Påskefjeldtur 2008, Hardangervidda.

Til fotoalbummet for den aktuelle skitur på Hardangervidden.

Indledning.

Min første egentlige vinterfjeldstur fandt sted i påsken 2008. Sidst i marts. Jeg havde meldt mig til en gruppetur med Bergen Turlag. Kort forinden, nemlig i februar, havde jeg været på en mere traditionel skitur med NFA, bl.a. for på ny at vænne mig til at have ski under fødderne, hvilket jeg ikke havde haft i mange år. Den del, der omhandler færdigheder på ski, gik godt. Alligevel gik vinterfjeldsturen ikke helt som planlagt.

Turen gik til Hardangervidda, som for mig er gammelkendt område fra adskillige sommerfjeldvandringer for år tilbage.

- og hvad er så Hardangervidda?

Hardangervidda er Nordeuropas største højfjeldsplateau. Den udgør en del af Langfjeldene, som er højderyggen mellem øst og vest gennem det sydlige Norge. En stor del er nationalpark.

Hele Hardangervidda ligger over trægrænsen og har en varieret arktisk plantevækst. Faunaen rummer bl.a. Nordeuropas største vildrenstamme. Selv om Hardangervidda er et plateau, er der dog ret kuperet i vest og nord. Turistforeningens hytter samt enkelte fåreholderhytter m.v. udgør Hardangerviddas eneste bebyggelse. Der er afmærkede vandreruter mellem hytterne om sommeren – og en del kvistede løjper om vinteren. Hytterne forsynes typisk med fly (med vandski) eller helikoptere – om vinteren evt. med snescootere, da der er langt til veje. Samlet areal: Større end Sjælland.

Beliggenhed: Bergensbanen, som forbinder Oslo og Bergen, krydser på det midterste stykke over den nordlige udkant af Hardangervidda.

Planen

Vi skulle krydse over den vestlige, kuperede del af vidda, fra Røldal i syd til Garen ved Vøringsfossen i nord. En tur på 5 dage. 3 overnatninger på små selvbetjeningshytter, 1 på en betjent. 

Følgende hytter benyttedes: Middalsbu, Litlos, Torehytten og Hadlaskard. Adskilt med passende dagsture på fra 5 til 8 timer (17 – 31 km) plus afstikkere.

Start på turen.

Jeg sejlede fra Hanstholm til Bergen, hvor jeg benyttede min fætter Oles hus i Landås som base. Tidligt skærtorsdag om morgenen mødtes jeg med gruppen på Bergen Busstation. Vi var 12 i gruppen – og alle øvrige var nordmænd – hovedsageligt fra Bergensområdet. Vi kørte i bus ca. 4½-5 timer for at komme til startstedet for turen.

Fra Bråstøl og gik det ad vej op til enden af den ca. 9 km lange sø, Valldalsvatnet, som vi dernæst krydsede op over. Stormen piskede, og samtidigt sneede det kraftigt, så det var godt, at kvistene stod rimeligt tæt langs ruten. Det ville ellers have været vanskeligt at orientere sig.

Jeg lå gennemgående langt fremme i flokken – og nordmændene roste mit skiløb - det kunne ikke derpå ses, at jeg var dansk!

Men sidst på dagen, da vi skulle op over skråningerne til første hytte, Middalsbu, fik jeg det pludselig dårligt og gik kold. Jeg kastede op – flere gange. De øvrige i gruppen fik fordelt min bagage mellem sig; og på den måde kom vi så frem til den lille hytte, hvor jeg måtte rekreeres. Hvad der gik galt følger længere nede ad siden.

Der var andre i hytten, som havde fyret op; så der var varme, da vi ankom.

Turlederen, Otto, trak en bobslæde med diverse fornødenheder efter sig. Således fik vi fjeldørred den første aften. Og efterhånden fik jeg også spiselyst og var i stand til at nyde aftenen.

"Vend om i tide - det er ingen skam å snu."

I hytten var der 8 sengepladser + 4 i et anneks; så flere måtte sove på gulvet. Jeg fik dog en seng. Om morgenen gjorde jeg mig klar til at fortsætte turen mod Litlos lige som de andre.

Men snestormen rasede stadig  uden for i kuling fra nordøst, og i sidste øjeblik fik jeg "kolde fødder". I lyset af gårsdagens hændelser turde jeg ikke stole 100% på dagsformen. Jeg valgte at blive tilbage i hytten, til uvejret havde lagt sig. Der lå en lang tur forude – og at gå kold midt på strækningen ville være en katastrofe. Måske ville det være gået fint – måske ikke.

Jeg tog altså afsked med gruppen, og planen blev herefter, at jeg skulle returnere til Røldal i fællesskab med et par norske damer, som også var i hytten. De var på vej den modsatte vej over Hardangervidden.

