Jenses Vandringer/Vandreture

Lysefjorden Rundt 2020


Jeg havde arrangeret denne tur for en gruppe gennem Vandregruppen Tursækken i 2020. Imidlertid kom jeg til skade med et ben på en anden norsk fjeldtur lige inden og var derfor ikke selv i stand til at gennemføre turen. Jeg mødte gruppen i Kristiansand og fik sendt gruppen afsted derfra, så de selv gennemførte turen.

Hanne Nielsen, der var med på turen, har skrevet nedenstående turberetning.

Fotos i de tilknyttede albums er taget af Hanne Nielsen og Bjarne Bak.




Til fotoalbum for den beskrevne tur.



Skrevet af Hanne Nielsen:


Det primære formål med turen var at gå Lysefjorden rundt fra hytte til hytte. Jens Brun var den egentlige rejse-arrangør. Han havde bestilt og forudbetalt alle hytterne ( hvilket man skal i disse corona-tider) samt bestilt en taxakørsel undervejs. Han skulle egentlig selv have været med, men kom til skade med sit knæ ugen før med en anden gruppe et andet sted i Norge. Men hans rejseplan og det hele var så gennemført, at vi kunne klare det selv. ( dog med visse ændringer undervejs pga vejret) Vi var altså 5 af sted. 3 kvinder og 2 mænd i alderen fra 58 til 68 år. Alle var i god form, så vi holdt nogenlunde samme tempo.


Vi startede med at mødes om morgenen ved Kristiansand, hvor Flemming og Liselotte havde lagt biler til, så vi kunne køre direkte til Predikestols-hytten. Pga corona var det ikke muligt at bruge offentlig transport som oprindelig planlagt. Derfra tog vi den bestilte taxa til Vinddalen (ca 1 times kørsel) hvor vores tur rigtig startede. Det blev en meget kort vandretur på et par timer inden vi nåede frem til Skåpet. En meget          moderne hyttesamling. Dog stadig med muldtoilet og vand fra bækken.
Da det var vores første overnatning i hytte i Norge fik hyttevagten sat os grundigt ind i de gængse regler for hytterne. På alle hytterne er der tykke, lune dyner, så det eneste vi havde brug for var et inder-lagen og et pudebetræk. Det var tørvejr denne første dag, og en sø lige neden for hytterne indbød til lidt klatvask og badning for nogle af os.


Dagen efter regnede det. Turen gik Til Flørli et nedlagt elkraftværk ned til Lysefjorden. Efter en lang stejl nedstigning nåede vi frem til hytten lige inden        Udsigt over Lysefjorden fra et sted på nordsiden               (foto: Hanne Nielsen)
det bare styrt-regnede. Vi var nu gennemvåde alligevel, så alt det våde tøj og
støvler blev hængt op inde i stuerne. Her var Flemming så heldig at opdage en ½ flaske Wisky inde i fælles-skabet. Den delte vi med et andet ungt dansk par der også overnattede der. Vagten på hytten kunne nu oplyse os, at vores planlagte tur næste dag til Langevatn via Kjeragbolten var lukket pga oversvømmelse. Så der skulle lige ændres planer. Det blev til at vi tog færgen om morgenen fra Flørli til Lysebotn og derfra gik vi ad landevejens hårnålesving og tunnel op til Eagels nest ved start stien til Kjeragbolten. I alt blev det til ca 1700 højde-meter den dag.


