Kebnekaisefjeldene og Indre Troms 2010
Klik her for at komme til det tilhørende fotoalbum til denne beretning. (Indeholder 71 fotos inkl. kortskitse)
Årets fjeldtur blev en solotur i Lapland. Jeg startede i Nikkaluokta i det sydøstlige hjørne af Kebnekaisefjeldene og brugte først nogen dage på at nå Abisko ad min helt egen rute - noget østligere end den gængse og til dels uden for afmærkede ruter. Efter Abisko fulgte jeg Rallarvägen og Nordkalotleden vest om søen Torneträsk, hvorefter jeg krydsede grænsen og gik ind i Indre Troms i Norge. Jeg sluttede i Øvre Dividal Nationalpark, lidt tidligere end planlagt p.g.a meget regn i fjeldene i år. Det blev dog en fin tur alligevel. Jeg var afsted fra d. 8.-23. juli. Turen beskrives nærmere i det følgende.
Rejsen til Nikkaluokta.
Efter sejlads Frederikshavn-Göteborg, rejste jeg med Norrbottensekspressen fra Göteborg til Boden, herfra med tog til Kiruna, hvorfra bus mod vest til Nikkaluokta. Den mere end 20 timer lange togrejse gennem Sverige foregik ind til Boden i liggepladskupé, hvor man selv slår sæderne op til senge og redder disse.
Til højre:
Ruteskitse for turen gennem Kebnekaisefjeldene og Indre Troms.
Der kan fås en større version ved at klikke på kortet. Findes også i fotoalbummet.
PS: For følge turen mere detaljeret, kan et elektronisk kort klikkes frem via Sveriges Länskartor. Vælg Norrbottens Län og klik på "Öppna tittskåp". Zoom herefter ind på det aktuelle område.
Vandreturens første del: Nikkaluokta-Leavasvaggi.
D. 9. juli kl. ca. 15.50 stod jeg af bussen ved Nikkaluokta Fjällanlägning ca. 23 timer efter afrejse fra Göteborg. En del andre passagerer var udstyrede til fjeldvandring. Alle andre havde tilsyneladende kurs mod Kebnekaise Fjällstation, mens kun jeg gik mod nord ad stien gennem Visstasvaggi. Jeg fulgte kun denne sti de første få km, hvorefter jeg drejede op gennem birkeskoven mod fjeldene øst for dalen. Jeg sigtede mod en lille renvakterstuga, som er aftegnet på kortet ved et vandløb et stykke oppe. På grund af et hurtigt opstående kraftigt regnskyl, næsten som et lyn fra en klar himmel, blev jeg nærmest tvunget til en hurtig ufrivillig lejrslagning halvvejs oppe ad lien, midt mellem birketræerne. Senere klarede det igen lidt op; og der blev nogle flotte udsyn over den storslåede Vistasvaggi med omgivende fjelde. Jeg kunne nyde disse syn, samtidig med, at jeg fortærede min første hjemmetørrede middagsret. Jeg gik tidligt til ro efter den lange rejse.
Næste morgen skinnede solen fra en skyfri himmel. Efter at jeg fik teltet pakket sammen og fortsatte op mod renvakterstugan, skyede det dog hurtigt til; og ved middagstid begyndte det at regne. Jeg nåede heldigvis op over birketræerne, inden regnen satte ind. Resten af dagsetapen blev præget af regn, mens jeg fortsatte nordover, vest om Giebnechokkha og Dolachokkha, forbi sø 1027 og senere ned langs elven Beacharjokka. Udsigterne mod vest druknede desværre delvist i et orgie af skyer og dis. Da jeg nærmede mig den storslåede og smukke grønne dal, Leavasvaggi, lysnede det over denne. Jeg slog lejr ved en lille sø på en hylde ved 900-meterkurven umiddelbart syd for elven Pieltjajåkka. Her fik jeg en rigtig flot aften med udsyn over den storslåede dal. Bortset fra, at det gik en del op og ned, var terrænet på dagens tur rimeligt letgået, da birkeskoven først var passeret.
Da jeg den følgende morgen igen vågnede op til skyfri himmel og høj sol, turde jeg næsten ikke stole på, at dette ville fortsætte. Men det gjorde det! Hele dagen! Uafbrudt. Varmt og ikke en eneste truende regnsky.
