Laplandstur 2014. 15. juli – 3. august.
Til fotoalbummet, der hører sammen med denne beretning.
Med 116 fotos inkl. kortskitse.
Der er flere relevante links nederst på siden.
I beretningen indgår nedenstående afsnit:
1. En sammensat tur – hvordan blev planen til?
2. Rejsen til og fra – og om besøg i malmgruberne ved Kiruna.
3. Dag 1-3: Gennem Lapporten til Bessevaggi.
4. Dag 3: Involvering i uheld på turen samt nattevandring gennem Nissonvaggi
5. Dag 4-7: Kungsleden fra Abisko til Sälka.
6 .OBS: Orientering om Kungsleden.
7. Dag 8 og 9: Singivaggi og Kebnekaise
8. Dag 10 og 11: Sälka til Sitasjaure
9. Dag 12 og 13: Off piste fra Sitasjaure nordom søerne til Nordkalottleden
10. Dag 14 og 15: Nordkalottleden mellem Røysvatn og Hellemobotn
11. Bodø
En sammensat tur – hvordan blev planen til?
Min fjeldtur i Lapland 2014 blev en lidt sammensat tur. P.g.a. manglende tilmeldinger til en gruppe-tur rundt om Kebnekaisemassivet, som jeg havde opslået i Outsite-regi, tilmeldte jeg mig i sidste øjeblik til en tur, arrangeret af Rene Ljunggren – fra Abisko til Nikkaluokta ad omveje. Det var planen at følge med denne gruppe de første 7 dage ind til hytten Sälka, hvorefter jeg selv ville tage min egen pionértur mod vest – nord og vest om Akkajaure og slutte i Hellemobotn ved Tysfjorden i Norge – til dels uden for afmærkede ruter. Dertil bestigning af Kebnekaise i tilfælde af klart vejr.
Denne plan var udgangspunktet, da jeg rejste. De første dage med gruppen, blev jeg dog involveret i hændelser, som for mig endnu en gang kom til at ændre ruten. Mere herom mere længere fremme i teksten.
Alt i alt kom jeg til at tilbagelægge ca. 250 km til fods med fuld oppakning i løbet af 15 dage til fjelds.
Rejsen til og fra - og om besøg i malmgruberne ved Kiruna:
Da jeg en del gange har prøvet den lange togtur gennem Sverige – og også Norge, valgte jeg denne gang at flyve. Jeg fløj til Kiruna på udturen – og fra Bodø i Nordnorge på hjemturen. Da jeg derved var tidligt fremme i Kiruna, blev eftermiddagen efter flyvningen benyttet til guidet rundvisning i malmgruben ved Kiruna. Den skal være verdens største af sin slags og stå for 90 % af den europæiske malmproduktion. Jeg har flere gange tidligere iaggtaget de lange malmtoge mellem Kiruna og Narvik, hvorfra malmen udskibes til hele verden. Besøgscenteret ligger 540 m under jorden; og man kører komfortabelt derned i en bus. Dette er en oplevelse! Rundvisningen tager det meste af 3 timer.
I disse år flyttes hele Kiruna by et lille stykke i nordøstlig retning, fordi malmudgravningen går ind under byen og gør undergrunden usikker. Malmselskabet, der forventer en kæmpe gevinst p.g.a. flytningen, betaler! Det er er kæmpe projekt! Og malmen er jo grundlaget for selve byens eksistens.
Dag 1 – 2: Gennem Lapporten til Bessevaggi.
Jeg tog toget fra Kiruna til Abisko, en togtur på 1½ time. I toget mødte jeg gruppen, der havde rejst i tog helt fra København.
Vi stod af toget på Abisko Östra Station (et par km øst for Abisko Turiststation). Og efter at flere fik handlet i det lokale supermarked der, begyndte opstigningen så mod Lapporten. (Lapporten er et stort pas mellem to markante fjeldtoppe og udgør et klassisk motiv, som ofte bruges som en slags vartegn for de nordsvenske fjelde – eller for Abisko-området).
Selv med Rene som guide tog det lidt tid at finde sporet fra Abisko Östra op gennem birkeskoven. Men når det først er fundet, er det der også. I første omgang følger man en simpel afskiltning mod ”Offerpladsen”, der er et markant udsigtspunkt på vejen op. Efter at man langsomt stiger op over trægrænsen åbenbarer udsigterne sig. Udsigten over Sveriges tredjestørste sø, Torneträsk, omgivet af snefjelde, er imponerende hver gang, man kommer her. (Forrige år startede jeg med at gå samme vej op). På vej fra Abisko Östra mod Lapporten stiger man nogle hundrede meter op i terrænet i sydøstlig retning. Stigninger er altid med til at skabe afstand mellem for- og bagtrop i en stor gruppe. Så opstigningen tog tid, og det var ret sen aften, inden vi slog lejr ved den kam, som afslutter stigningerne og som udgør Lapportens åbning ved starten af den første sø. Vi havde således udsigt både frem gennem Lapporten og tilbage over Torneträsk fra lejrpladsen.
