Kyst til Kyststien i Jylland


Denne sti er et sammenhængende stiforløb på tværs af Jylland fra Vejle i øst til Blåvandshuk i vest. Stien følger Vejle Å (på Bindeballestien) og senere Holme Å og Varde Å (på Home Å-stien) og går på det vestligste stykke inden om Ho Bugt og gennem Oksby Plantage til Blåvandshuk.


Find  websitet om Kyst til Kyststien fra Vejle til Blåvand . Der kan udskrives pdf-filer med ret gode kort over ruten.


Her vil jeg berette om Kyst til Kyststien af to gange, idet jeg har gået de to halvdele på to forskellige ture.



Øverst den østlige halvdel og

nederst den vestlige (i modsat retning).



Kyst til Kyststien øst 24.-25. april 2010 (solotur):     

Skibet til Hovborg

samt påsketur den modsatte vej 2013 i en lille gruppe.   

                                                                                                                                                                                                                   

                                                                                                                                                                             Bindeballestien gennem Vejle Ådal

Suppler beskrivelsen med fotoalbum fra Kyst til kyststien østlige halvdel. (Indeholder 32 fotos blandet fra de to ture).   

                                                                                                                                                                                                                   

                                                                                                                                                                   

En weekend i sidst i april 2010, solotur:

Jeg tog bus til Vejle og herefter ny bus til Skibet, hvorfra jeg startede lørdag kl. 11 ad Bindeballestien, der er en gammel banesti gennem den storslåede Vejle Ådal. I henhold til Kort 10 i stiens folder fulgte jeg et lidt østligere blåt alternativ til banestien en del af vejen, bl.a. over højdepunktet Runkenbjerg. Det bliver turen bestemt ikke ringere af. Der er mere kuperet end på en asfalteret banesti; og der er nogle rigtig flotte udsigter. Fra Tågelund mod Bække følger nogle lange kedelige kilometer som forbindelse til Holme Å-stien, der fortsætter mod vest langs Holme og Varde Å. Jeg overnattede på teltplads ved Klebæk Høje (ved en spejderhytte) og fortsatte søndag mod vest ad Holme Å-stien, der er en udpræget terrænsti gennem afsides og meget flotte områder. Jeg mødte kun én på stien hele dagen, lige før ankomst til Hovborg. Ca. midtvejs mellem Klebæk Høje og Hovborg er der nogle meget karakteristiske strækninger med indlandsklitter. Naturen har plads her!


Havde nok undervurderet distancerne lidt. Efter hjemkomst har jeg målt lørdagsetapen til at være 28½ km (Skibet - Klebæk Høje) og søndagsetapen til 16 km (Klebæk Høje - Hovborg).

Så det blev en anstrengende tur efter en lang vinter uden mange ture med rygsækken. Men vejret var prima og bød på et væld af flotte naturoplevelser. Ville have fortsat til Tofterup, men sluttede i Hovborg. Om fortsættelsen vest for Hovborg længere nede på denne side.


PS: Bindeballestien og Vejle Ådal er fint. Og ikke mindst Holme Å stien er rigtig fin. Men den ca. 10 km lange forbindelse imellem dem finder jeg er trælse kilometer på meget landevej - lavet udelukkende fordi det er smart med en forbindelse hele vejen over!



Påsketur 2013, gruppetur i Natur og Fjeld med i alt 4 deltagere:

Påsken 2013 var historisk kold; og perioden var stadig præget af sne og adskillige frostgrader, specielt om natten. Vi gik dog en fin tur fra Hovborg fra og med skærtorsdag til og med påskesøndag. Overnatning på pladsen ved Klebæk Høje ved Bække (i tilknytning til spejderhytte), på teltplads ved Bindeballe Købmandsgård samt ved Ravningbroen i Vejle Ådal. Vi tog en kort vandredag fra Bindeballe Station til Ravningbroen på nummerisk kun 6 km, men krydsede en del fra side til side i ådalen, var bl.a. på Runkenbjerg, som man ikke bør snyde sig selv for og desuden ved Tørskind Grusgrav med skulpturer af Robert Jacobsen. Fra Ravningbroen kan man ydermere supplere med en udflugt op i terrænet til Troldborg Ring, der er var en godt befæstet vikingeborg samt yderligere rundtur jvf. kort 11 på ovennævnte website om Kyst til Kyststien.


Langs Holme Å havde vi fornøjelsen at se beviset for, at bæveren nu har bredt sig helt fra Klosterheden og hertil, idet vi passerede træer, som bæverne havde fældet langs ruten. Ydermere passerede vi kronvildt på strækningen omkring indlandsklitterne.


Endnu en gang viste Vejle Ådal sig som et fantastisk storslået område, hvor naturen over det meste får lov at passe sig selv. Der veksler konstant mellem småskove og udstrakte overdrevsarealer i det konstant bakkede terræn. Og endnu et clue: Flere gange iagttog vi den flotte røde glente kredse over Vejle Ådal.