Jeg gik mod vest gennem den forjættede dal, Leavasvaggi, som jeg har læst om på Outsite. Man har her næsten fornemmelsen af at være det første menneske, der har været her. Abslolut ingen spor efter andre; og dog er dalen gennemgående meget letgået. Først på dagen måtte Pieltjajåkka passeres. Støvlerne måtte af; men det ikke var noget voldsomt vad. Senere fulgte et par korte etaper med lidt blokmark. Men altså gennemgående et legende let terræn. Det vrimler med gode teltpladser. Floraen i dalens enge er særdeles varieret, ligeledes fuglelivet. Det vrimler med hjejler, lille kjove, stenpikkere og sågar stormmåger. Tror også, at jeg så blåhals, ravne og en enkelt fjeldvåge. Renerne så jeg ikke; men det vrimlede med deres ekskrementer og spor. Jeg tror, det er et godt lemmingår. Jeg iagttog i hvert fald lemminger de fleste dage på min tur.
Sidst på eftermiddagen slog jeg lejr ganske kort efter den sidste lille sø i Leavasbahta. Den absolut sidste egnede teltplads inden opstigningen. Herefter er det udelukkende på blokmark mod Mårmapasset.
Vandreturens anden del: Mårmapasset mod Kungsleden.
Næste morgen. Der var tæt tåge; så jeg kunne dårligt se, hvad der var på den modsatte side af elven. Opstigning gennem blokmark til Mårmapasset og nedstigning på den anden, hvor jeg gerne skulle finde rigtigt ned, lå forude. Jeg valgte at udsætte starten og se, hvordan vejret udviklede sig. Det blev til nogle timers ekstra søvn og også lidt læsning i teltet. Over middag klarede det pludseligt op, så jeg kunne se op i passet. Jeg pakkede hurtigt sammen og startede opstigningen. Efter ca. en time stødte jeg på varder, som markerer den officielt uafmærkede rute fra syd til nord gennem passet. Jeg stødte til ruten umiddelbart nord for selve Mårmapasset. Der var dog ingen spor at se på den lange snefane ned over den nordlige nedgang. Vel en time til halvanden længere nede passerede jeg den lille hytte, Mårmastugan, der har to sengepladser, en brændeovn og lidt brændsel. Ingen vinduer; så jeg glædede mig over, at jeg havde et telt og ikke var afhængig af hytten.
*Jeg fulgte den brusende gletcherelv, Vierrojåkka, med smeltevand fra Mårmaglaciären, endnu et stykke mod nord i den smalle kløft og slog lejr på en lille udsøgt og frodig hylde ved elven overfor, hvor der udmunder et lille sideløb ved Skadnajalahkku. Selv om det er et stykke over trægrænsen, fandt jeg her ekskrementer efter elge. De forekommer mange steder, også over trægrænsen.
Det blev en flot aften, hvor jeg planlagde en mulig toptur den følgende dag. Det blev dog ikke det udsøgte vejr, der skulle muliggøre topturen.
Jeg fortsatte nordover. Efter ca. en halv times vandring passerede jeg et telt og hilste på et par, der overnattede her. Det var fjerde hele dag på min vandring; og disse var de første mennesker, jeg mødte efter, at jeg forlod Nikkaluokta. Jeg passerede broen over kløften, hvor en krydsende sti fra øst til vest passerer denne. Jeg fortsatte længere nordover i et ret kuperet terræn og krydsede herefter broen over elven, Aliseatnu. Herefter fulgte en brat opstigning gennem birkeskov til en ny sti - fra Kaisepakkte. Jeg ramte denne sti cirka, hvor der ligger en gammel samekåte. Stien sydfra kommer op ganske kort vest for kåten.
Når jeg her skriver om ”stier” skal man kigge godt efter. Afmærkningen er meget gammel og dårligt vedligeholdt. Man følger simpelthen sporet, hvor det svagt ses, at andre har gået. Undertiden bliver stien næsten mere til et vandløb. På strækningen mod vest krydsede jeg gentagne gange en ny enlig vandrer, altså menneske nr. 3 på min vandring. Stien vekslede med hyppige bløde sumpe, tæt krat, grene, der hang i rygsækken og stenet terræn. Nogle timer bevægede jeg mig mod vest ad denne rute til Peigallouppal, hvor der ligger et lille shelter ude på et næs ved søen Ahpparjavvri. Vest for denne er der pludselig lagt planker på sumpede steder.