Specielt om morgenen var der et unikt morgenlys i begge retninger. En enkelt fra gruppen, Nop, benyttede fristelsen til en frisk morgensvømmetur i søen, helt ud til søens midte og tilbage igen – to gange endda!! Tror faktisk ikke, at jeg før har set nogen tage så lang en svømmetur i en kold fjeldsø!
Efter pakning af lejren, fortsatte vi gennem Lapporten. Der er et par søer undervejs i denne, og efter den sidste kam følger nye udsigter over den næste dal, Bessevaggi. Efter ethvert pas følger altid nye udsigter! Under nedtur på den anden side, fulgte et par vad, først et mindre og siden, elven Nissonjåkka, et lidt større, hvor støvlerne måtte af. For en del deltagere i gruppen var det deres første vad, som var med til at flytte nogle grænser. Kort efter Nissonjåkka slog vi lejr på et ret stort fladt plateau, som var velegnet til de mange telte. Vi valgte lejrslagning ret tidligt her, fordi næste etape frem mod broen over elven Aliseatnu ville medføre en lang strækning gennem tæt pilekrat, hvor lejrslagning ikke var muligt over et langt stykke. Vi havde en lang og hyggelig aften på en udsøgt lejrplads.
Dag 3: Involvering i uheld på turen – samt nattevandring gennem Nissonvaggi.
Jeg gik selv strækningen gennem det tætte krat året før og havde her alvorlige problemer med at finde ruten gennem det tætte krat på stejle skråninger på en regnvejrsdag. Sporet forsvandt simpelthen gentagne gange for mig i krattet. At være flere og at have GPS’ere i gruppen skulle dog her lette vejen gennem krattet.
Dette nåede jeg dog ikke at opleve, for inden vi kom så langt den næstfølgende dag, blev jeg involveret i en deltager, som erhvervede en skade på turen. En forstuvning af en fod. Vedkommende kunne ikke fortsætte, og vi skulle have fundet en løsning og var langt uden for mobildækning. Her kom jeg ind i billedet, bl.a. fordi jeg havde en spot, et apparat som via satellit kan sende et nødkald med angivelse af GPS-position.
Sammen med Christian, medturleder, og den tilskadekomne blev jeg derfor tilbage, mens den resterende del af gruppen fortsatte for at kunne holde turplanen. Vi gik tilbage og fandt et sted, hvor vi vurderede, at en helikopter passende ville kunne lande og udløste dernæst SOS-knappen på min spot.
Dette skete kl. 11.37 den pågældende dag. Vi ventede herefter nogle timer på en helikopter – dog samtidig med, at vi kunne nyde en rigtig god udsigt over dalen og søen Rautasjaure i et udsøgt vejr.
Men efter 4 timers forgæves venten med spotten tændt, begynde vi at miste troen på, at en helikopter ville indfinde sig – og vi vedtog en plan B. Plan B gik ud på, at jeg, mens Christian blev hos den tilskadekomne, skulle bevæge mig mod Abisko gennem dalen Nissonvaggi, og at jeg, når jeg nåede mobildækning, skulle kontakte den lokale helikoptertjeneste i Abisko via mobilen. Jeg forlod de andre ca. kl. 15.40 og gik hele aftenen og ud på natten gennem Nissonvaggi, dog afbrudt af en pause, hvor jeg
lavede aftensmåltid. Turen var flot; og natten blev en rigtig fin nat med midnatsol – kun med den MEN, at der netop den nat var en usædvanlig stor koncentration af myg. Omkring midnat var jeg så langt fremme, at jeg igen kunne se udsigten over Torneträsk, denne gang fra Nissonvaggi. Midnatsolen over Torneträsk var uforlignelig! Og her var det så, at jeg tændte mobiltelefonen for at tjekke forbindelsen. En helikopter var kort før passeret over mit hoved, og efter nogle minutter modtog jeg en SMS fra Christian og tilskadekomne, at de netop var blevet fløjet til Abisko og der havde fundet et logi! Mellem 11 og 12 timer, efter at SOS-alarmen blev udløst! Jeg bekendtgjorde, at jeg ville telte, hvor jeg var, og næste morgen ville fortsætte ned til dem, hvilket kunne tage et par timer. Og det gjorde jeg så!
Jeg havde svært ved at sove, først fordi jeg var kommet højt op i omdrejninger på natteturen, og senere fordi den tidlige morgensol bagte på teltdugen!
(Da omstændighederne omkring ventetiden og dens årsag falder uden for denne beretning, vil jeg her undlade at uddybe mere om dette og om mine deraf følgende overvejelser omkring spottens brug. Skal dog lige præcisere, at jeg er blevet klar over, at GEOS, der modtager nødkald fra Spot, reagerede hurtigt, men at det var det svenske politi, som reagerede langsomt på henvendelsen fra GEOS. Det hører også med, at min familie i Danmark blev kontaktet, fordi jeg havde brugt spottens SOS-knap – dette kom bag på mig og medførte, at jeg næste morgen måtte ringe hjem og berolige dem med, at det ikke var mig, der var kommet galt afsted).