Skal lige pointere, at et godt bål i lejren om aftenen er guld værd, når det er koldt!


OBS: På strækningen fra Klebæk Høje til Øster Torsted fik vi dog transport over det mest trivielle stykke af Kyst til Kyststien, som blot er en forbindelse mellem Holme Å-stien og Bindeballestien, indebefattende meget landevej. Det kan anbefales at snuppe bus 111 (Vejen-Vejle) fra Bække til Øster Torsted (lidt før Egtved) og herfra gå mod Tågelund og fra Nybjerg Mølle følge de afmærkede stier ind i det bakkede terræn langs Egtved Å (løber ud i Vejle Å), hvor naturen til gengæld virkelig er værd at gå efter! Det anbefales endnu en gang at følge de mindre afmærkede ruter i terrænet frem for Bindeballestien, der er en flad bane-cykelsti!   




Kyst til kyststien vest, 5.-9. april 2012 (Natur og Fjeldtur): Blåvand til Hovborg


Suppler beskrivelsen med fotoalbum fra Kyst til Kyststien vestlige halvdel. (Indeholder 25 fotos).


Jeg havde annonceret turen på Natur og Fjelds turkalender; og vi blev en gruppe på 6, hvoraf 2 valgte at afbryde turen i Varde.


Vi mødtes ved Blåvand Kro, hvortil der er bus fra Esbjerg, d. 5. april (skærtorsdag) ved middagstid. Herfra gik vi i høj sol de ca. 3 km ud til fyret ved spidsen og fortsatte efter frokostpause ad ruten, der starter med at følge stranden et stykke. Herfra ind over land forbi Tirpitzstillingen, der er et levn fra krigen (se ovennævnte website) til primitiv teltplads i Oksby Klitplantage. Dagsetape ca. 13 km.


Videre gennem plantagen langfredag og over de flade marskenge inderst i Ho Bugt til Broeng. Herfra et stykke ad landeveje til Tarp, hvorfra fortsættelse ad markveje gennem engene til lejrplads ved Janderup Kirke. Denne plads var forsynet med en bålhytte, hvilket var heldigt, da det netop den dag regnede stort set hele tiden. Pladsen var også forsynet med en pæl, der markerede, hvor høj vandstanden havde været ved forskellige stormfloder gennem tiden! Ca. 19 km


Lørdag fortsættelse ad markveje og stier langs Varde Å (dog nogle km ad landevej omkring Elkærdam. Alternativt kunne her have været valgt et "Spor i landskabet" langs Varde Å, fandt vi senere ud af).


Videre gik det langs åen gennem Varde By og nogel timer senere forbi Karlsgårdeværket, der er et dansk vandkraftværk, hvor den opstemmede Karlsgårde Sø giver et vandreservoir for elproduktionen. Vi overnattede på en dejlig teltplads med shelter i skov ved den østlige ende af Karlsgårde Sø. En dejlig solklar dag, hvorefter der fulgte en lige så smuk, men også frostklar nat med fuldmåne. Dagsetape ca. 20 km.


Søndag vågnede vi op til endnu en vidunderlig solskinsdag. Stien fulgte nu Holme Å, der er en sidegren til den       Varde Å kort før Varde By                                                        større Varde Å og til dels nogle kanaler, der leder vand mod Karlsgårdeværket. En meget varieret rute, der ofte skifter mellem enge ogsmåskove langs åen og kanalerne. De sidste km før Tofterup er dog lidt kedelige, til dels på landeveje og dyrkede marker. Havde planlagt at overnatte på pladsen ved Tofterup, men valgte, efter at have set denne (skråner meget og er nabo til et renseanlæg)! at fortsætte 5 km til næste plads ved Hesselho, som viste sig at være have en prima beliggenhed i læ i en gryde. Dagsetape i alt ca. 21 km. Efter en flot dag fulgte en nats regnvejr.


Mandag, 2.påskedag, fortsatte vi i regn langs åen gennem Baldersbæk Plantage de sidste 7-8 km til Hovborg, hvor turen var planlagt at slutte. Ruten blev udvidet til nogle mindesmærker på denne strækning, idet Mogens fra Hovborg var lokalkendt. Til slut en gang god frokost hos Mogens og hans kone i Hovborg. Transport til Holsted Station (12 km), idet der ikke er busser fra Hovborg på helligdage.


Selv om ruten er flad, er den mange steder også knoldet (flad betyder ikke altid let). Det meste af ruten er lagt på stier og markveje. Der forekommer dog også etaper på landevej. Efter at gået hele Kyst til Kyststien konkluderer jeg, at min foretrukne strækning er strækningen mellem Varde og Bække, hvor ruten langt overvejende går i det varierede terræn langs vandløbene. Dog med undtagelse af en kortere strækning umiddelbart vest for Tofterup. Lejrpladsen ved Tofterup skråner meget og er desuden nærmeste nabo til et renseanlæg (der kan findes en jævn plads til teltet - uden for indhegningen; og det må man jo ikke!).