Skarvheimen-Finse-Blåisen 2006

Fotos og kort fra turen i dette fotoalbum.  (Indeholder   også en løselig kortskitse, som viser, hvor turen fandt sted).

Hermed lidt om min første fjeldvandring i år 2006. Fra ca. d. 6. - 14. juli. Jeg havde arrangeret en gruppetur i Jotunheimen lidt senere på sommeren; men da jeg godt selv ville have lidt mere fjeld end dette, tog jeg altså først på egen hånd en tur i området Myrdal-Finse-Aurlandsdalen.

Rejsens afvikling 

Afsted til Bergen med fly - og så med tog et par timer til Myrdal Station, faktisk lige midt i fjeldmarken. Hjemmefra og de første 2-3 timers vandring samme dag. Det har jeg aldrig før oplevet. 

Jeg medbragte telt, trangia og proviant til nogle dage. Egentlig min første telttur i det  norske fjeld, selv om det er blevet til mangfoldige hyttevandringer gennem årene. Første dag altså lige et par timer på fjeldet i aftensolen inden lejrslagningen på barfjeldet. Nød den beroligende lyd af en tordnende fos i den nedgående sol, efter at have rumlet i tog, bus, fly og igen tog hele dagen. Lejrslagning ved et lille ”tjern” et kort stykke efter en lille beskeden bebyggelse: Seltuft. 

Første hele vandredag: Seltuft-Stonndalen-Vassbygd

Herfra fulgte jeg en lidet benyttet rute tværs over fjeldet til Stonndalen og videre til Vassbygd. Fine udsyn fra Lyngvellene med bl.a. fornemmelsen af den afgrundsdybe dal ned til Aurlandsfjorden lidt i baggrunden. En enkelt vadning uden støvler. Et lidt irriterende højspændingskabel på en del af strækningen. Flere steder forsvandt de ældgamle, slidte mærker helt, så jeg selv måtte finde ruten frem. På den bratte nedstigning til Stonndalen, forsvandt de totalt for mig, og jeg måtte krydse mig ned over lien gennem tæt birkeskov og altså uden meget oversigt - uden om lodrette klippeskråninger, som kun svagt kunne anes ovenfra. Samtidig begyndte det at styrtregne; men ned kom jeg. DNT garanerer ikke for afmærkningens kvalitet – man skal kunne anvende kort og kompas. Her var det dog lidt fatalt, synes jeg. Der ligger en privat hytte i Stonndalen, som dog ikke så ud til at være åben. 

Et skilt lige efter Myrdal Station

Fortsatte gennem den dybe og smalle kløft videre nedad mod Vassbygd nogle timer. Her er der ingen afmærkning; men til gengæld går der en ældgammel kærrevej i   bunden af kløften. Ca. 12 timer undervejs – toppede i 1300 meters højde og sluttede ca. 60 m.o.h.. Ikke et menneske på ruten hele dagen. Teltslagning ved Vassbygd. Der hvor stien gennem Aurlandsdalen starter, er der en lille plads, hvor der kan teltes. Ellers forefindes ingen egnede teltpladser før langt oppe, grundet høj vegetation, stejle skråninger og stenet terræn. 

2. dag: Vassbygd-Østerbø

  Dagen efter pæn opstigning ad stien gennem Aurlandsdalen. Her talrige vandrere - det er en populær rute. Og flot er det. Kløften og den tordnende fos for neden - og de bratte skråninger op til siderne. Midt i Aurlandsdalen passeres en gammel gård, beliggende på en smal hylde, ganske for sig selv. Hvordan nogen nogensinde har fundet på at slå sig ned der er mig en gåde. "Sinjarheim" var på tiden beboet af elever fra en økologisk jordbrugsskole en uges tid. Gennem århundreder har der i øvrigt gennem Aurlandsdalen gået en af de handelsveje, der har forbundet Østnorge med Vestnorge over Langfjeldene.

Jeg fortsatte op gennem dalen og tog den øvre sti, ”Bjønnstigen”, med pragtfulde   udsigter tilbage over dalens nedre dele. Flot sol og varmt vejr, korte ærmer og bukser. Fortsatte og slog lejr et stykke øst for hytten Østerbø ved en elv med drikkevand. Et par lange seje dage med ca. 22 kg oppakning i meget kuperet terræn - det mærkedes i anklerne. Derfor besluttede jeg de næste par dage at tage et par kortere dagsvandringer. 