Ærgerligt! Men på  den anden side. Man skal ikke spøge med vinterfjeldet.

Én af de norske fjeldregler siger: ”Vend om i tide. Det er ingen skam å snu.”

Hvad gik galt?

Jeg er i generelt god fysisk form. Så forklaringen ligger ikke i formen.

Der skete et sammenfald af flere uheldige ting. Manglende spisepauser, manglene søvn de seneste nætter - og nok mest afgørende - manglende væskeindtagelse!  Jeg var kommet afsted fra Bergen tidligt om morgenen uden at have fået fyldt min vandflaske og fik heller ikke senere lejlighed til dette. (Hvordan det kunne ske er en længere historie, som ikke skal bringes her).

Alt dette kombineret med en tendens til hovedpine og kvalme, som af og til opstår, og som sikkert kan fremprovokeres af omstændighederne.

Langfredag - overliggerdag.

Hele langfredag stod himmel og jord i et. Der var ekstremt dårlig sigt, og selv de blot 25 m til toiletskuret blev hver gang gennemført i fuld kampudrustning. Man måtte grave sig ind.

De norske damer fandt det faktisk uforsvarligt af de to turledere at lade gruppen fortsætte som vejret var. Måske havde de ret. De fleste på egen hånd ville givet have valgt at ligge over en sådan dag – ind til uvejret var drevet over.

Jeg ved, at gruppen fik en hård dag.

Lørdag.

Herefter fulgte nogle pragtfulde dage i fjeldet.

Lørdag kunne vi således vågne op til en dag, hvor vinterfjeldet lå badet i fuld sol. Ganske opmuntrende. Vi begav os ad den samme vej tilbage, som jeg var ankommet om torsdagen. Tilbage mod Røldal.

(Jeg kunne selvfølgelig have fortsat alene; men dels strider dette mod fjeldregelen: ”Gå aldri alene”, og som ny i vinterfjeldet har jeg for meget respekt for det til dette).

Det lange Valldalsvatnet tog sig ganske anderledes ud i dette vejr end to dage tidligere. Så jeg tog mig en del tid til at nyde og fotografere, selv om damerne/jenterne godt ville hjem efter en uges tur i fjeldet. Et par gange mødte vi snescootere, og et par andre gange passerede vi hundespand med slæder. Valldalsvatnet er åbenbart en del brugt til slædehundetræning.

Vi ankom tidligt til Bråstøl, hvor jeg bestilte en taxa til Haukelisæter.

Haukelisæter.

Haukelisæter Fjeldstue ligger fantastisk smukt ved Haukelifjeldvejen, den lange øde vejstrækning, der  fra Røldal fører op over fjeldet mod Haukeligrend. Haukelisæter er et meget brugt udgangspunkt for længere sommer- og vinterture i fjeldene, både mod nord på Hardangervidda og mod syd i Setesdals- og Ryfylkeheiane, der er et andet  øde fjeldområde af næsten lignende udstrækning. Også der har jeg vandret en del sommerture.

Haukelisæter er dog også fortrinligt som base for dagsture.

Jeg tog et par fine dagsture med udgangspunkt fra Haukelisæter, bl.a. i retning mod Holmevasshytta, der ligger en dagsetape mod syd.

Haukelisæter, et luksuriøst sted på fjeldet, er let at komme til, idet her passerer busruter fra såvel Oslo, Larvik, Bergen og Haugesund dagligt.

Selv om jeg har besøgt Haukelisæter flere gange, overrasker omgivelserne mig - hver gang!

Afslutning - Bergen.

Mandag d. 24.3. om eftermiddagen tog jeg med ekspresbussen til Bergen. Om den ca. 5 timer lange bustur vil jeg indskrænke mig til at sige: Hvor er vestlandet dog bare fantastisk!

Til sidst i Bergen havde jeg nogle dage i min fætters hus. Familien kom hjem fra påskeferie i Danmark d. 26. Så ud over at gøre besøg kunne jeg bestige Ulriken og Fløyfjeldet, et par af ”Bergens 7 fjelde” med flotte udsigter. M.m.. Den 28. hjemrejse med M/S Bergensfjord til Hanstholm i ganske pæn søgang.

2½ times forsinkelse ved ankomst til Hanstholm.

Mig og vinterfjeld i fremtiden.

Selv om turen på Hardangervidda desværre ikke gik efter planen, er den temmelig sikkert ikke min sidste vinterfjeldstur.

Vil gerne på et tidspunkt på et kursus i vinterfjeld fra hytte til hytte. Et sådant omfatter også nødovernatning.

Måske senere vejledning i ture baseret på primitiv overnatning i vinterfjeldet.   

Til fotoalbummet for den aktuelle skitur på Hardangervidden.