En af mine teltpladser på en hylde i en kløft nord for den lille Mårmastugan
Jeg skal huske at nævne de mange flotte og vide udsyn langs denne rute – over dal og tinder og gletchere. Og frodig plantevækst langs ruten. Og så hørte jeg for resten her ustandseligt de karakteristiske trillende fløjt fra regnspover. Hjejlerne og de små kjover var ligeledes talrige på denne strækning. Et sted forsøgte en pomeransfugl at bortlede min opmærksomhed fra sin rede ved at spille vingeskudt! En typisk adfærd, som jeg før har oplevet hos denne art. Jeg lod mig selvfølgelig bortlede, da jeg ingen intentioner har om at forstyrre fuglenes yngelpleje.
Efter nogle km langs nordsiden af Ahpparjavvri, krydsede jeg et større fladt område med sumpe og småsøer, mens det begyndte at regne. Jeg fik stillet mit telt op i et lidt småbakket landskab lige efter småsøerne i regnvejret. Med omhu fik jeg stillet inderteltet op i ly af oversejlet, som jeg kastede løst der hen over. Således lykkedes det mig at rejse teltet, uden at inderteltet blev vådt under forehavendet, selv om dette egentlig med mit telt ikke skulle kunne lade sig gøre. Og nu må I ikke sladre, kære læsere! Jeg tændte trangiaen inde i teltets apsis og tilberedte min aftensmad indendørs, mens jeg lyttede til dråbernes musik på teltdugen! Med yderste forsigtighed naturligvis!
Men hånden på hjertet: Næste gang, jeg skal have nyt telt, ønsker jeg mig ét, der kan slås op i én arbejdsgang! F.eks. Hilleberg Akto eller Hellsport Ringstind eller lign.. Det telt, jeg har, en Lightwave T1 Trek, er udmærket, men lider som sagt af den skavank, at inderteltet skal rejses, før overseglet kan trækkes over. En klar ulempe, når teltet skal rejses, mens det regner.
(PS. Har senere skaffet mig et Hilleberg Nallo 2.Tilføjet 28.4.2012)
Vandreturens tredje del: Kungsleden, Abisko og Rallarvägen.
Ved halv 5-tiden om morgenen var jeg ude af teltet en lille tur. Det småregnede, og skyerne hang tungt; men hvor var det smukt alligevel med skyformationer og fjelde, sne og søer i et fascinerende samspil, som det kun kan opleves i højlandet. Senere regnede det igen kraftigere; og jeg ventede med at pakke sammen til omkring ved middagstid. Fik læst endnu nogle kapitler i Mark Twain’s Huck Finn. I den situation betyder det en del med noget godt læsestof!
Jeg skråede en genvej mod nord, inden jeg ramte Kungsleden og Dag Hammerskjölds leden, vel en god halv time efter start. De tre første dage på min vandring mødte jeg slet ingen mennesker. Fjerde dag mødte jeg 3. På femtedagen, hvor jeg omsider kom på Kungsleden, mødte jeg konstant en lind strøm, idet Kungsleden er Skandinaviens mest benyttede vandrerute, der strækker sig over nogle hundrede km gennem de nordsvenske fjelde. På spørgsmålet om, hvorvidt jeg kom fra Alesjaurestugorna, måtte jeg jo svare den undrende spørger: ”Nej, jeg kommer øst fra” på en strækning, hvor der næsten ikke var andre kendte retninger end nord og syd. Nordover gik det. Ned i Abiskodalen med Abisko Nationalpark, forbi Abiskojaurestugorna og langs Abiskojaure på en sti, der bare er ALT for slidt af alt for mange støvler. Trods en ihærdig indsats for at redde stien og dens omgivelser med et hav af planker, er sliddet umuligt at skjule. Man kører og laver dybe traktorspor for at lægge planker. Abisko Nationalpark er også forskningsområde for et naturforskningscenter ved Abisko.
Jeg startede sent på dagen og kom følgelig også sent frem. Efter nogle dage alene i ødemarken så jeg hen til en indendørs middag på Abisko Fjällstation. Jeg fik sengeplads i et”gulvbettrum” med næsten ingen plads til bagagen og fortrød næsten, at jeg ikke havde lejet en teltplads i stedet. Det kunne jeg også have gjort – og haft adgang til de indendørs faciliteter alligevel.
