var flot videregivet til næste generationer. Lillebror havde med pigens accept fået lov at følge med også!
Egentlig går etapen fra Buntenbock til Torfhaus. Men da, der var fuldt booket på vandrerhjemmet (Jugendherberge) i Torfhaus, og booking på Harzklub Hannovers vandrerhjem heller ikke var muligt (dette er frilvilligt drevet, så de åbner kun, når der er større grupper), havde jeg i stedet fået booket på vandrerhjemmet Naturfreundehaus Oderbrück, der ligger nogle km sydligere og altså nogle km borte fra heksestien. Vi havde altså en etape på 25 km foran os i et terræn, vi ikke kendte og skulle være fremme til fællesspisning kl. 18. Turen til banken i den nærliggende by, Clausthal-Zellerfeld, blev derfor foretaget i taxa. Taxaturen blev betalt med kontanter; men på forespørgsel blev vi klar over, at der også her kun kunne betales med kontanter! Vi var i Tyskland – i kernen af Europa!
Efter hævning af kontanter begav vi os ud af byen. Vi skulle ikke fjerne os langt fra centrum, før vi havnede på små skønne naturstier, der førte ud af byen. Der var også nogle, som gav fin forbindelse til Harzer Hexen-Stieg, som vi snart igen endte på.
Det meste af dagen kom vi til at følge forskellige kanaler og /søer/damme m.v., som er en del af Oberharzer Wasserregal (også kaldet Oberharzer Wasserwirtschaft). Dette er et levn af et ældgammelt energiforsyningssystem, som har været brugt i forbindelse med minedriften i bjergene gennem århundreder. Ved at lede vandet bestemte veje, kunne man således udnytte vandkraften til at trække diverse vandmøller, som igen drev forskellige funktioner i minerne. Dette system af vandledninger er særdeles omfattende, så stort set alt vand i denne del af Harzen ledes igennem kanalerne. Vi så således stort set ingen naturlige vandløb denne dag. Oberharzer Wasserregal er noget enestående i verden og er repræsenteret på UNESCO’s verdensarvsliste.
Et sted passerede vi den store Spaierherber Damm, som er en kæmpe dæmning, som også indgår i Oberharzer Wasserregal. Dæmningen går nærmest tværs over en stor dal, og langs kammen/toppen af dæmningen er en kanal ført hele vejen over, så vandet på den måde blev ledet fra den ene side af dalen til den anden.
I minerne i Harzen har man udvundet sølv, kobber, tin, bly og andre mineraler gennem århundreder.
Landskab og plantevækst: Stort set hele dagen færdedes vi en monokultur, bestående af næsten udelukkende rødgran. Vi talte om, at vi her ikke så meget til hverken dyre- eller fugleliv. Vi talte lidt om syreregn som en mulig årsag. Terræn: Da, de kanaler, vi fulgte, stort set gik vandret på langs ad skråningerne, gik stierne egentlig ikke meget op og ned, men var gennemgående lette at følge.
Midt på dagen passerede vi på et lidt højt sted udsigten til byen, Altenau, på afstand.
Senere kom vi på en strækning, hvor terrænet steg en del, og vi kom ud i mere besværligt føre. Dette skyldtes formentlig, at vi havde overset en omdirigering. Vi passerede godt en afspærring; men da stien jo førte den vej, og vi ikke lige på det tidspunkt så et alternativ, gik vi alligevel den vej. Vi endte derved på nogle stejle skråninger, hvor der var opstået et morads af store væltede træer på kryds og tværs, som besværliggjorde færdselen særdeles meget. Dette var nær et pas,
Spaierherber Damm er en dal af Oberharzer Wasserregal (på UNESCO's verdensarvsliste)
som sikkert ofte er meget vindomsust. Derfor de mange væltede kæmper. Vi kunne ikke følge stien helt igennem, men havnede alligevel på forunderlig vis omtrent på det sted, vi havde sigtet mod – bl.a. ved at gå off piste.
Vi forlod herefter heksestien og krydsede landevejen mellem Altenau og Torfhus for at følge nogle små Harzklub vandreveje mod Oderbrück, hvor vi skulle overnatte. Vi bevægede os nu i ca. 800 meters højde i et meget særegent landskab, for en stor del bestående af døde graner, der som et led i en naturskovsstrategi i Nationalpark Harz får lov at forgå langsomt. Ind imellem passerede vi også små moser. Terrænet heroppe er en relativt flad højslette.