OBS: Jeg har nu præciseret mere om spotten og sikkerheden i fjeldet her.)
Dag 4 - 7: Kungsleden fra Abisko til Sälka.
Som før antydet sov jeg ikke meget den nat, så jeg var tidligt på benene igen. Flot vandring ned over skråningerne mod Abisko. Jeg fandt Christian og tilskadekomne på Abisko Hostel, næsten lige ved siden af helikopterlandingspladsen. Jeg fik her nogle timers pause, hvor jeg lånte en seng lidt af tiden.
Mens den tilskadekomne ville tage toget hjem herfra, fortsatte Christian og jeg over middag ad Kungsleden (kendt vandrerute gennem de nordsvenske fjelde, som starter i Abisko) i sydlig retning. Planen var, at vi ville skyde en genvej ad Kungsleden for at kunne indhente den resterende gruppe, som nu havde et forspring på flere dage. Første dag gik vi gennem Abisko Nationalpark. Allemandsretten gælder ikke inden for nationalparken, så vi gik til Abiskojaurestugan sydligst i parken. Her kan man telte ved hytten mod betaling. Solen bagte uafbrudt og skabte nogle for fjeldet i Lapland usædvanligt høje temparaturer, betydeligt over 20 grader. Jeg var godt brugt, da vi nåede frem. Og næste morgen meldte jeg ud til Christian, at min døgnrytme var slået så meget ud af kurs, at jeg havde behov for en overliggerdag. Christian måtte altså fortsætte alene i forsøg på at nå gruppen. Hvorvidt jeg selv ville nå at se gruppen igen var mere usikkert.
Abiskodalen ligger lavt i birkeskovszonen, og jeg havde slået teltet op på et skyggefuldt sted under træer og lagde desuden sovepose og beklædningsgenstande over teltdugen, så solen ikke bagte så hårdt, mens jeg tog en slapper dagen over. Ved stugan er der opført et lille gæstekøkken for teltliggere; så her var der lejlighed til at hilse på andre vandrere af forskellige nationaliteter. Ud over svenskere, tyskere og hollændere var der også folk fra USA og sågar Australien. Et par dage senere traf jeg endog ukrainere på Kungsleden. Kungsleden er meget kendt (bare prøv at søge ordet på Google!).
Næste dag: På vandring igen. Kort efter Abiskojaurestugan og nationalparkens grænse, følger en stigning på nogle hundrede meter. Her passerer man trægrænsen og får først en stor udsigt tilbage over Abiskodalen. Og frem over følger der et udsøgt åbent fjeldterræn med vide udsyn og høje afrundede fjelde ud til siden og talrige søer. Det er her, Kungsleden rigtig begynder. Terrænet fejler intet. Når jeg i regelen har valgt at vandre uden for Kungsleden, skyldes det primært, at jeg foretrækker udfordringerne ved at vandre uden for pænt tilrettelagte stier og finder det spændende selv at finde vejen i et enormt område, hvor man ikke møder mange. Kungsleden skal være Skandinaviens mest benyttede vandrerute, så her møder man en pæn strøm.
De sidste 5-6 km før næste hytte, Alesjaurestugan, er der mulighed for at sejle på en sø i stedet. Jeg valgte bådturen for at spare tid og for at kunne nå noget længere frem, idet jeg stadig håbede at kunne nå at hilse på Outsite-gruppen ved Sälka, inden jeg gik ud på min egen pionérrute. Det er en same fra Alesjaure Sameviste (et sted, hvor samerne bor om sommeren p.g.a. renavlen), som forestår bådtransporten. Han fortalte bl.a. at det i år var svært med kalvemærkningen, fordi renerne opholdt sig meget højt til fjelds p.g.a. det usædvanligt varme vejr og bebudede i øvrigt, at han i sine mange år i fjeldet aldrig havde besteget Kebnekaise, men til gengæld havde været på alle de andre toppe i området!
Efter et par indkøb på Alesjaurestugan fortsatte jeg nogle timer og fandt så et sted at telte, ca. midtvejs mellem Alesjaure og næste hytte, Tjätkastugan – efter i alt ca. 22 km’s vandring. Igen var jeg godt brugt – det tager tid at indhente, når døgnrytmen har været slået ud af kurs.