Jeg tog den næsten obligatoriske 3 retters menü efterfulgt af kaffe og kunne her fortælle undrende bilturister, at dette var min første indendørs middag i 6 dage. Efter et bad var jeg iført mit eneste ubrugte tøj, nemlig shorts, en svedeundertrøje med lange ærmer og et par neoprensokker, som jeg medbragte med henblik på vadninger.
Efter morgenbufféten næste morgen gjorde jeg lidt småindkøb i fjällstationens butik, primært brød og lidt pålæg. Middagsmad havde jeg med i form af tørrede retter hjemmefra, ligeledes min müsliblanding (se mit afsnit om ”Forberedelse til tur”).
*Efter indkøbene gjorde jeg besøg i Naturcenteret ved siden af fjällstationen og blev bl.a. her orienteret om samernes liv i området. Herefter lavede jeg en enkelt opringning til Danmark (nu hvor man jo befandt sig på et sted med mobildækning).
Dagen var en eksemplarisk solrig dag. Ved middagstid begav jeg mig endeligt igen af sted, nu ad Rallarvägen, stien, der oprindeligt blev anvendt som anlægsvej i forbindelse med bygningen af den berømte malmbane mellem Kiruna og Narvik. I dag fungerer den som vandre- og cykelsti og kan følges til Narvik. Jeg fulgte den til Tornehamn ved den vestlige ende af søen Torneträsk, hvorfra jeg bøjede nordover ad Nordkalotleden, der nord for Pålnoviken krydser den norske grænse og fortsætter ind i Indre Troms. Mine forventninger til Rallervägen var nok ikke de bedste. Den er jo en anlægsvej og går langs en vej og en bane. Men faktisk var det en fin oplevelse at følge Rallarvägen langs bredden af Torneträsk. En meget fin sti, der gled ind i naturen på en god måde og også har en vis afstand til vejen. Og så er den jo ret letgået og er slet ikke befærdet af et lignende antal vandrere som Kungsleden. Langt fra!
Efter Tornehamn drejede jeg mod nord ad Nordkalotleden, som har en helt anden karakter. Der er ikke noget skilt, der viser, hvor Nordkalotleden drejer fra. ”Nordkalotvandrere” må klare sig selv. Der er kuperet, ujævnt, stenet og sumpet på skift. De sidste 9 km til Pålnoviken er tungt vandrede km. Man vandrer i birkeskov; men der er også blokmark i birkeskoven.
Jeg slog teltet op på et lille næs i den vestligste ende af søen Torneträsk, mindre end en km fra hytten Pålnostugan. Det var et fint lille sted med den flotteste udsigt tilbage mod Abisko og Lapporten over denne. I løbet af natten tog det til at blæse. Søen er stor; og bølgerne skyllede kraftigt ind mod klippekysten.
Tilbageblik mod Lapporten og søen Torneträsk
Vandreturens fjerde del. ”Nordkalotruta” i Indre Troms.
(Vedr. den norske del af turen: Følg evt. turen på kort på http://ut.no/kart ).
Ved den lille beskedne hytte, Pålnostugan hilste jeg på et par overnattende hollændere og fortsatte den besværlige vej ind over grænsen til Lappjordhytta, der ligger 3 km nordligere på den norske side. En masse sten og krat og en masse op og ned. Og som om dette ikke var nok, måtte jeg ca. 200 m efter grænsestenen passere et højt hegn, der var sat på tværs af stien. Rygsækken måtte af og trækkes efter mig under hegnet. Og herefter brat op ad et langt stykke til den norske hytte. I hytten gjorde jeg en lille kaffeslabberas sammen med en norsk dame, der holdt overliggerdag her. På ny steg jeg op over trægrænsen og fik igen nogle fantastiske udsigter mod Abisko, Lapporten, Kebnekaisefjeldene og mod vest de vilde og spidse Narvik-fjelde. Der var sol; men skyerne trak sig igen sammen.
Efter frokostpausen skyllede et nyt regnvejr ned nogle timer. Jeg fortsatte i regnen og passerede i Lairevaggi en samling hytter, som ikke var aftegnet på kortet, men som jeg hurtigt afgjorde, var en lille sameby. Længere nede mod Altevatnet blev jeg overhalet af samerne i nogle små motordrevne køretøjer, der kunne køre overalt i fjeldterrænet og passere vandløb m.m.. Efter teltslagning om aftenen talte jeg med et par passerende samer, der efter sigende havde gang i mærkningen. Senere erfarede jeg, at de samer, jeg her traf, var svenske samer, hvis rener imidlertid havde deres sommergræsgange i Norge. Her hænger man sig ikke så meget i, hvor grænsen går.