Oderbrück er en lille samling huse midt i dette særprægede landskab. Oderbrück Nord består af 3 vandrerhjem tilhørende forskellige organisationer. Et tilhører f.eks. en skiklub.
Vi nåede Naturfreundehaus Oderbrück ganske få minutter før kl. 18, hvor der jo var fælles spisning. Der var stort set fyldt op med gæster, herunder mange skoleelever. Vi fik et køjerum på første sal i et anneks, der var adskilt fra hovedbygningen. I annekset var der nogenlunde ro. Vi spiste i en fælles spisesal i hovedbygningen. Tag selv bordet rummede en del forskellige valgmuligheder lige fra brød og pålæg til forskelligt varm mad, bestående af diverse kød og grøntsager. Alt i alt et varieret bord. Der var forskelligt saft som drikkelse. Der var også mulighed for at købe en øl efter aftensmaden, hvilket vi benyttede.
Bedstemoren, der var på vandring med sine to børnebørn, som vi mødte i Buntenbock, dukkede også op her ud på aftenen, efter at disse først havde været i Torfhaus og taget en bus derfra til Oderbrück ad landevejen. Vi talte i øvrigt også med et par danske piger, som var på en rundvandring i den midterste del af Harzen. De var gået uden om Brocken, det store turisttilløbsstykke, men havde i stedet besøgt nogle andre toppe, som de anbefalede.
Tredje vandredag: Oderbrück-Köningshütte over Brocken.
Fra Naturfreundehaus Oderbrück gik vi direkte ud på en natursti. Ad forskellige Harzklub vandreveje nærmede vi os nu Harzens højeste punkt, Brocken (Bloksbjerg). På vejen passerede vi nogle flotte åbne højmoseområder, som glødede i rustrøde efterårsfarver. Et sted var der lavet et lille udsigtstårn ved højmosen. Efter hvad vi blev fortalt, er der dog større højmosestrækninger på stykket mellem Torfhaus og Brocken, såfremt vi nu havde holdt os til heksestien hele vejen.
Der begyndte gradvist at blive mere og mere befærdet, jo tættere vi kom på Brocken. På et tidspunkt havnede vi på en slags betonvej, som jeg senere har fundet ud af var en af Stasis veje, som de brugte til at patruljere fra langs grænsen i det gamle DDR’s tid. Grænsen eller jerntæppet mellem Øst- og Vesttyskland gik her ind til 1989 – ganske tæt på Brocken.
Et andet sted har jeg erfaret, at der i dette smalle og i sin tid stærkt bevogtede stykke ingenmandsland mellem grænsehegnene, som kostede adskillige menneskeliv under flugtforsøg fra DDR, fik lov at udvikle sig et meget uberørt stykke natur med stor artsdiversitet i plantevæksten. Dette bånd kaldes ”Das grünen Band”. Vi registrerede dog ikke Das grünen Band på vores tur!
Senere endte vi på et langt stykke grusvej på vejen mod toppen. Og igen senere gik det på asfalt. Og flere gange passerede vi den jernbane, der snor sig op ad bjerget og rundt om toppen, ad hvilken mange mennesker dagligt bliver transporteret til toppen i et damptog. Der var også nogle, der blev kørt derop i hestevogne. På vejen kom vi til at gå en lang kortege af mange vandrere.
Hekse. Nær toppen fandt vi også et skilt om heksene. Den gamle nordiske myte om, at heksene, når de bliver brændt på Skt. Hansbålet, flyver til Bloksbjerg, lever også i bedste velgående i Tyskland og langs den rute, vi fulgte. På skiltet nær toppen stod fortalt, at heksene hvert år ved Valborgsaften – lige før 1. maj - blev frigivet, når de havde fejet den sidste sne bort fra toppen med deres riskoste.
Udsigterne er selvfølgelig store og flotte over det omgivende skovland fra toppen. På toppen, hvor Stasi havde et højt tårn, ligger i dag et stort hotel og en høj mast. Vi gjorde et lille besøg i restauranten med nydelse af en øl og en cappuccino m.m.
På vej ned ad Brocken på den anden side, gik det også på asfalt et langt stykke. Til sidst endte vi dog på grusstier gennem skovene, der her over store strækninger bestod af døde graner, der fik lov at forgå langsomt.
Skal nævne en helt særlig og storslået udsigt fra en høj klippe ved Trudenstein lidt nord for landsbyen Schierke.