På stien op til Kjeragbolten blæste det 20 m/s og regnede. Det blev nærmest en klatretur, hvor vi holdt fast i kæder de meste stejle steder. På vejen dertil var der en mini-kjerag-bolt som en geocacher havde placeret en cache ved. Den turde vi godt stå på. Det var en helt anden sag oppe ved selve bolten. Her skulle ingen af nyde noget med at gå ud på den smalle afsats inden man kunne træde ud på selve bolten. Det er rigtig nok, der er et frit fald på 1000 meter fra den. Ved Langevatn hytten ( efter ca 10 timers vandring) havde vi fået booket os ind på hundehuset. Dvs det er en lidt afsides-liggende hytte, hvor dem der har hunde med kan bo. Vi fik nu det hele for os selv, og toilettet lå inde i selve hytten, så vi skulle ikke udendørs som dem i den anden hytte. Vi havde nu fået en fast rutine ved ankomsten til en hytte. Bjarne (pensioneret politimand) havde på eget initiativ udnævnt sig til vand-henter. Så inden han fik taget støvlerne af, var han af sted med de 2 hytte-tilhørende spande efter vand. ( ind imellem fik vi andre også hentet en spand eller to, hvis det andet var brugt) Imens fik vi andre ved fælles hjælp tændt op i brænde-ovnen. Der var gasblus, så der blev også hurtigt sat gang i noget kaffe-vand. Og så blev alle snore og knage behængt med vådt tøj. Madlavningen til aften var typisk dåsemad købt på hytterne og varmet op på gasblusset. Om morgenen fandt vi hurtigt ud af at lave en kæmpe fælles portion havregrød. Af en eller anden mærkelig grund var der som regel altid masser af havregryn stillet ind i fællesskabet til fri afbenyttelse. Anna stod som regel for havregrøden. Vi andre tog så opvasken og rengøringen af hytten ved afgang.


Ved afgangen fra Langevatn skulle for første og eneste gang smide støvlerne for at krydse en elv. Når jeg skriver for første og eneste gang, er det fordi vi de kommende steder var så våde i skoene, at det ikke gjorde nogen forskel om vi tog dem af eller ej. Så vi beholdte dem på fremover. Næste stop var Børsteinen. En rigtig lækker hytte vi også havde for os selv. Undervejs dertil fik Bjarne problemer med sine støvler. Sålene var simpelthen ved at løsne sig. Han kunne klare sig midlertidigt igennem med noget sports-tape han havde med sig.


Videre fra Børsteinen delte vi os. Bjarne og Liselotte tog landevejen tilbage til Lysebotn. Bjarne fik købt sig en rulle gaffa-tape ( til støvlerne) for en plade chokolade af p-vagten ved opstigningen til Kjerag-bolten.Samme p-vagt som figurerer på en plakat stående nøgen på bolten i solnedgang. ( med ryggen til)

Anne, Flemming og Jeg valgte at tage den noget hårdere rute ned ad stierne. Jens havde godt nok frarådet den tur. Og hvis han havde været med, havde vi nok heller ikke gået den. Men vi følte os kompetente og vi klarede den da også. ( med lidt hjælp) Og set i bakspejlet kan jeg godt forstå han havde frarådet den. Der var en rigtig stejl nedstigning på den sidste trediedel af ruten. Det var nu ikke selvforskyldt, at vi måtte have brug for hjælp. Da vi var nået forbi alt det stejle og skulle krydse en flod, var der så meget vand at det ikke kunne lade sig gøre. Vi prøvede med grene og døde træer at lave en slags overgang, men strømmen var for stærk til at det kunne holde. Vi brugte også det meste af en time på at bevæge os både op og ned ad floden for at se om der kunne være en anden overgang end den afmærkede rute. Vi vidste fra kortet, at der kun var ca 500 meter til en slags mark på vores side. Men det område vi havde bevæget os i var skovområde fyldt med store klippeblokke og rigtig mange skjulte sprækker, og vi vidste heller ikke om der ville komme en klippevæg der ville spærre totalt for passagen. Så enden på det hele blev, at vi valgte at ringe efter hjælp, for ikke at risikere at komme til skade under forsøget på selv at søge videre. Vi ringede til Liselotte ( heldigvis var der mobil-dækning), der via receptionen i hytten i Lysebotn kunne foranlede kontakten til en rednings-ekspedition. Via min GPS kunne jeg oplyse vores nøjagtige position. Det viste sig, at der var en sommerlejr for Spejdernes Redningshold lidt uden for Lysebotn. Fra marken, hvor de havde parkeret deres biler, tog det dem 1 time og 20 min at gå de 500 meter. Ialt ventede vi vel 2½ time fra vi ringede til Liselotte til de nåede frem til os. I første omgang prøvede den ene kære unge mand at komme over til den ø midt i floden som vi ikke kunne komme til. Da vi så, hvordan vandet tog fat i ham, var vi glade for at vi ikke havde gået videre med forsøget. Da han først var kommet over kunne han klatre over en klippe, via en kæde vi hele tiden havde kunnet se. Blot for at kunne konstatere, at vi ikke kunne komme videre den vej, da en stenbro, som burde være der, var væk. Så enden på det blev, at de førte os ad den snørklede vej tilbage ad den vej de var kommet. Det tog os ca en time.( nu kendte vores rednings-folk jo vejen). Ikke nok med at der i første omgang dukkede 2 redningsmænd op. Men på tilbagevejen stødte der 6 yderlig til . Det var også nogle rednings-folk der var på tur. Lidt ældre end de første 2. Da de hørte om spejdernes rednings-aktion tænkte de, at de lige ville gøre dem selskab. Det fik de meget sjov ud af. Men det var nogle virkelig kompetente spejdere vi havde med at gøre. Ikke nok med, at de havde reb, klatresele og hjelm med, de havde også varmt skiftetøj til os af uld og dun med. De havde endda en varmedunk og varm cacao samt snaks med. Man må sige vi fik os en oplevelse lidt ud over det sædvanlige.