Det solvarme vejr fortsatte ufortrødent. Når man kender fjeldets normale skiftende vejrlig, føles det unaturligt. Jeg fortsatte op forbi den lille Tjätkastugan og steg, efter en lang siesta midt på dagen, op over Tjätkapasset, som er det højest beliggende sted på Kungsleden i ca. 1100 meters højde med et lille nød-vindskydd. Derefter gik det pænt nedad et stykke til næste dal, Tjätkavagge (på samisk: Vagge=dal), som derefter fortsætter langt mod syd. Jeg nåede Sälkastugan ud på aftenen efter ca. 19 km, igen godt brugt. Købte for en gangs skyld en frysetørret ret for at spare tid (normalt bruger jeg mit hjemmetørrede mad, som skal blødes op før kogning) og nåede også vask og sauna. Jeg spurgte til Outsite-gruppen. Gruppen havde været forbi for at handle midt på dagen og var derefter fortsat sydover! Hm! Det var så det! Det var dog rart at nå stedet, der ligger flot og har indkøbsmuligheder. Så der blev drukket lidt cola og spist hybensuppe. Mange telte på teltpladsen. Og så blev der skygge til aften, fordi solen gik om bag fjeldet – rigtig dejligt efter en meget solvarm dag!
______________________________________________________________________________________________________________________________________
OBS: Orientering om Kungsleden:
Man kan vandre fra hytte til hytte på hele Kungsleden, der i alt er ca. 450 km lang (fra Abisko i nord til Ammarnäs i Jämtland i syd). Der kan provianteres på hver anden eller tredje hytte. Hytterne forsynes ved hjælp af helikoptere, da der er langt til veje. Udvalget består derfor af langtidsholdbare produkter som f.eks. knækbrød, dåseleverpostej, tun på dåse, ostetuber, suppeposer, frysetørrede retter o.l.. Der findes gæstekøkken for de, der overnatter på hytten og et andet for teltliggere i hyttens område. På alle svenske hytter (i modsætning til norske) er der en stugvärd til stede, som viser gæsterne til rette. Stugvärden får sit ophold betalt + lidt mere – for sin indsats. STF (Svenska Turistföreningen) er lidt udskældt for sine priser, der påstås at være højere på Kungsleden end andre steder – på den anden side er transporten af varer og materiel med helikopter jo en stor postering! På Kungsleden er der gjort en del ud af, at vandringen skal være let. F.eks. er der typisk lagt planker ud over sumpede eller stenede strækninger; og der er broer over alle elve, så større vad forekommer ikke (og Kungsleden har her en klar særstatus sammenholdt med andre vandreruter!).
______________________________________________________________________________________________________________________________________
Dag 8 og 9: Singivaggi og Kebnekaise.
Det uforlignelige sommervejr fortsatte. Så planen om evt. bestigning af Kebnekaise i klart vejr blev efterhånden et klart ”skal”! Betingelserne ville aldrig blive bedre!
Derfor endnu et lille stykke mod syd ad Kungsleden - og derpå opstigning mod øst til dalen Singivagge, der er et godt alternativt udgangspunkt for bestigningen (de fleste starter fra Kebnekaise Fjällstation). Singivagge ligger lidt højere end Tjätkavagge og er lidt mere ”rå” at færdes i med masser af store stenblokke at balancere på. Der er en svag markering af en rute med mærker, som man dog visse steder skal kigge godt efter. Øverst i dalen findes nogle fine græsbevoksede partier med god plads til mange telte. Jeg fandt en plads lidt før den øverste kam, som jeg kunne bruge som base og vende tilbage til efter en dags bestigning uden den store rygsæk. En enkelt vandrer havde slået lejr lidt længere fremme, og senere fulgte et ungt tysk par, som jeg havde mødt flere gange på Kungsleden. De slog lejr lidt længere fremme end jeg. Ud på aftenen dukkede endnu et telt op. Så kort sagt: Det er tilsyneladende ikke herfra, der er den store tilstrømning til Kebnekaise. Jeg var tidligt fremme og fik en lang og stille eftermiddag og aften i den brændende sol med god mulighed for at være udhvilet inden bestigningen. Dagens etape var på beskedne 11 km.
Bestigningen startede næste morgen i ca. 1000 meters højde i stadig solklart vejr (toppen er 2111 m.o.h.). Ved kammen midt i Singivaggi drejes til venstre gennem en sidedal, og man følger elven gennem denne i en stor bue, først mod nordøst og senere øst og stiger langsomt og roligt op. Snart ophører græspartierne; og man går på sten resten af turen op. Ind imellem et længere stykke på en snefane.
Efter nogle timer passeres en stor kløft på højre side, gennem hvilken man på ny ser dybt ned i Singivaggi. Omtrent her stiger man også lidt brat op og vader en fos fra venstre; og her bør man tanke vand, da dette er den sidste tankningsmulighed før toppen. Efter endnu lidt klatring i store klippeblokke nås en højtliggende dal, kaldet ”Kaffedalen”. Her høres stemmer, og snart støder man til Västra Leden, ruten som fører fra Kebnekaise Fjällstation til toppen. Ind til denne var jeg helt alene på sporet; men herefter kom jeg til at gå i en lind strøm af folk, som kom fra fjällstationen. Efter Kaffedalen går det brat op næsten 400 m til en lille hytte, Toppstugan, og derefter stiger det endnu et par hundrede meter til Sydtoppen. Det sidste stykke på en iset snekam. En del andre, som kom i grupper benyttede her eissteigen og tove for ikke at skride. Men med lidt påpasselighed gik det også fint uden.
