Jenses Vandringer/ Vandreture


Sevedeleden og Höglandsleden februar 2020 
(vintertur i den milde vinter)


Til fotoalbum for den her beskrevne tur.


Sevedeleden er relativt kort rundtur på 58 km i det nordøstlige Småland (i grænseområdet mellem Jönköpings og Kalmar Län i Sverige). Turen kan fint tages med udgangspunkt fra Mariannelund. Med ganske kort varsel blev jeg inviteret på denne rundtur i den ekstremt milde vinter 2020, hvor der stort set ingen sne var. Sevedeleden består i vid udstrækning af smukke lysåbne fyrreskove med udpræget lavbevokset skovbund over store strækninger. Der er også tættere skov hist og her. Ruten er særdeles godt afmærket. Terrænet varierer meget. Hist og her kommer man til partier med høje, næsten lodrette klippeskråninger. Halvvejs rundt kommer man til Kvills Naturreservat, der egentlig er et gammelt dyrket landskab, men i dag passer sig selv. Man får et lille indblik i det kummerlige og slidsomme liv, de smålandske småbønder har haft i tidligere tider. De gamle gærder, hegn osv. står der fortsat. Store sten er skubbet sammen for at skabe plads til dyrkning.


(Kvills Naturreservat skal ikke forveksles med Kvills Nationalpark, som ligger lidt nord derfor og er et udpræget gammelt urskovsområde).


Efter Kvills Naturreservat ligger et fornemt shelter, som er indrettet med 6 køjesenge, som vi var så heldige at finde, lige præcis da der blev uvejr med kraftig storm og regn. Da vi skulle videre, var uvejret omtrent overstået. Ved Brånnhult passeres en karakteristisk gammel svensk landsby, hvor det dog i dag er småt med landbruget. Husene bruges vist mest som ferieboliger. Videre gennem skove og klippelandskaber. Ved Spångån var der i gammel tid nogle papirværker. Vi fandt en god lejrplads under træerne ved Spångån.                                                                    Lejrslagning ved Spångån


Den sidste dag mod Mariannelund var der en del landbrugsjord, og stien forløber her forholdsvis tæt på den trafikerede landevej mellem Jönköping og Västervik. Trafikken høres tydeligt visse steder her. Ellers går det meste af Sevedeleden dog fjernt fra alfarvej.


Vi sluttede med overnatning på shelterpladsen ved Åsjön lidt nord for Mariannelund, hvorefter Kirsten og Terje, mine følgesvende, valgte at rejse hjem. Jeg valgte at vandre et par dage mere på Höglandsleden.


Höglandsleden har også en gren, der starter i Mariannelund, nemlig netop ved Åsjön. Jeg valgte dog at starte med at tage bussen fra Mariannelund til Bruzzaholm, lidt vestligere og vandre ud på Höglandsleden derfra, fordi jeg derved ville kunne nå over Skurugatan, som er en ret kendt stor kløft med op til 35 m høje lodrette klippesider. Skurugatan er et besøg værd. Ved Skurugatan ligger også højdepunktet Skuruhatten, 338 m.o.h., hvorfra der er stort udsyn. Efter Skurugaten, som er en lille afstikker fra selve Höglandsleden, ad Anebyleden, fortsatte jeg ad Höglandsleden til Eksjö og sluttede vandreturen der. Jeg overnattede på shelterplads umiddelbart syd for Skurugaten.

Höglandsleden er en ca. 450 km lang vandrerute, som krydser rundt i ”Det småländska Höglandet”. Den indgår også som en del af den endnu længere Smålandsleden.
I den svenske beskrivelse om Höglandsleden er der lagt vægt på, at ruten ikke går i vildmark, men derimod gennem gammelt kulturlandskab. Det er dog Sverige, og der indgår ganske meget skov, selv om der også er hyppige lysninger med hytter og gammel mark, der dog i dag oftest ligger som græsningsarealer. Skovbruget ses også tydeligt.


Offentlig transport: Det er let at komme til de her beskrevne lokaliteter. Man rejser med SJ-tog fra København H til Nässjö C, hvor man skifter til bus mod Vimmerby. Denne bus stopper såvel i Mariannelund som i Bruzzaholm m.m. Billet til både tog og bus købes via www.sj.se.

Der er helt sikkert også let forbindelse fra Göteborg.


Links:


Til fotoalbum for den her beskrevne tur.


Sevedeleden


Höglandsleden


Sveriges Järnvägar (bestil her billet til både tog og bus)


Resrobot.se (den svenske rejseplanlæggger)