Jeg teltede i Salvvassvaggi, kort før nedstigning til Altevatnet. Vejret ændrede sig konstant. Den følgende dag blev helt og holdent en varm solskinsdag fra først til sidst. Det havde den pris, at myggestiften også måtte meget i anvendelse. Altevatnet er en stor kraftudbygget sø, i hvis vestlige ende, der findes en hel hytteby af feriehytter samt en bådehavn m.m., idet der er vejforbindelse til dalen ved Setermoen. Det tog vel et par timer at passere hytteområdet.
Jeg fortsatte i birkeskoven øst for Koievasselva. Jeg holdt en varm solsiesta i en lysning i det frodige krat på den sydvendte skråning, hvor jeg fandt et rigt flor af bl.a. plettede gøgeurter, Kong Karls Spire og Nordisk Stormhat m.m. i et ekstremt godt mikroklima, hvor der samtidig var fin udsigt over søen og de omgivende fjelde.
Jeg nåede Gaskashytta midt på eftermiddagen og blev fanget af dens skønne beliggenhed på et lille åbent plateau med udsigt til søen. Jeg valgte at blive og tage en hytteovernatning på dette dejlige sted. Syntes også, at jeg trængte til en kort dag og lidt komfort efter flere seje dagsetaper. I Abisko havde jeg sikret mig en nøgle til DNT-hytterne i Indre Troms.
Kort efter kom der også et norsk par, som viste sig at føre tilsyn med hytterne. I hyttens gæstebog kunne jeg se, at vi var de første gæster i en uge. I samme gæstebog kunne jeg læse, at næste dag startede med passage af en elv med en manglende bro, som var blevet ødelagt af ismasserne, der pludselig havde løsnet sig under et kraftigt tøbrud d. 17. maj.
Den tilsynsførende, Hans Prestbakmo, som jeg overnattede sammen med, viste sig at være forfatter til en fin bog med farvefotos, som han havde skænket til alle hytterne i Indre Troms: ”Natur, tanker og mennesker i grenseland”. I det hele taget har norske hytter reglen en fin bogsamling om fjeld og friluftsliv.
Næste morgen. Det øsede på ny ned. Jeg syntes, at jeg i forvejen havde haft rigeligt med regnvejr på turen og havde ikke meget lyst til nye besværligheder med teltopslagning i regn. Jeg valgte at afvente og se, hvordan vejret udviklede sig. Det norske par ventede også. Ved middagstid så det rimeligt ud. Og så begav vi os af sted – hver for sig.
Først elven med den manglende bro. Elven kunne vades et par km længere oppe, når man afførte sig støvler og bukser. Jeg benyttede mine neoprensokker (egentlig beregnet til kajakroning) under vadet. Umiddelbart efter mit vad, krydsede en anden vandrer elven samme sted, men i modsat retning. Derefter fulgte en svag, men meget lang opstigning mod nordøst og øst langs Gaskasjåkka. Det vedblev med at stige nogle timer, hvor terrænet gradvist ændrede sig, først fra birkeskov til bart fjeld og siden til blokmark, på norsk ”ur”. Mens jeg gik i uren, begyndte det igen at regne. Regnen varede resten af dagen og var på et tidspunkt temmelig kraftig. Så det endte med, at jeg igen valgte en hytteovernatning, da nu muligheden var der.Endnu en gang overnattede jeg sammen med det norske par, som førte tilsyn med hytterne. Der var også en del andre overnattende her, bl.a. nogle finner, som havde haft godt held med at fiske i Vuomajavvri (vi er ikke langt fra den finske grænse her).
*
Vuomahytta ligger i øvrigt kort efter passage af grænsen til Øvre Dividal Nationalpark.
Næste dag igen tørvejr hele dagen. Efter Hans’s anbefaling foretog jeg en afstikker fra den mærkede rute langs Vuomavatnet og Vuomajåkka, idet jeg dog holdt højde for at undgå for meget vidjekrat i de lave områder. Der var nogle videre udsyn her. Jeg fandt igen ind på den mærkede rute lige før broen over Vuomajåkka. Jeg var nu nede i noget kombineret birke- og fyrreskov, en meget venlig og åben skovtype, som viste sig at fortsætte gennem Anjavassdalen og senere Dividalen. En skærende kontrast til den golde blokmark fra dagen før. Jeg holdt en længere pause på en hylde i de blide og milde omgivelser ved Anjavasselven.
