Årsmøde Egehuset, Bording Midtjylland  25.-27. oktober 2024 



Da Tursækken nu er 5 år gammel, holder vi Tursækkens femte årsmøde. Mødet finder denne gang sted i Egehuset, der ligger ved Bording i Midtjylland. Som navnet antyder ligger huset lige op ad en lille fredet egeskov, og der er gode vandremuligheder tæt på ved Bøllingsø samt Kompedal og Gludsted Plantager m.m. samt et stykke af Hærvejen – hvis man lige kører et lille smut til startstederne.

Lørdag og søndag vil der være dagsvandreture. Selve årsmødet finder sted lørdag aften.



MØD MEDLEMMERNE!

På årsmødet vil vi gerne se flest mulige af Tursækkens medlemmer. Derfor har vi lejet en hytte. Der er plads til ca. 30 overnattende gæster på hyttens loft. Der er desuden to ret nye shelters samt plads til telte udendørs.

Er du ny, er der gode chancer for både at lære nye vandrevenner at kende og erhverve sig lidt tips om turmål, udstyr og andet gennem andre.

Ellers er der, ud over vandreturene lørdag og søndag, tid til drøftelser af aktuelt i gruppen samt planlægning af en grovskitse til det kommende års turprogram.


PROGRAM FOR TUREN/WEEKENDEN:

Fredag aften: Vi mødes i løbet af aftenen, etablerer os på stedet og hyggesnakker. En evt. præsentationsrunde. Mange har været på tur sammen nu; men der er også en del, som ikke har.


LØRDAG: Fra kl. 9.30 tager vi ud på dagstur. Lørdagsturen vil omfatte turen rundt om Bøllingsø, kombineret med lille stykke af Funder Ådal syd derfor samt Stensholt Skov, beliggende lige nord for Bøllingsø. Dagsturen vil være på ca. 20-21 km med mulighed for afkortning til 12 km, hvis man kun tager selve rundturen om Bøllingsø. Turen byder på meget afvekslende og unik natur, bl.a. med den genskabte sø, lige som området også er af stor arkæologisk interesse.

Omkring kl. 18 lægges der op til fælles mad, som forberedes i fællesskab.


MØDER LØRDAG AFTEN:

Efter spisning er der IDÉMØDE, hvor Jens orienterer om den aktuelle status i Tursækken lige nu. Derefter er der åbent for forslag. Der kan luftes tanker og evt. debatteres!
Efter en kaffe-kage-pause fortsætter vi med PLANLÆGNINGSMØDE, hvor vi måned for måned gennemgår kalenderen for det kommende år: Hvem byder ind med hvilke ture hvornår? (har du turforslag, men ikke mod på at arrangere turen, foreslå den alligevel, så kan en anden/andre måske byde ind på at arrangere turen!). På den måde skaber vi skelettet til det kommende års turkalender! Der vil selvfølgelig stadig kunne bydes ind med ture senere! Ideen i Tursækken er, at det er medlemmerne, der i fællesskab skaber turkalenderen!
Der vil blive taget referat. Og skitse for det kommende års ture vil blive lagt ud i Tursækken snarest efter årsmødet!
(Hvis du er forhindret i deltagelse i årsmødet, er du velkommen til at sende dine turforslag til undertegnede eller bringe dem gennem en anden, som møder op – gerne med angivelse af ca. tidsrum, hvor turen tænkes gennemført!)


SØNDAG: Kl. ca. 9.30 eller efter morgenmad pakker vi sammen og rydder op. Derefter tager vi ud på dagens tur. Turen vil sandsynligvis gå til den store Gludsted Plantage, hvor vi bl.a. besigtiger et unikt udsigtspunkt, Isenbjerg, der ligger på en hede i plantagens sydvestlige hjørne, og runder shelterpladsen Trotylsøen m.v.

Alternativt kunne turen også gå til Kompedal Plantage. Dagens tur vil være på ca. 13-14 km, før vi afslutter.



UDDELEGERING AF OPGAVER:

1. Der planlægges fælles mad lørdag aften, og det er tænkt, at alle bidrager!
Liselotte har lovet at stå for indkøb samt koordinering af fælles madlavning.
Der ud over vil jeg gerne kontaktes af personer, der kunne tænke sig at forestå følgende!
2. En ordstyrer. (måske 2, idet én kan stå for idémødet og en anden for planlægningsmødet).
3. En referent.
4. Jeg vil også gerne høre fra personer, der vil bidrage med at bage kage.


VEJLEDENDE PRIS pr. deltager: 225 kr +/- til dækning af hytteleje, strøm/varme, fælles mad, brændsel, rengøring m.v. Pengene bedes overført inden deadline for tilmelding, som er fredag d. 18. oktober. (Læs nærmere i afsnittet om tilmelding).

MØDETID OG -STED:
Fredag d. 25. oktober på Egehuset, Brunbjergvej 1, 7441 Bording. Hytten vil være åben fra ca. kl. 17.


Hvis man møder lørdag morgen, begynder vandreturen kl. 9.30 fra p-pladsen Bøllingsø Parkering Dværgbakken: Bølling Sø, p-plads ved Dværgbakke/Kragelundvej | udinaturen.dk

OFFENTLIG TRANSPORT: Stedet er svært at nå med offentlig transport. Har du behov for samkørsel eller afhentning, så fortæl det i en kommentar under relevant opslag i begivenheden. Så løser vi det sammen.


MEDBRING: Sovepose, desuden lagen til hyttens madrasser, ellers telt og mad til hele turen undtagen lørdag aften, hvor der er fælles mad. Den enkelte sørger også selv for drikkelse.

TILMELDING: Online på Tursækkens Facebookside eller via nyhedsbrev senest fredag d. 18. oktober.


Turleder: Fællesprojekt



Skriv email for tilmelding til nyhedsbrev.     (Medlemmer af FB-gruppen kan tilmelde sig online under begivenheden)



Tilbage til overblikket i Turkalenderen.



Til Tursækkens forside