Herefter gik det langsomt ned i lavere terrræn, hvor variationen mellem forskellige træsorter også efterhånden blev større. Efter den lille by, Drei Annen Hohne, gik det ad en snoet skovvej gennem et smukt skovområde til landsbyen Königshütte, hvor vi havde booket overnatning på Hotel Am Felsen. Vi fik her et 3-sengsrum og spiste på hotellet. Og drøftede ruten med andre vandrere, et tysk par, som også havde indlogeret sig her, og som vi genså fra forrige overnatningssted. Hyggeligt sted.
Dagsetapen havde igen været på ca. 25 km.
Fjerde vandredag: Königshütte-Altenbrak – drypstenshulerne i Rübeland og begyndelsen af Bodetal:
Vi startede dagen med at passere Kalte Bode og derefter Warme Bode. De to grene af floden Bode løber sammen her. Og herfra fulgte vi groft sagt floden Bode på resten af turen. Først fulgte vi den på skovvej på sydsiden af en lang opstemmet sø, Überleitungssperre. Vi gik forbi en stor dæmning i den østlige ende af denne sø. Herefter snoede stien sig videre langs overkanten af en dyb dal, som vi gik langs sydsiden af. Snart kom vi til landsbyen Rübeland, hulebyen, der er kendt for sine drypstenshuler. Først passerede vi nogle store kalkbrud, hvor produktionen var i fuld gang.
Efter selve byen havnede vi ved Hermannshöhle, hvor man mod betaling får en guidning i et større underjordisk hulesystem. Vi tog rundvisningen, som varede en god times tid. Man færdes i de underjordiske gange, som nogle steder er lave og snævre og andre steder høje og rummelige, nogle steder går det op og nogle steder ned ad på trapper. Og man ser de mange finurlige måder, som drypstenene har formet sig på gennem millioner af år. Her er der krystaller, som man passer godt på, fordi de repræsenterer stor værdi. Desværre forstod vi ikke meget af det, der blev sagt på tysk. Det var en stor gruppe. Fotografering var forbudt i hulerne.
Efter Rübeland fortsatte vi ad smuk sti langs sydsiden af floden til Neuwerk, hvor vi krydsede floden og kom om på nordsiden. Efter passage af et finurligt landsbymiljø her (bl.a. med flere hekse, der var sat ud til stien), fortsatte vi gennem smukke og varierede løvskove. På et tidspunkt fulgte en stor stigning, der trak tænder ud. Efter et langt smukt, varieret og bakket stykke gennem skov, passerede vi en stor dæmning ved Wendefurth. Dæmningen, Rappbodesperre, afgrænser igen en stor opstemmet sø, Rappbode, der bruges til produktion af vandkraft og skal være Tysklands største opdæmmede sø.
Efter dæmningen fulgte en meget smuk, dyb og snoet del af Bodetal den sidste gode times vandring til Altenbrak. Da vi nærmede os byen, passerede vi nogle spøjse miljøer med sjove kolonihaver og også et ret stort dambrug. Mange sjove indretninger ved kolonihaverne. I Altenbrak, der er en smuk lille landsby ved floden, havde vi booket overnatnig på Hotel Weisses Ross. Et sted, som sikkert undertiden har en del flere gæster, end da vi kom – det var en stor bygning. Vi genså det tyske par fra de sidste to overnatningssteder her! Vi spiste på et andet hotel nogle hundrede meter derfra, nemlig Hotel Harzer Joddlermeister (eller noget i den retning). Her spiste vi ørred (Forrel) fra Bodetal (sikkert fra det store dambrug, som vi passerede kort før byen) og nød som alle øvrige aftener på turen en øl efter aftensmaden.
Dagens etape blev på ca. 22 km.
Femte vandredag: Altenbrak-Thale (gennem den dybe canyon).
Vi startede med at krydse floden på en lille gangbro. Resten af dagen fortsatte vi gennem den stadig smukkere og mere og mere fascinerende del af Bodetal. Skoven er en smuk, venlig og varieret løvskov hele vejen. Den vokser på stejle skråninger, som stien løber langs med. Undertiden var vi lige ved floden, undertiden langt over den.