3. dag: Østerbø-Steinbergdalen

Tog endnu en dag mod øst gennem Aurlandsdalen, der stadig er flot her, dog ikke som strækningen den første dag. En del af vejen går man på langs ad ret bratte skråninger, i     

det man i princippet følger højdekurverne et stykke oppe. Næste overnatning blev i

styrtende regn på en skråning et stykke over hytten Steinbergdalen.                                                                                                                                                                                                                   Sinjarheim er en ældgammel isoleret fjeldgård i Aurlandsdalen

4. dag: Steinbergdalen-Kongshelleren

Fik med møje pakket teltet sammen i regnen og steg op over fjeldet til Kongshelleren, en selvbetjeningshytte beliggende ved Kongshellervatnet i 1300 meters højde i meget stenet og forblæst område. Altså forlod jeg også her det populære hovedstrøg gennem Aurlandsdalen.

Egentlig en kort dagstur; men det var lidt tungt at få gang i benene den dag. Manglende søvn - eller det regnvåde telt på ryggen? Benene er bare ikke lige gode hver dag. Fik mig i hvert fald installeret på Kongshelleren, hvor der var enkelte andre gæster. Fik vasket lidt og fik tørret teltet, idet der i mellemtiden var blevet sol og en kraftig tørrende vind. Koldt - til strikketrøje, vindjakke og lange bukser.

Fik en sludder med et par norske piger, der havde været på brækursus og en mor og datter fra Berlin, som også havde fundet på fjeldet. At en hytte er en selvbetjeningshytte betyder i øvrigt, at der er udlagt proviant (man afregner selv i en postkasse i hytten eller evt. pr. éngangsfuldmagt) – i modsætning til en ubetjent hytte, hvor der ikke er proviant.

5. dag: Kongshelleren-Geiterygghytta

Næste dag mest i regn mod Geiterygghytta. Gode ben - helt anderledes end dagen før. Gjorde dog stop ved hytten p.g.a. det våde vejr - benene kunne have fortsat i en uendelighed. Havde egentlig tænkt at fortsætte til et sted mellem Geiterygghytta og Finse. Jeg faldt dog i godt selskab på hytten, der i øvrigt i særdeleshed var overbelagt. En fællestur med ca. 15 deltagere + et singletræf (sådan noget arrangerer Den norske Turistforening en del af i fjeldet). Næsten alle gæster ud over disse grupper måtte ligge på madrasser på gulvene. Jeg fik en plads i pejsestuen tillige med en hel del andre. Til oplysning for nye vandrere: På hytterne er der ingen, der bliver afvist. Man finder altid en plads. 

6. dag: Geiterygghytta-Finse

Næste dag videre mod Finse fik jeg følgeskab af Anne Marthe, en norsk pige fra Elverum. Igen inde på ”standardruten” fra Finse til Vassbygd. Dog imod strømmen. Stadig skiftende, regn og meget blæsende vejr - passerede et par bræer midt på strækningen imellem 1500 og 1600 meters højde. Tåge på det øverste stykke som så ofte i den højde på gråvejrsdage. Så turen til St. Pål droppedes. Der er sikkert en fin udsigt på klare dage derfra. Under nedgangen til Finse lysnede det dog med en bedårende udsigt mod Hardangerjøkulen - selv om den øverste del af denne var dækket af skyerne. Nogle huller i det mørke skydække lod allernådigst solen slippe igennem og skabte derved et i særdeleshed smukt og fascinerende lys over bræen.

Vi indlogerede os på Finsehytta i Finse, den lille fjeldby, der er uden vejforbindelse til omverdenen, men har Norges højest beliggende jernbanestation i 1222 meters højde - på banestrækningen mellem Oslo og Bergen. Havde egentlig tænkt mig næste dag at fortsætte ad  Rallarvejen  mod hytten Hallingskeid, der også ligger ved Bergensbanen med et lille trinbræt.   

Men en ihærdig dansker på hytten, geolog og "Finsenørd" fik shanghaiet både Anne Marthe og mig til brævandring med fører dagen efter. (Man skal være minimum 6 for at hyre en bræfører).