Og hvilken udsigt i alle retninger. Tydeligt sås i horisonten mod syd de markante højdepunkter i Sarek, Sarektjåkka, Nijak og også Akka. Og helt tæt på de markante gletchere rundt omkring Kebnekaises top, Rabots Glaciär og Björlings Glaciär m.fl.. Og lidt fjernere en del for mig velkendte steder. Toppen var et ganske lille område at færdes på, hvorfra det gik brat ned til alle sider. Så det krævede lidt koncentration bare at stå her.
Sidst jeg var, sås udsigterne glimtvis gennem huller i skylaget. Og sådan er det nok de fleste dage! Jeg husker også, at man den gang måtte gå i sne fra før Toppstugan – denne gang var der snefrit længe efter. Der havde været hedebølge pænt længe!
Tilbage ned ad snekammen – og derpå frokostpause i stenene. Bagefter retur samme vej, som jeg var kommet op. På vej ned mødte jeg endnu en vandrer på vej op fra Singivaggi – han var nu startet helt i Sälka om morgenen. Da jeg omsider nåede mit telt, var det godt 12 timer siden, jeg havde forladt det. Og et par nye telte var dukket op i dalen.
Dag 10 og 11: Sälka til Sitasjaure.
Næste morgen tilbage til Sälka for at proviantere til den næste gode uges tid. Dernæst igen lidt sydpå til stidelingen mod Hukejaure-Sitasjaure-Ritsem, hvor jeg havde parkeret rygsækken, mens jeg var ved Sälka.
Der står et skilt ved delingen. Der har formentlig også stået stednavne på dette skilt en gang; men det er vist meget længe siden! Efter en frokostpause fortsatte jeg mod vest – passerede broen over Tjätkajåkka og steg derpå lidt op til dalen Gucchivaggi, som løber i denne retning. Døjede på længere strækninger med at finde afmærkningen, men kunne dog følge vinterafmærkningen for snescootere – og ifølge kortet skal sommerruten faktisk også falde sammen med denne over en længere strækning. Slog lejr på en blomstereng et snævert sted i dalen, godt halvvejs i Hukejaure, på en lille tør plet – et sted, hvor der ikke lige vældede vand op fra undergrunden. Fortsatte næste morgen og mødte kort før Hukejaure et par tyskere – og konstaterede her forskellen på at møde folk på Kungsleden og uden for Kungsleden. På Kungsleden hilser man, uden for Kungsleden stopper man op og samtaler i nogle minutter!
Da jeg konstaterede, at jeg på Sälka havde glemt at købe kartoffelmospulver, gik jeg også inden om hytten på Hukejaure i håb at finde noget der. Og jo, jeg havde heldet med mig. Det var skiftedag, hvor der skulle ny stugvärd på stedet, og de hidtidige skulle forlade det. De havde rester i overskud, som de ikke havde brugt – så jeg overtog nogle poser potatismos – kvit og frit! Hvor heldig har man lov at være! (Der er ikke proviantsalg på Hukejaure). Mødte folk igen et par gange senere på dagen – og regelen fra før holdt stik – det resulterede faktisk i en samtale hver gang!
På strækningen mellem Hukejaure og Sitasjaure flader terrænet mere ud. Fladt er der ikke; men stigninger hhv. fald er ekstremt lange med meget lav stignings- hhv. faldprocent, og udsynet bliver meget langt. Et par markante snefjelde i horisonten lå ret forude det meste af dagen og nærmede sig kun meget langsomt. Lidt før elven Ainajåkka ligger en sameviste lidt ude til højre; og herefter fulgte en hel del af spor fra samernes ATV’er og motorcykler i terrænet. Jeg krydsede faktisk en enkelt motorcyklist.
Vejret sidst på dagen blev meget lummert, og på lidt afstand iaggtog jeg et par kraftige tordenskyl – ingen af dem ramte dog præcis, hvor jeg gik! Jeg gav den en skalle og fortsatte helt ned til Sitasjaure, hvor jeg indlogerede mig i hytten, da jeg dels manglede teltpladser p.g.a. meget vidjekrat ved søen og dels havde vandret meget langt. 27 km blev den længste dagsetape på hele turen. Ved Sitasjaure er der endnu en sameviste og også en vej – vejen til Ritsem fortsætter faktisk helt herud! Sitasjaure ligger i sydenden af en stor sø, der er opstemmet med henblik på elproduktion.
Så det faldt mig ind at tjekke mobilforbindelsen – og jo, der var internet! Så jeg benyttede lige lejligheden til at sende en mail hjem og modtog også en svarmail lidt senere.
Dag 12 og 13: Off piste fra Sitasjaure nord om søerne til Nordkalottleden.