Ved hjemkomsten har vi haft kontakt med Norsk Turistforening for at forhindre at andre står i samme situation som os. Det viser sig, at der ikke er ret mange der går den rute pga sværhedsgraden. ( de betegner det som en ekspedition ). Vores forslag er, at de lave en afmærket sti/rute ad den vej spejderne fandt frem til os på. Så man slet ikke skal krydse en flod, hvor der for det første mangler en bro og for det andet ikke kan lade sig gøre ved høj vandstand. Det blev en sen hjemkomst til hytten, hvor vi den sidste halve time havde gået i mørke med lygter. Heldigvis stod Bjarne og Liselotte klar med mad til opvarmning til os. Og så kom den sædvanlige omgang med at hænge tøj til tørre.

Dagen efter tog vi en taxa op i bjergene til begyndelsen af en rute til Sognedalen Fjellgård. Igen en dag med regn og floder der skulle krydses. Meget af ruten var ad en arbejds-vej til de ny elmaster der er ved at blive sat op.


Derfra skulle vi til Bakken gård. Halvdelen var landevej ned ad bakke. Den sidste halvdel var vanskelig og stenet. Og det gik stejlt opad den sidste del. Men vejret var godt, så vi fik for en gangs, skyld nogle flotte udsigter. Ved ankomsten sad der en dame og ventede på sin mand der var på rekognisering for en kommende tur for Stavanger turistforening. Hun fortalte lidt om stedet, og spurgte så, om vi havde husket at bestille piza. Vi troede virkelig at det var en joke. Men den var god nok. Lige nettop den dag kom der besøg af en norgesmester i pizzabagning på stedet. Så vi fik fluks bestilt 2 pizaer til deling.

Den sidste dag skulle vi tilbage til Predikestols-hytten med en afstikker til selve Predikestolen.

Dagen startede med flot vejr. men efterhånden som vi kom tættere på stolen blev det mere skyet. Heldigvis var vi deroppe i tørvejr. Det var først på nedturen til hytten det begyndte at regne. Det blev kulminationen på hele turen. Og heldigvis nåede vi alle frem i god behold. Måske ikke ligefrem tøjet og skoene, men VI gjorde. Vi skulle dog ikke nyde noget med at bevæge os helt ud til kanten som andre gjorde.

Som en lille pudsighed, så mødte vi den berømte p-vagt fra Kjeragbolten på Predikestolshytten lige idet vi skulle til at forlade restauranten. Han genkendte selvfølgelig Bjarnes sko, og havde også hørt om vores redning-aktion.


Herfra skiltes vi ad. Da Jens ikke var med os kunne Bjarne , Liselotte og Anna køre i en bil tilbage til Kristiansand mens Flemming og jeg tog nordpå til en uges ferie i de egne, hvor jeg for mere end 44 år siden boede med min familie og gik et år i skole. Samt det hotel jeg arbejdede på 4 somre i træk for 40 år siden.


Samt et kort smut ind i Rondane ,hvor Flemming tog på foto-tur for at se muscos-okser.


Til fotoalbum for den beskrevne tur.