Gløgg- og Bålmadstur Stråsø Plantage 2024 29. nov.-1. dec. 2024
Det er femte gang, jeg har fornøjelsen at lave en gløgg-, æbleskive- og bålmadstur som en slags juleafslutningstur i det fri. Jeg har i år valgt at flytte turen til en ny lokalitet, nemlig Stråsø Plantage i det vestjyske, hvor vi har booket Lystbæk Lejrplads, der indbefatter en stor bålhytte med indbygget shelter, hvor der kan sove pænt mange. Der er også god plads til telte omkring. Pladsen ligger lunt i en gryde med lidt skov til den ene side og et stort åbent hede- og overdrevsareal til den anden side.
I år har jeg valgt at lade turen strække sig over hele weekenden fra fredag aften til søndag. Man kan ankomme i løbet af fredag aften. Hvis man ankommer lørdag, skal man ankomme senest kl. 9.30 for at nå med på dagens vandretur.
Lørdag vil der være en vandretur af ca. 16-17 km’s længde, inden vi tænder bålet om eftermiddagen og varmer gløgg og æbleskiver og senere på aftenen forbereder et aftensmåltid. Da bålstedet i bålhytten er af lidt begrænset størrelse, dropper vi nok i år det store glødebål og laver i stedet en gryderet i gruppens store bålgryde. Og så får vi se, hvad der sker senere på aftenen. Det skal nok blive festligt alligevel!
LØRDAGSVANDRETUREN vil gå mod nord og nordøst over Sønder Vosborg Hede og nå kanten af Nørre Vosborg Hede, inden vi krydser tilbage til lejrpladsen. En flot tur, hvor vi skiftevis bevæger os i skov/plantage, lidt eng og ikke mindst åben hede. Som nævnt 16-17 km. Det er et øde område.
SØNDAGSVANDRETUREN vil gå mod nordvest i den store Ulfborg Plantage, der også indbefatter blandet skov og åben hede. Turen kan afsluttes efter ca. 10 km, eller der kan fortsættes på en ekstra runde i terrænet øst for lejrpladsen, hvorved man får en samlet tur på ca. 15 km.
FORPLEJNING PÅ TUREN: Du skal være på egen kost fredag aften, om morgenen samt på vandreturene. Men lørdag aften vil der være fælles bålmad. Drikkevarer skal du dog selv sørge for, bortset fra gløgg.
UDDELEGERING AF OPGAVER: Jeg regner med fælles indkøb af gløgg, æbleskiver samt diverse madvarer til bålmaden lørdag aften samt til brændsel m.v..
Der vil selvfølgelig blive opkrævet et beløb til dækning af fælles udgifter. Alle bidrager selvfølgelig også til at få lørdag aften til at fungere. Der vil blive uddelegeret opgaver til turens deltagere – også med indkøb. Uddelegering sker ca. en uge før turen – så hold godt øje under begivenheden samt med Messenger!
FACILITETER PÅ LEJRPLADSEN: En stor overdækket bålhytte med indbygget shelter. De fleste af os vil formentlig kunne sove der. Men medbring for en sikkerheds skyld et telt. Det store luksuriøse toiletskur er desværre lukket for vinteren, når vi kommer – så vi skal medbringe alt vand, vi skal bruge, og vores nødtørt kommer vi til at forrette i naturen – tænk på så vidt muligt at gøre dette på pæn afstand af lejrpladsen!
MEDBRING selv toiletpapir samt en lille flaske håndsprit for at klare hygiejnen. selv toiletpapir samt en lille flaske håndsprit for at klare hygiejnen. Medbring også mad til hele turen undtagen lørdag aften. Samt drikkelse til dig selv.
OFFENTLIG TRANSPORT: Det er muligt at ankomme med plustur viarejseplanen.dk.Jeg tænker dog, at vi mest praktisk aftaler fælleskørsel, da lokaliteten ligger på et afsides sted.
Turleder: Jens Brun
Skriv email for tilmelding til nyhedsbrev. (Medlemmer af FB-gruppen kan tilmelde sig online under begivenheden)
Tilbage til overblikket i Turkalenderen.