Hardangerjøkulen dukker frem i sollys efter tunge skyer - mod Finse

7. dag: Dagstur på Blåisen

Det endte altså med, at vi kom på Blåisen, der er en lille gren af Hardangerjøkulen. Først ca. 1½ times vandring fra hytten til bræen. Blev herefter udstyret med stigjern under støvlerne, isøkser, hjelme og reb (som opbevaredes i en stor kasse ved bræen). Store blotlagte områder på isen, hvor sprækkerne trådte tydeligt frem - som følge af stor afsmeltning de foregående uger. Vi vandrede ud og ind mellem dem, simpelthen for at betragte dem og kigge på isblokke, der snart ville brække af osv.. Magnus, vores bræfører, tog os ned i nogle huller i isen, hvor vi kunne se endnu    dybere ned. På bræturen deltog også et par hollændere, der var kommet til Finse med toget og egentlig ikke anede, hvad de havde meldt sig til og ikke havde vandreudstyr. Men det gik helt fint. Turen var fin trods ustadigt, koldt og blæsende vejr.

Jeg har været på bræ før, hvor vi blot har krydset bræen – ikke noget som dette. 

Hjemrejse og afslutning

Tog til aften afsked og rejste med toget til Bergen med ankomst ca. kl. halv tolv, indlogerede mig på et billigt backpackerhotel, Jacobs Apartments , som ligger tæt ved banegården og nåede dagen efter med  Fløjbanen  til Fløjfjeldet og gik ned, inden jeg tog flybussen til lufthavnen. Høj sol og udsigter fra flyet mod bl.a. Hardangerjøkulen og de vestnorske fjorde, bl.a. Lysefjorden, der også er et dejligt vildt område, som jeg har besøgt nogle gange.                                                                                                                                                                                           

                                                                                                                                                    Telt/hytte:

Det var lidt om en tur i lidt ustadigt vejr i fjeldene, som dog blev en ganske fin tur. Begyndte som telttur og endte som hyttetur. Pylret? Det er i    hvert ikke sidste telttur på fjeldet; men hytterne har jo foruden at være tørre fordelen, at det er let at komme i selskab med ligesindede. Jeg har det fint med at være alene på tur, men nyder også godt selskab! Så vist egentlig en helt udmærket kombination. Og det spontane indfald med    bræturen, gjorde jo ikke turen ringere. 

                                                                                                                                                                    Dagstur på Blåisen

Facts om området

Turen mellem Vassbygd og Finse (som de fleste dog går i modsat retning) er som sagt en ganske fin tur, også for folk, der skal gøre deres debut på fjeldet. Dagsetaperne er normerede fra 3 til 6 timer – begyndere bør dog nok gange op med ca. 1½. Dette gælder generelt for den DNTs tidsnormeringer. Afstikkeren til Kongshelleren er et fint afbræk fra ”hovedruten” gennem dalen. Kongshelleren ligger mere ensomt i et lidt mere barskt område. 

Den lange tur fra Myrdal over Stonndalen til Vassbygd er også god; den er kun meget lidt befærdet, og begyndere bør nok på denne strækning have fjeldvant følgeskab. Her bør man nok også have et telt, da turen ellers bliver ekstremt lang, og der i øvrigt ikke er overnatningsmulighed i Vassbygd. Og set i bakspejlet: Et minimum på to vil nok være passende her. 

Alternativt kunne man fra Myrdal tage toget ad den famøse Flåmbane (turistbane) til Flåm, der ligger ved Aurlandsfjorden og herfra bus til Vassbygd – eller modsat, som fleste nok gør. Busruten starter i øvrigt helt i Bergen (hvis behov: Tjek Norway Bussekspress). Der findes vist også en udmærket vandresti fra Myrdal til Flåm ned gennem Flåmdalen, som temmelig sikkert er mere bekvem end den, jeg gik. Og den er uden tvivl smuk.

  Det skal også nævnes, at der i dag gennem en del af Aurlandsdalen er bygget en vej med trafik; så helt fjernt i vildmarken er man altså ikke, så længe man er på ”hovedvandreruten”. Man ser dog ikke meget til vejen, der går gennem lange tunneler. 

Til Fotoalbummet for Skarvheimen-Finse-Blåisen. Indeholder også kortskitse.