Den følgende dag, hvor jeg kun havde kortet og ikke længere havde markerede ruter at færdes efter, startede med en stor opstigning på nogle hundrede meter. Også her var der en del spor efter samernes terrængående køretøjer. Jeg krydsede et renhegn et pænt stykke oppe, og herefter begyndte terrænet langsomt at flade ud. Og efterhånden dukkede der også nye udsyn op. Som ventet fra kortet fulgte et stort udsyn over et mægtigt søområde mod syd. Søerne Kätsak og Sievgokjavvre, som ligger nord for den store Akkajaure, fyldte udsynet i adskillige timer. Først var terrænet utroligt letgået. Senere måtte jeg nord om en stor lavning for ikke at miste for mange højdemeter og måtte her gå på langs af en skråning på et langt besværligt stykke med en del tværgående småkløfter. Herefter krydsede jeg elven Njuovtjavvjåkka nord for lavningen og fulgte herefter kompaskursen 240 grader et langt stykke, ind til jeg krydsede en ny elv – og igen havde stort udsyn over søerne mod syd. Nu var også søen Ubmas kommet til syne. Længere mod syd kunne Akkajaure anes. Og fjeldet Akka på sydsiden af denne kunne også lige anes. Fulgte herefter omtrent 900 m kurven til næste elv, som jeg slog lejr ved – omtrent hvor 900 m kurven slår en sløjfe mod syd. Jeg fik her en rigtig flot aften med store udsyn, selv om det stabile vejr var i aftagende, og der blev nogle variable himler med skiftende skyformationer at iaggtage. Efterhånden fulgte også lidt småregn og vind fra nordvest. Jeg sad dog pænt i læ af teltet og kunne betragte det hele gennem teltåbningen, mens maden blev klar på trangiaen. Jo, det var omtrent, som jeg havde forestillet mig. Prima lerjslagning! Dagsetape godt 20 km.
Jeg vågnede op til gråt, men tørt og mere klart vejr, igen med nye himler og nyt lys over søerne. Igen fulgte jeg en kompaskurs, ca. 280 grader, og ramte lige nord om et par søer ved indgangen til en lille dal, der langsomt steg op og blev til et pas i den anden ende. På denne strækning løb jeg på et par mindre flokke af rener. Efter passet fulgte udsigten over søen Skuoggejaure og massivet Skuoggetjåkka på den anden side af denne. Langs med søen løber et stykke af Nordkalottleden mellem de to norske hytter, Røysvatn og Pauro, der dog på vej mellem disse går gennem Sverige, fordi terrænet på norsk side er for umuligt. Fra passet så jeg i kikkert en enlig vandrer passere på denne rute.
Efter frokostpause med udsyn over søen passerede jeg broen i dens sydende, hvorefter jeg skråede mod sydvest vest for elven Svartijåkka. Terrænet blev her en del mere besværligt, først p.g.a. en del vidjekrat, senere p.g.a. af store klippeblokke og tværgående kløfter, som jeg måtte bevæge mig en del op og ned for at passere. Imens forsvandt skyerne, og igen blev der nærmest hedebølge som blot et par dage tidligere. Fik flot udsyn over søen Sårgåjaure og flere flotte snefjelde mod syd og sydøst, herunder endnu en gang det markante Akka på pænt stor afstand.
Pludselig stødte jeg på nogle usædvanligt markante varder i terrænet. Først var jeg i tvivl om, hvad disse skulle markere; men jo, det viste sig at være Grensleden mellem Ritsem og Sørfjorden i Norge, der var markeret med en helt særlig type monumentale varder, som jeg aldrig har set mage til før. Jeg fulgte ”monumenterne” et par km mod vest og holdt eftermiddagskaffepause på et udsøgt sted mellem nogle småsøer på Grensleden. Havde kort forinden læst om Grensleden på Gällivare Kommunes hjemmeside. Den var her beskrevet som et EU-støttet projekt, der knyttede sammen på tværs af grænsen! Ha ha! Gode formuleringsevner – så kan man vist få EU-støtte til alt! Der skulle forefindes nogle shelters/vindskydds til at overnatte i med jævne mellemrum – og så altså monumentvarderne – ja, de var vel også en del af nyskabelsen, som kunne udløse EU-støttekroner!
Kort efter nåede jeg krydset mellem Grensleden og Nordkalottleden, her syd for Røysvatn. Jeg fulgte herefter Nordkalottleden i sydlig retning et par km på et temmelig kuperet stykke, hvor en del højdekurver måtte krydses. Herefter gik det dybt ned i en slugt, hvor støvlerne måtte af under passagen af et temmelig stort vad – indløbet til Sårgåsjaure. Og her i agttog jeg en ting, som jeg også iagttog flere gange siden. Jeg var tæt på grænsen – og Norge er meget smalt på disse breddegrader; men vandskellet ligger altså på den norske side – så alt vandet løber fra Norge ind i Sverige, ikke desto mindre!
Lidt op ad og så lidt mod øst på sydsiden af vandløbet, til jeg slog lejr på et lille plateau med udsigt over Sårgåsjaure og mod Akka. En smuk aften fulgte. Eneste minus var, at der her kun var stillestående vand, som jeg for en sikkerheds skyld kogte før brug. Dagsetape godt 22½ især på det sidste stykke lidt udfordrende km.