Efter et par timer passeres den lille hyggelige og smukke landsby, Treseburg, i en krog, hvor dalen og floden slår et skarpt sving. Herefter fortsætter stien på nogenlunde samme måde. Dalen snor sig med floden rundt i mange finurlige sving, mens de skråninger, vi følger, konstant bliver højere omkring os. Til sidst havner vi ved dagens clue, de høje lodrette klippeskrænter, som har givet dalen dens betegnelse, Harzens Grand Canyon. Til allersidst passerer vi Teufels Brücke (Djævlebroen). Herefter følger den allermest snævre del af dalen, hvor man ved at lægge hovedet bagover og kigge lodret op, ser toppe fra begge sider af dalen, der peger ind mod hinanden! Og præcis her når man en lille venlig restaurant med udeservering, hvor det går fint an at sætte sig og nyde en øl.
Herfra fortsatte vi ca. 1½ km til Thale Jugendherberge, hvor vi havde booket
overnatning. Thale Jugendherberge ligger faktisk i selve Bodetal, ganske kort før byen.
En stor flot bygning i smukke omgivelser, hvor vi fik halvpension, d.v.s. både aftensmad og morgenmad til særdeles billige penge.
Dagens etape blev ca. 15 km.
Sjov kørepassage af floden Bode ved landsbyen Treseburg
Hjemrejse:
Fra Thale Jugendherberge er der kun ca. 1 km at gå til Thale Hauptbahnhof. Der er pænt skiltet lige til banegården med Harzer Hexen-Stieg-skilte!
Vi afrejste fra Thale med tog kl. 9.17, havde togskifte i Magdeburg, Uelzen og Hamburg på hjemvejen og ankom til Lunderskov St. kl. 17.51. (Og selv på en café på hovedbanegården i Hamburg oplevede vi ikke at kunne betale med VISA!) Herefter lift til Hovborg, hvor vi sluttede af med godt aftensmåltid hos Mogens og hans kone, inden Bente og jeg tøffede videre nordover i Bentes bil.
Konklusioner om at vandre i Harzen.
Harzen er som tidligere nævnt et særdeles brugt vandreområde i Tyskland. Vi mødte adskillige andre vandrere hver dag på turen. Harzen er godt forsynet med indendørs overnatningsmuligheder – og på overnatningsstederne er man indrettet på vandrere. Der er ikke frie overnatningspladser i naturen og heller ikke allemandsret. Der findes dog nogle campingpladser, som måske kan benyttes i højsæsonen om sommeren.
Harzen er flot, varieret og frodig natur, især i de lavereliggende områder. De højereliggende områder er ofte mere ensformige rødgranskove. Der er ikke udstrakt vildmark, som vi mere kender det nordfra, idet Harzen er præget af en stor grad af menneskelig aktivitet. Eksempelvis fylder Oberharzer Wasserregal meget - det er verdenkulturarv, men ikke natur, idet naturlige vandløb stort set er fraværende i det område.
For mig er Harzen et interessant alternativ til de skandinaviske områder – til afveksling. Husk rigelige kontanter – tyskerne er ikke nær så langt fremme med kortbetaling som vi er i Danmark!
Priser:
Overnatningerne var generelt bilige. De billigste var selvfølgelig vandrerhjemmene, hvor en overning med halvpenion kom til at ligge på hhv. lidt over og lidt under 200 danske kroner. Pensionen i Buntenbock kostede 33 euro pr. person inkl. morgenmad, hvilket svarer til knap 250 kr - og også indbefattende en frokostpakke. Hotelovernatningerne lå på et niveau på ca. 3-400 danske kroner inkl. morgenmad og en frokostpakke. I Torfhaus undgik vi den dyre Harzresort Torfhaus, hvor overnatning inkl. morgenmad ville stå i ca. 800 kr. De gange, hvor vi spiste aftensmad ude i byen, lå dette på et tilsvarende niveau, som man forventer i Danmark. Togrejsen beløb sig på en god dansk tusse i begge retninger.
Links:
Til fotoalbummet, der knytter sig til denne beretning
Kortskitse af Harzer Hexen-Stieg
Wandern im Harz - god oversigt over længere vandreruter i Harzen. Du kan også bestille færdigpakkede vandreture her.
Buch-Scmidt Verlag: For køb af kort og guidebøger på tysk
Jeg anbefaler guidebogen om Harzer Hexen-Stieg. Der kan købes kort str. 1:30.000 over samme rute. Man kan også købe kortserien "Der Harz in 4 teilen" i samme størelse.
Deutche Bundesbahns danske side (køb togbilletter til hele rejsen her)