Efter passage af broen over Dividalselven holdt jeg en ny længere pause, idet jeg havde et opgør med mig selv om, om jeg skulle fortsætte ad Nordkalotruten til nord for Rostahytta, som oprindeligt tænkt, eller bøje af for at afslutte turen ned gennem Dividalen, hvor der er vejforbindelse. Jeg teltede ved en plads kort efter broen, hvor Statsskogen har lagt brændsel samt en økse til fri afbenyttelse for vandrere. Så var der mulighed for at ombestemme sig i løbet af natten. Det endte med, at jeg valgte en afslutning i Dividalen. Det var tørt lige nu; men jeg havde alt i alt haft regn nok og havde ikke lyst til mere!
Jeg havde baseret mig på at telte; og det havde nok en vis indflydelse på mig, at mit telt ikke er let at rejse i regnvejr, uden at inderteltet bliver gjort vådt under forehavendet.
Anjavasselven, Øvre Dividal Nationalpark i Indre Troms
Hjemrejse gennem det lange Norge.
Jeg startede næste dag med at gå en god times vandring til parkeringspladsen, der ligger for enden af vejen, der fører til Øvre Dividal Nationalpark. Vejen er en ca. 35 km lang blindgyde, der har sit udspring i bygden Holt. Jeg satsede på et lift til et sted, hvorfra jeg kunne komme videre med offentlig transport. Der er meget langt fra de fjeldområder, man vandrer i, til de offentlige transportmidler her!
Jeg fortsatte med at gå yderligere ca. 1½ time ad vejen, før den første bil passerede. Det var en autocamper med den finske familie, der havde fisket i Vuomajavvri. Nu skulle de hjem til Finland. De tog mig op og kørte nordover mod Skibotn, hvorfra man kan dreje ad E8 ind i Finland. De var så flinke at lave en kort afstikker til Nordkjosbotn, hvor jeg havde mulighed for at nå ekspressbussen Tromsø-Narvik. De talte ganske lidt svensk og også ganske lidt engelsk. Så det var lidt svært, men ikke umuligt at kommunikere.
I Nordkjosbotn gik jeg til et lille cafeteria og spiste og fik lov at leje et baderum til 50 NOK, inden ekspresbussen kørte sydpå mod Narvik et par timer senere.
Det blev en rigtig flot køretur på 3-4 timer, hvor det dog regnede det meste af vejen. På vejen passeres Bardufoss, hvorfra jeg også kunne have fløjet til Oslo. Dette havde både været lettere og billigere. Jeg valgte at kunne se noget undervejs!
I Narvik overnattede jeg på et lille privat herberg, Spor 1, som ligger lige ved siden af jernbanen og malmtogene fra Kiruna. Dagen efter valgte jeg den sene eftermiddagsbus mod Fauske og gjorde ophold i Narvik for at kunne besøge Krigsmindemuseet, der beretter om det lange slag ved Narvik i 1940. Og om den grusomme KZ-lejr, som lå i Beisfjord lidt uden for byen.
Den videre rejse fra Narvik:
Ca. 16.10-21.30: Ekspresbus Narvik-Bodø til Fauske. 21.53-7.40: Nattog Fauske-Trondheim. 8.25-15.13: Tog Trondheim-Oslo over Lillehammer.
Herefter natfærge Oslo-Frederikshavn. Og tog i Danmark.
Kort anvendt på turen:
Lantmäteriets Fjällkarta BD6, str. 1:100.000, købt hos www.scanmaps.dk .
Bardu Turkart, str. 1:100.000, købt hos www.kartbutikken.no
Desuden medbragte jeg følgende norske kort, str. 1:50.000, som jeg dog ikke fik brug for, fordi jeg afsluttede turen tidligere end planlagt:
N1632 IV Rostadalen
N1532 I Dividalen
N1633 III Signaldalen
N1533 II Tamokdalen
også købt hos Kartbutikken.no
(havde tænkt at krydse på tværs fra Rostahytta til Nordkjosbotn til sidst for at kunne afslutte turen ved et sted med offentlig transportmulighed).
Klik her for at komme til det tilhørende fotoalbum til denne beretning. (Indeholder 71 fotos inkl. kortskitse)