Dag 14 og 15: Nordkalottleden mellem Røysvatn og Hellemobotn.
På stedet, hvor jeg slog lejr var jeg faktisk kommet bort fra ruten, idet jeg ikke kunne finde mærkerne – og hvorfor mon? Jeg gik nok der, hvor det i min optik ville være logisk at lægge ruten, nemlig så vidt muligt uden om højderne - og fandt ikke nogen mærker der. Først efter lejrslagning fik jeg øje på mærkerne, igen disse monumentvarder, som jeg først så på Grensleden og som altså åbenbart også havde indfundet sig på denne del af Nordkalottleden. De stod højt oppe og egentlig meget tydeligt – jeg havde bare ikke haft fantasi til at forestille mig, at ruten kunne gå den vej op og kunne også knapt få dette til at harmonere med, hvad jeg læste af kortet. Ikke desto mindre valgte jeg at følge markeringen og tænkte, at personerne, som havde mærket ruten af, sikkert havde haft nogle intentioner om at udfordre vandrerne med nogle ekstra højdemeter. Jeg har dog ikke prøvet mulige alternativer efter!
Men under dagens vandring ændrede terrænet gradvist karakter. Der blev efterhånden flere nøgne skrånende klippeflader, nærmere betegnet det fænomen, som i Norge kaldes ”svaberg” og som nok mest er et norsk fænomen. Og ruten fulgte da også grænsen ganske tæt. Desuden gik det en hel del op og ned – ikke de helt store fald og stigninger, men ganske mange små, idet en masse små tværgående kløfter bestandigt måtte passeres. Afmærkningen: De bastante monumenter, som var brugt her, er nok tydelige på afstand – men hvad er der ved at se en varde på en halv km’s afstand, hvis man under passagen af flere lave steder undervejs hen imod den – ikke kan se den og dermed have fornemmelsen af, om man bevæger sig den rigtige vej? Kort sagt: Jeg havde gået uden for markerede ruter nogle dage, men fandt egentlig dette betydeligt lettere end at følge markeringen på denne del af Nordkalottleden! Fandt, at der trods de bastante monumenter var udtalte mangler imellem disse!
Desuden medførte strækningen denne dag hele 4 større vad, hvor støvlerne måtte af under vadet. Og konklusionen fra før holdt stik. Vandet strømmede hver gang fra det smalle Norge ind i Sverige.
Sidst på dagen et langt stykke på vestskråningen af dalen langs elven Skajdejåkka. Egentlig en grøn og frodig, men også stenet og besværlig dal. Længere fremme nås elven Valldajåkka, som mod øst løber ud i Akkajaure. Her støder man til ruten mellem Vaisaluokta (overfor Ritsem på sydsiden af Akkajaure) og Hellemobotn. Jeg fulgte ruten vestpå mod Hellemobotn, igennem lidt sump og et par vad, og slog lejr ved en lille sø; Njallajavvri, ca. 1 km før grænsen. I løbet af dagen var det blevet gråt med regnbyger, og til aften fulgte et længerevarende regnvejr. Så jeg kokkererede i teltets apsis. Fy da! – men jeg gør altid dette med stor påpasselighed! Dagsetape: Godt 16 ret så krævende km.
Om morgenen skinnede solen, da jeg lagde på vej. Omtrent ved grænsen passerede jeg en lille lejr med et par lystfiskere, som havde gummibåde! Disse undrede jeg mig over og spurgte, om de var ankommet i dem? Nej, de var blevet fløjet herud i helikopter og havde også en aftale om afhentning nogle dage senere! Så sådan kan man altså også komme på fjeldet!
Et lille skilt med teksten ”Nu lämnar du Sverige och Jokkmokks Kommun. Välkommen åter!” markerede grænsen!
Efter grænsen fulgte afmærkning efter god norsk standard! I fugleflugt skal der være 6 km fra den svenske grænse til fjorden ved Hellemobotn. Så nedstigningen begyndte ret hurtigt efter grænsen. ”Svaberget” blev om muligt endnu mere udtalt på denne side af grænsen, og terrænets konturer gjorde tydeligt, at der nærmede sig et stort dyb. Efter passage af et område med kæmpe klippeblokke, som man nærmest færdedes neden under, fulgte udsigten over, hvad der skal være Nordeuropas største ”juv” (norsk ord for kløft eller canyon). Måtte stoppe og bruge tid på en lille afsats til at betragte dybet, som det nærmest var umuligt at gengive på et billede!
Fortsatte nedstigning gennem en blandet skov og kom senere til passager på stejle skrånende klippeflader, hvor stien var sikret med sten, der blev holdt oppe af jernspigere i klippen. Sådanne klippeflader kan nemlig være ganske lumske, specielt i regnvejr.
Gjorde behagelig pause på stedet, hvor jeg fik det første glimt af fjorden ved Hellemobotn – på en klippe, et sted hvor vandet til kaffen løb lige bagved! Længere fremme talte jeg med et ældre norsk par, der var ude at plukke multer (multebær) på skråningerne.
Jeg skal også lige nævne, at den rute, som jeg fulgte ned mod Hellemobotn, i krigens tid blev benyttet meget den modsatte vej af jødiske flygtninge, der søgte tilflugt i Sverige!
Til sidst ned til den lille isolerede bygd, Hellemobotn, der ikke har vejforbindelse til omverdenen og kun besejles 3 gange ugentligt af Hurtigruten, dog kun om sommeren og kun mod bestilling! Vel nede besøgte jeg en ejendom for at tanke vand og spurgte, om de stadig var fastboende her. Nej, den sidste jordbruger stoppede for 15 år siden; men damen, som jeg spurgte, var født og opvokset her, hvilket i det hele taget gjaldt flertallet af de, der tilbragte sommeren her i bygden ved fjorden mellem de høje, stejle fjelde. Jeg tænkte, at Bjørnstjerne Bjørnsons sang ”Ud vil jeg ud – over de høje fjelde” sagtens kunne være blevet skrevet af en et ungt menneske på dette sted!
Det var midt eftermiddag, da jeg ankom. Jeg havde bestilt båd til fredag aften – og det var torsdag, så jeg var fremme en dag før beregnet! Godt, at der også var bådmulighed torsdag aften. Der var dækning på telefonen, så jeg ringede til M/S Visten og ændrede min bestilling. Det sidste var dog ganske unødvendigt. Da klokken nærmede sig 20, strømmede mange mennesker til bådebroen – ind til da havde jeg ikke set mange personer. Der skulle tages afsked med besøgende i bygden. Og det virkede som én stor familie, der mødtes på bådebroen og pjattede og lo tilsyneladende kendte hinanden rigtig godt. Da M/S Visten dukkede op i det fjerne, lignede den et lille fnug på fjorden mellem fjeldene, men havde dog ganske god plads, da den ankom. Jeg gik om bord sammen med en del andre og iagttog, hvordan en kran på båden hejste forsyninger i land – herunder byggematerialer til udbedring af husene.
M/S Visten sejlede herefter ud på Hellemofjorden, der er den inderste gren af den meget lange Tysfjord. Trods hurtig fart tog det over en time at sejle til Drag, hvorfra jeg skulle finde busforbindelsen videre til Bodø. Jeg ankom til Drag lidt før kl. 22 og fandt et overnatningssted i enden af bygdens fodboldbane, hvor jeg slog telt op.
Næste morgen først med bussen et kvarter fra Drag færgehavn til Drag Kryds, hvorfra videre forbindelse med bussen mellem Narvik og Bodø ad hovedvej E6. Rejste med denne bus i 3½ time. Jeg skulle flyve fra Bodø 2 dage senere og fik altså et lille ophold i Bodø. Havde beregnet lidt snor i planen!
Bodø.
I Bodø boede jeg på vandrerhjemmet, der ligger i tilknytning til jernbanestationen. Bodø er en meget ung by, som jeg også kom til i fjor med færge fra Moskenes på Lofoten. Byen ser umiddelbart jævnt kedelig ud. Jeg fandt dog den mellemliggende dag ud på en smuk spadseretur ud til Bodøgården, der vel ligger ca. 4-5 km sydøst for bymidten med en udsøgt malerisamling af gode gamle norske malere. Der var særudstilling med maleren Adelsteen Normann (1848-1918), hvis malerier jeg fandt ganske meget beundring for, men også for en del andre. Besøgte også den smukke Bodin Kirke lige i nabolaget og også et mindesmærke over krigsfangelejren i Skeiddalen i samme område. Landsbyen Bodin er i det hele taget et smukt og idyllisk sted. På vejen derud gik jeg bl.a. gennem Rensåsparken, der ligger højt og har flotte udsyn over fjorde mod både nord og syd og til sneklædte fjelde bag fjordene. Og så nød jeg i øvrigt at have en ret stille dag, hvor der ikke skulle ske særlig meget - efter en lang og til tider krævende fjeldtur. Og samtalede med andre gæster, der også agtede sig på fjeldet.
Dagen efter: Flyvning fra Bodø til København via Oslo - og tog hjem fra København samme dag.
Til fotoalbummet, der hører sammen med denne beretning.
Med 116 fotos inkl. kortskitse.
Andre relevante links:
Sejlplan for Hurtigruten på Tysfjorden i norsk Nordland (inkl. relevant telefonnnr. på M/S Visten)
Til Rejseplanlæggeren for Nordland Fylkeskommune.
Søg de billigste flyforbindelser uafhængigt af flyselskab på www.rejsefeber.dk.
Til de svenske jernbaner.
Til Den norske Turistforening.
Kort:
Jeg brugte Lantmäteriets Fjällkarta BD6 og BD7.
Disse kan med fordel bestilles på: http://www.kartbutiken.se/lantmateriets-kartor
Til et godt online planlægningskort over Sverige.